tirsdag den 4. december 2012

Et lille lyspunkt i en mørk tid


Vi er nu i godt samarbejde med sportsfiskerne, DN og ferskvandsfiskeriforeningen kommet videre med de syv knaster i dambrugsbekendtgørelsen.

Vi har sendt en seks+en redegørelse til Miljøstyrelsen, hvor vi beder om at få lavet om på seks af knasterne. Vi har endnu ikke forhandlet os til rette om knast et, som er pumpekravet. Men efter et godt gennemført ”studie af virkeligheden” hvor sportsfiskerne, DN og myndighederne var ude at se på mangfoldigheden af dambrug, har vi håb om at kunne finde en god løsning på dette problem.

Vi står stadig fuldt og fast bag akvakulturudvalgets anbefalinger om at fjerne spærringer ved dambrug (mod erstatning), og derved være med til at sikre god økologisk kvalitet og reel fri faunapassage ved alle dambrug. Vi vil dog gerne gøre klart disse begreber pr. definition ikke er lig med 100 procents løsninger, men dog absolut tilstrækkelige gode løsninger.

Vi mener, at der i de konkrete sager er mange forskellige typer løsninger og at pumpeløsningen kun er et af flere mulige tiltag. Det har derfor ingen mening og er imod ånden i akvakulturudvalgets anbefalinger at specificere en bestemt indretning i en bekendtgørelse.

Vi foreslår, at der etableres en task-force med repræsentanter for sportsfiskere, myndigheder, eksperter og erhverv, som gennemgår hvert enkelt relevant dambrug, og udpeger praktiske løsninger baseret på en konkret vurdering. Hvis vurderingen foretages af personer med den nødvendige praktiske indsigt vurderer vi, at de samlede omkostninger kan holdes inden for de godt 70 mio. kr., vi har bedt om at blive afsat i staten til formålet.

Med dette lille ”julelys” i et ellers besværligt og mørkt år for danske dambrug ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

torsdag den 8. november 2012

1,3 millioner tons


På det nylige FEAP møde i Bruxelles, hvor jeg deltog i gruppen for store laksefisk, oplyste nordmændene, at produktionen af laks og ørreder i 2012 forventes at blive 1,3 millioner tons, hvilket med dagens relativt lave priser svarer til ca. 30 mia. NOK og i et godt år helt op til 50 mia. NOK. Det er selv efter norske forhold rigtige penge.

Og der er ingen grund til at tro, at denne udvikling ikke kan fortsætte i rigtig lang tid endnu. Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, som bliver og rigere og som vil spise flere fisk. Store laksefisk er inden for sin niche et unikt produkt med hensyn til kulinarisk kvalitet, sundhed og pris/udbytte forholdet og efterspørgslen vil fortsætte med at stige mindst op til 10 millioner tons niveauet. Nordmændene meddelte ganske vist, at der i den umiddelbare fremtid og for 2013 ikke forventes nogen stigning, da grænsen for udnyttelsen af koncessionerne er nået, og der forventes ikke givet nye koncessioner i de næste par år. Men mon ikke det går, som det plejer, dvs. en gennemsnitlig stigning på årsbasis på ca. 8 % pr. år. Bare denne stigning er på niveau med hele EU-produktionen af store laksefisk.

Selv dansk landbrug, som nu udgør den tredjestørste fødevareklynge i verden, og omsætter 80 mia. kr. i primærsektoren kan begynde at frygte for sin førerposition, i det mindste så længe vi bliver miljømæssigt misreguleret.

I grunden er der tale om et helt ubegribeligt succesfuldt norsk erhvervseventyr. Vi skal ikke længere tilbage end til 70’erne, før fiskeproduktionen i Norge var mindre end i Danmark, og nye norske havbrugere kom til Danmark for at lære om fiskeopdræt. I modsætning til den grønne sektor og store dele af det klassiske landbrug kan den norske laksefiskproduktion klare sig fint uden statsstøtte. Og sektoren kan blive ved med at producere, så længe der er mennesker på jorden, der skal have mad. Produktionen har som alle andre fødevareproduktioner et miljømæssigt fodaftryk: Lakselus, rømninger af fisk og stofudledninger, men nordmændene har fornuftigvis vurderet, at disse miljøomkostninger er små i forhold til den samfundsmæssige nytteværdi i form af produktion, beskæftigelse og eksport.

Udviklingen i Norge sætter den pinligt ringe situation for EU-akvakulturen i perspektiv. Til trods for evindelige skåltaler og massive støtteordninger sker der absolut intet, idet EU-akvakulturen ikke er steget i de seneste tyve år.

Struan Stevenson, Skotsk EU parlamentsmedlem, fortalte mig i Bruxelles, at europæiske politikere er taget som gidsler af et højtråbende ”grønt” mindretal i parlamentet, som uden hensyn til europæernes behov for job og social tryghed gennemtvinger en visnepolitik for al europæisk fremstillingsvirksomhed med sine krav om ”bæredygtighed”, læs: stop al aktivitet, der påvirker naturen og miljøet den mindste smule.

Det er på tide, at de europæiske politikere træder i karakter og afbalancerer grønne interesser i forhold til andre fuldt så vigtige hensyn. Sæt gang i EU-akvakulturen her-og-nu, så skal vi nok tjene pengene til, at der bliver råd til mange gode ting, herunder bedre natur og miljø.

torsdag den 11. oktober 2012

Den blå revolution: Mad fra havet


Udgivet som kronik i Børsen 12/10-12. Uddrag af artikel i Scenario, Instituttet for Fremtidsforsknings tidskrift.

Menneskene lever ifølge the Economist i Antropocænet. Det er en utrolig succesfuld æra for klodens liv og mennesker, idet vores viden og teknologi har gjort det muligt at øge jordens bærekraft fra under ti millioner mennesker i jæger-/samlerstadiet til et tocifret milliardantal i nutiden. Og samtidig gjort os mere robuste mod de farer, som naturen kan udsætte os for i form af nye istider, meteorer og supervulkaner.

Siden Malthus udtrykte sit pessimistiske syn på forholdet mellem befolkning og mad, har mange bekymret sig om jordens befolknings ville blive så stor, at den ville begrænse sig selv gennem manglende ressourcer og forurening. Det blev udtrykt i Grænser for Vækst bevægelsen i 70’erne og i klima- og modvækst-bevægelsen her i 2000-tallet.

Indtil nu har den menneskelige iderigdom og foretagsomhed gjort malthusianernes spådomme til skamme, ved at stille større ressourcer til rådighed for menneskets udvikling, end mange havde forventet.
Oceaner, som udgør 71 procent af jordens areal, udnyttes i dag kun i beskeden grad til at forsyne menneskene med mad og energi, og til dato på en primitiv måde. Som udtrykt af Jacques Cousteau:
”We must plant the sea and herd its animals using the sea as farmers instead of hunters. That is what civilization is all about – farming replacing hunting.”

For at forsyne flere mennesker med mere og bedre mad, herunder mere kød, skal fødevareproduktionen mere end fordobles inden for de næste hundrede år. Det kan ske ved at flytte en stor del af produktionen af planter og dyr ud på havet, hvor der er rigelig plads, vand og næringsstoffer, herunder CO2, til rådighed for produktionen.

Havet spiller allerede via fiskeriet en stor rolle for verdens forsyning af mad. Fiskeriet har i mange år været stagnerende, og vil næppe kunne udvides meget. Derimod er der ikke grænser for udvikling af den globale havbaserede produktion: Marikulturen, som nu er på cirka 35 millioner tons per år til en værdi af 160 milliarder kroner.

Marikulturens største succeshistorie inden for nyere tid er lakseopdrættet. I løbet af de seneste 40 år er opbygget en produktion af cirka 1,5 millioner tons store laksefisk i havbrug, hovedsageligt i Nordeuropa.
Det danske søterritorium er på 105.000 km2, 2,5 gange større end landarealet. På 1 % af dette havareal vil der kunne udvikles en produktion af tang, muslinger og fisk til en værdi af ca. 15 mia. kr/år.

Man er nået længst med fisk, da den animalske produktion er den mest værdifulde og derfor bedst kan bære de tilknyttede omkostninger. Den danske producent af regnbueørred, Musholm, ligger på en stærkt eksponeret lokalitet i den åbne del af Storebælt, og er state-of-the-art mht. teknologi og størrelse: ca. 2.000 tons per år.

Den nye storskala produktion skal ud på det åbne hav, sikres adgang til næringsstoffer fra dybhavet og passes af robotter, hvilket kræver en betydelig satsning på teknologisk udvikling, før det er økonomisk realisabelt.

Hvad med naturen og miljøet?

Havbrug på åbent hav bruger plads, men er ellers overvejende godt for miljøet. Direkte gennem optag og tilbageføring til landjorden af kulstof, kvælstof og fosfor, som er til stede i verdenshavet, men især indirekte gennem fortrængning af landbaseret produktion med dennes tilhørende fodaftryk. For eksempel bruger den landbaserede planteproduktion meget ferskvand. Det koster 1.000 tons ferskvand at producere et tons hvede, men intet ferskvand at producere tang.

En dansk spidskompetence?

I Danmark er vi allerede rigtig dygtige til biologisk produktion og til at arbejde på og med havet. Det er derfor oplagt for danske virksomheder at være med til at udvikle disse store nye produktionsmuligheder med tilhørende kommercielle muligheder for at udnytte nye råvarer og levere opdrætsudstyr: ”Havets mejetærskere”, og forarbejdningsudstyr. GUDP har allerede støttet disse ideer. Det er vi som erhverv glade for og vi ser gerne et partnerskab med samfundet om forskning og udvikling på området. Ligesom vi appellerer til store danske erhvervsvirksomheder og vores kolleger i Landbrug og Fødevarer om at bidrage til udviklingen med deres viden og ressourcer. Vi beder i øvrigt blot politikerne om, at der rettidigt bliver udviklet det nødvendige regelsæt, f.eks. en marin zonelovgivning, således at udviklingen ikke sander til i bureaukrati.

Så skal vi nok opbygge en tocifret milliardomsætning, betalt af glade kunder og uden nogen statsstøtte til produktionen.

fredag den 5. oktober 2012

Havbrug og vindmøller


De indre danske farvande fylder ca. 25.000 km2. Alligevel er der kamp om pladsen. Det er derfor en god ide at undersøge mulighederne for at bruge de begrænsede arealer til flere formål. Dansk Akvakultur deltager i et EU projekt: Mermaid, hvor man netop undersøger mulighederne for at kombinere havbrug af fisk, muslinger og tang med havvindmøller. DONG er med i projektet og vi undersøger sammen først og fremmest Kriegers Flak, som ligger midt i den vestlige Østersø og er en del af den danske, svenske og tyske zone. På denne lokalitet forventes om nogle få år at blive etableret en stor vindmøllepark. Vandet er godt til opdræt af ørreder, med lav saltholdighed og ikke for varmt om sommeren, så vi lægger billet ind på at etablere et eller flere havbrug i samme område.

Den vigtigste grund til at kombinere de to aktiviteter er den forbedrede arealudnyttelse. Der er kun et begrænset antal lokaliteter i indre danske farvande, hvor der er gode forhold for havbrug og for vindmøller. Hvis det ene udelukker det andet, vil der være endnu færre muligheder. De foreløbige vurderinger tyder på, at vindmøller og havbrug til fisk godt kan sameksistere. Havbrugene fylder kun lidt i forhold til arealet af vindmølleparken, og placeret korrekt vil de ikke kunne udgøre en risiko for kabelføringer eller genere vedligeholdelsen. Tværtimod kan der være en mulighed for at udgifter til transport og vedligeholdelsesplatforme kan deles mellem de to interessenter. Ikke store beløb, men lidt har også ret.

Muslinger og tang er lidt mere kompliceret, da disse produktionsformer fylder ligeså meget som vindmølleparken, men Mermaid vil afdække potentialet.

I akvakulturudvalget blev peget på kystzoneplanlægning som et vigtigt redskab til at sikre plads til de nye havbrug. Denne planlægning er, bl.a. på Miljøstyrelsens foranledning, nu gået i gang sammen med vores havbrugere, og der er foreløbigt udpeget fyrre havbrugsområder af en km2 i de indre danske farvande syd for Djursland. Der vil nu, gennem Mermaid, blive foretaget en beregning og vurdering af den hygiejniske sikkerhedsafstand. Havbrugene må ikke placeres så tæt, at smitterisikoen fra det ene havbrug til det andet er for stor, da vi under ingen omstændigheder ønsker at sætte vores høje veterinære standard over styr. Vi må derpå se om der kan blive plads til flere eller færre end de fyrre.

Alle havbrugene foreslås placeret i frisk strømmende vand, hvilket er godt både for fiskene og for miljøet. Både den lokale og regionale miljøpåvirkning fra disse placeringer er så marginal, at vi vil argumentere for at udskyde kvælstofdiskussionen, indtil de andre lande i Østersøregionen får taget deres del af slæbet.

Zoneplanlægning er både på land og på havet svaret på, hvordan man sikrer plads til praktisk lønsom produktion og til natur og miljø. Det er på høje tid, at Danmark får lagt disse planer.

mandag den 10. september 2012

Om at sige til og fra


Den danske biologiske produktion af mad og pelse er udsat for en jammerlig dårlig miljøforvaltning. Det viser sig ved, at vores totale andel af verdensmarkedseksporten næsten er halveret siden 1990, og i vores lille del af fødevaresektoren er produktionen stagneret siden 1990. I samme periode er den globale akvakulturproduktion kultur steget med 8 % om året.

Offeromkostningerne ved denne misforvaltning er kolossale. Min vurdering er, at værdien af den danske primærproduktion ville have været dobbelt så stor som nu, og at den danske miljø- og naturtilstand ville have været bedre end nu, hvis vi havde benyttet resultatbaserede forvaltningsmetoder, som er regulering på miljøbelastningen og ikke på fodring, gødskning etc., og derved have belønnet dygtige producenter.

I vores erhverv har vi gjort det rigtige, nemlig indgået en national aftale med de ”grønne” om vores erhvervs fremtid. Men vi kan konstatere, at nu mere end 3 år efter, at akvakulturudvalget afleverede sine anbefalinger, har miljømyndighederne stadig ikke taget sig sammen til at få udmøntet anbefalingerne i praksis.

Når dertil kommer, at hele den biologiske produktion bliver udsat for vandplaner og en randzonelov, der er noget miljøfagligt makværk, f.eks. har ”systemet” tegnet 10 meter randzoner om alle dammene i vores dambrug, er det ikke noget at sige til, at mange mister tålmodigheden og forlanger, at der må siges fra, eller endnu værre opgiver at udvide produktionen i Danmark, stemmer med fødderne og drager til det nærliggende udland.

Desværre er det, ”at sige fra” ikke så simpelt. De etablerede fødevareorganisationer har brugt og bruger alle lovlige midler for at overbevise samfundet om vores berettigelse, men der er rigtig stærke kræfter i samfundet, som ikke vil forstå, at udflytning af den meget miljøeffektive danske biologiske produktion ikke bare er skadeligt for dansk økonomi og beskæftigelse, men ligeledes stærkt skadeligt for den globale natur- og miljøtilstand. Og hvis vi antyder, at vi kan føle os tvunget til at flytte ud, trækker disse typer bare på skuldrene, og siger. ”Godt for det”. Heldigvis er der mange gode kræfter i det politiske system, både inden for og uden for regeringen, der gerne vil hjælpe os. Men det kræver bl.a., at vi som ansvarlige organisationsfolk tager klar afstand fra ulovlige aktionsmidler.

Der er håb endnu for, at den rolige fornuft kan sejre. F.eks. har miljøministeren taget et rigtigt godt initiativ med ”Lykkesholm-vandtopmødet”, som forhåbentlig vil sætte gang i et positivt forløb.

Så, kære havbrugere og dambrugere og gode venner af Dansk Akvakultur, hold fast et stykke tid endnu. Og hjælp med at kæmpe den gode kamp på det lokale niveau. Vi kan stadig få det til lykkes.

tirsdag den 7. august 2012

Masser af muslinger


Natur- og landbrugskommissionen er kommet godt i gang med at tænke nye tanker. Bl.a. andet peger man på nye virkemidler til forbedring af vandmiljøet som stenrev, tang- og muslingedyrkning.

Det er derfor godt at konstatere, at Dansk Akvakulturs skaldyrsproducenter og havbrugere er i fuld gang med at udvikle og etablere muslingeproduktion i industriel skala i Danmark. I Storebælt og Lillebælt er der allerede installeret en produktionskapacitet på ca. 2.000 tons muslinger/år, hvilket er ca. dobbelt så stor som den samlede dyrkningskapacitet i Limfjorden, og hvilket svarer til knap 20 tons kvælstof / år.

Kapaciteten for muslingeproduktion i den åbne indre og strømrige danske farvande er meget højere end i Limfjorden, hvor den stadigt aftagende næringsstoftilgang løbende vil formindske fødetilgangen og dermed produktionskapaciteten. Derfor er Bælterne og evt. i Læsø rende, at de store nye anlæg forventes etableret.
Økonomien i den industrielle produktion er ikke kendt endnu, men der er gode muligheder for, at produktionen kommer til at give overskud og dermed sikrer, at der kan tjenes penge på at fjerne kvælstof fra havet.

Produktionen i industriel skala sigter ikke i første omgang direkte mod muslinger til ferskkonsum, men mod andre produkter som yngel til videreproduktion f.eks. i bundkulturer, som konserves, råvarer til dyrefoder og til ekstraktion af finkemikalier. Priserne til disse formål vil være lave, men det er tillige omkostningerne til produktionen, så der er gode muligheder for at få regnestykket til at gå op. Hertil kommer, at med lidt snilde kan en del af produktionen sælges til gode ferskkonsumpriser.

Som bosat i hovedstadsregionen må jeg i den forbindelse komme med et hjertesuk over, at det stort set er umuligt at købe dyrkede muslinger i københavnsområdet. De muslinger, man kan købe i supermarkederne er skrabede muslinger af stærkt varierende kvalitet. I nogle tilfælde har jeg været ude for, at en tredjedel af muslingerne er døde, og i bedste fald er der stadig alt for mange af muslingerne, der er for små og har for dårligt kødindhold. Alligevel bliver de solgt så hurtigt, de kan leveres. Der er et potentielt marked i Øresundsregionen for tusindvis af tons gode kødfulde muslinger. Må jeg appellere til vores medlemmer om at forsyne dette marked.

Hvis det går som ”præsten prædiker”, vil mange interessenter, inklusive vores venner i landbruget, ønske at sætte muslingeproduktioner i gang. Jeg vil derfor ligeledes opfordre myndighederne til på linje med Dansk Akvakultur at udvise rettidig omhu, og få udarbejdet de nødvendige regelsæt, inden løbet kører. Vi medvirker gerne til dette i godt samarbejde med de grønne organisationer.

fredag den 6. juli 2012

Hvor kommer foderet fra?


Lige nu er det tungt at være fiskeproducent i Danmark. Det er svært at opnå gode priser for fiskene bl.a. på grund af ubillig konkurrence fra Tyrkiet. Samtidig stiger råvarepriserne på foder. Det er en ringe trøst, at sådanne forløb ses jævnligt inden for alle fødevarebrancher og at der er over tid opnås ligevægt mellem produktionsomkostninger og salgspriser.

Spørgsmålet er, hvad vi i Dansk Akvakultur kan gøre for at påvirke prisen på foderråvarer? Her kan vi starte med at erkende, at akvakulturen i modsætning til agrikulturen endnu ikke har udviklet sin egen produktion af foder som grundlag for den animalske produktion. Vi er stadig meget afhængige af fiskede råvarer fra havet, som er ustabile i mængder og pris og opadtil begrænsede i mængde. Og af planter dyrket på land af vores kolleger, landbrugerne. Vores erhverv producerer globalt set ca. fem gange så mange fisk & skaldyr som planter=tang, hvorimod vores kolleger på land producerer ca. femten gange flere planter end dyr. Så vi har langt igen.

Heldigvis er der en god udvikling i gang med tangdyrkning i Danmark, hvor virksomheden Blue Food bl.a. sammen med initiativrige havbrugere opbygger kommercielle produktion af sukkertang, som vil kunne bruges som tilskud til fiskefoder. Aller Aqua har oplyst, at man allerede nu bruger tang som en råvare. Vi kan se, at dyrkningspotentialet i åbne danske farvande er betydeligt, og at titusinder af tons tang vil kunne produceres til internationalt konkurrencedygtige priser.

Så lad os få sat mere turbo på den udvikling.

Prisforskellen på GMO fri råvarer og GMO råvarer stiger støt, og vi bliver på linje med vores kolleger i svinebranchen nødt til at bruge de bedste og billigste råvarer til vores klassiske produktion af fisk. Der er kunder, der helst ser, at vi ikke bruger DMO råvarer, men måske kølnes deres ønske noget, hvis de må betale den stadig stigende prisforskel, som ikke blot skyldes råvaren, men ligeledes, at foderfirmaerne i giver fald må fordoble antallet af produktlinjer.

Dansk Akvakultur vil satse på at bruge de billigste og bedste råvarer til sin hovedproduktion. Kunder, der ønsker sig fisk, der ikke har spist GMO foder, må købe økologiske fisk.

Jeg står gerne på mål for de nuværende og kommende GMO planter, som slår konventionelle planter af banen på alle miljømæssige indikatorer som plads, vand, gødnings- og pesticidforbrug. Denne BAT teknologi er med til at sikre et stadig mindre relativt miljømæssigt fodaftryk fra vores erhverv.
Vi er første herrer i eget hus, når vi kontrollerer vores produktion af foderråvarer.

mandag den 2. juli 2012

Vandbrug og landbrug


Vi kender alle landbruget eller agrikulturen. Men ikke alle i Danmark er opmærksom på vandbruget eller akvakulturen, som er opdræt af fisk, skaldyr og tang.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, da landbruget har eksisteret i Danmark i mere end 6000 år. Fra 4000 år før Kristi fødsel og på blot hundrede år gik vi fra jæger/samler-samfundet til bondesamfundet, og på godt og ondt har Danmark aldrig været det samme siden. Til gengæld kan vi ikke blot brødføde os selv, men en befolkning, der er 3 gange større end den danske. Det er godt gjort og noget vi skal være stolte af.

Vandbruget er derimod en ny foreteelse i Danmark. Bortset fra nogle få karpedamme ved munkeklostrene i middelalderen opstod akvakulturen først i Danmark i 1894, hvor det det første egentlige dambrug blev etableret på Hvilestedgård i nærheden af Kolding. Det eksisterer i øvrigt endnu som et veldrevet anlæg især til produktion af specielle ørredtyper til udsætning i vandløb og er fredet af Kulturarvsstyrelsen.

Siden gik det rask fremad og Danmark er nu en af verdens største ørredeksporterende nationer med en produktion af 30.000 tons ørreder på land og 10.000 tons ørreder i havbrug. Sammen med åleopdrættet, hvor danskerne har førertrøjen på for at løse ”ålens gåde”, opdræt af muslinger og begyndende dyrkning af tang, omsætter erhvervet i alt for 1 milliard kr. om året.

Internationalt set er akvakulturen verdens hurtigst voksende fødevareproduktion med en vækst på mere end 8 % om året siden 1970. Halvdelen af de fisk, der spises i verden, stammer fra akvakulturen. Da fiskeriet har en begrænset kapacitet og da verdens mennesker efterspørger stadig flere fisk, skaldyr og tang er det helt sikkert, at der i fremtiden vil ske en meget stor forøgelse af den globale akvakulturproduktion.

I de varme lande opdrættes især planteædende fisk som: Karper, maller og tilapia. På vores kølige breddegrader er det første fremmest fordelagtigt at opdrætte laksefisk, som ørreder og atlantisk laks. Langt den største del af de laks, der nu spises i Danmark, er opdrættet i Norge, som har næsten perfekte naturgivne omstændigheder for lakseopdræt, og nu producerer 1 million tons/ året til en værdi af knap 30 mia. danske kr. /år, samme niveau som hele den danske svineproduktion.

I Danmark er vi særligt gode til at opdrætte ørreder, som derfor er den produktion, som har den bedste fremtid.

Akvakulturen er det ”nye barn i klassen” og bliver derfor uundgåeligt mødt med kritik. F.eks. er mange optaget af, at fiskeopdræt forurener. Det er korrekt, det gør alle fødevareproduktioner, men fiskeproduktion ligger i den rigtig pæne ende, fordi fisk, som vekselvarme dyr har en bedre foderudnyttelse end pattedyr. Dertil kommer, at skrappe danske miljøkrav har medført, at danskopdrættede fisk ligger internationalt helt i top på miljøområdet.

Danmark er ligeledes i front med at skabe miljømæssig balance mellem fiskeproduktion og muslinge- og tangproduktion.

Nogle bekymrer sig endvidere om den kulinariske og sundhedsmæssige kvalitet af akvakultur produkter. Jeg kan berolige med, at der på linje med den danske landbaserede produktion af fødevarer, er tale om en høj og sikker kvalitet. Blandt andet er en af vores store eksportkunder Japan, og det kan kun lade sig gøre, hvis fødevaresikkerheden er helt i top. Men naturligvis er der standardkvaliteter for den normale pengepung og særlige kvaliteter for den udsøgte smag. Vi kan levere et flot udvalg fra vores madkunsthåndværkere som: økologiske fisk & muslinger, guldørreder, bækørreder, brøddinger, ål, sandart og sukkertang.

”Vandbrugerne” er stolte af deres erhverv og vi viser gerne vores moderne og spændende produktion frem for alle interesserede. Vi hører til dem, der i praksis viser, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

onsdag den 6. juni 2012

Prisen skal ned


Der er gode grunde til, at vi indfører ny teknologi i vores erhverv. Vi får bygget nye anlæg: modeldambrug, FREA etc. som producerer mere for mindre: mht. arbejdskraft, vand og tab til miljøet.

Desværre er der betydelige omkostninger knyttet til de nye anlæg. Naturligvis i penge, men ligeledes i materialer og energi til bygning og drift. De nye anlæg har bestemt ikke været en dans på roser. Der har været og er desværre nogle af vores kolleger, der har forkøbt sig og har store økonomiske vanskeligheder, ikke mindst fordi miljømyndighederne, både nationalt og kommunalt, ikke har holdt, hvad man har lovet, da man oprindeligt satte modeldambrugsprojekterne i gang, nemlig en fuld foderopskrivning med tilhørende kvælstofudledning.

Det har gjort, at de fleste modeldambrug har kørt med ”tomme stalde” dvs. en produktion, der er fra 10 % helt op til 40 % under det, der var givet løfte om. Og det siger selv, at så tjener man for få penge eller man får ligefrem underskud.

Det er der heldigvis rettet op på i den nye dambrugsbekendtgørelse. Og vi må forvente, at alle dambrugskommunerne nu med øjeblikkelig virkning vil sørge for, at miljøgodkendelsen giver mulighed for fuld kapacitets udnyttelse op til kvælstofloftet. Jeg har lige haft et godt møde med borgmester Arne Sigtenbjerggaard i en af Danmarks store klassiske dambrugskommuner: Vejle, og har god grund til at tro, at vi nu får ordnede forhold i den kommune.

Men selv om dette problem nu burde være løst, må jeg konstatere, at nye dambrug stadig er for dyre. Helt konkret mener jeg, at vi for opdræt af portionsørreder skal ned på en investeringsomkostning på under 15 kr/kg og en merdriftsomkostning på under 1 kr/kg til elektricitet.

Her vil jeg gerne appellere til vores anlægsleverandører inden for og uden for AquaCircle om at tænke nyt. Der bliver anvendt gode, gennemprøvede, men dyre teknologier. Der er brug for nogle teknologiske gennembrud i samarbejde med det teknisk/videnskabelige miljø i videnbranchen. REFA projektet kan vise vejen, men det kræver et tæt samarbejde med praktiske dambrugere og anlægsleverandører.
Vi er klar til at købe, men få nu den pris sat ned.

mandag den 14. maj 2012

At gøre som man siger..


.. er en svær øvelse for mange. Ikke mindst for EU.

Netop hjemkommet fra endnu en fin EU konference om akvakulturen med deltagelse af ministre og kommissæren må jeg konstatere, at EU holder fine skåltaler, medens akvakulturen stagnerer eller ligefrem går tilbage i EU området. Sådan har det været i de seneste 20-30 år.

Men alligevel lægges der op til, at man fortsætter med mere af samme mislykkede politik, nemlig at forhindre lønsomme produktioner med gennemprøvede produktionsmetoder og efterspurgte produkter i at udvikle sig ved at fastholde en fortvivlet ringe miljøregulering samtidig med, at man lægger strategier for og poster milliarder af Euro i forskning, udvikling og investeringer i nicheproduktioner, der er på kanten af at være lønsomme, eller kun lønsomme med tilskud.

Kursen skal lægges om, og det bliver den først, når de europæiske politikere gør sig klart, at det ikke kan lade sig gøre at foretage en stor udvidelse (2-3 dobling) af den europæiske akvakulturproduktion uden, at den tilføres meget mere ”miljømæssigt råderum”, f.eks. i form af kvælstofkvoter, plads til lokaliserings el. lignende.

Dette råderum kan findes på to sammenhængende måder. Dels skal det vurderes, om der lige nu er den rigtige balance mellem EU-vandrammedirektivets miljømæssige hensyn og de overordnede samfundsøkonomiske hensyn til produktion, job og beskæftigelse. Det har aldrig været meningen med VRD, at det reelt skulle medføre en udfasning af europæisk fødevareproduktion til lande med ringere standarder for dyrevelfærd, miljø, natur og klima.

Desuden skal det sikres, at ”det miljømæssige råderum” kanaliseres hen til de sektorer, der giver størst samfundsmæssig gevinst i forhold forbrug af råderummet. Her ligger akvakulturen som bekendt lunt i svinget.
Det er en politisk opgave og politikernes udtrykkelige ansvar at finde disse balancer og fordele råderummet bedst muligt.

Jeg vil gerne appellere til de europæiske politikere og særligt til vores entusiastiske og bestemte kommissær Fr. Maria Damanakis om at tage den opgave på sig.

Hvis den europæiske akvakultur her-og-nu får det nødvendige råderum, og dermed kommer til at tjene penge, skal vi nok kvittere ved at udvikle effektive miljøteknologier, som på langt sigt sikrer, at vi producerer meget større mængder og værdier samtidig med, at vi mindsker vores behov for miljømæssigt råderum.

onsdag den 2. maj 2012

At pumpe eller ej


En af de meget fine ting ved klassiske dambrug (og ved havbrug) er, at vedvarende energi forsyner fiskene med rent vand og ilt og fjerner og omsætter affaldsstofferne. Det er derfor helt tosset, at den ny dambrugsbekendtgørelse stiller krav om, at vand skal pumpes ind i dambrugene.

Vi er naturligvis enige i akvakulturudvalgets anbefalinger af, at opstemninger ved dambrug skal væk og dermed, at en pumpeløsning i en række tilfælde vil være en nødvendig del af løsningen, men vi er helt uenige i at pumpning i alle tilfælde er den eneste løsning, og da slet ikke en pumpeløsning med tilbagepumpning til indtagspunktet. Det er i øvrigt tankevækkende i denne klimatid at høre, hvor begejstrede miljømyndighederne er for en løsning, der vil øge samfundets energiforbrug med 3,3 mio. kwh og CO2 udledningen med 1850 tons CO2.

Vi har mange praktiske eksempler på gode løsninger, der ikke indebærer pumpning. Vi har derfor foreslået Miljøstyrelsen, at man konkret for hvert enkelt dambrug bruger ”renere teknologiprincippet” og finder den bedste og billigste løsning, der sikrer reel for faunapassage og god vandløbstilstand i øvrigt, og benytter de midler, der allerede er afsat på finansloven til at gennemføre løsningerne.

Miljømyndighederne har befriende ærligt anerkendt at pumpeløsningen er indført for at forsøge at begrænse de erstatningsretlige konsekvenser af Tågelundsagen. Vi synes det ville være bedre for alle parter at finde en praktisk og mindelig løsning på opstemningssagen, frem for et langstrakt og opslidende forløb i taksaktionskommissioner og retssale.

Desværre er der i visse kredse en alt eller intet opfattelse af problemstillingen, hvor man ønsker ”høj økologisk tilstand” = uberørt natur i vandløbene i og ved dambrugene. Det er i modstrid med de generelle EU krav til miljømål, som er ”god økologisk tilstand” = tæt på naturtilstanden. I vandplanerne er ”tæt på” defineret omtrent som et firs procent niveau. Det er helt givet, at der kan findes gode løsninger ved alle dambrug, der ændrer vandløbets tilstand og faunapassagen med mindre end 20 % i forhold til naturtilstanden, og som i mange tilfælde ikke indebærer pumpning.

Lad os bruge vores fælles viden og kreativitet til at finde disse ”gode nok” løsninger. Så de penge, samfundet sparer, kan bruges på andre områder med større nytteværdi og uden et unødigt og miljøbelastende merenergiforbrug.

fredag den 16. marts 2012

Hastværk & lastværk


Dansk Akvakultur, har samme med den øvrige fødevareproduktion i Danmark været misreguleret i mange år, hvilke har været til stor skade både for miljøet og produktionen. Det er derfor godt, at akvakulturudvalgets anbefalinger, endelig efter knap to år, har fået sat skred i udformningen af et nyt regelsæt for erhvervet.

Miljøministeren lægger efter sigende stor vægt på, at de 95 dambrug, der mangler godkendelse, hurtigt kan opnå en sådan. Det er et ønske erhvervet deler. Det kræver en god og klar dambrugsbekendtgørelse, men der er efter vores vurdering desværre et stykke vej igen, inden DBG er god nok til at virke efter hensigten. Vi tror, det ville have været klogt at tage endnu nogle diskussions- og forhandlingsrunder med fagfolk, inden man sendte en delvis ufærdig BKG på gaden.

På nogle områder er bekendtgørelsen et stort fremskridt. Det nu klokkeklart, at vi kan gå over på udlederregulering, således at koblingen til foderforbrug og produktion er fjernet. Miljøministeriet har endvidere oplyst, at dambrugerne får alt det kvælstof, som vi har fået stillet i udsigt, og som vi har krav på.
Desværre er DBG uklar, kompliceret og svær at læse, hvilket kan give anledning til mange fortolkninger, og dermed besværlig sagsbehandling. Der er stadig nogle store ”knaster”, hvoraf jeg fremhæve krav til pumpning, impermeable membraner, og ikke det mindst det tossede krav om foderkvotienter, som er totalt misforstået i udlederkravsammenhæng, og som direkte vil hæmme udviklingen af moderne foder med færre uønskede råvarer.

Vi har allerede fået nogle afklaringer fra MiM. Og håber, at vi kan fortsætte i den dur, og enten få bekendtgørelsen udgivet i revideret udgave eller mindste får en hurtig afklaring på de tågede punkter og fjernet de værste knaster.

Vi er helt opmærksomme på, at der kan være et flertal i Folketinget for andre synspunkter end vores. Det er nu ikke vores indtryk. Men hvis det forholder sig sådan, må sagen jo endeligt afgøres af politikere og ikke af miljøadministratorer.

Når vi har et samlet tilfredsstillende resultat for udmøntningen af anbefalingerne, især inklusive kickstarten til havbrugene, vil vi som erhverv naturligvis lægge alle kræfter i en hurtig og smidig indførelse af de nye regler.

tirsdag den 21. februar 2012

Nu kommer de ”grønne” ørreder

Kunderne efterspørger i stigende grad produkter med et lavere miljø-, natur- og klimamæssigt ”fodaftryk”. I Dansk Akvakultur er vi så heldige, at alt det vi producerer allerede ligger i den pæne ende af fødevareproduktionen, hvad angår det grønne. Vores ørreder har et lavt tab af kvælstof pr. produceret værdienhed, både fordi prisen er relativ høj i forhold til de flere andre animalske produkter, og fordi fisk har en høj foderudnyttelse, da fisk er vekselvarme dyr, som svømmer rundt i et tyngdefrit miljø. Vores åleopdræt er i gang med at løse ålens gåde, og muslingeopdræt og tangdyrkning fjerner næringsstoffer fra miljøet.

Vi er derfor glade for den anerkendelse, der nu er opnået i samarbejde med Verdensnaturfonden om WWF- certificering af ørredproduktionen. Vi har taget initiativ til at sætte certificeringsprocessen i gang, i håbet om at det store arbejde og de mange investeringer, vi har lagt at udvikle ørredproduktionen i en mere miljøeffektiv retning, kan bære frugt ved at give os bedre adgang til markedet.
Det certificeringsgrundlag, der nu er opnået kan stort set alle danske ørredproducenter opfylde, men langt fra alle vor konkurrenter. Vi mangler dog stadig at få den endelige certificering. Det sker nu i samarbejde med ASC (Aquaculture Stewardship Council), og vi håber, at vi hurtigst muligt kan opnå certifikatet.

Det vil være rigeligt optimistisk at tro, at et certifikat straks kan give os bedre priser. Forbrugerne er meget glade for at tale om ”det grønne”, men ikke altid helt så glade for at betale for det.
Men vi forventer da at kunne komme ind på de hylderne hos de mange supermarkeder og institutioner, der oplyser, at grøn indkøbspolitik er vigtig for dem. I det mindste bør vi kunne erstatte produktioner fra lande, der overhovedet ikke stiller miljømæssige krav til deres ørredproduktion, og som oven i købet giver statslig produktionsstøtte.

Vi satser på, at især de danske supermarkedskæder og danske NGO’er vil hjælpe os helhjertet i denne sag. Så kan vi opnå det indtjeningsgrundlag, der gør det muligt for os  at investere i ny miljøteknologi og produktion af mange flere ”grønne” ørreder.

torsdag den 19. januar 2012

Store forventninger

Dansk Akvakultur har et godt tilbud til samfundet. Over en kortere årrække vil vi øge produktionen af fisk skaldyr og tang til 180.000 tons / år til en værdi af 4 mia. kr/år. Det meste går til eksport, og desuden kan vi oprette 2.000 godt lønnede arbejdspladser i udkantsdanmark. Det hele kan foregå inden for samfundsfastlagte miljømål.

Det kræver, at politikerne lever op til akvakulturudvalget anbefalinger, som tildeler erhvervet den absolut nødvendige mængde kvælstof og frafalder den nuværende kommando/kontrol regulering til fordel for udlederkrav.

Det er desværre ikke nogen simpel sag, især synes det at være tungt for miljøministeriets embedsmænd at værdsætte, hvad det er, man har skrevet under på i Akvakulturudvalget.

Det skal ikke forhindre mig i at starte 2012 i en god ånd. Jeg tror, det vil lykkes for alle gode kræfter at få gennemført akvakulturudvalgets anbefalinger.
Det er vigtigt, at erhvervet som helhed og hvert enkelt af vore medlemmer tænker disse meget positive konsekvenser igennem. Det er meget ”jysk” at være lidt småpessimistisk og tænke, at det kan da ikke passe, at situationen for Dansk Akvakultur pludselig bliver (meget) bedre.

Men det kan, og det skal passe. Og så får vi travlt med mange spændende ting.
Æg- og yngelfolket skal firedoble produktionen, bl.a. skal der bruges mere end 10.000 sættefisk til havbrug som skal være klar i april måned hvert år.

Hvis vi kommer til at ligne udviklingen i det internationale lakseopdræt opstår der nogle få meget store firmaer, som omsætter i milliardklassen. De kan ikke ledes alene af vores formidable ejer/ledere, som er vant til at tage alle vigtige beslutninger selv, og derfor risikerer at blive flaskehalse. Vi skal både bruge kapitalindskud til hurtig vækst – måske skal nogle af jer børsnoteres - og mere professionel ledelse på direktørgangene og i bestyrelserne.

Hver enkelt af vores virksomheder må tænke denne udfordrende situation igennem og række ud til omgivelserne for at komme de gode muligheder i møde.

I ønskes alle et positivt 2012.