torsdag den 28. august 2008

På støtten....

Regeringen har fået en uheldig start på finanslov 2009 ved at foreslå, at der spares 60 millioner om året = ca. 33 % på den Europæiske Fiskerifond, som støtter investeringer og udvikling inden for fiskeri & akvakultur. Jeg har med det samme været ude i medierne og gøre vrøvl på Dansk Akvakulturs vegne. Det er jo et svært indhug i vores støttemuligheder og vil uundgåeligt forsinke vores muligheder for at opfylde den handlingsplan for akvakulturproduktionen, som regeringen selv har udarbejdet.

Jeg er dog allerede blevet drillet af nogen af mine venner, som siger: ”Du har jo altid sagt, at akvakulturen ikke får ret meget i støtte, så I må da sagtens kunne undvære den klat penge?”

OK. Den sved. Selvfølgelig kan jeg godt lire alle de samme argumenter af, som alle andre erhverv på støtten bruger: at de på lang sigt sagtens kan undvære støtten, og at det nærmest er skadeligt for erhvervet at modtage støtte, men desværre kan vi ikke undvære støtten lige nu, fordi alle vores konkurrenter får.

Det er jo en del af sandheden, og alle sidder som bekendt og venter på alle, som de nyligt kuldsejlede WTO forhandlinger om fødevaresektoren udmærket illustrerer.

Jeg er overbevist om, at det danske akvakulturerhverv godt kan undvære statsstøtte, hvis vi fik det danske samfund til at udforme en moderne ubureaukratisk miljøregulering baseret på udlederkrav og miljøeffekter således at vi kunne øge produktionen i takt med forbrugernes behov. Vi er internationalt førende producenter af ørreder og ål både med hensyn til kvalitet, produktionsomkostninger og lav påvirkning af miljøet, og med de rigtige rammebetingelser kan vi konkurrere med alle i verden.

Når jeg alligevel med god samvittighed tager i mod støtten, som i det mindste ikke skal forringes, men gerne forøges væsentligt, er det fordi jeg betragter støtten som en slags tabt arbejdstjeneste eller erstatning for tort og svie. I en periode på næsten 20 år er vi blevet udsat for en miljøregulering uden proportioner, som har medført at vores produktion stagnerer i en tid, hvor den globale akvakulturproduktion stiger med næsten 10 % om året. Både vores erhverv og det danske samfund er dermed gået glip af en samlet omsætning i denne periode på rundt regnet 20 milliarder. Hvis vi havde omsat de penge kunne vi udmærket selv fuldt ud have finansieret vores investeringer og vores Forsknings-, Udviklings- og Innovationsindsats.

For at føje spot til skade har denne elendige miljøregulering efter min opfattelse bevirket, at erhvervets miljøpåvirkning nu er større, end den ville have været, hvis erhvervet havde fået lov at folde sig ud på basis af et tidssvarende miljøreguleringssystem. Så ville erhvervet have haft incitament til at investere i miljøforbedrende tiltag, og produktionsforøgelsen ville have betalt omkostningerne til denne udvikling.

Vækst i produktion/økonomi og forbedret miljø er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Lige efter år 2000 blev igangsat nogle konstruktive processer, hvor myndigheder og grønne organisationer i fællesskab med erhvervet forsøger at få udformet en moderne miljøregulering.

Men indtil denne proces for alvor har give resultater og indtil vi har indhentet det efterslæb, som samfundet uden reel grund har påført os, bør fiskerifonden etc. øge sin hjælp til akvakulturen, så dansk akvakultur hurtigst muligt igen kan komme på omgangshøjde med den globale udvikling på området.

lørdag den 23. august 2008

B...Ordet må kasseres

Jeg er godt træt af ordet: "Bæredygtig". Da jeg underviste miljøingeniører i Thailand på Asian Instute of Technology forbød jeg dem at bruge S...ordet (Sustainable), og det var de unge mennesker ret glade for. De kom fra fattige lande i Asien, hvor folk døde som fluer af drikkevand fyldt med lort og af indendørs røg fra afbrændt komøg. I nogle af landsbyerne gik folk rundt i en stadig bimmelim på grund af kronisk cyanidforgiftning fra dårligt renset maniok. De unge ingeniørers prioriteter var klare: få en god uddannelse, tjen mange penge og løs de akutte livstruende forureningsproblemer. Der var ikke plads til udflydende og uklare buzzwords.

B... ordet er en blød og varm og venlig kliche, som betyder helt forskellige ting for forskellige mennesker. Der findes rigtig mange og derved reelt ingen definitioner, på hvad B... er og begrebet er ikke operationelt dvs. praktisk anvendeligt i natur- og miljøforvaltningen i den virkelige verden.

I B... verdenen taler man om Hård og Blød bæredygtighed. I den hårde form er det forudsat, at vi efterlader jorden i uændret stand til vores efterkommere. Det lyder jo umiddelbart tilforladeligt, men er grundlæggende noget vrøvl. For det første skulle vi da gerne efterlade vores efterkommere et bedre liv:) Med dernæst er begrebet en absurditet. Lad os tage olien som eksempel. Der er ingen tvivl om, at vi år for år bruger af en endelig mængde, og derfor efterlader mindre olie til vores efterkommere. Hvis vi ikke må det, skal vi helt holde op med at bruge af olien, men hvis vi gør det, er olien jo ingen ting værd!

I den virkelige verden bruger vi, iøvrigt er i overensstemmelse med blød B..., af "naturkapitalen": skove, olie, mineraler etc., og investerer i andre aktiver: samfundets infrastruktur, uddannelse, viden og teknologi, som er meget mere værd end en passiv naturkapital. Hen af vejen finder vi så ud af at erstatte knappe ressourcer med mindre knappe. Jern i stedet for flint, sol & vind i stedet for olie & kul, sand i stedet for kobber osv, hvilket gør os stadig materielt rigere og uafhængige af naturens begrænsninger.

Der findes alligevel mennesker og organisationer, der er i ramme alvor stadig prædiker den "økologiske dommedag", påstår, at den måde vi nu lever på ikke er B... , og hævder, at ulandene ikke kan få ligeså god eller bedre materiel levestandard end en rar madglad dansker uden at jorden går under.

Det er simpelthen noget sludder. Menneskene historie er et langt vedvarende bevis på, at der er ikke er naturgivne begrænsninger for vores udfoldelser. Vi er nu blevet 6 milliarder, om alle sagtens kunne leve og spise godt, hvis det ikke var for ondskab og dumhed i form af denne verdens "Mugaber". Og der er heller intet i vejen for, at vi kan formere os til de 10 milliarder som FN's middel prognose siger, og at disse 10 milliarder kan leve materielt bedre end en dansker gør i dag.

Energi er nøglen til at løse alle materielle problemer. Lige nu bruger menneskene 1/8000 af den solenergi der rammer jorden (og tænk, på hvor meget der ikke rammer jorden!). Så der er rigeligt plads til en stor udvidelse af energiforbruget baseret på vedvarende energi. Menneskelig snilde i form af ny viden og teknologi og god organisation af samfundet kan fortsat løse de problemer, vi måtte have med knappe ressourcer.

Men hvis vi ikke kan bruge B...ordet, hvad så? Vi skal være konkrete. Vi skal ind og se på vores aktiviteters detaljerede og specifikke fodaftryk på naturen & miljøet, og så må vi oplyse klart om dette og gerne udgiftsføre natur- og miljøbelastningen, når vi laver samfundsmæssige analyser af aktiviteten. I akvakulturerhvervet er vi så heldige, at vi f.eks. har en høj værditilvækst pr. udledt kg kvælstof i forhold til andre måder at producere kød på. Og med den nye "modeldambrugsteknologi" er det lykkedes os yderligere næsten at fordoble værditilvæksten.

Vi skal ligeledes se i øjnene, at der ikke findes nogen menneskelige aktiviteter, der ikke påvirker naturen & miljøet. Absolutte krav om nul-påvirkning kan ikke opfyldes. Hvad vi kan gøre er at opstille mål for det natur- og miljømæssige råderum, som menneskelige aktiviteter skal holde sig inden for, og så ved ny teknologi sikre, at vores produktion kan holde sig inden for det råderum.

Endelig er det ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget og omvendt! Et traditionelt dambrug leder mere kvælstof ud end et modeldambrug, men bruger til gengæld vedvarende energi til at flytte vand og stof. Et økologisk jordbrug bruger mindre N / Ha, men bruger til gengæld meget mere plads, som derved går fra den uberørte natur. En tomat dyrket i Danmark bruger godt nok ingen energi til transport, men til gengæld mange gange mere energi til opvarmning etc. end en spansk tomat.

Det er derfor vanskeligt, for ikke at sige umuligt at give klare råd til forbrugerne, om hvad det er bedst for miljøet og naturen at sætte tænderne i. Den enkleste løsning vil nok være at lægge internationale afgifter på de vigtigste faktorer i fødevareproduktionens fodaftryk, og så lade et frit marked føre produktionen der hen, hvor naturen og miljøet er mest robust.