Den rigtige vej

Vores udmærkede og nu forhenværende miljøminister Ida Auken sluttede sit virke med en udgangsreplik om at miljø og økonomi hænger uløseligt sammen. Det er så rigtigt, som det er sagt, og jeg vil endda stramme udsagnet og hævde, at en stor produktion og en stærk økonomi er en absolut nødvendig forudsætning for at skabe gode forhold for naturen og miljøet.

Desværre har EU miljøforvaltningen ikke forstået dette simple princip, og har i stedet været baseret på forbud og bureaukratisk detailkontrol.

Det har været ødelæggende for både økonomien og naturen.

Jeg har netop været til møde om Østersøen og akvakultur på Ålandsøerne. Her blev det atter belyst, at den rigide forbudspolitik ikke virker og er dybt skadelig.

Hvis vi havde haft en anden politik, ville vi allerede i dag have haft en produktion på 500.000 tons store laksefisk i havbrug i Østersøen, som er det bedste hav i verden til denne produktionsform. En del af de mange penge, der ville været kommet ind i regionen, kunne have været brugt til en målrettet og kosteffektiv forbedring af naturen og miljøet. Nu har nordmændene fået jobbene og tjent pengene og ikke et tons kvælstof er ledt ud mindre af den grund.

Vi skal ændre kurs nu i EU-Europa. Vores biologiske produktion skal styres af kunderne, og så skal vi bruge nogen af de penge vi tjener til løbende at forbedre vores miljøeffektivitet.

Må jeg opfordre vores spændende nye ministre: Dan Jørgensen og Kirsten Brosbøl til med det samme at gøre op med det rigide bureaukratiske inerti, og i stedet indføre en regulering, der belønner en god indsats for miljøet.

Kun ved at sætte fuld turbo på akvakulturproduktionen, kan der skabes det økonomiske grundlag for, at vores erhverv kan bidrage til at opfylde de smukke målsætninger for natur og miljø.

Der er udsigt til havet

Den nationale akvakulturstrategi ser ud til at åbne op for havbrug uden for de kystnære vandplanzoner og uden krav til kvælstofudledningen.

Det er i givet fald et stort fremskridt for vort fine erhverv. Havbrug er det bærende element i den stærke kundestyrede udvikling af produktionen af store laksefisk verden over.

Det er helt forståeligt, i det havbrug af store laksefisk er så tæt på den ideelle form for animalsk produktion, som det i virkelighedens verden er muligt at komme.

Ikke nok med, at havbrug har en overlegen driftsøkonomi. Klimamæssigt er havbrug perfekte, idet de bruger vedvarende energi fra havstrømme til at tilføre iltrigt vand af høj kvalitet til fiskene, og til at sprede og fortynde fiskenes affaldsstoffer så miljøpåvirkningen minimeres. Dyrevelfærdsmæssigt er forholdene tæt på det ideelle. Ørrederne har masser af plads i de store bure, og har som køer på en indhegnet mark fri udsigt til sine omgivelser, i dette tilfælde det storladne danske hav.

Og med den seneste teknologiske udvikling, med støtte fra GUDP, har det vist sig muligt at placere robuste burtyper i det åbne Storebælt uden at selv en rekordstorm har givet problemer.

Hertil kommer, at den sydlige del af de indre danske farvande, Østersøen er det bedste hav i verden til opdræt af store laksefisk på grund af den rigelige strøm af klart, brakt og køligt vand uden indhold af de lakselus, man døjer med i Norge.

Jeg var forleden til møde i Bruxelles med minister Martin og EU-parlamentsmedlem Kuhn begge fra Mecklenburg-Vorpommern. De var helt på det rene med, at det med Østersøens fine naturgeografiske forhold i mente, var uansvarligt af østersøstaterne at importere laksefisk og dermed eksportere besværet med produktionen til andre lande.

I det videre arbejde med den nationale strategi vil vi arbejde for, at der kan være havbrug i de strømrige dele af de kystnære vandplanzoner, og at kvælstofdiskussionen udsættes til efter 2027. Derved bliver der mulighed for at oprette 40 havbrugszoner og skabe langsigtet ro om vores erhverv, hvilket er en udtrykkelig forudsætning for at vi kan tiltrække kapital, ledelseskapacitet og dygtige og engagerede folk i det hele taget.

Dødvægtsstøtte

I økonomisprog er ”dødvægtsstøtte” investerings- eller driftsstøtte til produktionen, der ville være sat i gang uden støtte. Det kender vi godt i akvakulturen. Lige som begrebet ”udskydningsstøtte”, som beskriver det fænomen, at folk udsætter deres investeringer, mens de venter – meget længe – på at få bevilget støtte.

Enhver form for produktionsstøtte er af det onde, både for erhverv, forbrugere og for natur & miljø og bør hurtigst muligt fuldstændig afvikles.

Desværre har EU’s mislykkede akvakulturpolitik belemret EU akvakulturen med produktionsstøtte. I stedet for at se i øjnene, at en markedsbaseret udvikling af EU-akvakulturen forudsætter det nødvendige miljømæssige råderum til produktionen, tror man, at man kan betale sig fra problemet ved at give tilskud til ulønsom teknologi. Det er helt forfejlet. Det fordyrer produktionen unødigt og medfører blot, at den udfases til lande uden for Europa.

Udvikling af ny teknologi er en vigtig del af løsningen. Men denne udvikling tager tid og kan ikke kommanderes frem.

Så i stedet for at give produktionsstøtte, skal man lade kunderne bestemme, hvor meget akvakulturen kan producere. Så skal erhvervet nok selv pløje noget af overskuddet tilbage i miljøeffektive teknologier.

Netop i disse måneder arbejder NaturErhvervstyrelsen med det kommende 5-årsprogram for EU-støtte til akvakulturen. Vi synes generelt, at NEST administrerer ordningerne dygtigt og fornuftigt og er lydhøre over for erhvervets synspunkter og vi er i god dialog med NEST om det fremtidige program.

Mit personlige synspunkt om den nye støtteordning er, at man skal droppe den egentlige produktionsstøtte og frem over arbejde med to typer ordninger.

Den ene halvdel af midlerne skal bruges til at kompensere for det ”forbrug af miljømæssigt råderum” som vi nødvendigvis må have for at kunne producere til markedets behov. Det kan f.eks. være fjernelse af stemmeværker, etablering af stenrev, ålegræsudplantning, opkøb af naturskov etc.

Den anden halvdel skal bruges til et AUDP (Akvakultur Udviklings og Demonstrations Program) på samme grundlag som det vellykkede GUDP.

Nej til produktionsstøtte, ja til produktionstilladelser.

Eksotiske EU

Som mange andre synes jeg i princippet godt om EU. Det er både international og lokalt bedre at forhandle end at føre krig.

Men nogle politikere og bureaukrater i EU finder dog på de mest besynderlige ting. På det seneste har de i deres visdom foreslået:

Der skal ikke gives støtte til akvakultur, der opdrætter ”eksotiske” arter eller Genetisk Modificerede Organismer (GMO’er).

Normalt bruges benævnelsen ”eksotisk” om arter, der ikke er naturligt hjemmehørende i en givet geografisk område. Men det er jo absurd. F.eks. er vores vigtigste art: regnbueørreden slet ikke hjemmehørende I Danmark eller I Europa, men er i realiteten en underart af gruppen af stillehavslaks fra den amerikanske vestkyst. Og jeg vil da heller ikke undlade at nævne ”eksotiske” arter som høns fra Sydøstasien og kartofler fra Amerika.

Selvfølgelig kan der være grund til forsigtighed med at introducere en art fra et geografisk område i et andet meget forskelligt område. Men det er meningsløst generelt at afvise støtte til denne mulighed. I stedet må der foretages en konkret vurdering fra sag til sag. F.eks. åbner recirkulationsteknologien muligheden for, at der kan opdrættes varmtvandsarter til ferskkonsum på det europæiske marked. Om det kan blive god forretning er en anden sag. Men det er ikke EU-bureaukraterne, der skal bestemme det.

Om GMO’er er der blot at sige, at denne teknologi har en megapotentiale for nye organismer, der er sundere at spise, smager bedre, og har et meget mindre fodaftryk på naturen og miljøet end de eksisterende.

At visse forbrugere har modvilje mod denne fantastiske og positive teknologi skyldes den misinformation, som spredes af grønne mørkemænd, som kun har fantasi til at løse natur- og miljøproblemer ved at flytte produktionen til lande uden for Europa.

Og desværre endvidere, at industrien lader sig skræmme og ikke for alvor står på mål for disse nye snilde teknologier.

Vi og vores kolleger i FEAP har protesteret, så det kan høres. Og det ser heldigvis ud til, at vi har medvind i kommissionen.

Så i denne omgang bliver der forhåbentlig ikke lagt bånd på innovationen i akvakulturen. 

Akvakultur er bæredygtig

EU har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor man slår et bravt slag for akvakulturen. Man anerkender den pinlige situation, at vi importerer flere og flere fisk fra tredjeland, medens produktionen i Europa har været stagneret i mere end 25 år på grund af misforvaltning af miljøet og overimplementering af EU’s natur- og miljødirektiver. Bl.a. hedder det i skrivelsen:

”Kommissionen støtter en integreret tilgang til fysisk planlægning, der skal være med til at sikre akvakulturbrugere ordentlig adgang til plads og vand og samtidig minimere indvirkningen på miljøet og på andre økonomiske aktiviteter”

Så langt så godt.

EU bruger dog udtrykket ”bæredygtig” i sin meddelelse. Det giver mig anledning til bekymring, da dette begreb ofte fortolkes (forkert) af miljøembedsmænd og grønt godtfolk, som at øget aktivitet ikke må påvirke miljøet og naturen yderligere.

Det er naturligvis noget sludder, idet alle menneskelige aktiviteter påvirker miljøet og naturen, og der kan ikke ske en hurtig og væsentlig forøgelse af nogen former for fødevareproduktion uden, at der i det mindste i en periode sker et øget aftryk.

I min definition betyder bæredygtig, at man holder sit aftryk sig inden for samfundsmæssigt aftalte rammer. Det gør akvakulturen allerede, og vi kan glæde os over, at fiskeopdræt på grund af fiskenes gode foderudnyttelse hører til den pæne ende af den animalske produktion.

Det betyder ikke, at vi mangler ”bæredygtighedsudfordringer”. F.eks. er det nu svært og dyrt at sikre tilstrækkeligt med omega-3 til fiskene og dermed forbrugerne. Men det er vi i fuld gang med at løse sammen med vores kolleger i landbruget på land og ved at dyrke muslinger og tang på havet.

Så dette problem vil ligeledes med tiden skrive sig ind i en lang række af knaphedsproblemer, som giver incitament til udvikling af nye teknologier, der sikrer en billigere og rigeligere forsyning, end vi havde før.

Akvakultur er allerede og bliver ved med at være fuldt bæredygtig.

1,3 millioner tons

På det nylige FEAP møde i Bruxelles, hvor jeg deltog i gruppen for store laksefisk, oplyste nordmændene, at produktionen af laks og ørreder i 2012 forventes at blive 1,3 millioner tons, hvilket med dagens relativt lave priser svarer til ca. 30 mia. NOK og i et godt år helt op til 50 mia. NOK. Det er selv efter norske forhold rigtige penge.

Og der er ingen grund til at tro, at denne udvikling ikke kan fortsætte i rigtig lang tid endnu. Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, som bliver og rigere og som vil spise flere fisk. Store laksefisk er inden for sin niche et unikt produkt med hensyn til kulinarisk kvalitet, sundhed og pris/udbytte forholdet og efterspørgslen vil fortsætte med at stige mindst op til 10 millioner tons niveauet. Nordmændene meddelte ganske vist, at der i den umiddelbare fremtid og for 2013 ikke forventes nogen stigning, da grænsen for udnyttelsen af koncessionerne er nået, og der forventes ikke givet nye koncessioner i de næste par år. Men mon ikke det går, som det plejer, dvs. en gennemsnitlig stigning på årsbasis på ca. 8 % pr. år. Bare denne stigning er på niveau med hele EU-produktionen af store laksefisk.

Selv dansk landbrug, som nu udgør den tredjestørste fødevareklynge i verden, og omsætter 80 mia. kr. i primærsektoren kan begynde at frygte for sin førerposition, i det mindste så længe vi bliver miljømæssigt misreguleret.

I grunden er der tale om et helt ubegribeligt succesfuldt norsk erhvervseventyr. Vi skal ikke længere tilbage end til 70’erne, før fiskeproduktionen i Norge var mindre end i Danmark, og nye norske havbrugere kom til Danmark for at lære om fiskeopdræt. I modsætning til den grønne sektor og store dele af det klassiske landbrug kan den norske laksefiskproduktion klare sig fint uden statsstøtte. Og sektoren kan blive ved med at producere, så længe der er mennesker på jorden, der skal have mad. Produktionen har som alle andre fødevareproduktioner et miljømæssigt fodaftryk: Lakselus, rømninger af fisk og stofudledninger, men nordmændene har fornuftigvis vurderet, at disse miljøomkostninger er små i forhold til den samfundsmæssige nytteværdi i form af produktion, beskæftigelse og eksport.

Udviklingen i Norge sætter den pinligt ringe situation for EU-akvakulturen i perspektiv. Til trods for evindelige skåltaler og massive støtteordninger sker der absolut intet, idet EU-akvakulturen ikke er steget i de seneste tyve år.

Struan Stevenson, Skotsk EU parlamentsmedlem, fortalte mig i Bruxelles, at europæiske politikere er taget som gidsler af et højtråbende ”grønt” mindretal i parlamentet, som uden hensyn til europæernes behov for job og social tryghed gennemtvinger en visnepolitik for al europæisk fremstillingsvirksomhed med sine krav om ”bæredygtighed”, læs: stop al aktivitet, der påvirker naturen og miljøet den mindste smule.

Det er på tide, at de europæiske politikere træder i karakter og afbalancerer grønne interesser i forhold til andre fuldt så vigtige hensyn. Sæt gang i EU-akvakulturen her-og-nu, så skal vi nok tjene pengene til, at der bliver råd til mange gode ting, herunder bedre natur og miljø.

At gøre som man siger..

.. er en svær øvelse for mange. Ikke mindst for EU.

Netop hjemkommet fra endnu en fin EU konference om akvakulturen med deltagelse af ministre og kommissæren må jeg konstatere, at EU holder fine skåltaler, medens akvakulturen stagnerer eller ligefrem går tilbage i EU området. Sådan har det været i de seneste 20-30 år.

Men alligevel lægges der op til, at man fortsætter med mere af samme mislykkede politik, nemlig at forhindre lønsomme produktioner med gennemprøvede produktionsmetoder og efterspurgte produkter i at udvikle sig ved at fastholde en fortvivlet ringe miljøregulering samtidig med, at man lægger strategier for og poster milliarder af Euro i forskning, udvikling og investeringer i nicheproduktioner, der er på kanten af at være lønsomme, eller kun lønsomme med tilskud.

Kursen skal lægges om, og det bliver den først, når de europæiske politikere gør sig klart, at det ikke kan lade sig gøre at foretage en stor udvidelse (2-3 dobling) af den europæiske akvakulturproduktion uden, at den tilføres meget mere ”miljømæssigt råderum”, f.eks. i form af kvælstofkvoter, plads til lokaliserings el. lignende.

Dette råderum kan findes på to sammenhængende måder. Dels skal det vurderes, om der lige nu er den rigtige balance mellem EU-vandrammedirektivets miljømæssige hensyn og de overordnede samfundsøkonomiske hensyn til produktion, job og beskæftigelse. Det har aldrig været meningen med VRD, at det reelt skulle medføre en udfasning af europæisk fødevareproduktion til lande med ringere standarder for dyrevelfærd, miljø, natur og klima.

Desuden skal det sikres, at ”det miljømæssige råderum” kanaliseres hen til de sektorer, der giver størst samfundsmæssig gevinst i forhold forbrug af råderummet. Her ligger akvakulturen som bekendt lunt i svinget.
Det er en politisk opgave og politikernes udtrykkelige ansvar at finde disse balancer og fordele råderummet bedst muligt.

Jeg vil gerne appellere til de europæiske politikere og særligt til vores entusiastiske og bestemte kommissær Fr. Maria Damanakis om at tage den opgave på sig.

Hvis den europæiske akvakultur her-og-nu får det nødvendige råderum, og dermed kommer til at tjene penge, skal vi nok kvittere ved at udvikle effektive miljøteknologier, som på langt sigt sikrer, at vi producerer meget større mængder og værdier samtidig med, at vi mindsker vores behov for miljømæssigt råderum.

EU og akvakulturen

EU har en plan, og vil gerne fremme akvakulturen. Det er jo sympatisk. Desværre er planen forsigtig og defensiv og tager ikke for fat i hovedproblemet, som er, at EU's akvakultur produktion er stagneret på et niveau på ca. 1.3 millioner tons/år gennem en årrække på grund af miljømæssig misregulering. I samme periode har Norge øget lakseproduktionen fra ingenting til ¾ million tons om året. EU' produktion er på 2,6 kg/pr. Person pr. år. Verdensgennemsnittet er ca. 10 kg. EU skal firdoble produktionen for at være med. Europa inklusive Norge er verdensmestre i laksefisk produktion, og kunne med de rette rammebetingelser forøge sit forspring markant.

EU's strategi lyser langt væk af, at man betragter "bæredygtighed", som mere centralt end produktionsvækst. Nu er "bæredygtighed" et gummibegreb, som det er svært at få greb om, og som efter min opfattelse er helt ubrugeligt til praktisk miljøforvaltning. Ofte bliver det fortolket, som om en given aktivitet ikke må medføre en forøget miljøbelastning eller en miljøbelastning overhovedet.

Sagen er imidlertid, at alle fødevareproduktioner sætter et stort fodaftryk på miljøet, og at det er umuligt at øge den Europæiske akvakulturproduktion hurtigt og betydeligt uden, at der, i det mindste midlertidigt, sker en væsentlig forøgelse af produktionens fodaftryk. Selv et såkaldt 0-emissions dambrug, som mange efterspørger, vil belaste miljøet med forbrug af energi, og plads og ressourcer til fremskaffelse af foder.

Kære toppolitikere i EU & Danmark. Så sig det dog til den Europæiske befolkning. Er der noget, der gør folk trætte af politik, er det de evindelige forsøg på at "lade som om", at man kan få både stærkt forøget produktion og meget forbedret miljø lige her og nu uden urimeligt store samfundsøkonomiske omkostninger.

På verdensbasis skal vi frem til at forsyne en befolkning af 10 milliarder af forhåbentlig velhavende mennesker med stigende mængder varierede, sunde og velsmagende fødevarer. Hvis disse fødevarer skal produceres her på jorden, og ikke på månen, vil det medføre et stigende fodaftryk, i det mindste i en periode.

Hvad vi fødevareproducenter kan gøre og allerede gør, er at formindske fodaftrykket i form af plads, ferskvand, energiforbrug og hjælpestoffer pr. produceret enhed støt og roligt i takt med de teknologiske muligheder. I Danmark er vi helt i front på dette område, og de kræfter, der presser på, for at flytte fødevareproduktionen væk fra Danmark skader derfor både den globale økonomi og det globale miljø.

Samfundet kan indføre en miljøregulering, der fremmer denne "afkobling" af produktion og belastning, og som giver incitament for at lægge om til produktionsformer, der formindsker fodaftrykket.

EU herunder Danmark må her og nu på linje med Norge umiddelbart sørge for, at akvakulturen, som er en af de mest miljøeffektive former for fødevareproduktion, får de nødvendige tilladelser til betydelige produktionsudvidelser, naturligvis inden for samfundsmæssigt acceptable rammer. I Dansk Akvakulturs plan for Grøn Vækst er vist, hvordan det kan gøres.