tirsdag den 17. februar 2009

Akvakulturens vækstpakke

Netop i dag ser vi, at vores gode kolleger i svineproduktionen må afskedige mange mennesker på deres slagterier, ikke fordi de ikke kan sælge svinene til gode priser, men fordi de ikke kan få råvarer nok.
En af grundene er en langsommelig og unødigt restriktivt miljøregulering og miljøsagsbehandling.
Vi har nøjagtig de samme problemer i akvakulturen.
I en situation, hvor der er stort behov for at få væksten i samfundet op i fart igen forekommer det absurd, at fødevareproduktionen, som er en af Danmarks vigtigste eksportindustrier, lægges hindringer i vejen.
Skattekommissionens forslag om afgifter på fødevareproduktion er et godt eksempel. Den rare Carsten Koch ved åbenbart intet om fødevareproduktionens internationale konkurrenceforhold og forstår ikke, at grønne afgifter på fødevareproduktionen i Danmark skader verdens samlede velfærd og klima ved at flytte produktionen til lande, der er mindre effektive både økologisk og økonomisk. Med til historien hører, at dansk fødevareproduktion er ekstremt effektiv mht. arbejdskraft, derfor får man meget lidt gavn af nedsat indkomstskat.
En produktionsmedarbejder på et havbrug laver 1000 tons ørreder om året til en værdi af 30 millioner kr. Det er mere end selv højt gagerede medarbejdere i videnservice erhvervet kan klare.
For vores erhverv er effekten af de grønne afgifter beregnet til at koste 11 millioner om året, hvilket svarer til ca. 25 % af vores nettoresultat i perioden 04-06. Det er ikke så slemt som vores kolleger i drivhusgartneriet, hvor afgifterne er dobbelt så store som nettoindkomsten! Men det er slemt nok. Hertil kommer forslaget om beskæring af støtteordningerne, som vi har brug for, hvis vi skal omlægge vores produktion til bedre miljøforhold uden at slå erhvervet ihjel imens.
Så hvad med at starte vækstpakken ved at lade være med at pålægge fødevareproduktionen byrder, der direkte ødelægger væksten?
I akvakulturen findes uudnyttet produktionskapacitet, idet de tilladte foderkvoter ikke passer med anlæggenes reelle produktionskapacitet. Alene i de nye miljøeffektive modeldambrug er der er en uudnyttet produktionskapacitet på mere end 10 % svarende til ca. 1500 tons fisk, som kan eksporteres. Vi har med samfundets hjælp investeret flere hundrede millioner i nye dambrug. Så er det jo lidt molboagtigt ikke at udnytte kapaciteten fuldt ud.
Vi mener denne kapacitet skal udnyttes til grænsen så hurtigt som muligt. Ganske vist vil det medføre end vis forøgelse af f.eks. kvælstofudledningen, men denne vil stadig holde sig langt inden for den samlede ramme for erhvervet som er 2.400 tons N/år.
Dette tiltag vil ikke koste samfundet i krone i form af "bankpakker" el lign. Men vil tværtimod give umiddelbare indtægter og beskæftigelse. Og det vil ruste erhvervet bedre til den teknologiske udvikling, der skal til for at gøre akvakulturen endnu mere miljøeffektiv.
Vi går ind for grøn vækst. Men den må ikke være så grøn, at der ikke kommer nogen vækst.

søndag den 15. februar 2009

På havet er der plads

Leder i Akvakulturnyt

Fiskeproduktionen i verden stiger kraftigt med over 5 % om året. Men hvor skal foderet komme fra, spørger både opdrætterne og de interesseorganisationer, der følger vores virke? Bl.a. WWF og Greenpeace peger meget rigtigt på, at fiskeproduktionens (og al anden animalsk produktions) vigtigste økologisk fodaftryk ikke er knyttet til selve produktionen, men derimod til produktionen af foderet, hvad enten det sker ved at fange fisk eller ved at dyrke planker på land.

I det følgende er beskrevet mulighederne for at sikre en stabil forsyning med billigt foder, der produceres under miljømæssigt acceptable omstændigheder.

Business-as-Usual vil være at basere sig på at fiske vilde bestande for at skaffe fiskemel og fiskeolie. Denne mulighed må forventes at aftage i betydning. Forsyningen er varierende, usikker og op ad til begrænset. Desuden er industrifiskeriet udsat for et betydeligt pres fra de grønne NGO'er, som peger på, at industrifiskeriet i mange tilfælde har en negativ virkning på natur og miljø.

Dyrkning af foderplanter på land foregår allerede. I foderet til laksefisk er der nu kulhydrater fra korn, protein fra soja og landplanteolier. De sidste i en grad, så det risikerer at gå ud over det sundhedsmæssigt ønskværdige niveau for omega3 fedtsyrer i fiskene. Dette kan dog muligvis klares i den nære fremtid, i det flere af de stor agrofirmaer er tæt på at være klar med landplanter, der indeholder omega3 olier.

Planteproduktion på land er i konkurrence med andre anvendelser om plads, vand, næringsstoffer etc. Det er derfor interessant at undersøge muligheden for at dyrke foderet på havet.

Vi "Vandbønder" bliver ikke rigtige "Vandmænd" før vi selv kan dyrke vores foder.

Næsten halvdelen af den globale akvakulturproduktion er allerede muslinger og tang. Produktionen foregår især i Sydøstasien, klinet op ad kysten og er meget arbejdsintensiv. Vi kan flytte disse typer produktioner til de danske havområder (med et areal på 110.000 km2), hvis vi kan udvikle automatiserede teknologier til at dyrke tang og muslinger på åbent hav. Dansk Akvakultur vil tage initiativ til et havbrugsteknologisk udviklingsprogram for at fremme denne udvikling.

Danmark har gode styrkepositioner (energi, skibe, biotek) for at kunne deltage aktivt i og blive en stor spiller i den internationale udvikling af Offshore- Havbrug.

Også på dette område er "Danskens Vej til Ros og Magt: Oh Sortladne Hav"