Hvad vil EU med akvakulturen?

Debatindlæg i Fiskerbladet

Der skrives og tales meget om akvakulturen i Europa. Men det bliver ved snakken.

I min leder i Dansk Akvakulturs nyhedsbrev fra juni 2009 beskrev jeg, hvordan den europæiske akvakultur (minus Norge) stagnerer, mens verden omkring os kører rask af sted.

Den europæiske syge skyldes, at man ikke har fået ordentlig greb om natur- og miljøforvaltningen. Alt for mange har en forkert forestilling om, at hele Europa kan udlægges som naturområder eller som museumslandskaber for forældet fødevareproduktion uden, at det går ud over den materielle produktion. Det er naturligvis umuligt, og derfor ser vi nu en reel udfasning af fødevareproduktionen til andre dele af verden. Indtil nu er vi gået glip af stigningen og har tabt markedsandele. Hvis EU ikke snart lægger stilen om, vil vi se en direkte tilbagegang i produktionen.

Problemet kan løses ved at acceptere, at det ikke kan lade gøre at foretage en dramatisk udvidelse af en fødevareproduktion som akvakulturen uden, at det medfører et forøget fodaftryk på naturen og miljøet. Hvis man vil undgå en samlet forøgelse af fodaftrykket må man omfordele fra de samfundssektorer, der giver et lavt udbytte pr. ”fodaftryksenhed” til de sektorer, herunder akvakulturen, som giver et højt udbytte.

I flere lande, bl.a. Danmark er akvakulturen detailreguleret med input i form af foderkvoter, hvilket er direkte skadeligt for både produktion og miljø. I stedet skal der, som anbefalet af det danske akvakulturudvalg, gennemføres en regulering af outputtet ved hjælp af udlederkrav og kvælstofkvoter, således at god indsats for miljøet belønnes.

EU forsøger at lappe på problemerne ved støtteordninger. Erhvervsstøtteordninger er noget skidt. På fødevareområdet er støtteordninger dårlige både for forbrugeren, producenten, miljøet og udviklingslandene. Inden for akvakulturen har vi i starten haft gavn af FIUF-tilskudsordningen, som støtte til omlægning til større og mere miljøeffektive dambrug. På de seneste har ”det bedre været det godes fjende”, idet en stor del af støttemidlerne har været bundet i projekter, med ”begrænset jordforbindelse”, og som ikke har kunnet finansieres.  Andre mere solide projekter med finansieringen på plads er derfor ikke gennemført. På det seneste har støtteordningen kostet Dansk Akvakultur en produktionsudvidelse på ca. 10 procent.

Hvis vi absolut skal have den slags støtteordninger er det oplagt forvridende, at der i nogle lande kan opnås op til 60 % støtte til anlæg og ligeledes støtte til opbygning af fiskebestand, medens vi i DK kun kan få 25-40 procent. Ideen med EU er frie og lige konkurrencevilkår. Det opfyldes ikke på dette område.

EU tillader endvidere Tyrkiet at eksportere ørreder til EU-området, selv om gives et direkte tilskud på produktionen på ca. 20 procent, hvilket jo er med til at holde ørredprisen nede på et alt for lavt niveau. EU skulle interessere sig mere for sit kerneansvar: det frie og lige marked, i stedet for at bekymre sig om den danske toldkontrol.

Der er heldigvis bevægelse på den danske akvakulturscene, og stor opbakning hos et bredt politisk flertal for at akvakulturen skal ud over stepperne.

Når denne gode udvikling kommer rigtigt i gang, kan vi fornøje os med at fortælle resten af EU, hvordan man skal gøre.

---