onsdag den 5. juni 2013

Spildevand & biologisk produktion

I forbindelse med Jacob Bregnballes og min kronik i Ingeniøren om opdræt af laksefisk er den gamle traver, om at udledningen fra havbrug svarer til mange personers spildevand, dukket op igen.

Norsk TV har f.eks. i en udsendelse fra 2010 sammenlignet udledningerne fra de norske havbrug med spildevandet fra nordmændene.

Lad os se på kvælstoffet. De norske havbrug producerede i 2013 ca. 1.3 mio. tons laks og udledte ca. 50.000 tons kvælstof. En personækvivalent for kvælstof er knap 5 kg/person/år. Så umiddelbart set svarer udledningen til godt 10 mio. personers spildevand, og det er jo en del.

Kæden hopper af, når man bekvemt glemmer, at for at der kan komme noget ud af den ene ende af en person, må der nødvendigvis puttes noget ind i den anden ende. I Danmark producerer vi mad til 15 mio. mennesker med et kvælstoftab fra produktionen på godt 250.000 tons. Det svarer til knap 20 kg N / person. Hertil kommer, at vi skal bruge energi til varme, transport etc., som er ansvarlig for en udledning på i runde tal yderligere 5 kg N/person. Her er der ikke taget hensyn til, at vi importerer en mængde energikrævende materielle produkter bl.a. fra Kina, som er meget mindre energi- og miljøeffektive end os
.
Så en komplet person ækvivalent er derfor nærmere 5(spildevand)+20(mad)+5(energi) = 30 kg N/person.

Det bringes os ned under to mio. personer, hvilket er mere håndterligt, men stadig en del.

Et dansk nøgletal for laksespisning er  ca.  5 kg/person/år. Dvs. at nordmændene producerer laks til 260 mio. mennesker, og så er de knap to mio. jo straks et meget mere overskueligt tal. Hertil kommer, at menneskespildevand er stærkt uhygiejnisk og fyldt med tungmetaller og miljøfremmede stoffer, hvorimod det der kommer ud af laksene i et fiskebur, er det samme, som vilde fisk præsterer.

Så sammenligningen med menneskespildevand er useriøs og politisk propaganda fra folk, der af usaglige grunde ikke bryder sig om lakseopdræt.

Nej, sandheden om opdræt af laksefisk er, at det er en af verdens mest miljøeffektive animalske produktioner, målt ved ressourceforbrug, vandforbrug og udledningen pr. produceret enhed. Det er anerkendt af forskningsverdenen og af de grønne NGO’er. Og det skyldes simpelthen, at fisk er vekselvarme dyr og lever i vand, og derfor ikke bruger meget energi til at holde sig varme og holde sig oprejst. Så fiskenes foderudnyttelse, og udskillelse af affaldsstoffer er derfor meget bedre end for pattedyr.

De fleste norske havbrug ligge endvidere på lokaliteter tæt på åbent hav, hvor de naturlige stofstrømme er størrelsesordener over den direkte udledning fra havbrugene og miljøpåvirkningen derfor er marginal. I den udstrækning laksene fodres med andre fisk fanget i havet, er der oven i købet tale om en nettofjernelse af næringsstoffer fra havet. Op til 50.000 tons kvælstof og ikke mindst 5.000 tons fosfor, som alle ved er en begrænset ressource.

Jo flere laks og ørreder, der bliver opdrættet og spist, des bedre går det for miljø & ressourcer.

2 kommentarer:

Henrik M. Lomholt sagde ...

Her er det fremsynede eksempel på bæredygtigt fødevareproduktion.
http://www.langsandlaks.dk/
I længden vil forbrugerne ikke finde sig i den produktionsform, som foregår i fjordene og på kysten.

Vi får held med vor informationskampagne. Nu begynder den brede presse nemlig også at interessere sig for det svineri, der foregår i bl.a Norge.

/HML marts 2014.

Karl Iver Dahl-Madsen sagde ...

Så meget for den "løsning", som ikke er spor miljøvenlig,fordi den erstatter en lille udledning af N i åbent farvand med et ubetydeligt fodaftryk, med et massivt energiforbrug.
http://www.proff.dk/firma/langsand-laks-as/hvide-sande/akvakultur/14567296-1/
Og det er ikke blevet bedre siden.