EU har en plan, og vil gerne fremme akvakulturen. Det er jo sympatisk. Desværre er planen forsigtig og defensiv og tager ikke for fat i hovedproblemet, som er, at EU's akvakultur produktion er stagneret på et niveau på ca. 1.3 millioner tons/år gennem en årrække på grund af miljømæssig misregulering. I samme periode har Norge øget lakseproduktionen fra ingenting til ¾ million tons om året. EU' produktion er på 2,6 kg/pr. Person pr. år. Verdensgennemsnittet er ca. 10 kg. EU skal firdoble produktionen for at være med. Europa inklusive Norge er verdensmestre i laksefisk produktion, og kunne med de rette rammebetingelser forøge sit forspring markant.
EU's strategi lyser langt væk af, at man betragter "bæredygtighed", som mere centralt end produktionsvækst. Nu er "bæredygtighed" et gummibegreb, som det er svært at få greb om, og som efter min opfattelse er helt ubrugeligt til praktisk miljøforvaltning. Ofte bliver det fortolket, som om en given aktivitet ikke må medføre en forøget miljøbelastning eller en miljøbelastning overhovedet.
Sagen er imidlertid, at alle fødevareproduktioner sætter et stort fodaftryk på miljøet, og at det er umuligt at øge den Europæiske akvakulturproduktion hurtigt og betydeligt uden, at der, i det mindste midlertidigt, sker en væsentlig forøgelse af produktionens fodaftryk. Selv et såkaldt 0-emissions dambrug, som mange efterspørger, vil belaste miljøet med forbrug af energi, og plads og ressourcer til fremskaffelse af foder.
Kære toppolitikere i EU & Danmark. Så sig det dog til den Europæiske befolkning. Er der noget, der gør folk trætte af politik, er det de evindelige forsøg på at "lade som om", at man kan få både stærkt forøget produktion og meget forbedret miljø lige her og nu uden urimeligt store samfundsøkonomiske omkostninger.
På verdensbasis skal vi frem til at forsyne en befolkning af 10 milliarder af forhåbentlig velhavende mennesker med stigende mængder varierede, sunde og velsmagende fødevarer. Hvis disse fødevarer skal produceres her på jorden, og ikke på månen, vil det medføre et stigende fodaftryk, i det mindste i en periode.
Hvad vi fødevareproducenter kan gøre og allerede gør, er at formindske fodaftrykket i form af plads, ferskvand, energiforbrug og hjælpestoffer pr. produceret enhed støt og roligt i takt med de teknologiske muligheder. I Danmark er vi helt i front på dette område, og de kræfter, der presser på, for at flytte fødevareproduktionen væk fra Danmark skader derfor både den globale økonomi og det globale miljø.
Samfundet kan indføre en miljøregulering, der fremmer denne "afkobling" af produktion og belastning, og som giver incitament for at lægge om til produktionsformer, der formindsker fodaftrykket.
EU herunder Danmark må her og nu på linje med Norge umiddelbart sørge for, at akvakulturen, som er en af de mest miljøeffektive former for fødevareproduktion, får de nødvendige tilladelser til betydelige produktionsudvidelser, naturligvis inden for samfundsmæssigt acceptable rammer. I Dansk Akvakulturs plan for Grøn Vækst er vist, hvordan det kan gøres.
Opslag
