Mange af Dansk Akvakulturs velmenende iagttagere synes, at vi "bare" skal producere nogle nye fiskearter, som holder en meget høj markedspris, er meget billige at fodre og som ikke forurener.
En sådan "superfisk" findes desværre ikke i virkelighedens verden, og det skyldes jo noget så banalt som loven om udbud og efterspørgsel, som dikterer, at prisen på en fødevare inden for et givet segment i det lange løb vil blive fastlagt på grundlag af produktionsomkostningerne hos de mest effektive producenter af den mest produktionsegnede art.
På landjorden har markedet for længst sorteret i de forhåndenværende titusinder af dyrearter således, at hele verdens landbaserede animalske produktion nu er baseret på kun 4 arter: kyllinger, grise, køer og får.
Billedet er ikke helt så entydigt når det gælder akvakulturfisk, men alligevel tegner sig et billede af tre grupper:
- Neutraltsmagende vegetarfisk især karper, men også tilapia og pangasius med en produktionspris på ca. 5 kr/kg og et marked på ca. 30 mio. tons pr. år.
- Velsmagende laksefisk med højt indhold af omega3 med en produktionspris på 15 til 20 kr/kg og et marked på 2 mio. tons / år
- "Luksusfisk" som pighvarre med en produktionspris på 40 til 50 kr/kg og et lille marked på omkring 100.000 tons/år.
Der er ikke noget i vejen med at lave "luksusfisk", men da det i sagens natur er et meget lille marked, kan vi ikke basere hele det danske akvakulturerhverv på en så begrænset niche. Vi skal placere os tungt i laksefisksegmentet og udnytte, at vi allerede er en af verdens førende ørredproducenter. Et vigtigt mål for dansk akvakultur er at blive verdens største erhvervsklynge for ørredopdræt.
Det forhindrer ikke mangfoldighed. Vores "kunsthåndværkere" er allerede ved at gøre det samme med ørreden som landbruget gør med landdyrene, nemlig at skabe mange forskellige typer produkter inden for den samme art.
Fremtidens vigtigste art for dansk fiskeopdræt er ørreden, men måske i andre størrelser, typer og med andre smags- og ernæringsegenskaber end dem vi kender i dag.