Den rigtige vej

Vores udmærkede og nu forhenværende miljøminister Ida Auken sluttede sit virke med en udgangsreplik om at miljø og økonomi hænger uløseligt sammen. Det er så rigtigt, som det er sagt, og jeg vil endda stramme udsagnet og hævde, at en stor produktion og en stærk økonomi er en absolut nødvendig forudsætning for at skabe gode forhold for naturen og miljøet.

Desværre har EU miljøforvaltningen ikke forstået dette simple princip, og har i stedet været baseret på forbud og bureaukratisk detailkontrol.

Det har været ødelæggende for både økonomien og naturen.

Jeg har netop været til møde om Østersøen og akvakultur på Ålandsøerne. Her blev det atter belyst, at den rigide forbudspolitik ikke virker og er dybt skadelig.

Hvis vi havde haft en anden politik, ville vi allerede i dag have haft en produktion på 500.000 tons store laksefisk i havbrug i Østersøen, som er det bedste hav i verden til denne produktionsform. En del af de mange penge, der ville været kommet ind i regionen, kunne have været brugt til en målrettet og kosteffektiv forbedring af naturen og miljøet. Nu har nordmændene fået jobbene og tjent pengene og ikke et tons kvælstof er ledt ud mindre af den grund.

Vi skal ændre kurs nu i EU-Europa. Vores biologiske produktion skal styres af kunderne, og så skal vi bruge nogen af de penge vi tjener til løbende at forbedre vores miljøeffektivitet.

Må jeg opfordre vores spændende nye ministre: Dan Jørgensen og Kirsten Brosbøl til med det samme at gøre op med det rigide bureaukratiske inerti, og i stedet indføre en regulering, der belønner en god indsats for miljøet.

Kun ved at sætte fuld turbo på akvakulturproduktionen, kan der skabes det økonomiske grundlag for, at vores erhverv kan bidrage til at opfylde de smukke målsætninger for natur og miljø.

Kulturhavet

Østersøen er et godt hav til produktion af store laksefisk. Først og fremmest har de centrale dele af Østersøen den helt rigtige saltholdighed således, at fiskene skal bruge mindst mulig energi på at tilføre eller fjerne vand og salt. Desuden er vandet ikke for varmt, der er meget lille risiko for forekomst af giftige alger og lakselus er ikke et problem. Endvidere er Østersøen beskyttet mod det åben oceans vejr-, bølge og tidevandspåvirkninger. På det lavvandede område, Kriegers Flak, er der desuden planlagt en stor havvindmøllepark, som fint vil kunne kombineres med en betydelig produktion af fisk i havbrug. Det hele er ikke ren idyl, da de åbne dele af Østersøen er eksponeret for relativt kraftige bølger, og der er rigeligt koldt om vinteren i forhold til de centrale dele af det golfstrømspåvirkede Norge. Endvidere er Østersøen for brak til produktion af blåmuslinger – dog ikke til dyrkning af værdifulde tangarter.

Alt i alt findes et stort uudnyttet potentiale for produktion af store laksefisk. Efter min opfattelse i flere hundredetusinder tons klassen. Som ville kunne give en tocifret milliardomsætning, tusindvis af arbejdspladser og masser af sunde, velsmagende ørreder og laks til det nordiske køkken. Flere danske kommuner som f.eks. Lolland, som i øvrigt desuden har store ferskvandsressourcer til en landbaseret produktion, Guldborgsund, Vordingborg og ikke mindst Bornholm har her et grundlag for en meget gunstig og tiltrængt erhvervsudvikling.

Det er heldigvis en erkendelse, der har bredt sig i det baltiske samfund, og der er adskillige internationale organer, der nu er gang med at forberede havbrug i Østersøen. Holdningen er stadig noget defensiv, idet man fortsat er rigeligt fikseret i forhold til natur- og miljøpåvirkninger af denne udvikling. Og rigtignok, havbrug i Østersøen vil medføre en øget belastning med næringsstoffer i tusinder af tons klassen. Men hvad så? Denne næringsstrøm vil være marginal i forhold til den eksisterende næringsstofbalance for Østersøen, som for kvælstof er på en halv til en million tons / år. Endvidere er Østersøen i modsætning til, hvad mange tror, ikke noget særligt næringsrigt hav, men har normalt meget klart vand. Iltsvind i Østersøens bundvand er hovedsageligt fremkaldt af hydrografiske forhold, hvor det ferske og lette overfladevand lægger låg på, så ilten ikke kan komme ned til det salte og tunge bundvand. Så uanset menneskelig aktivitet eller ej, vil der altid forekomme iltsvindshændelser i Østersøen.

Det er tiden at gøre op med ideen om, at Østersøen primært skal være et naturreservat. Østersøen er først og fremmest et hav, der i al historisk tid har været med til at fremme menneskenes kulturelle aktiviteter i form af landbrugs- og industriproduktion, beskæftigelse, ind- og udvandring, skibsfart og handel. Et sådant hav skal Østersøen stadig være. Det forhindrer ikke, at der bliver opstillet ambitiøse natur- og miljømål. De skal blot forfølges i en takt, der styres af den økonomiske og teknologiske udvikling, og må ikke spærre for åbenbare fornuftige erhvervsudviklinger. Østersølandene omkranser en unik naturgeografisk ressource og har et internationalt ansvar for at benytte denne til fødevareproduktion, i stedet for at importere fisk, vi selv bedst og mest miljøvenligt kan producere og derved eksportere miljø- og naturproblemer til andre lande.

Dansk Akvakultur vil tage initiativ til sammen med de berørte kommuner og de Baltiske organisationer at få havbrug på dagsordenen i Østersøen. Til gavn for både produktionen og miljøet.