Viser opslag med etiketten muslinger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten muslinger. Vis alle opslag

fredag den 5. oktober 2012

Havbrug og vindmøller


De indre danske farvande fylder ca. 25.000 km2. Alligevel er der kamp om pladsen. Det er derfor en god ide at undersøge mulighederne for at bruge de begrænsede arealer til flere formål. Dansk Akvakultur deltager i et EU projekt: Mermaid, hvor man netop undersøger mulighederne for at kombinere havbrug af fisk, muslinger og tang med havvindmøller. DONG er med i projektet og vi undersøger sammen først og fremmest Kriegers Flak, som ligger midt i den vestlige Østersø og er en del af den danske, svenske og tyske zone. På denne lokalitet forventes om nogle få år at blive etableret en stor vindmøllepark. Vandet er godt til opdræt af ørreder, med lav saltholdighed og ikke for varmt om sommeren, så vi lægger billet ind på at etablere et eller flere havbrug i samme område.

Den vigtigste grund til at kombinere de to aktiviteter er den forbedrede arealudnyttelse. Der er kun et begrænset antal lokaliteter i indre danske farvande, hvor der er gode forhold for havbrug og for vindmøller. Hvis det ene udelukker det andet, vil der være endnu færre muligheder. De foreløbige vurderinger tyder på, at vindmøller og havbrug til fisk godt kan sameksistere. Havbrugene fylder kun lidt i forhold til arealet af vindmølleparken, og placeret korrekt vil de ikke kunne udgøre en risiko for kabelføringer eller genere vedligeholdelsen. Tværtimod kan der være en mulighed for at udgifter til transport og vedligeholdelsesplatforme kan deles mellem de to interessenter. Ikke store beløb, men lidt har også ret.

Muslinger og tang er lidt mere kompliceret, da disse produktionsformer fylder ligeså meget som vindmølleparken, men Mermaid vil afdække potentialet.

I akvakulturudvalget blev peget på kystzoneplanlægning som et vigtigt redskab til at sikre plads til de nye havbrug. Denne planlægning er, bl.a. på Miljøstyrelsens foranledning, nu gået i gang sammen med vores havbrugere, og der er foreløbigt udpeget fyrre havbrugsområder af en km2 i de indre danske farvande syd for Djursland. Der vil nu, gennem Mermaid, blive foretaget en beregning og vurdering af den hygiejniske sikkerhedsafstand. Havbrugene må ikke placeres så tæt, at smitterisikoen fra det ene havbrug til det andet er for stor, da vi under ingen omstændigheder ønsker at sætte vores høje veterinære standard over styr. Vi må derpå se om der kan blive plads til flere eller færre end de fyrre.

Alle havbrugene foreslås placeret i frisk strømmende vand, hvilket er godt både for fiskene og for miljøet. Både den lokale og regionale miljøpåvirkning fra disse placeringer er så marginal, at vi vil argumentere for at udskyde kvælstofdiskussionen, indtil de andre lande i Østersøregionen får taget deres del af slæbet.

Zoneplanlægning er både på land og på havet svaret på, hvordan man sikrer plads til praktisk lønsom produktion og til natur og miljø. Det er på høje tid, at Danmark får lagt disse planer.

tirsdag den 7. august 2012

Masser af muslinger


Natur- og landbrugskommissionen er kommet godt i gang med at tænke nye tanker. Bl.a. andet peger man på nye virkemidler til forbedring af vandmiljøet som stenrev, tang- og muslingedyrkning.

Det er derfor godt at konstatere, at Dansk Akvakulturs skaldyrsproducenter og havbrugere er i fuld gang med at udvikle og etablere muslingeproduktion i industriel skala i Danmark. I Storebælt og Lillebælt er der allerede installeret en produktionskapacitet på ca. 2.000 tons muslinger/år, hvilket er ca. dobbelt så stor som den samlede dyrkningskapacitet i Limfjorden, og hvilket svarer til knap 20 tons kvælstof / år.

Kapaciteten for muslingeproduktion i den åbne indre og strømrige danske farvande er meget højere end i Limfjorden, hvor den stadigt aftagende næringsstoftilgang løbende vil formindske fødetilgangen og dermed produktionskapaciteten. Derfor er Bælterne og evt. i Læsø rende, at de store nye anlæg forventes etableret.
Økonomien i den industrielle produktion er ikke kendt endnu, men der er gode muligheder for, at produktionen kommer til at give overskud og dermed sikrer, at der kan tjenes penge på at fjerne kvælstof fra havet.

Produktionen i industriel skala sigter ikke i første omgang direkte mod muslinger til ferskkonsum, men mod andre produkter som yngel til videreproduktion f.eks. i bundkulturer, som konserves, råvarer til dyrefoder og til ekstraktion af finkemikalier. Priserne til disse formål vil være lave, men det er tillige omkostningerne til produktionen, så der er gode muligheder for at få regnestykket til at gå op. Hertil kommer, at med lidt snilde kan en del af produktionen sælges til gode ferskkonsumpriser.

Som bosat i hovedstadsregionen må jeg i den forbindelse komme med et hjertesuk over, at det stort set er umuligt at købe dyrkede muslinger i københavnsområdet. De muslinger, man kan købe i supermarkederne er skrabede muslinger af stærkt varierende kvalitet. I nogle tilfælde har jeg været ude for, at en tredjedel af muslingerne er døde, og i bedste fald er der stadig alt for mange af muslingerne, der er for små og har for dårligt kødindhold. Alligevel bliver de solgt så hurtigt, de kan leveres. Der er et potentielt marked i Øresundsregionen for tusindvis af tons gode kødfulde muslinger. Må jeg appellere til vores medlemmer om at forsyne dette marked.

Hvis det går som ”præsten prædiker”, vil mange interessenter, inklusive vores venner i landbruget, ønske at sætte muslingeproduktioner i gang. Jeg vil derfor ligeledes opfordre myndighederne til på linje med Dansk Akvakultur at udvise rettidig omhu, og få udarbejdet de nødvendige regelsæt, inden løbet kører. Vi medvirker gerne til dette i godt samarbejde med de grønne organisationer.

fredag den 6. juli 2012

Hvor kommer foderet fra?


Lige nu er det tungt at være fiskeproducent i Danmark. Det er svært at opnå gode priser for fiskene bl.a. på grund af ubillig konkurrence fra Tyrkiet. Samtidig stiger råvarepriserne på foder. Det er en ringe trøst, at sådanne forløb ses jævnligt inden for alle fødevarebrancher og at der er over tid opnås ligevægt mellem produktionsomkostninger og salgspriser.

Spørgsmålet er, hvad vi i Dansk Akvakultur kan gøre for at påvirke prisen på foderråvarer? Her kan vi starte med at erkende, at akvakulturen i modsætning til agrikulturen endnu ikke har udviklet sin egen produktion af foder som grundlag for den animalske produktion. Vi er stadig meget afhængige af fiskede råvarer fra havet, som er ustabile i mængder og pris og opadtil begrænsede i mængde. Og af planter dyrket på land af vores kolleger, landbrugerne. Vores erhverv producerer globalt set ca. fem gange så mange fisk & skaldyr som planter=tang, hvorimod vores kolleger på land producerer ca. femten gange flere planter end dyr. Så vi har langt igen.

Heldigvis er der en god udvikling i gang med tangdyrkning i Danmark, hvor virksomheden Blue Food bl.a. sammen med initiativrige havbrugere opbygger kommercielle produktion af sukkertang, som vil kunne bruges som tilskud til fiskefoder. Aller Aqua har oplyst, at man allerede nu bruger tang som en råvare. Vi kan se, at dyrkningspotentialet i åbne danske farvande er betydeligt, og at titusinder af tons tang vil kunne produceres til internationalt konkurrencedygtige priser.

Så lad os få sat mere turbo på den udvikling.

Prisforskellen på GMO fri råvarer og GMO råvarer stiger støt, og vi bliver på linje med vores kolleger i svinebranchen nødt til at bruge de bedste og billigste råvarer til vores klassiske produktion af fisk. Der er kunder, der helst ser, at vi ikke bruger DMO råvarer, men måske kølnes deres ønske noget, hvis de må betale den stadig stigende prisforskel, som ikke blot skyldes råvaren, men ligeledes, at foderfirmaerne i giver fald må fordoble antallet af produktlinjer.

Dansk Akvakultur vil satse på at bruge de billigste og bedste råvarer til sin hovedproduktion. Kunder, der ønsker sig fisk, der ikke har spist GMO foder, må købe økologiske fisk.

Jeg står gerne på mål for de nuværende og kommende GMO planter, som slår konventionelle planter af banen på alle miljømæssige indikatorer som plads, vand, gødnings- og pesticidforbrug. Denne BAT teknologi er med til at sikre et stadig mindre relativt miljømæssigt fodaftryk fra vores erhverv.
Vi er første herrer i eget hus, når vi kontrollerer vores produktion af foderråvarer.