I Danmark bliver udviklet den ene akvakulturstrategi efter
den anden. Senest skal der nu på opfordring fra EU udformes endnu en Dansk
akvakulturstrategi. Vi er efterhånden blevet godt trætte af disse strategier,
da de indtil nu blot har medført forøgede omkostninger til nationale miljøforanstaltninger,
og derved har bidraget til at forringe vores konkurrencedygtighed. Og selv om
vi har forbedret miljøet dramatisk ved vores anlæg, har vi ikke fået mulighed
for at producere et eneste tons fisk mere, end vi gjorde for 25 år siden.
Hvis vi havde fuldt den internationale markeds- og
produktionsudvikling for laksefisk ville vi i dag have produceret 5 gange så
meget som nu, dvs. 200.000 tons / år til en værdi af 5 mia. kr. / år. Den
systematiske og ubetænksomme obstruktion af vores erhverv har over de 25 år
kostet en samlet omsætning på ca. 50 mia. kr. Rigtige penge, som kunne have
været brugt til mange gode ting.
Ikke alene er vi alle gået glip af disse gode penge, miljøet
og naturen har det ligeledes dårligere end nødvendigt. Det skyldes dels den
elendige miljøregulering, som har straffet folk for at gøre noget for miljøet i
stedet for at belønne god opførsel. Og dels, at den manglende indtjening har begrænset
mulighederne for at investere i udvikling af billige og snilde virkemidler.
Vi går nu i gang med at diskutere den nye akvakulturstrategi
med ”systemet”. Der er bestemt positive ting i strategien, men den bærer
desværre præg af, at alt for mange stadig opfatter udviklingen af akvakulturen
som en miljøsag. Ordet miljø er f.eks. nævnt 69 gange i strategiudkastet, mens
vækst kun er nævnt 24 gange.
Vi har bedt om at få vendt bøtten og insisterer på, at grundlaget
for strategien skal være markedet og at miljøet ikke må begrænse udviklingen.
Naturligvis vil vi fortsætte med at producere renere og renere, men fremover
skal kunderne bestemme, hvor stor produktionen skal være i Dansk Akvakultur. Vi
har en markedssituation, der gør at vi over en kortere årrække kan øge
produktionen en 2-3 gange. Denne forventning skal danne udgangspunkt for den
nationale strategi. Og så må alle gode kræfter samles om at sikre, at denne
store produktionsforøgelse bliver udført så skånsomt som muligt.