På støtten…

Erhvervsstøtteordninger lyder godt, men virker skidt. De internationale støtteordninger for fødevareproduktionen straffer effektive producenter, fordyrer maden, skader miljøet og udviklingslandene. Alligevel er de meget svære at komme af med, fordi mange lande finder det politisk opportunt at støtte hobbylandbrug på bjergskrænter og i andre naturområder i stedet for at fritage skatteyderne for denne overflødige byrde.

EU’s støtteordninger til akvakulturen har vi været glade for, idet de har mildnet omkostningerne til nye produktionsformer med mindre vandindtag og mindre udledning af organisk, kvælstof og fosfor pr. produceret mængde, ligesom de har givet en meget værdifuldt bidrag til erhvervets forskning, udvikling og innovation.

På det seneste har støtteordningerne imidlertid været til begrænset nytte for erhvervet bl.a. på grund af at midlerne af forskellige årsager har været bundet i lang tid. Vi håber, at fødevareministeriet vil følge vores forslag om fremover at sikre en lødig forretningsmæssig vurdering af alle projekter, og om at støtten tildeles i forhold til vores erhvervsudviklingsstrategi, som der jo er bred politisk opbakning til og som forudsætter balanceret udvikling af alle sektorer: klassiske dambrug, modeldambrug og FREA anlæg, havbrug, skaldyr og ål etc.

Men endnu mere ærgerligt er det, at ”venten på støtten” har fået en del seriøse investorer til at udsætte gode projekter, hvilket har medført, at vores samlede produktion nu er mindre end den ville have været, hvis der ikke havde været en støtteordning.

I en situation hvor alle vores konkurrenter kan få støtte – i en del EU lande oven i købet højere støtte end i DK – kan vi ikke bare frasige os støtten, men det er afgørende at støtten administreres således, at den reelt bidrager til at opfylde samfundets og Dansk Akvakulturs fælles mål for fremtiden. 

På støtten....

Regeringen har fået en uheldig start på finanslov 2009 ved at foreslå, at der spares 60 millioner om året = ca. 33 % på den Europæiske Fiskerifond, som støtter investeringer og udvikling inden for fiskeri & akvakultur. Jeg har med det samme været ude i medierne og gøre vrøvl på Dansk Akvakulturs vegne. Det er jo et svært indhug i vores støttemuligheder og vil uundgåeligt forsinke vores muligheder for at opfylde den handlingsplan for akvakulturproduktionen, som regeringen selv har udarbejdet.

Jeg er dog allerede blevet drillet af nogen af mine venner, som siger: ”Du har jo altid sagt, at akvakulturen ikke får ret meget i støtte, så I må da sagtens kunne undvære den klat penge?”

OK. Den sved. Selvfølgelig kan jeg godt lire alle de samme argumenter af, som alle andre erhverv på støtten bruger: at de på lang sigt sagtens kan undvære støtten, og at det nærmest er skadeligt for erhvervet at modtage støtte, men desværre kan vi ikke undvære støtten lige nu, fordi alle vores konkurrenter får.

Det er jo en del af sandheden, og alle sidder som bekendt og venter på alle, som de nyligt kuldsejlede WTO forhandlinger om fødevaresektoren udmærket illustrerer.

Jeg er overbevist om, at det danske akvakulturerhverv godt kan undvære statsstøtte, hvis vi fik det danske samfund til at udforme en moderne ubureaukratisk miljøregulering baseret på udlederkrav og miljøeffekter således at vi kunne øge produktionen i takt med forbrugernes behov. Vi er internationalt førende producenter af ørreder og ål både med hensyn til kvalitet, produktionsomkostninger og lav påvirkning af miljøet, og med de rigtige rammebetingelser kan vi konkurrere med alle i verden.

Når jeg alligevel med god samvittighed tager i mod støtten, som i det mindste ikke skal forringes, men gerne forøges væsentligt, er det fordi jeg betragter støtten som en slags tabt arbejdstjeneste eller erstatning for tort og svie. I en periode på næsten 20 år er vi blevet udsat for en miljøregulering uden proportioner, som har medført at vores produktion stagnerer i en tid, hvor den globale akvakulturproduktion stiger med næsten 10 % om året. Både vores erhverv og det danske samfund er dermed gået glip af en samlet omsætning i denne periode på rundt regnet 20 milliarder. Hvis vi havde omsat de penge kunne vi udmærket selv fuldt ud have finansieret vores investeringer og vores Forsknings-, Udviklings- og Innovationsindsats.

For at føje spot til skade har denne elendige miljøregulering efter min opfattelse bevirket, at erhvervets miljøpåvirkning nu er større, end den ville have været, hvis erhvervet havde fået lov at folde sig ud på basis af et tidssvarende miljøreguleringssystem. Så ville erhvervet have haft incitament til at investere i miljøforbedrende tiltag, og produktionsforøgelsen ville have betalt omkostningerne til denne udvikling.

Vækst i produktion/økonomi og forbedret miljø er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Lige efter år 2000 blev igangsat nogle konstruktive processer, hvor myndigheder og grønne organisationer i fællesskab med erhvervet forsøger at få udformet en moderne miljøregulering.

Men indtil denne proces for alvor har give resultater og indtil vi har indhentet det efterslæb, som samfundet uden reel grund har påført os, bør fiskerifonden etc. øge sin hjælp til akvakulturen, så dansk akvakultur hurtigst muligt igen kan komme på omgangshøjde med den globale udvikling på området.