Viser opslag med etiketten Norge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Norge. Vis alle opslag

tirsdag den 25. marts 2014

Havbrug på Bornholm

Den danske vækstplan for akvakultur, som netop er sendt i høring, åbner op for havbrug. Dansk Akvakultur ønsker 40 havbrugszoner ved den åbne kyst i Danmark, heraf 5 ved Bornholm. Bornholm Havbrug A/S har allerede søgt om et pilothavbrug på en af disse lokaliteter, og havbruget forventes at starte her til foråret.
Det giver naturligvis anledning til kommentarer og spørgsmål blandt fra Bent Ernst Nielsen, som fornuftigvis spørger om produktionsmulighederne Bornholm og Østersøen kan sammenlignes med Norge.

Det korte svar er ja. På de fleste centrale områder er forholdene faktisk (meget) bedre ved Bornholm end i Norge.

Men allerførst, hvad er havbrug? Havbrug er brug af havet ligesom jordbrug er brug af jorden og dambrug er brug af damme. Der er derfor ikke noget, der hedder: ”havdambrug”, da der ikke er ”damme” i havet. Havbrug, også kaldet marikultur, har to hovedformer: opdræt af fisk i netbure på havet, og dyrkning af muslinger og tang fæstnet på liner eller net. Havbrug af laks er især kendt fra Norge, som har en produktion på 1,3 mio. tons laks om året. I Danmark har vi nu en produktion på 12.000 tons ørreder pr. i netbure fortrinsvis i den nære kystzone.

BEN har fuldstændig ret i, at Norge har brug for vedvarende erhvervsaktiviteter, der kan erstatte olie- og gasindustrien, når denne engang (om mange år) har udtømt lagrene.

Men det har Danmark også. Havet omkring Danmark er allerede kilde til stor økonomisk aktivitet i form af transport, offshore energi og fiskeri.

Men hvad få er opmærksomme på er, at de 105.000 km2 dansk søterritorium har et meget stort potentiale for produktion af fødevarer. Det er vurderet, at der blot på en procent af dette areal = 1000 km2 kan produceres mad i form af fisk, muslinger og tang til en værdi af 15 milliarder kr. Dette vil kunne afløse presset på landjorden og udnytte, at der på havet er masser af plads, vand og næringsstoffer til rådighed for produktionen.

Det er heller ikke almindelig kendt, at baggrunden for, at der er så gode forhold for landbrugsproduktion og for produktion af laksefisk i Nordeuropa, er Golfstrømmen, som sikrer, at det hverken er for varmt eller for koldt eller for tørt eller for vådt på vore breddegrader.

Den økonomiske videnskab er klar:  international arbejdsdeling er god. I Danmark er vi dygtige til at producere kvalitetsgrise, som vi bytter med gode biler fra Japan. Det bliver begge lande rigere af. Den internationale arbejdsfordeling slår særligt stærkt igennem, når et område har fine naturgeografiske fordele for at kunne specialisere sig i en bestemt for produktion. Det har vi i Nordeuropa og i udsøgt grad i Østersøen, som er verdens bedste hav til produktion af store laksefisk. Østersøen har den rigtige saltholdighed, er ikke for varm om sommeren, er relativt beskyttet mod ekstremvejr, har ingen lakselus og meget lav forekomst af alger, der er giftige for fisk. Den eneste ulempe i forhold til Norge er forekomst af is.

Det er en misforståelse at tro, at dybe norske fjorde, der ligger i læ for vinden, er særligt velegnede til havbrug.

Det er forståeligt, at havbrug startede i beskyttede fjordområder, hvor man kunne placere burene direkte op til kysten og servicere fiskene fra en bådebro fra land. Der er imidlertid mange ulemper forbundet med en sådan produktion og udviklingen går derfor i retning af at flytte og nyplacere havbrug på lokaliteter, der er langt mere eksponerede for bølger, vind og strøm. Det skyldes, at god havbrugsdrift forudsætter en stærk strøm og et frisk vandskifte dels for at sikre en god forsyning af fiskene med ilt og rent vand og motion=god kødkvalitet og dels for at minimere den lokale miljøpåvirkning.

Vandskiftet i en fjord er styret dels af ferskvandstilstrømningen til fjorden dels af tidevand og vind. De dybe Norske fjorde har et relativt dårligt vandskifte både fordi tidevands- og vindpåvirkninger er små og netop fordi de er dybe. Dybden medfører, at det vand, der skal ud og ind af fjorden, skal passere er stort tværsnit, hvilket giver lave strømhastigheder. Endvidere er der større risiko for, at affaldsstoffer fra fiskene ophobes i dybe fjorde, hvor vandskiftet ved bunden er dårligt.

Østersøen har ikke meget tidevand, men til gengæld en stor ferskvandstilstrømning. Netto løber der 500 km3 vand ud af Østersøen gennem de dansk bælte og sunde, hvilket svarer til vandføringen i Ganges floden eller Mississippi. Og vinden presser vand ind og ud af Østersøen i en cyklus på ca. 2-3 dage, således at bruttoudvekslingen omkring Danmark er på 2-3.000 km3 / år. Det giver ophav til en god strøm, hverken for hurtig eller for langsom for fiskene.

Om forurening er der at sige, at det er korrekt, at Østersøen desværre endnu indeholder for mange miljøfremmede stoffer, hvilket medfører, at store vildlaks ikke må spises, da de ophober stofferne via fødekæden. Men dette forhold er ikke noget problem for opdrættet, som kun får kontrolleret og rent foder.
Derimod er Østersøens vandkvalitet i form af salt, temperatur, iltindhold, klarhed og indhold af alger tæt på det ideelle for opdræt af store laksefisk.

Alt taget i betragtning er et derfor uansvarligt, grænsende til det uetiske, ikke at udvikle de havbrug ved Bornholm som vil blive til stor gavn for den internationale økonomi og det globale miljø og klima.

onsdag den 5. juni 2013

Spildevand & biologisk produktion

I forbindelse med Jacob Bregnballes og min kronik i Ingeniøren om opdræt af laksefisk er den gamle traver, om at udledningen fra havbrug svarer til mange personers spildevand, dukket op igen.

Norsk TV har f.eks. i en udsendelse fra 2010 sammenlignet udledningerne fra de norske havbrug med spildevandet fra nordmændene.

Lad os se på kvælstoffet. De norske havbrug producerede i 2013 ca. 1.3 mio. tons laks og udledte ca. 50.000 tons kvælstof. En personækvivalent for kvælstof er knap 5 kg/person/år. Så umiddelbart set svarer udledningen til godt 10 mio. personers spildevand, og det er jo en del.

Kæden hopper af, når man bekvemt glemmer, at for at der kan komme noget ud af den ene ende af en person, må der nødvendigvis puttes noget ind i den anden ende. I Danmark producerer vi mad til 15 mio. mennesker med et kvælstoftab fra produktionen på godt 250.000 tons. Det svarer til knap 20 kg N / person. Hertil kommer, at vi skal bruge energi til varme, transport etc., som er ansvarlig for en udledning på i runde tal yderligere 5 kg N/person. Her er der ikke taget hensyn til, at vi importerer en mængde energikrævende materielle produkter bl.a. fra Kina, som er meget mindre energi- og miljøeffektive end os
.
Så en komplet person ækvivalent er derfor nærmere 5(spildevand)+20(mad)+5(energi) = 30 kg N/person.

Det bringes os ned under to mio. personer, hvilket er mere håndterligt, men stadig en del.

Et dansk nøgletal for laksespisning er  ca.  5 kg/person/år. Dvs. at nordmændene producerer laks til 260 mio. mennesker, og så er de knap to mio. jo straks et meget mere overskueligt tal. Hertil kommer, at menneskespildevand er stærkt uhygiejnisk og fyldt med tungmetaller og miljøfremmede stoffer, hvorimod det der kommer ud af laksene i et fiskebur, er det samme, som vilde fisk præsterer.

Så sammenligningen med menneskespildevand er useriøs og politisk propaganda fra folk, der af usaglige grunde ikke bryder sig om lakseopdræt.

Nej, sandheden om opdræt af laksefisk er, at det er en af verdens mest miljøeffektive animalske produktioner, målt ved ressourceforbrug, vandforbrug og udledningen pr. produceret enhed. Det er anerkendt af forskningsverdenen og af de grønne NGO’er. Og det skyldes simpelthen, at fisk er vekselvarme dyr og lever i vand, og derfor ikke bruger meget energi til at holde sig varme og holde sig oprejst. Så fiskenes foderudnyttelse, og udskillelse af affaldsstoffer er derfor meget bedre end for pattedyr.

De fleste norske havbrug ligge endvidere på lokaliteter tæt på åbent hav, hvor de naturlige stofstrømme er størrelsesordener over den direkte udledning fra havbrugene og miljøpåvirkningen derfor er marginal. I den udstrækning laksene fodres med andre fisk fanget i havet, er der oven i købet tale om en nettofjernelse af næringsstoffer fra havet. Op til 50.000 tons kvælstof og ikke mindst 5.000 tons fosfor, som alle ved er en begrænset ressource.

Jo flere laks og ørreder, der bliver opdrættet og spist, des bedre går det for miljø & ressourcer.

torsdag den 8. november 2012

1,3 millioner tons


På det nylige FEAP møde i Bruxelles, hvor jeg deltog i gruppen for store laksefisk, oplyste nordmændene, at produktionen af laks og ørreder i 2012 forventes at blive 1,3 millioner tons, hvilket med dagens relativt lave priser svarer til ca. 30 mia. NOK og i et godt år helt op til 50 mia. NOK. Det er selv efter norske forhold rigtige penge.

Og der er ingen grund til at tro, at denne udvikling ikke kan fortsætte i rigtig lang tid endnu. Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, som bliver og rigere og som vil spise flere fisk. Store laksefisk er inden for sin niche et unikt produkt med hensyn til kulinarisk kvalitet, sundhed og pris/udbytte forholdet og efterspørgslen vil fortsætte med at stige mindst op til 10 millioner tons niveauet. Nordmændene meddelte ganske vist, at der i den umiddelbare fremtid og for 2013 ikke forventes nogen stigning, da grænsen for udnyttelsen af koncessionerne er nået, og der forventes ikke givet nye koncessioner i de næste par år. Men mon ikke det går, som det plejer, dvs. en gennemsnitlig stigning på årsbasis på ca. 8 % pr. år. Bare denne stigning er på niveau med hele EU-produktionen af store laksefisk.

Selv dansk landbrug, som nu udgør den tredjestørste fødevareklynge i verden, og omsætter 80 mia. kr. i primærsektoren kan begynde at frygte for sin førerposition, i det mindste så længe vi bliver miljømæssigt misreguleret.

I grunden er der tale om et helt ubegribeligt succesfuldt norsk erhvervseventyr. Vi skal ikke længere tilbage end til 70’erne, før fiskeproduktionen i Norge var mindre end i Danmark, og nye norske havbrugere kom til Danmark for at lære om fiskeopdræt. I modsætning til den grønne sektor og store dele af det klassiske landbrug kan den norske laksefiskproduktion klare sig fint uden statsstøtte. Og sektoren kan blive ved med at producere, så længe der er mennesker på jorden, der skal have mad. Produktionen har som alle andre fødevareproduktioner et miljømæssigt fodaftryk: Lakselus, rømninger af fisk og stofudledninger, men nordmændene har fornuftigvis vurderet, at disse miljøomkostninger er små i forhold til den samfundsmæssige nytteværdi i form af produktion, beskæftigelse og eksport.

Udviklingen i Norge sætter den pinligt ringe situation for EU-akvakulturen i perspektiv. Til trods for evindelige skåltaler og massive støtteordninger sker der absolut intet, idet EU-akvakulturen ikke er steget i de seneste tyve år.

Struan Stevenson, Skotsk EU parlamentsmedlem, fortalte mig i Bruxelles, at europæiske politikere er taget som gidsler af et højtråbende ”grønt” mindretal i parlamentet, som uden hensyn til europæernes behov for job og social tryghed gennemtvinger en visnepolitik for al europæisk fremstillingsvirksomhed med sine krav om ”bæredygtighed”, læs: stop al aktivitet, der påvirker naturen og miljøet den mindste smule.

Det er på tide, at de europæiske politikere træder i karakter og afbalancerer grønne interesser i forhold til andre fuldt så vigtige hensyn. Sæt gang i EU-akvakulturen her-og-nu, så skal vi nok tjene pengene til, at der bliver råd til mange gode ting, herunder bedre natur og miljø.