Viser opslag med etiketten Dambrugsbekendtgørelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dambrugsbekendtgørelse. Vis alle opslag

tirsdag den 4. december 2012

Et lille lyspunkt i en mørk tid


Vi er nu i godt samarbejde med sportsfiskerne, DN og ferskvandsfiskeriforeningen kommet videre med de syv knaster i dambrugsbekendtgørelsen.

Vi har sendt en seks+en redegørelse til Miljøstyrelsen, hvor vi beder om at få lavet om på seks af knasterne. Vi har endnu ikke forhandlet os til rette om knast et, som er pumpekravet. Men efter et godt gennemført ”studie af virkeligheden” hvor sportsfiskerne, DN og myndighederne var ude at se på mangfoldigheden af dambrug, har vi håb om at kunne finde en god løsning på dette problem.

Vi står stadig fuldt og fast bag akvakulturudvalgets anbefalinger om at fjerne spærringer ved dambrug (mod erstatning), og derved være med til at sikre god økologisk kvalitet og reel fri faunapassage ved alle dambrug. Vi vil dog gerne gøre klart disse begreber pr. definition ikke er lig med 100 procents løsninger, men dog absolut tilstrækkelige gode løsninger.

Vi mener, at der i de konkrete sager er mange forskellige typer løsninger og at pumpeløsningen kun er et af flere mulige tiltag. Det har derfor ingen mening og er imod ånden i akvakulturudvalgets anbefalinger at specificere en bestemt indretning i en bekendtgørelse.

Vi foreslår, at der etableres en task-force med repræsentanter for sportsfiskere, myndigheder, eksperter og erhverv, som gennemgår hvert enkelt relevant dambrug, og udpeger praktiske løsninger baseret på en konkret vurdering. Hvis vurderingen foretages af personer med den nødvendige praktiske indsigt vurderer vi, at de samlede omkostninger kan holdes inden for de godt 70 mio. kr., vi har bedt om at blive afsat i staten til formålet.

Med dette lille ”julelys” i et ellers besværligt og mørkt år for danske dambrug ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

onsdag den 6. juni 2012

Prisen skal ned


Der er gode grunde til, at vi indfører ny teknologi i vores erhverv. Vi får bygget nye anlæg: modeldambrug, FREA etc. som producerer mere for mindre: mht. arbejdskraft, vand og tab til miljøet.

Desværre er der betydelige omkostninger knyttet til de nye anlæg. Naturligvis i penge, men ligeledes i materialer og energi til bygning og drift. De nye anlæg har bestemt ikke været en dans på roser. Der har været og er desværre nogle af vores kolleger, der har forkøbt sig og har store økonomiske vanskeligheder, ikke mindst fordi miljømyndighederne, både nationalt og kommunalt, ikke har holdt, hvad man har lovet, da man oprindeligt satte modeldambrugsprojekterne i gang, nemlig en fuld foderopskrivning med tilhørende kvælstofudledning.

Det har gjort, at de fleste modeldambrug har kørt med ”tomme stalde” dvs. en produktion, der er fra 10 % helt op til 40 % under det, der var givet løfte om. Og det siger selv, at så tjener man for få penge eller man får ligefrem underskud.

Det er der heldigvis rettet op på i den nye dambrugsbekendtgørelse. Og vi må forvente, at alle dambrugskommunerne nu med øjeblikkelig virkning vil sørge for, at miljøgodkendelsen giver mulighed for fuld kapacitets udnyttelse op til kvælstofloftet. Jeg har lige haft et godt møde med borgmester Arne Sigtenbjerggaard i en af Danmarks store klassiske dambrugskommuner: Vejle, og har god grund til at tro, at vi nu får ordnede forhold i den kommune.

Men selv om dette problem nu burde være løst, må jeg konstatere, at nye dambrug stadig er for dyre. Helt konkret mener jeg, at vi for opdræt af portionsørreder skal ned på en investeringsomkostning på under 15 kr/kg og en merdriftsomkostning på under 1 kr/kg til elektricitet.

Her vil jeg gerne appellere til vores anlægsleverandører inden for og uden for AquaCircle om at tænke nyt. Der bliver anvendt gode, gennemprøvede, men dyre teknologier. Der er brug for nogle teknologiske gennembrud i samarbejde med det teknisk/videnskabelige miljø i videnbranchen. REFA projektet kan vise vejen, men det kræver et tæt samarbejde med praktiske dambrugere og anlægsleverandører.
Vi er klar til at købe, men få nu den pris sat ned.

fredag den 16. marts 2012

Hastværk & lastværk


Dansk Akvakultur, har samme med den øvrige fødevareproduktion i Danmark været misreguleret i mange år, hvilke har været til stor skade både for miljøet og produktionen. Det er derfor godt, at akvakulturudvalgets anbefalinger, endelig efter knap to år, har fået sat skred i udformningen af et nyt regelsæt for erhvervet.

Miljøministeren lægger efter sigende stor vægt på, at de 95 dambrug, der mangler godkendelse, hurtigt kan opnå en sådan. Det er et ønske erhvervet deler. Det kræver en god og klar dambrugsbekendtgørelse, men der er efter vores vurdering desværre et stykke vej igen, inden DBG er god nok til at virke efter hensigten. Vi tror, det ville have været klogt at tage endnu nogle diskussions- og forhandlingsrunder med fagfolk, inden man sendte en delvis ufærdig BKG på gaden.

På nogle områder er bekendtgørelsen et stort fremskridt. Det nu klokkeklart, at vi kan gå over på udlederregulering, således at koblingen til foderforbrug og produktion er fjernet. Miljøministeriet har endvidere oplyst, at dambrugerne får alt det kvælstof, som vi har fået stillet i udsigt, og som vi har krav på.
Desværre er DBG uklar, kompliceret og svær at læse, hvilket kan give anledning til mange fortolkninger, og dermed besværlig sagsbehandling. Der er stadig nogle store ”knaster”, hvoraf jeg fremhæve krav til pumpning, impermeable membraner, og ikke det mindst det tossede krav om foderkvotienter, som er totalt misforstået i udlederkravsammenhæng, og som direkte vil hæmme udviklingen af moderne foder med færre uønskede råvarer.

Vi har allerede fået nogle afklaringer fra MiM. Og håber, at vi kan fortsætte i den dur, og enten få bekendtgørelsen udgivet i revideret udgave eller mindste får en hurtig afklaring på de tågede punkter og fjernet de værste knaster.

Vi er helt opmærksomme på, at der kan være et flertal i Folketinget for andre synspunkter end vores. Det er nu ikke vores indtryk. Men hvis det forholder sig sådan, må sagen jo endeligt afgøres af politikere og ikke af miljøadministratorer.

Når vi har et samlet tilfredsstillende resultat for udmøntningen af anbefalingerne, især inklusive kickstarten til havbrugene, vil vi som erhverv naturligvis lægge alle kræfter i en hurtig og smidig indførelse af de nye regler.