EU og akvakulturen

EU har en plan, og vil gerne fremme akvakulturen. Det er jo sympatisk. Desværre er planen forsigtig og defensiv og tager ikke for fat i hovedproblemet, som er, at EU's akvakultur produktion er stagneret på et niveau på ca. 1.3 millioner tons/år gennem en årrække på grund af miljømæssig misregulering. I samme periode har Norge øget lakseproduktionen fra ingenting til ¾ million tons om året. EU' produktion er på 2,6 kg/pr. Person pr. år. Verdensgennemsnittet er ca. 10 kg. EU skal firdoble produktionen for at være med. Europa inklusive Norge er verdensmestre i laksefisk produktion, og kunne med de rette rammebetingelser forøge sit forspring markant.

EU's strategi lyser langt væk af, at man betragter "bæredygtighed", som mere centralt end produktionsvækst. Nu er "bæredygtighed" et gummibegreb, som det er svært at få greb om, og som efter min opfattelse er helt ubrugeligt til praktisk miljøforvaltning. Ofte bliver det fortolket, som om en given aktivitet ikke må medføre en forøget miljøbelastning eller en miljøbelastning overhovedet.

Sagen er imidlertid, at alle fødevareproduktioner sætter et stort fodaftryk på miljøet, og at det er umuligt at øge den Europæiske akvakulturproduktion hurtigt og betydeligt uden, at der, i det mindste midlertidigt, sker en væsentlig forøgelse af produktionens fodaftryk. Selv et såkaldt 0-emissions dambrug, som mange efterspørger, vil belaste miljøet med forbrug af energi, og plads og ressourcer til fremskaffelse af foder.

Kære toppolitikere i EU & Danmark. Så sig det dog til den Europæiske befolkning. Er der noget, der gør folk trætte af politik, er det de evindelige forsøg på at "lade som om", at man kan få både stærkt forøget produktion og meget forbedret miljø lige her og nu uden urimeligt store samfundsøkonomiske omkostninger.

På verdensbasis skal vi frem til at forsyne en befolkning af 10 milliarder af forhåbentlig velhavende mennesker med stigende mængder varierede, sunde og velsmagende fødevarer. Hvis disse fødevarer skal produceres her på jorden, og ikke på månen, vil det medføre et stigende fodaftryk, i det mindste i en periode.

Hvad vi fødevareproducenter kan gøre og allerede gør, er at formindske fodaftrykket i form af plads, ferskvand, energiforbrug og hjælpestoffer pr. produceret enhed støt og roligt i takt med de teknologiske muligheder. I Danmark er vi helt i front på dette område, og de kræfter, der presser på, for at flytte fødevareproduktionen væk fra Danmark skader derfor både den globale økonomi og det globale miljø.

Samfundet kan indføre en miljøregulering, der fremmer denne "afkobling" af produktion og belastning, og som giver incitament for at lægge om til produktionsformer, der formindsker fodaftrykket.

EU herunder Danmark må her og nu på linje med Norge umiddelbart sørge for, at akvakulturen, som er en af de mest miljøeffektive former for fødevareproduktion, får de nødvendige tilladelser til betydelige produktionsudvidelser, naturligvis inden for samfundsmæssigt acceptable rammer. I Dansk Akvakulturs plan for Grøn Vækst er vist, hvordan det kan gøres.

Velkommen til ”Grøn Vækst” planen

Så kom den længe ventede Grøn Vækst plan. Der står nogle pæne ting om erhvervet. Bl.a. hedder det, at "Regeringen ønsker også at understøtte Grøn Vækst blandt dambrug og havbrug" og endvidere, at der skal være en "enstrenget og mere enkel miljøregulering".

Nu må vi i det nationale akvakulturvalg i gang med at udmønte de gode hensigter i praksis sammen med myndighederne og de relevante interesseorganisationer.

I den udstrækning den ny "grønne vækstplan" kan opfylde handlingsplanen om produktionsvækst op til 115.000 tons/år og inden for de fastlagte miljømæssige rammer, som er et maksimalt kvælstoftab på 2.400 tons/år og en 40 % reduktion af udledningen pr. produceret kg fisk, er vores erhverv naturligvis indstillet på at udvise den nødvendige smidighed for at finde gode konkrete løsninger.

Vi har hæftet os ved, at Grøn Vækst planen siger, at vi skal "lægge den nyeste forureningsbekæmpende teknologi til grund for reguleringen."

Vores erhverv er et moderne erhverv, som ved, at konstant teknologisk innovation er en afgørende forudsætning for at sikre lønsomhed og miljøeffektivitet i en verden præget af stærk global konkurrence. Vi bruger med god hjælp fra samfundet mange midler på at forbedre vores produktion og på at reducere vores aftryk på omgivelserne. Og forudsat, at vi får de rigtige rammebetingelser, især på miljøområdet, vil vi gerne være fremme i skoene og som nogen af de første i verden fortsat indføre de nyeste dambrugs- og havbrugsteknologier.

Imidlertid er det helt afgørende, at indførelsen af nye teknologier medfører en forøget konkurrencekraft. Hvis "den nyeste forureningsbekæmpende teknologi" blot medfører, at vi får et højere omkostningsniveau end vores internationale konkurrenter, vil ingen ansvarlig virksomhed indføre den.

Kort sagt vil vi gerne være med til en støt reduktion af vores miljømæssige fodaftryk, men kun hvis vi vokser og tjener penge imens.

Vi er endvidere glade for, at Grøn Vækst planen på kvælstofområdet lægger op til en: "markedsbaseret regulering med udgangspunkt i et system med omsættelige kvælstofkvoter". Det er en ide vi selv har været med til at bringe frem, fordi det er den billigste måde at opfylde givne N-reduktionsmål på. Den bringer kvælstoffet derhen, hvor er størst værditilvækst pr. kg kvælstof, og det er jo netop bl.a. inden for akvakultursektoren.

Vi deltager gerne i den konkrete udmøntning af dette princip, og vil gøre gældende at vores "startkvote" skal være 2.400 tons kvælstof, og at de omkostninger, der påføres erhvervet, skal tilbageføres til erhvervet f.eks. via yderligere investeringsstøtte og støtte til markedsføring.

Alt i alt er regeringens grønne plan et godt oplæg til diskussionen om et moderne Danmark, der fortsat afkobler sin (forhåbentlig solide) økonomiske vækst fra miljøpåvirkningen.

Skal maden laves på månen?

Leder i Akvakulturnyt

Danskerne er med rette optaget af fødevareproduktionens vilkår. Man vil gerne spise sunde velsmagende fødevarer, som er produceret under miljømæssigt forsvarlige omstændigheder og med skyldig hensyn til dyrenes velfærd.

Desværre er der ret mange danskere, der ikke ved, at Danmark på de fleste områder er førende både, når det drejer sig om at producere billigt og at producere godt. Derfor er der stærke kræfter, der arbejder for at fødevareproduktionen skal reduceres i Danmark eller evt. helt væk. Som om problemerne ved fødevareproduktionen forsvandt, hvis den blev flyttet til Brasilien eller Vietnam. Måske til Månen? Men det vil blive dyrt.

Sagen er, at en reduktion i fødevareproduktionen i Danmark ville forringe den globale velfærd.

Produktionen vil blive dyrere i middel, fordi vi producerer meget økonomisk effektivt i Danmark. En dansk svinefarmer bruger et kg foder mindre for at producere et kg svin end konkurrenterne, og i dansk ørredproduktion nærmer vi os rask et kg industrifisk til at opfodre et kg ørred med. Vi er endvidere ekstremt konkurrencedygtige på den anvendte arbejdskraft. I et moderne dambrug kan en fiskemester passe 500 tons fisk og i et havbrug 1000 tons fisk. Det slår indtjeningen pr. medarbejder selv i videnindustrien, og det er i grunden ikke så mærkeligt, fordi moderne animalsk produktion, i modsætning til manges opfattelse, er videnbaseret og højteknologisk.

En flytning af fødevareproduktionen til andre lande vil endvidere forringe det globale miljø. Behovet for mad forsvinder ikke, fordi vi holder med produktionen i Danmark, og vil blot blive produceret under ringere miljømæssige forhold. Både dansk landbrug og dansk "vandbrug" (akvakultur) er helt i front, når det gælder miljømæssig effektivitet målt på hårde parametre som arealforbrug, vanding og tab af næringsstoffer. Vores kolleger på land har reduceret kvælstoftabet med næsten 50 % siden 70'erne. Vores del af fødevareproduktionen udleder nu kun en tredjedel af det kvælstof og en tiende del af det organisk stof, vi gjorde for 30 år siden. Og med de nye typer dambrug er vi ved at reducere vandindtaget med en faktor 10.

I vores plan for Grøn Vækst har vi lagt os tæt op af Handlingsplanen for Fiskeri- og Akvakultur, hvor samfundet ønsker, at vi skal tredoble produktionen inden for en ramme af 2.400 tons kvælstof og med en reduktion i udledningen pr. produceret kg på 40 %.

Disse produktions- og miljømæssige mål kan vi godt opfylde. Men vi er nødt til at slå fast, at der hverken er økonomi eller teknologi til stede for at forcere den miljømæssige udvikling hurtigere, end det vi har angivet.

Konsekvensen af et overdrevet miljømæssigt pres på danske fødevareproducenter vil blot være, at maden bliver produceret dyrere og dårligere i andre lande.

Kort sagt nytter det ikke noget, at "Grøn Vækst" bliver så grøn, at der ikke er nogen vækst.

Akvakulturens vækstpakke

Netop i dag ser vi, at vores gode kolleger i svineproduktionen må afskedige mange mennesker på deres slagterier, ikke fordi de ikke kan sælge svinene til gode priser, men fordi de ikke kan få råvarer nok.
En af grundene er en langsommelig og unødigt restriktivt miljøregulering og miljøsagsbehandling.
Vi har nøjagtig de samme problemer i akvakulturen.
I en situation, hvor der er stort behov for at få væksten i samfundet op i fart igen forekommer det absurd, at fødevareproduktionen, som er en af Danmarks vigtigste eksportindustrier, lægges hindringer i vejen.
Skattekommissionens forslag om afgifter på fødevareproduktion er et godt eksempel. Den rare Carsten Koch ved åbenbart intet om fødevareproduktionens internationale konkurrenceforhold og forstår ikke, at grønne afgifter på fødevareproduktionen i Danmark skader verdens samlede velfærd og klima ved at flytte produktionen til lande, der er mindre effektive både økologisk og økonomisk. Med til historien hører, at dansk fødevareproduktion er ekstremt effektiv mht. arbejdskraft, derfor får man meget lidt gavn af nedsat indkomstskat.
En produktionsmedarbejder på et havbrug laver 1000 tons ørreder om året til en værdi af 30 millioner kr. Det er mere end selv højt gagerede medarbejdere i videnservice erhvervet kan klare.
For vores erhverv er effekten af de grønne afgifter beregnet til at koste 11 millioner om året, hvilket svarer til ca. 25 % af vores nettoresultat i perioden 04-06. Det er ikke så slemt som vores kolleger i drivhusgartneriet, hvor afgifterne er dobbelt så store som nettoindkomsten! Men det er slemt nok. Hertil kommer forslaget om beskæring af støtteordningerne, som vi har brug for, hvis vi skal omlægge vores produktion til bedre miljøforhold uden at slå erhvervet ihjel imens.
Så hvad med at starte vækstpakken ved at lade være med at pålægge fødevareproduktionen byrder, der direkte ødelægger væksten?
I akvakulturen findes uudnyttet produktionskapacitet, idet de tilladte foderkvoter ikke passer med anlæggenes reelle produktionskapacitet. Alene i de nye miljøeffektive modeldambrug er der er en uudnyttet produktionskapacitet på mere end 10 % svarende til ca. 1500 tons fisk, som kan eksporteres. Vi har med samfundets hjælp investeret flere hundrede millioner i nye dambrug. Så er det jo lidt molboagtigt ikke at udnytte kapaciteten fuldt ud.
Vi mener denne kapacitet skal udnyttes til grænsen så hurtigt som muligt. Ganske vist vil det medføre end vis forøgelse af f.eks. kvælstofudledningen, men denne vil stadig holde sig langt inden for den samlede ramme for erhvervet som er 2.400 tons N/år.
Dette tiltag vil ikke koste samfundet i krone i form af "bankpakker" el lign. Men vil tværtimod give umiddelbare indtægter og beskæftigelse. Og det vil ruste erhvervet bedre til den teknologiske udvikling, der skal til for at gøre akvakulturen endnu mere miljøeffektiv.
Vi går ind for grøn vækst. Men den må ikke være så grøn, at der ikke kommer nogen vækst.

Stjernegod investering i grøn vækst

Leder i Akvakulturnyt

Fiskerifonden har støttet omlægningen af vores erhverv i en mere miljøeffektiv retning. Det har været en stor succes. Der er nu godkendt en produktionskapacitet i Model dambrug på 11.000 tons foder og der er yderligere 4.000 tons foder undervejs. Dvs. at ca. halvdelen af vores produktion til en produktionsværdi af over en kvart milliard/år er under omlægning til at indtage væsentligt mindre vand og udlede væsentligt færre kg organisk stof og kvælstof.

Det må siges at være ”godt gået”. Det hele er opnået for en investering fra fiskerifonden på i runde tal 100 millioner, hvor af det halve kommer fra EU. I runde tal har det danske samfund fået 50 kr i øget og grønnere omsætning for hver investeret dansk krone. Jeg tror det bliver svært at finde andre tiltag, der har skabt så gode resultater på en så overbevisende billig og hurtig måde.

Vi er derfor en kende skuffede over, at ”finansdrengene” nu er ude efter fiskerifonden, og vil spare omkring 40 % om året på fonden. Vi arbejder sammen med vore kolleger i fiskeriet for at overbevise politikerne om, at det vil koste produktion og miljø at spare på fiskerifonden. Det vil jo være en næsten absurd situation, hvis der er et ønske i erhvervet om en hurtig omlægning, og at man så på grund af pengemangel må sige nej til at støtte kvalificerede modeldambrugsprojekter.

Bestyrelsen mødtes med vores fødevareminister, Eva Kjer Hansen, den 8. september og drøftede med hende, naturligvis i første omgang at fastholde fiskerifondens midler, men i givet fald at kunne fremskynde samfundets investeringer i sektoren. Vi er jo ikke interesseret i at være på støtten i evig tid, men vil gerne lave en hurtig og effektiv omlægning, når muligheden er der.

På forsknings- og udviklingsområdet er ålereproduktionsprojektet et godt eksempel på, at fondens midler har været med til at skabe resultater, der både vækker opsigt i den internationale forskningsverden og ikke mindst er yderst relevante for åleopdrætserhvervet.

Vores politikere siger, at vi i Danmark skal leve af at producere grønt og udvikle og bruge viden. Så må de også belønne det erhverv, der følger opfordringen.