Havbrug på Bornholm

Den danske vækstplan for akvakultur, som netop er sendt i høring, åbner op for havbrug. Dansk Akvakultur ønsker 40 havbrugszoner ved den åbne kyst i Danmark, heraf 5 ved Bornholm. Bornholm Havbrug A/S har allerede søgt om et pilothavbrug på en af disse lokaliteter, og havbruget forventes at starte her til foråret.
Det giver naturligvis anledning til kommentarer og spørgsmål blandt fra Bent Ernst Nielsen, som fornuftigvis spørger om produktionsmulighederne Bornholm og Østersøen kan sammenlignes med Norge.

Det korte svar er ja. På de fleste centrale områder er forholdene faktisk (meget) bedre ved Bornholm end i Norge.

Men allerførst, hvad er havbrug? Havbrug er brug af havet ligesom jordbrug er brug af jorden og dambrug er brug af damme. Der er derfor ikke noget, der hedder: ”havdambrug”, da der ikke er ”damme” i havet. Havbrug, også kaldet marikultur, har to hovedformer: opdræt af fisk i netbure på havet, og dyrkning af muslinger og tang fæstnet på liner eller net. Havbrug af laks er især kendt fra Norge, som har en produktion på 1,3 mio. tons laks om året. I Danmark har vi nu en produktion på 12.000 tons ørreder pr. i netbure fortrinsvis i den nære kystzone.

BEN har fuldstændig ret i, at Norge har brug for vedvarende erhvervsaktiviteter, der kan erstatte olie- og gasindustrien, når denne engang (om mange år) har udtømt lagrene.

Men det har Danmark også. Havet omkring Danmark er allerede kilde til stor økonomisk aktivitet i form af transport, offshore energi og fiskeri.

Men hvad få er opmærksomme på er, at de 105.000 km2 dansk søterritorium har et meget stort potentiale for produktion af fødevarer. Det er vurderet, at der blot på en procent af dette areal = 1000 km2 kan produceres mad i form af fisk, muslinger og tang til en værdi af 15 milliarder kr. Dette vil kunne afløse presset på landjorden og udnytte, at der på havet er masser af plads, vand og næringsstoffer til rådighed for produktionen.

Det er heller ikke almindelig kendt, at baggrunden for, at der er så gode forhold for landbrugsproduktion og for produktion af laksefisk i Nordeuropa, er Golfstrømmen, som sikrer, at det hverken er for varmt eller for koldt eller for tørt eller for vådt på vore breddegrader.

Den økonomiske videnskab er klar:  international arbejdsdeling er god. I Danmark er vi dygtige til at producere kvalitetsgrise, som vi bytter med gode biler fra Japan. Det bliver begge lande rigere af. Den internationale arbejdsfordeling slår særligt stærkt igennem, når et område har fine naturgeografiske fordele for at kunne specialisere sig i en bestemt for produktion. Det har vi i Nordeuropa og i udsøgt grad i Østersøen, som er verdens bedste hav til produktion af store laksefisk. Østersøen har den rigtige saltholdighed, er ikke for varm om sommeren, er relativt beskyttet mod ekstremvejr, har ingen lakselus og meget lav forekomst af alger, der er giftige for fisk. Den eneste ulempe i forhold til Norge er forekomst af is.

Det er en misforståelse at tro, at dybe norske fjorde, der ligger i læ for vinden, er særligt velegnede til havbrug.

Det er forståeligt, at havbrug startede i beskyttede fjordområder, hvor man kunne placere burene direkte op til kysten og servicere fiskene fra en bådebro fra land. Der er imidlertid mange ulemper forbundet med en sådan produktion og udviklingen går derfor i retning af at flytte og nyplacere havbrug på lokaliteter, der er langt mere eksponerede for bølger, vind og strøm. Det skyldes, at god havbrugsdrift forudsætter en stærk strøm og et frisk vandskifte dels for at sikre en god forsyning af fiskene med ilt og rent vand og motion=god kødkvalitet og dels for at minimere den lokale miljøpåvirkning.

Vandskiftet i en fjord er styret dels af ferskvandstilstrømningen til fjorden dels af tidevand og vind. De dybe Norske fjorde har et relativt dårligt vandskifte både fordi tidevands- og vindpåvirkninger er små og netop fordi de er dybe. Dybden medfører, at det vand, der skal ud og ind af fjorden, skal passere er stort tværsnit, hvilket giver lave strømhastigheder. Endvidere er der større risiko for, at affaldsstoffer fra fiskene ophobes i dybe fjorde, hvor vandskiftet ved bunden er dårligt.

Østersøen har ikke meget tidevand, men til gengæld en stor ferskvandstilstrømning. Netto løber der 500 km3 vand ud af Østersøen gennem de dansk bælte og sunde, hvilket svarer til vandføringen i Ganges floden eller Mississippi. Og vinden presser vand ind og ud af Østersøen i en cyklus på ca. 2-3 dage, således at bruttoudvekslingen omkring Danmark er på 2-3.000 km3 / år. Det giver ophav til en god strøm, hverken for hurtig eller for langsom for fiskene.

Om forurening er der at sige, at det er korrekt, at Østersøen desværre endnu indeholder for mange miljøfremmede stoffer, hvilket medfører, at store vildlaks ikke må spises, da de ophober stofferne via fødekæden. Men dette forhold er ikke noget problem for opdrættet, som kun får kontrolleret og rent foder.
Derimod er Østersøens vandkvalitet i form af salt, temperatur, iltindhold, klarhed og indhold af alger tæt på det ideelle for opdræt af store laksefisk.

Alt taget i betragtning er et derfor uansvarligt, grænsende til det uetiske, ikke at udvikle de havbrug ved Bornholm som vil blive til stor gavn for den internationale økonomi og det globale miljø og klima.

Den rigtige vej

Vores udmærkede og nu forhenværende miljøminister Ida Auken sluttede sit virke med en udgangsreplik om at miljø og økonomi hænger uløseligt sammen. Det er så rigtigt, som det er sagt, og jeg vil endda stramme udsagnet og hævde, at en stor produktion og en stærk økonomi er en absolut nødvendig forudsætning for at skabe gode forhold for naturen og miljøet.

Desværre har EU miljøforvaltningen ikke forstået dette simple princip, og har i stedet været baseret på forbud og bureaukratisk detailkontrol.

Det har været ødelæggende for både økonomien og naturen.

Jeg har netop været til møde om Østersøen og akvakultur på Ålandsøerne. Her blev det atter belyst, at den rigide forbudspolitik ikke virker og er dybt skadelig.

Hvis vi havde haft en anden politik, ville vi allerede i dag have haft en produktion på 500.000 tons store laksefisk i havbrug i Østersøen, som er det bedste hav i verden til denne produktionsform. En del af de mange penge, der ville været kommet ind i regionen, kunne have været brugt til en målrettet og kosteffektiv forbedring af naturen og miljøet. Nu har nordmændene fået jobbene og tjent pengene og ikke et tons kvælstof er ledt ud mindre af den grund.

Vi skal ændre kurs nu i EU-Europa. Vores biologiske produktion skal styres af kunderne, og så skal vi bruge nogen af de penge vi tjener til løbende at forbedre vores miljøeffektivitet.

Må jeg opfordre vores spændende nye ministre: Dan Jørgensen og Kirsten Brosbøl til med det samme at gøre op med det rigide bureaukratiske inerti, og i stedet indføre en regulering, der belønner en god indsats for miljøet.

Kun ved at sætte fuld turbo på akvakulturproduktionen, kan der skabes det økonomiske grundlag for, at vores erhverv kan bidrage til at opfylde de smukke målsætninger for natur og miljø.

Der er udsigt til havet

Den nationale akvakulturstrategi ser ud til at åbne op for havbrug uden for de kystnære vandplanzoner og uden krav til kvælstofudledningen.

Det er i givet fald et stort fremskridt for vort fine erhverv. Havbrug er det bærende element i den stærke kundestyrede udvikling af produktionen af store laksefisk verden over.

Det er helt forståeligt, i det havbrug af store laksefisk er så tæt på den ideelle form for animalsk produktion, som det i virkelighedens verden er muligt at komme.

Ikke nok med, at havbrug har en overlegen driftsøkonomi. Klimamæssigt er havbrug perfekte, idet de bruger vedvarende energi fra havstrømme til at tilføre iltrigt vand af høj kvalitet til fiskene, og til at sprede og fortynde fiskenes affaldsstoffer så miljøpåvirkningen minimeres. Dyrevelfærdsmæssigt er forholdene tæt på det ideelle. Ørrederne har masser af plads i de store bure, og har som køer på en indhegnet mark fri udsigt til sine omgivelser, i dette tilfælde det storladne danske hav.

Og med den seneste teknologiske udvikling, med støtte fra GUDP, har det vist sig muligt at placere robuste burtyper i det åbne Storebælt uden at selv en rekordstorm har givet problemer.

Hertil kommer, at den sydlige del af de indre danske farvande, Østersøen er det bedste hav i verden til opdræt af store laksefisk på grund af den rigelige strøm af klart, brakt og køligt vand uden indhold af de lakselus, man døjer med i Norge.

Jeg var forleden til møde i Bruxelles med minister Martin og EU-parlamentsmedlem Kuhn begge fra Mecklenburg-Vorpommern. De var helt på det rene med, at det med Østersøens fine naturgeografiske forhold i mente, var uansvarligt af østersøstaterne at importere laksefisk og dermed eksportere besværet med produktionen til andre lande.

I det videre arbejde med den nationale strategi vil vi arbejde for, at der kan være havbrug i de strømrige dele af de kystnære vandplanzoner, og at kvælstofdiskussionen udsættes til efter 2027. Derved bliver der mulighed for at oprette 40 havbrugszoner og skabe langsigtet ro om vores erhverv, hvilket er en udtrykkelig forudsætning for at vi kan tiltrække kapital, ledelseskapacitet og dygtige og engagerede folk i det hele taget.

Et frisk pust fra Bitz & Frisk

Det var en fornøjelse, at se B&F udsendelsen om lakseopdræt i Norge.

De unge mennesker gik til sagen med åbent sind, nysgerrighed og uden fordomme, og fik alt i alt givet et ganske retvisende billede af opdrætsformen.

Jeg har efter udsendelsen fået nogle kritiske spørgsmål om ”burlaks” og lakselus, som jeg gerne vil besvare, og vil endvidere benytte lejligheden til at nuancere nogle af udsendelsens betragtninger.

Frit svømmende laks

Laks i havbrug går ikke tæt og opdrætsformen kan under ingen omstændigheder sammenlignes med burhøns. Den maksimale tæthed i havbrug er 25 kg / m3 og for økologisk havbrug 10 kg / m3, dvs. fra 1-2,5 % af vandvoluminet er fisk. Når det ser tæt ud på et videobillede, er det fordi fiskens foretrukne adfærd er at gå i stimer og det er der netop rigtig god plads til i et stort netbur.  I Bitz & Frisk blev brugt et eksempel med et netbur på 120 m i omkreds og 30 meter dybt. Det giver et vandvolumen på godt 1100 m3, mere end tusind tons vand, hvilket er et stort volumen at svømme rundt i. Til sammenligning har hver burhøne godt et A4 ark at bevæge sig rundt på.

Endvidere svømmer laksene rundt i frisk strømmende vand af høj kvalitet og kan, som køer på en mark, se frit ud på omgivelserne (har udsigt til havet), og er blot hegnet ind af et fiskenet med store masker.

Lakselus

Lakselus, som kommer til havbrug fra de vilde fiskebestande, er rigtignok et problem. På linje med alle andre former for dyrehold har norske laksehavbrug problemer med parasitter, bakterier og vira. Som nævnt i udsendelsen kan og skal (det er ulovligt ikke at behandle) problemet kontrolleres ved behandling med lusemidler nøjagtig på samme måde, som hvis et barn får lus i en børnehave. Derved begrænses endvidere mulighederne for at smitte vilde fisk, der svømmer forbi.

I øvrigt er en af de gode ting ved dansk havbrug i forhold til norsk, er at vi på grund af lav saltholdighed ikke har problemer med lakselus.

Astaxanthin

Det blev helt korrekt nævnt, at laks skal have det naturlige farvestof Astaxanthin (krebserødt) for at kunne trives, men det kunne godt have været nævnt, at kunderne efterspørger jævnt røde og ikke blege laks.

Vegetarfisk

Det er korrekt, at vi har skåret mængden af marine råvarer (fiskemel og fiskeolie) ned i vores foder og erstattet det med landplanter. Vi er gået fra at bruge 5 kg vildfisk til at lave et kg laks til bruge 1-2 kg. Det er vi med rette blevet rost for af de grønne NGO’er, som gerne vil have fiskeriet aflastet. Men det siger sig selv, at vi derved langsomt men støt ”fortynder” indholdet af de sunde omega3 fedtsyrer. Men vi kan, som vist i udsendelsen, heldigvis stadig anprise vores fisk med et højt indhold af omega3.
Som ansvarligt erhverv er vi i fuld gang med at udvikle alternative råvarekilder, herunder muslinger og tang, som vi selv kan dyrke, til de vigtige proteiner og olier.
Jeg vil gerne anholde, at der skulle være noget odiøst i, at fiskens næringsstoffer kommer fra planter. Det er ganske rigtigt, at vilde laks og ørreder får deres proteiner og dermed aminosyrer fra andre fisk. Men for kvaliteten af den opdrættede fisk er det helt ligegyldigt om de nødvendige aminosyrer kommer fra en plante eller en fisk.
Som et kuriosum kan nævnes, at de vigtige olier produceres af havplanter nemlig af mikroalger. Og de små fisk, som laksen spiser, er kun en slags ”mad- og transportkasse” for omega 3 planteolierne.

Konklusion

Som nævnt i udsendelsen er opdræt af laks og ørreder i havbrug en af de mest bæredygtige måder at skaffe sig fisk på.

Det primære er produktionen

Grundlaget for en god menneskelig tilværelse er den primære biologiske produktion. Den giver os mad på bordet og tøj på kroppen. Den skaber afledt industri (bryggerier, sukkerfabrikker, NOVO etc.) og frisætter menneskene til at leve det ”gode liv”. I det meste af menneskenes historie har vi brugt hovedparten af vores arbejdstid på at skaffe os det ”daglige brød”. Nu har vi grund af primærproduktionens store succes, især i et land som Danmark, mulighed for at bruge en stor del af vores indkomst på fritid og underholdning.

Desværre har den biologiske produktions massive succes haft den effekt, at brede kredse i det danske samfund nu mener, at man kan undvære primærproduktionen og blot leve af ånd alene, og at andre lande må tage besværet på sig med primærproduktionens forbrug af areal, energi og beslag af naturråderum. Det er naturligvis helt forkert set og en af de vigtigste grunde til, at vi har problemer i Danmark med at beskæftige et bredt udsnit af befolkningen. Og er i øvrigt uansvarligt og skadeligt for den globale natur.

Videnskabsministeriet er for tiden ved at indsamle gode innovationsideer. Den såkaldte INNO + proces. Her har man hæftet sig ved, at ”sekundærproduktionen” i vores erhverv (foder, udstyr) nu fylder mere end primærproduktionen, og vil gerne yderligere fremme denne. Det er er der i-og-for-sig ikke noget forkert i, blot må man ikke tage initiativer til at gøre livet vanskeligt for den primære produktion ved at forsøge at presse udviklingen i retning af urentable produktionsmetoder, blot fordi man lader sig fiksere af marginale problemer med udledning af næringsstoffer.

Der var ikke en fiskefoderproduktion i Danmark, hvis ikke der havde været en dansk ørredproduktion. Og hvis rammevilkårene for dambrug og havbrug bliver umulige, forsvinder vores fortrinlige foderproducenter til andre lande. Udstyr- og anlægsproduktion er ligeledes meget afhængig af den danske produktion. I modsætning til hvad nogle (i Miljøministeriet) tror, har den danske udvikling af recirkulationsteknologi meget lidt med miljø at gøre – tværtimod er udviklingen gået alt for langsomt på grund af dårlig miljøregulering - men skyldes et oprindeligt behov for at spare på varmen i åleanlæg og for at sætter rammer for lån af vand fra vandløbene, som trods alt ikke har ubegrænset vandføring.

Og den helt afgørende forudsætning for foder- og udstyrsproducenternes succes er laksehavbrugenes udvikling i Norge, Chile etc. fra næsten ingenting i 1970’erne til 2. mio. tons/år = 60. mia. kr. nu.  I det hovedparten af foder- og udstyrsomsætningen kommer fra salg af foder til laks og fra produktion af anlæg til laksesmolt.

Havbrugene har gjort det muligt at producere store laksefisk billigt, med et meget lavt energiforbrug, i strømmende, klart saltvand, med marginal miljøpåvirkning og med god plads til fiskene, og derved skabt et produkt, som forbrugerne gerne vil købe i store og stigende mængder.

Hovedparten af den fremtidige produktionsudvikling for store laksefisk kommer til at ske i havbrug. Hvis vi skal være med i Danmark på foder og udstyrssiden kræver det, at vi får mulighed for at udvikle det store potentiale i de åbne danske kystområder og i det åbne Østersø (og senere Nordsøen). Så bliver der danske udviklingsmuligheder og jobs til alle i branchen.

Spildevand & biologisk produktion

I forbindelse med Jacob Bregnballes og min kronik i Ingeniøren om opdræt af laksefisk er den gamle traver, om at udledningen fra havbrug svarer til mange personers spildevand, dukket op igen.

Norsk TV har f.eks. i en udsendelse fra 2010 sammenlignet udledningerne fra de norske havbrug med spildevandet fra nordmændene.

Lad os se på kvælstoffet. De norske havbrug producerede i 2013 ca. 1.3 mio. tons laks og udledte ca. 50.000 tons kvælstof. En personækvivalent for kvælstof er knap 5 kg/person/år. Så umiddelbart set svarer udledningen til godt 10 mio. personers spildevand, og det er jo en del.

Kæden hopper af, når man bekvemt glemmer, at for at der kan komme noget ud af den ene ende af en person, må der nødvendigvis puttes noget ind i den anden ende. I Danmark producerer vi mad til 15 mio. mennesker med et kvælstoftab fra produktionen på godt 250.000 tons. Det svarer til knap 20 kg N / person. Hertil kommer, at vi skal bruge energi til varme, transport etc., som er ansvarlig for en udledning på i runde tal yderligere 5 kg N/person. Her er der ikke taget hensyn til, at vi importerer en mængde energikrævende materielle produkter bl.a. fra Kina, som er meget mindre energi- og miljøeffektive end os
.
Så en komplet person ækvivalent er derfor nærmere 5(spildevand)+20(mad)+5(energi) = 30 kg N/person.

Det bringes os ned under to mio. personer, hvilket er mere håndterligt, men stadig en del.

Et dansk nøgletal for laksespisning er  ca.  5 kg/person/år. Dvs. at nordmændene producerer laks til 260 mio. mennesker, og så er de knap to mio. jo straks et meget mere overskueligt tal. Hertil kommer, at menneskespildevand er stærkt uhygiejnisk og fyldt med tungmetaller og miljøfremmede stoffer, hvorimod det der kommer ud af laksene i et fiskebur, er det samme, som vilde fisk præsterer.

Så sammenligningen med menneskespildevand er useriøs og politisk propaganda fra folk, der af usaglige grunde ikke bryder sig om lakseopdræt.

Nej, sandheden om opdræt af laksefisk er, at det er en af verdens mest miljøeffektive animalske produktioner, målt ved ressourceforbrug, vandforbrug og udledningen pr. produceret enhed. Det er anerkendt af forskningsverdenen og af de grønne NGO’er. Og det skyldes simpelthen, at fisk er vekselvarme dyr og lever i vand, og derfor ikke bruger meget energi til at holde sig varme og holde sig oprejst. Så fiskenes foderudnyttelse, og udskillelse af affaldsstoffer er derfor meget bedre end for pattedyr.

De fleste norske havbrug ligge endvidere på lokaliteter tæt på åbent hav, hvor de naturlige stofstrømme er størrelsesordener over den direkte udledning fra havbrugene og miljøpåvirkningen derfor er marginal. I den udstrækning laksene fodres med andre fisk fanget i havet, er der oven i købet tale om en nettofjernelse af næringsstoffer fra havet. Op til 50.000 tons kvælstof og ikke mindst 5.000 tons fosfor, som alle ved er en begrænset ressource.

Jo flere laks og ørreder, der bliver opdrættet og spist, des bedre går det for miljø & ressourcer.

Kulturhavet

Østersøen er et godt hav til produktion af store laksefisk. Først og fremmest har de centrale dele af Østersøen den helt rigtige saltholdighed således, at fiskene skal bruge mindst mulig energi på at tilføre eller fjerne vand og salt. Desuden er vandet ikke for varmt, der er meget lille risiko for forekomst af giftige alger og lakselus er ikke et problem. Endvidere er Østersøen beskyttet mod det åben oceans vejr-, bølge og tidevandspåvirkninger. På det lavvandede område, Kriegers Flak, er der desuden planlagt en stor havvindmøllepark, som fint vil kunne kombineres med en betydelig produktion af fisk i havbrug. Det hele er ikke ren idyl, da de åbne dele af Østersøen er eksponeret for relativt kraftige bølger, og der er rigeligt koldt om vinteren i forhold til de centrale dele af det golfstrømspåvirkede Norge. Endvidere er Østersøen for brak til produktion af blåmuslinger – dog ikke til dyrkning af værdifulde tangarter.

Alt i alt findes et stort uudnyttet potentiale for produktion af store laksefisk. Efter min opfattelse i flere hundredetusinder tons klassen. Som ville kunne give en tocifret milliardomsætning, tusindvis af arbejdspladser og masser af sunde, velsmagende ørreder og laks til det nordiske køkken. Flere danske kommuner som f.eks. Lolland, som i øvrigt desuden har store ferskvandsressourcer til en landbaseret produktion, Guldborgsund, Vordingborg og ikke mindst Bornholm har her et grundlag for en meget gunstig og tiltrængt erhvervsudvikling.

Det er heldigvis en erkendelse, der har bredt sig i det baltiske samfund, og der er adskillige internationale organer, der nu er gang med at forberede havbrug i Østersøen. Holdningen er stadig noget defensiv, idet man fortsat er rigeligt fikseret i forhold til natur- og miljøpåvirkninger af denne udvikling. Og rigtignok, havbrug i Østersøen vil medføre en øget belastning med næringsstoffer i tusinder af tons klassen. Men hvad så? Denne næringsstrøm vil være marginal i forhold til den eksisterende næringsstofbalance for Østersøen, som for kvælstof er på en halv til en million tons / år. Endvidere er Østersøen i modsætning til, hvad mange tror, ikke noget særligt næringsrigt hav, men har normalt meget klart vand. Iltsvind i Østersøens bundvand er hovedsageligt fremkaldt af hydrografiske forhold, hvor det ferske og lette overfladevand lægger låg på, så ilten ikke kan komme ned til det salte og tunge bundvand. Så uanset menneskelig aktivitet eller ej, vil der altid forekomme iltsvindshændelser i Østersøen.

Det er tiden at gøre op med ideen om, at Østersøen primært skal være et naturreservat. Østersøen er først og fremmest et hav, der i al historisk tid har været med til at fremme menneskenes kulturelle aktiviteter i form af landbrugs- og industriproduktion, beskæftigelse, ind- og udvandring, skibsfart og handel. Et sådant hav skal Østersøen stadig være. Det forhindrer ikke, at der bliver opstillet ambitiøse natur- og miljømål. De skal blot forfølges i en takt, der styres af den økonomiske og teknologiske udvikling, og må ikke spærre for åbenbare fornuftige erhvervsudviklinger. Østersølandene omkranser en unik naturgeografisk ressource og har et internationalt ansvar for at benytte denne til fødevareproduktion, i stedet for at importere fisk, vi selv bedst og mest miljøvenligt kan producere og derved eksportere miljø- og naturproblemer til andre lande.

Dansk Akvakultur vil tage initiativ til sammen med de berørte kommuner og de Baltiske organisationer at få havbrug på dagsordenen i Østersøen. Til gavn for både produktionen og miljøet.

Nye vandplaner

Vandplanerne er kendt ulovlige og sendt tilbage til start. Da de samtidig er fyldt med fejl og er dybt skadelige både for produktionen og naturen og miljøet, er der al mulig grund til at benytte lejligheden til nu at få udarbejdet nogen ordentlige vandplaner, som sikrer, at den danske biologiske produktion mindst kan fastholde sin globale markedsandel og gerne forøge den betydeligt i forhold til, at vi i Danmark har rigtig gode naturgeografiske og kulturelle forudsætninger for denne produktion. Og planerne må gerne være ambitiøse på naturen og miljøets vegne, blot de anvendte virkemidler er kosteffektive og indfasningen sker i en takt, der ikke forringer den biologiske produktions konkurrenceevne.
I vores erhverv er vi, mildt sagt, ikke begejstrede for vandplanprocessen. I perioden indtil vandplanerne kom fik vi at vide, at vi ikke måtte udvide produktionen, fordi der snart kom vandplaner. Da vandplanerne så kom, blev de brugt til at forhindre udvidelse af produktionen.
Igennem akvakulturudvalget er der opnået enighed om, at akvakulturen skal udvikles i Danmark. Så nu må det være slut med indædt bureaukratisk modstand fra visse kredse i miljøministeriet mod denne selvfølgelige situation.
Vi forventer, at akvakulturudvalgets anbefalinger gennemføres til punkt og prikke med det samme. De nye vandplaner skal sikre alle dambrug den aftalte mængde kvælstof og de skal gøre plads til nye dambrugstyper ved havne og andre velegnede lokaliteter. For havbrug skal den eksisterende produktion sikres ved en fastlåsning af den nuværende kvote frem til 2027. Der skal gives en øjeblikkelig kvælstof kickstart, og der skal blandt andet som foreslået af Miljøstyrelsen og EU udarbejdes en havbrugszoneplan, med udlægning af 40 havbrugszoner ”Off-Coast” dvs. i områder med maksimal vandgennemstrømning. Kvælstofudledningen fra disse områder skal ikke indgå i vandplaner og de marine planer før efter udløbet af vandrammedirektivperioden i 2027.
Når dette gennemføres, vil vi i løbet af ganske kort tid kunne forøge vores produktion til stor gavn for det danske samfunds økonomi. Fødevareøkonomisk institut har vurderet, at den fejlagtige miljøforvaltning alene på dambrugsområdet har kostet akvakulturen en manglende produktion på 30.000 tons/år og en nettogevinst over 10 år på 1,5 mia. kr. Beløbet på havbrugssiden er mindst af samme størrelse.
Vi kommer nu med et bud på vores del af vores den kommende danske konkurrenceevnepakke, hvor vi straks udnytter de ”tomme stalde” i dambrugene og laver nye havbrug, således at vi allerede i 2014 kan øge omsætningen med 270 mio. kr. og skabe 120 nye primære arbejdspladser i udkantsområder.
Det er et godt tilbud til samfundet. Så lad os komme i gang med det samme.

Den blå revolution: Mad fra havet

Udgivet som kronik i Børsen 12/10-12. Uddrag af artikel i Scenario, Instituttet for Fremtidsforsknings tidskrift.

Menneskene lever ifølge the Economist i Antropocænet. Det er en utrolig succesfuld æra for klodens liv og mennesker, idet vores viden og teknologi har gjort det muligt at øge jordens bærekraft fra under ti millioner mennesker i jæger-/samlerstadiet til et tocifret milliardantal i nutiden. Og samtidig gjort os mere robuste mod de farer, som naturen kan udsætte os for i form af nye istider, meteorer og supervulkaner.

Siden Malthus udtrykte sit pessimistiske syn på forholdet mellem befolkning og mad, har mange bekymret sig om jordens befolknings ville blive så stor, at den ville begrænse sig selv gennem manglende ressourcer og forurening. Det blev udtrykt i Grænser for Vækst bevægelsen i 70’erne og i klima- og modvækst-bevægelsen her i 2000-tallet.

Indtil nu har den menneskelige iderigdom og foretagsomhed gjort malthusianernes spådomme til skamme, ved at stille større ressourcer til rådighed for menneskets udvikling, end mange havde forventet.

Oceaner, som udgør 71 procent af jordens areal, udnyttes i dag kun i beskeden grad til at forsyne menneskene med mad og energi, og til dato på en primitiv måde. Som udtrykt af Jacques Cousteau:

”We must plant the sea and herd its animals using the sea as farmers instead of hunters. That is what civilization is all about – farming replacing hunting.”

For at forsyne flere mennesker med mere og bedre mad, herunder mere kød, skal fødevareproduktionen mere end fordobles inden for de næste hundrede år. Det kan ske ved at flytte en stor del af produktionen af planter og dyr ud på havet, hvor der er rigelig plads, vand og næringsstoffer, herunder CO₂, til rådighed for produktionen.

Havet spiller allerede via fiskeriet en stor rolle for verdens forsyning af mad. Fiskeriet har i mange år været stagnerende, og vil næppe kunne udvides meget. Derimod er der ikke grænser for udvikling af den globale havbaserede produktion: Marikulturen, som nu er på cirka 35 millioner tons per år til en værdi af 160 milliarder kroner.

Marikulturens største succeshistorie inden for nyere tid er lakseopdrættet. I løbet af de seneste 40 år er opbygget en produktion af cirka 1,5 millioner tons store laksefisk i havbrug, hovedsageligt i Nordeuropa.

Det danske søterritorium er på 105.000 km2, 2,5 gange større end landarealet. På 1 % af dette havareal vil der kunne udvikles en produktion af tang, muslinger og fisk til en værdi af ca. 15 mia. kr/år.

Man er nået længst med fisk, da den animalske produktion er den mest værdifulde og derfor bedst kan bære de tilknyttede omkostninger. Den danske producent af regnbueørred, Musholm, ligger på en stærkt eksponeret lokalitet i den åbne del af Storebælt, og er state-of-the-art mht. teknologi og størrelse: ca. 2.000 tons per år.

Den nye storskala produktion skal ud på det åbne hav, sikres adgang til næringsstoffer fra dybhavet og passes af robotter, hvilket kræver en betydelig satsning på teknologisk udvikling, før det er økonomisk realisabelt.

Hvad med naturen og miljøet?

Havbrug på åbent hav bruger plads, men er ellers overvejende godt for miljøet. Direkte gennem optag og tilbageføring til landjorden af kulstof, kvælstof og fosfor, som er til stede i verdenshavet, men især indirekte gennem fortrængning af landbaseret produktion med dennes tilhørende fodaftryk. For eksempel bruger den landbaserede planteproduktion meget ferskvand. Det koster 1.000 tons ferskvand at producere et tons hvede, men intet ferskvand at producere tang.

En dansk spidskompetence?

I Danmark er vi allerede rigtig dygtige til biologisk produktion og til at arbejde på og med havet. Det er derfor oplagt for danske virksomheder at være med til at udvikle disse store nye produktionsmuligheder med tilhørende kommercielle muligheder for at udnytte nye råvarer og levere opdrætsudstyr: ”Havets mejetærskere”, og forarbejdningsudstyr. GUDP har allerede støttet disse ideer. Det er vi som erhverv glade for og vi ser gerne et partnerskab med samfundet om forskning og udvikling på området. Ligesom vi appellerer til store danske erhvervsvirksomheder og vores kolleger i Landbrug og Fødevarer om at bidrage til udviklingen med deres viden og ressourcer. Vi beder i øvrigt blot politikerne om, at der rettidigt bliver udviklet det nødvendige regelsæt, f.eks. en marin zonelovgivning, således at udviklingen ikke sander til i bureaukrati.

Så skal vi nok opbygge en tocifret milliardomsætning, betalt af glade kunder og uden nogen statsstøtte til produktionen.

Danmark: En havbrugsnation

Det er rigtig svært at pege på en finere fødevareproduktion end opdræt af ørreder i danske havbrug.

Den flotte, store ørred er sund - fyldt med det rigtige omega-3 fedt -, velsmagende og nem at tilberede.

Ørreden produceres med et lavt miljømæssigt fodaftryk. Først og fremmest på grund af en meget god udnyttelse af foderet. Men ligeledes fordi havbrugene placeres på lokaliteter med frisk strømmende vand, som er godt for fiskenes trivsel, og reducerer det lokale fodaftryk til det mindst mulige. Havbrugene støjer ikke, lugter ikke og kan, bortset fra foderskibet, ikke ses på nogle få hundrede meters afstand.

De store fisks velfærd sikres ved meget god plads i de store netkasser, som er: løsdriftsstalde på havet.

Akvakulturudvalget har anerkendt dette, og der er udarbejdet en god aftale mellem Dansk Akvakultur, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund om havbrugenes fremtid.

Alligevel har vore gode kolleger i havbrugene stadig masser af bøvl med at få nye tilladelser. Et nøglepunkt er de 250 tons kvælstof, som havbrugene foreløbig skal bruge for at ”kickstarte” produktionsfremgangen. Vi er enige med de ”grønne” om, at det nødvendige kvælstof skal findes på det samlede N-budget for de indre danske farvande og ikke i det enkelte vandopland og den enkelte kommune. Det burde være en smal sag for vores flittige miljøembedsmænd.

Men jeg vil også appellere til vores politikere og til vores kolleger, der producerer dyr og planter på land.

Kvælstoftilførslen til miljøet er en vigtig begrænsende faktor for fødevareproduktionen på linje med jordarealet. Det er piskende nødvendigt, at landbrugserhvervet i samarbejde med politikerne får flyttet kvælstoffet hen til de mest lønsomme anvendelser. Den omfordeling er ikke anderledes eller mere (eller mindre) vanskelig end at udforme et statsbudget, hvor øget aktivitet på et område skal modsvares af nedskæringer på et andet.

I skrivende stund har nogle af vores havbrugskolleger endog problemer med at finde ud af, hvor de skal sende deres nye iderige projekter, med fangkulturer og det hele, hen. Ikke mit bord, siger alle de involverede myndigheder.

Der er milliardindtægter for Danmark at hente på det stærkt voksende marked for store ørreder. Lad os nu komme i gang.

Nordmænd & Landmænd

Det har været et forrygende 2010 for Norsk fiskeopdræt, med en rekordeksport på mere end 30 Mia. NOK. Det har også ”dryppet på degnen”, idet danske havbrugere har kunnet sælge store ørreder til relativt gode priser.

Der er dog skyer i horisonten for Norsk havbrug. Erhvervet har haft så stor betydning for norsk økonomi, at man i lang tid har kunnet affærdige de grønne interessers modstand mod laksefarme. Nu er modstanden imidlertid blevet stærkere og nået op på miljøministerniveau. Vi har fået henvendelser fra Norge om vores arbejde med akvakulturudvalget, og norsk havbrugsnæring er i en fase, hvor man er ved at erkende, at man ikke kan slå sig igennem den grønne modstand, men skal forhandle sig frem på basis af solide facts og argumenter.

Den umiddelbare betydning er nok, at det ikke bliver problemløst at udvide produktionen af laks og ørred i Norge i de næste par år. Især ikke når man tager i betragtning, at der er ved at være mangel på traditionelt relativt beskyttede lokaliteter. Der er derfor en god chance for, at et gunstigt prisniveau kan holdes nogle år endnu.

Det betyder forhåbentlig også, at nordmændene er blevet klar over ”træerne ikke vokser ind i himlen” og derfor vil være mere interesseret i at samarbejde med Danmark bl.a. om opdrætsteknologi og Off-Shore havbrug. Ved opstartmødet til vores Havbrugsteknologiske indsats: ”Blue Revolution” fik vi besøg af bl.a. Arne Fredheim, som bestemt var positiv over for denne mulighed. Hvis vi kan løse problemerne med placering af havbrug i den åbne Nordsø, har Danmark et stort produktions potentiale.

Generelt er dansk landbrugssektor en af den stærkeste i verden, idet vi udgør verdens tredjestørste fødevareklynge. Hvis det lykkes at engagere et dansk landbrug, som jo evner at producere og sælge store mængder fødevarer af høj kvalitet, i akvakulturen, vil vi kunne matche Norge på en ligeværdig måde. Nordeuropa har på grund af Golfstrømmen enestående naturgeografiske forudsætninger for at fortsat at kunne dominere den internationale produktion af store laksefisk, gerne gennem etablering af et godt samarbejde mellem Norge & Danmark.

En kæmpe forlader akvakulturen

Knud P. Brockdorff, en af dansk akvakulturs helt store personligheder, er for nylig død efter længere tids sygdom.

Jeg har haft fornøjelsen at kende Knud siden sidst i 70'erne. Han var en af dansk akvakulturs store pionerer og startede først, med egne midler tjent i tekstilbranchen, et havbrug i Storstrømmen med gode råd fra en anden af dansk fiskeopdræts store skikkelser: Knud Larsen.

Knud Brockdorff fortalte mig i malende vendinger, hvordan han stod i en varm sensommernat ved sit havbrug i Storstrømmen, og så på hvordan temperaturen steg, ilten sank og fiskene fik det dårligere og dårligere, uden at han kunne gøre noget. Hvis ikke der var kommet et gunstigt vejrskift med blæsevejr og kulde ville Knud have mistet hele sin investering og været færdig med havbrug.

Heldigvis kom det rigtige vejrskifte og Knud kunne fortsætte og fik opbygget en fin forretning med sin havbrugsproduktion, som han senere solgte for en god pris til dygtige nye kræfter.

Knud var hele sit liv iderig og kreativ og satte nye ting i gang. Allerede i de tidligere 80'ere havde han planer om et indpumpningsanlæg ved Fornæs ved Grenå med store ovale tanke og med den på daværende tidspunkt næsten science fiction-agtige store produktionskapacitet på 500 tons ørreder / år!

Projektet blev som mange andre gode ideer stoppet af Miljøets Mørkemænd, som troede, at man kunne løse vandmiljøets problemer ved at stoppe fiskeproduktion i Danmark, og som fik indført den misregulering af vores erhverv, som vi stadig døjer med.

Knud nød stor tillid blandt sine kolleger i havbrugserhvervet og var i en periode formand for havbrugerne.

Som typisk iværksætter skulle Knud videre, og valgte at arbejde med recirkuleret fiskeopdræt især for ål. Sammen med flere andre var han med til at starte åleopdræt i Danmark. I begyndelsen med opvarmet vand, men det blev hurtigt klart, at det var økonomisk umuligt at opvarme vand til god åletemperatur i gennemstrømning, og Knud blev derfor meget optaget af de forsøg, der på det tidspunkt foregik på VKI med recirkulation af vand for at spare varme.

Knud så straks mulighederne i dette og startede InterAqua, han satte hurtig en standard med et nøgle færdig koncept, med egen tank design mm. Med tiden udviklede han sin "Moving Bed" teknologi, som han ville erobre verdensmarkedet for recirkulationsopdræt med.

Som iværksætter tog han også risici, og måtte af og til ændre lidt i virksomheds strukturen, men hans ideer og iværksætterånd kører i dag videre i det nuværende InterAqua Advance, som nu er en vigtig spiller på det internationale marked for recirkulationsanlæg.

Den tid, der er gået godt kommer jo ikke dårligt tilbage, og jeg mindes stadig, hvordan Knud fejrede sin 60' års fødselsdag i Hamburg med en god middag, revy og høj cigarføring.

I det hele taget var Knud en livsnyder, som tog det sure med det søde, og var en konstant inspiration for sine omgivelser.

Jeg er glad for at have kendt Knud. Leve hans minde.

På havet er der plads

Leder i Akvakulturnyt

Fiskeproduktionen i verden stiger kraftigt med over 5 % om året. Men hvor skal foderet komme fra, spørger både opdrætterne og de interesseorganisationer, der følger vores virke? Bl.a. WWF og Greenpeace peger meget rigtigt på, at fiskeproduktionens (og al anden animalsk produktions) vigtigste økologisk fodaftryk ikke er knyttet til selve produktionen, men derimod til produktionen af foderet, hvad enten det sker ved at fange fisk eller ved at dyrke planker på land.

I det følgende er beskrevet mulighederne for at sikre en stabil forsyning med billigt foder, der produceres under miljømæssigt acceptable omstændigheder.

Business-as-Usual vil være at basere sig på at fiske vilde bestande for at skaffe fiskemel og fiskeolie. Denne mulighed må forventes at aftage i betydning. Forsyningen er varierende, usikker og op ad til begrænset. Desuden er industrifiskeriet udsat for et betydeligt pres fra de grønne NGO'er, som peger på, at industrifiskeriet i mange tilfælde har en negativ virkning på natur og miljø.

Dyrkning af foderplanter på land foregår allerede. I foderet til laksefisk er der nu kulhydrater fra korn, protein fra soja og landplanteolier. De sidste i en grad, så det risikerer at gå ud over det sundhedsmæssigt ønskværdige niveau for omega3 fedtsyrer i fiskene. Dette kan dog muligvis klares i den nære fremtid, i det flere af de stor agrofirmaer er tæt på at være klar med landplanter, der indeholder omega3 olier.

Planteproduktion på land er i konkurrence med andre anvendelser om plads, vand, næringsstoffer etc. Det er derfor interessant at undersøge muligheden for at dyrke foderet på havet.

Vi "Vandbønder" bliver ikke rigtige "Vandmænd" før vi selv kan dyrke vores foder.

Næsten halvdelen af den globale akvakulturproduktion er allerede muslinger og tang. Produktionen foregår især i Sydøstasien, klinet op ad kysten og er meget arbejdsintensiv. Vi kan flytte disse typer produktioner til de danske havområder (med et areal på 110.000 km2), hvis vi kan udvikle automatiserede teknologier til at dyrke tang og muslinger på åbent hav. Dansk Akvakultur vil tage initiativ til et havbrugsteknologisk udviklingsprogram for at fremme denne udvikling.

Danmark har gode styrkepositioner (energi, skibe, biotek) for at kunne deltage aktivt i og blive en stor spiller i den internationale udvikling af Offshore- Havbrug.

Også på dette område er "Danskens Vej til Ros og Magt: Oh Sortladne Hav"