Det man ikke ser...

Vi kan alle se, hvis en virksomhed bliver lukket og arbejdspladser flyttes til udlandet. Vi kan derimod ikke se de virksomheder og arbejdspladser, der ikke bliver oprettet, fordi vi har forkerte rammevilkår i Danmark.

Det vi ikke ser, fylder ingenting i den offentlige debat, og det er et massivt problem for udviklingen af det danske samfunds økonomi.

Landbrug & Fødevarer er netop udkommet med en rapport, der viser, hvad den danske biologiske produktion kan præstere, hvis den får fjernet møllestenen i form af en elendig miljøregulering. Og dermed angiver rapporten indirekte, hvad vi gået glip af i de seneste 25 år, mit skøn er en ophobet manglende produktion på mellem 500-1000 mia. kr.

Der er marked til at øge værdien af den samlede biologiske produktion med ca. 60 % frem til 2030, samtidig med at den samlede udledning af kvælstof, ammoniak og klimagasser holdes i ro eller kun stiger svagt. En stor præstation, som kun få lande vil kunne gøre os efter.

Akvakulturen er med i rapporten og det hedder i sammenfatningen:

Akvakulturen er den sektor, der er faldet mest tilbage i forhold til den globale udvikling, og er den sektor, der har det største fremtidige vækstpotentiale. Beregningerne viser en produktionsstigning på op til en faktor 5 frem mod 2030. Denne markante produktionsstigning afføder en stigning i udledning af kvælstof til åbne strømrige farvande, hvor miljøpåvirkningen er marginal.

Vi har således mistet en ophobet omsætning på ca. 50 mia. kr.: en pæn Storebæltsbro, på grund af den elendige regulering af vores erhverv. Det er nogle ekstremt dyrekøbte tons kvælstof, miljøet er blevet sparet for.

Ikke alene ville akvakulturen og samfundets økonomi have været meget bedre, miljøet og naturen villet ligeledes have haft det bedre.

Det skyldes dels, at en god miljøregulering belønner udvikling af miljøeffektiv teknologi dels, at den gode økonomi giver grundlaget for at gennemføre målrettede og kosteffektive forbedringer af naturen og miljøet f.eks.: fjernelse af stemmeværker, stenrev, åleudgræsplantning, naturskove etc.

Sund økonomi baseret på øget produktion og beskæftigelse er forudsætningen for at gøre det gode for miljøet og naturen.

Lad kunderne bestemme

I Danmark bliver udviklet den ene akvakulturstrategi efter den anden. Senest skal der nu på opfordring fra EU udformes endnu en Dansk akvakulturstrategi. Vi er efterhånden blevet godt trætte af disse strategier, da de indtil nu blot har medført forøgede omkostninger til nationale miljøforanstaltninger, og derved har bidraget til at forringe vores konkurrencedygtighed. Og selv om vi har forbedret miljøet dramatisk ved vores anlæg, har vi ikke fået mulighed for at producere et eneste tons fisk mere, end vi gjorde for 25 år siden.

Hvis vi havde fuldt den internationale markeds- og produktionsudvikling for laksefisk ville vi i dag have produceret 5 gange så meget som nu, dvs. 200.000 tons / år til en værdi af 5 mia. kr. / år. Den systematiske og ubetænksomme obstruktion af vores erhverv har over de 25 år kostet en samlet omsætning på ca. 50 mia. kr. Rigtige penge, som kunne have været brugt til mange gode ting.

Ikke alene er vi alle gået glip af disse gode penge, miljøet og naturen har det ligeledes dårligere end nødvendigt. Det skyldes dels den elendige miljøregulering, som har straffet folk for at gøre noget for miljøet i stedet for at belønne god opførsel. Og dels, at den manglende indtjening har begrænset mulighederne for at investere i udvikling af billige og snilde virkemidler.

Vi går nu i gang med at diskutere den nye akvakulturstrategi med ”systemet”. Der er bestemt positive ting i strategien, men den bærer desværre præg af, at alt for mange stadig opfatter udviklingen af akvakulturen som en miljøsag. Ordet miljø er f.eks. nævnt 69 gange i strategiudkastet, mens vækst kun er nævnt 24 gange.

Vi har bedt om at få vendt bøtten og insisterer på, at grundlaget for strategien skal være markedet og at miljøet ikke må begrænse udviklingen. Naturligvis vil vi fortsætte med at producere renere og renere, men fremover skal kunderne bestemme, hvor stor produktionen skal være i Dansk Akvakultur. Vi har en markedssituation, der gør at vi over en kortere årrække kan øge produktionen en 2-3 gange. Denne forventning skal danne udgangspunkt for den nationale strategi. Og så må alle gode kræfter samles om at sikre, at denne store produktionsforøgelse bliver udført så skånsomt som muligt.

EU og akvakulturen

EU har en plan, og vil gerne fremme akvakulturen. Det er jo sympatisk. Desværre er planen forsigtig og defensiv og tager ikke for fat i hovedproblemet, som er, at EU's akvakultur produktion er stagneret på et niveau på ca. 1.3 millioner tons/år gennem en årrække på grund af miljømæssig misregulering. I samme periode har Norge øget lakseproduktionen fra ingenting til ¾ million tons om året. EU' produktion er på 2,6 kg/pr. Person pr. år. Verdensgennemsnittet er ca. 10 kg. EU skal firdoble produktionen for at være med. Europa inklusive Norge er verdensmestre i laksefisk produktion, og kunne med de rette rammebetingelser forøge sit forspring markant.

EU's strategi lyser langt væk af, at man betragter "bæredygtighed", som mere centralt end produktionsvækst. Nu er "bæredygtighed" et gummibegreb, som det er svært at få greb om, og som efter min opfattelse er helt ubrugeligt til praktisk miljøforvaltning. Ofte bliver det fortolket, som om en given aktivitet ikke må medføre en forøget miljøbelastning eller en miljøbelastning overhovedet.

Sagen er imidlertid, at alle fødevareproduktioner sætter et stort fodaftryk på miljøet, og at det er umuligt at øge den Europæiske akvakulturproduktion hurtigt og betydeligt uden, at der, i det mindste midlertidigt, sker en væsentlig forøgelse af produktionens fodaftryk. Selv et såkaldt 0-emissions dambrug, som mange efterspørger, vil belaste miljøet med forbrug af energi, og plads og ressourcer til fremskaffelse af foder.

Kære toppolitikere i EU & Danmark. Så sig det dog til den Europæiske befolkning. Er der noget, der gør folk trætte af politik, er det de evindelige forsøg på at "lade som om", at man kan få både stærkt forøget produktion og meget forbedret miljø lige her og nu uden urimeligt store samfundsøkonomiske omkostninger.

På verdensbasis skal vi frem til at forsyne en befolkning af 10 milliarder af forhåbentlig velhavende mennesker med stigende mængder varierede, sunde og velsmagende fødevarer. Hvis disse fødevarer skal produceres her på jorden, og ikke på månen, vil det medføre et stigende fodaftryk, i det mindste i en periode.

Hvad vi fødevareproducenter kan gøre og allerede gør, er at formindske fodaftrykket i form af plads, ferskvand, energiforbrug og hjælpestoffer pr. produceret enhed støt og roligt i takt med de teknologiske muligheder. I Danmark er vi helt i front på dette område, og de kræfter, der presser på, for at flytte fødevareproduktionen væk fra Danmark skader derfor både den globale økonomi og det globale miljø.

Samfundet kan indføre en miljøregulering, der fremmer denne "afkobling" af produktion og belastning, og som giver incitament for at lægge om til produktionsformer, der formindsker fodaftrykket.

EU herunder Danmark må her og nu på linje med Norge umiddelbart sørge for, at akvakulturen, som er en af de mest miljøeffektive former for fødevareproduktion, får de nødvendige tilladelser til betydelige produktionsudvidelser, naturligvis inden for samfundsmæssigt acceptable rammer. I Dansk Akvakulturs plan for Grøn Vækst er vist, hvordan det kan gøres.

Slip kræfterne løs

Leder i Akvakulturnyt

Vi er i fuld gang med at klargøre vores tanker om en ny "bekendtgørelse for landbaserede akvakultursystemer", som vi håber, at myndighederne kan have klar inden sommer.

Vi beder om at blive reguleret ved hjælp af udlederkrav og miljøeffekter, og ikke med alle mulige andre detaljerede og bureaukratiske tiltag, som foderkvoter og produktion. Hvis vi bliver det, vil vi kunne overholde de miljømål, vi aftaler med samfundet samtidig med, at vi opfylder markedets behov for gode, sunde fisk.

Vi må desværre konstatere, at vores erhverv har været overreguleret, ja for ikke at sige direkte misreguleret i mange år. Allerede i firserne blev den rensningsteknologi udviklet, der ligger til grund for, at vi nu i nogle af "modeldambrugene" (vi må have et bedre navn, forslag udbedes) kan reducere vandindtag med 13 gange og den samlede belastning med stoffer med mere end 90 %.

Nogle af vores fremsynede medlemmer gik allerede på dette tidspunkt i gang med at undersøge mulighederne for at recirkulere og rense mere, men det blev stoppet af en "kommando-og-kontrol" tankegang, som sagde, at al hele den forbedrede rensning "skulle komme miljøet til gode". Det siger sig selv, at hvis der ikke er en gevinst til dambrugeren i form af øget produktion og indtægt, men kun udgifter ved en omlægning, er der ikke noget incitament for at lægge om.

Denne forfejlede politik har været skadelig for både miljøet og erhvervet.

Vi skal have en miljøregulering som opmuntrer til at producer mere, og belønner de dambrugere, som kan gøre det lidt bedre. Vi skal slippe kræfterne løs, så skal vore medlemmer nok finde på de rigtige tekniske løsninger, især hvis miljøreguleringen beskæftiger sig lidt som muligt med tekniske detaljer, BAT etc. og så meget som muligt med at fastholdelse af aftalte miljømål.

Vi er indstillet at indgå en frivillig overenskomst med samfundet om disse forhold f.eks. i det nationale akvakulturudvalg. Vi har noteret, at der er en vis skepsis i samfundet overfor frivillige aftaler med fødevareproduktionen, nogle gange fra de samme kredse, som er meget imod tvangsægteskaber. Det forekommer at være et indlysende demokratisk princip, at den frivillige overenskomst (det brede forlig etc.) er det bedste grundlag for holdbare løsninger. De forudsætter naturligvis at overenskomsten giver klare fordele for begge parter.

En miljøregulering, der slipper kræfterne løs, vil give gevinst for både erhvervet og miljøet. Lad os få den så hurtigt som muligt.

Dambrug 2.0

Forsøgene med modeldambrug; Dambrug 2.0, er nu afsluttet og rapporteret med et godt resultat. I middel har modeldambrug 3 gruppen lånt tretten gange mindre vand end gennemstrømningsdambrug (Dambrug 1.0) og har udledt den halve mængde kvælstof. Det er godt gået, og er en stor hjælp på vejen til at opfylde vores produktions- og miljømål. Vi har fået en del god presseomtale og mere er på vej.

De af vores kolleger, som har været ”forsøgskaniner” i projektet fortjener rigtig stor ros. Det var modigt og fremsynet at give sig i kast med så store investeringer på et ret usikkert grundlag. Nu gælder det om, at de virksomheder, der har taget risikoen ved udviklingen også kan høste en gevinst i form af foderopskrivninger og en mere enkel miljøregulering.

Miljøstyrelsen har nedsat en ”teknisk arbejdsgruppe” som skal analysere og vurdere resultaterne fra forsøgene. Den er kommet godt fra start og vil stræbe mod, at dambrugene kan reguleres med udlederkrav. Gruppen skal bl.a. se på, hvordan man enkelt og effektivt kan måle på udløbene fra dambrugene i form af en kombination af vandføringsvægtet prøvetagning og kontinuerte målinger af vandføring, temperatur, ilt etc. Gruppen skal dog ikke beskæftige sig med hvor meget råderum der er for N & P i de enkelte vandløb. Det vil vi søge løst i anden sammenhæng, f.eks. i et ”Akvakulturudvalg”, idet der fra alle parter er udtrykt ønske om at finde en helhedsløsning på dambrugenes miljøregulering både hvad angår miljømæssigt råderum og lovgivningen.

Gruppen skal arbejde indtil udgangen af 2009, så derfor er der brug for en løsning af de akutte problemer for modeldambrugerne. Foreningen arbejder med en tanke om at søge en midlertidig tilladelse til at udnytte produktionskapaciteten på modeldambrugene fuldt ud dog med max udledning på 20 kg N pr. tons fisk.

Det vil være muligt at komme videre endnu med at begrænse kvælstofudledningen ved denitrifikation og bedre slambehandling. På vandsiden ser det dog ud til blive temperaturreguleringer, der bliver den største begrænsning for at nedsætte vandmængden yderligere. Der kan bl.a. af den grund være værd at overveje at etablere ”skygge” på anlæggene.

Nu er Dambrug 2.0 ikke en patentløsning på alle problemer. Der er fisketyper, der bedst produceres i Dambrug 1.0 og forsøgene har ikke kørt længe nok til at afgøre om, der kan komme særlige problemer med sygdomme etc. Erhvervet skal fastholde en situation, hvor der er mangfoldighed af forskellige måder at producere fisk på. Men ligesom vi hele tiden støt forsøger at mindske produktionsomkostningerne må vi ligeledes være indstillet på konstant at forbedre vores miljøeffektivitet.

Den første leder i Akvakulturnyt

I min første leder i akvakulturnyt vil først jeg gerne takke den afgående formand, Jacob Bregnballe, for et stort arbejde for Dansk Akvakultur, og for at føre en sober "valgkamp". Jeg vil desuden gerne sige tak for den opbakning mange har vist mig både op til valget og i den første tid som ny formand.

Det er tydeligt for mange, at dialogen mellem medlemmerne og foreningens tillidsmænd i brancheudvalg og bestyrelser skal forbedres. Jeg har aftalt med den nyvalgte formand for Brancheudvalget for Dambrug, Peter Holm, at vi vil gøre en indsats for at kontakte og besøge enkeltmedlemmer og grupper af medlemmer, ligesom telefon og e-mail altid står åbne for henvendelser om ting, vi kan hjælpe med. Især vil vi gerne høre, om vi kan hjælpe med forholdet til myndighederne, som desværre i nogle tilfælde er kørt fast.

For et par uger siden sendte foreningen et brev til jer om et ”serviceeftersyn”, hvor foreningens konsulneter vil komme rundt og besøge de medlemmer, der har brug for det. Det var især møntet på muligheder for tilskud til miljøforbedringer, men kan samtidig ses som en anledning til at få diskuteret, hvad I i øvrigt har på hjerte.

Det er ikke nogen nem tid at være fiskeopdrætter i. Den bureaukratiske regulering gør det næsten umuligt at få lov at lave fisk, og den hårde internationale konkurrence gør det svært at sælge fiskene til gode priser, samtidig med at foderpriserne stiger.

Bestyrelsen er fuldt opmærksom på disse forhold og vil gøre noget ved det. Der er især 4 punkter, hvor vi vil sætte ind:

1. Vi har brug for en plan for produktions- og miljømål, som vi kan tale os til enighed med samfundet, herunder myndigheder og NGO’er om. Denne plan er under udarbejdelse, og viser, at vi på den lange bane vil kunne opfylde alle samfundets miljømål, og alligevel producere de fisk markedet efterspørger. På kort falder vores miljøbelastning målt ved alle indikatorer, undtagen kvælstof, som vi i en periode må have love at udlede mere af.
2. Salget af fisk skal der gøres noget ved. Der er ikke nogen nemme løsninger. Men jeg regner med at bestyrelsen på sit næste møde vil nedsætte et struktur / afsætningsudvalg med deltagelse af gode folk både inden for og uden for branchen. MIP systemet er allerede under fuld behandling i EU og vi vil nok hæve retorikken noget i en forbindelse.
3. VHS planen er god, men der mangler akut et ” veterinært slagteri” og det skal der gerne hurtigt findes en løsning på.
4. Vi har en god strategi for forskning og udvikling. Den skal gøres lidt skarpere og prioriteres bedre i forhold til vores produktions- og miljømål. Der er en del (men ikke ubegrænsede) midler til rådighed, og det vigtigt at vi for hver krone brugt på FU får mest muligt tilbage i form af produktionstilvækst og overskud.

Til slut opfordrer jeg igen til at I henvender jer direkte til mig eller Peter Holm, hvis der nogen synspunkter I gerne vil af med eller problemer I vil have taget op.