Viser opslag med etiketten kvælstofkvoter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kvælstofkvoter. Vis alle opslag

mandag den 20. juni 2011

Danmark: En havbrugsnation

Det er rigtig svært at pege på en finere fødevareproduktion end opdræt af ørreder i danske havbrug.

Den flotte, store ørred er sund - fyldt med det rigtige omega-3 fedt -, velsmagende og nem at tilberede.
Ørreden produceres med et lavt miljømæssigt fodaftryk. Først og fremmest på grund af en meget god udnyttelse af foderet. Men ligeledes fordi havbrugene placeres på lokaliteter med frisk strømmende vand, som er godt for fiskenes trivsel, og reducerer det lokale fodaftryk til det mindst mulige. Havbrugene støjer ikke, lugter ikke og kan, bortset fra foderskibet, ikke ses på nogle få hundrede meters afstand.

De store fisks velfærd sikres ved meget god plads i de store netkasser, som er: løsdriftsstalde på havet.
Akvakulturudvalget har anerkendt dette, og der er udarbejdet en god aftale mellem Dansk Akvakultur, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund om havbrugenes fremtid.

Alligevel har vore gode kolleger i havbrugene stadig masser af bøvl med at få nye tilladelser. Et nøglepunkt er de 250 tons kvælstof, som havbrugene foreløbig skal bruge for at ”kickstarte” produktionsfremgangen. Vi er enige med de ”grønne” om, at det nødvendige kvælstof skal findes på det samlede N-budget for de indre danske farvande og ikke i det enkelte vandopland og den enkelte kommune. Det burde være en smal sag for vores flittige miljøembedsmænd.
Men jeg vil også appellere til vores politikere og til vores kolleger, der producerer dyr og planter på land.

Kvælstoftilførslen til miljøet er en vigtig begrænsende faktor for fødevareproduktionen på linje med jordarealet. Det er piskende nødvendigt, at landbrugserhvervet i samarbejde med politikerne får flyttet kvælstoffet hen til de mest lønsomme anvendelser. Den omfordeling er ikke anderledes eller mere (eller mindre) vanskelig end at udforme et statsbudget, hvor øget aktivitet på et område skal modsvares af nedskæringer på et andet.
I skrivende stund har nogle af vores havbrugskolleger endog problemer med at finde ud af, hvor de skal sende deres nye iderige projekter, med fangkulturer og det hele, hen. Ikke mit bord, siger alle de involverede myndigheder.

Der er milliardindtægter for Danmark at hente på det stærkt voksende marked for store ørreder. Lad os nu komme i gang.

fredag den 15. april 2011

Vandplanerne og kvælstoffet

Vandrammedirektivet og vandplanerne er et behjertet forsøg fra EU’s side på at få styr på de Europæiske vandmiljøforhold.

Desværre indføres vandplanerne i Danmark på en måde, der med sikkerhed er skadeligt for produktionen af planter og dyr, og ligeledes skadeligt for miljøet, fordi man lægger ensidig vægt på kvælstof som årsag til problemerne.
Kvælstof er uomtvisteligt den vigtigste begrænsende faktor for primærproduktionen i de danske marine områder. Men selv om kvælstofudledningen er reduceret meget igennem mange år, står virkningen på iltsvind og sigtdybde ikke mål med anstrengelserne. Der er andre faktorer på spil:
  1. Ændringer i vejr og klima påvirker vandmiljøet.
  2. ”Frem og tilbage er ikke lige langt”. Det kan være meget besværligt og tage meget langt tid at komme tilbage til noget, der ligner den oprindelige tilstand, ved kun at ”dreje på kvælstofknappen”, og man kommer helt sikkert ikke tilbage af samme vej.
  3. Fysiske ændringer af de marine områder ved inddæmninger, fjernelse af sten og trawlfiskeri har fuldt så stor indflydelse på den økologiske tilstand som N-tilførslen.
  4. Andre danske kilder til kvælstof. Fra energi og trafik i Danmark udledes 150.000 tons NOx til luften. Det svarer rundt regnet til 50.000 tons N / år. Hvorfor skal de ikke indgå i den samlede plan for N-reduktion?
  5. Fra udlandet. I det hele taget importeres store mængder kvælstof ind- og ud af Danmarks luftrum. Det samme er tilfældet i de marine vandområder. Det er klart, at jo tættere man kommer på kysten jo mere ”fylder” det danske bidrag i billedet, men ude i det åbne Bælthav og Kattegat er Danmarks indflydelse begrænset.  
Den kontante konsekvens af disse forhold er, at selv om vi i morgen fjerner alle danske N-udledninger fuldstændigt vil vi ikke opnå god økologisk kvalitet i de danske marine områder, før vi har genoprettet den biologiske og fysiske struktur og før andre lande har reduceret deres N-udledninger ned til det forudsatte niveau.
Det betyder naturligvis ikke, at vi skal lade stå til, blot at der er god tid til at finde de rigtige løsninger, som baseres på en aftale med samfundet om miljømål, miljøforvaltning, virkemidler og en implementeringstakt, der fastholder konkurrenceevnen.

mandag den 18. maj 2009

Velkommen til ”Grøn Vækst” planen

Så kom den længe ventede Grøn Vækst plan. Der står nogle pæne ting om erhvervet. Bl.a. hedder det, at "Regeringen ønsker også at understøtte Grøn Vækst blandt dambrug og havbrug" og endvidere, at der skal være en "enstrenget og mere enkel miljøregulering".

Nu må vi i det nationale akvakulturvalg i gang med at udmønte de gode hensigter i praksis sammen med myndighederne og de relevante interesseorganisationer.

I den udstrækning den ny "grønne vækstplan" kan opfylde handlingsplanen om produktionsvækst op til 115.000 tons/år og inden for de fastlagte miljømæssige rammer, som er et maksimalt kvælstoftab på 2.400 tons/år og en 40 % reduktion af udledningen pr. produceret kg fisk, er vores erhverv naturligvis indstillet på at udvise den nødvendige smidighed for at finde gode konkrete løsninger.

Vi har hæftet os ved, at Grøn Vækst planen siger, at vi skal "lægge den nyeste forureningsbekæmpende teknologi til grund for reguleringen."

Vores erhverv er et moderne erhverv, som ved, at konstant teknologisk innovation er en afgørende forudsætning for at sikre lønsomhed og miljøeffektivitet i en verden præget af stærk global konkurrence. Vi bruger med god hjælp fra samfundet mange midler på at forbedre vores produktion og på at reducere vores aftryk på omgivelserne. Og forudsat, at vi får de rigtige rammebetingelser, især på miljøområdet, vil vi gerne være fremme i skoene og som nogen af de første i verden fortsat indføre de nyeste dambrugs- og havbrugsteknologier.

Imidlertid er det helt afgørende, at indførelsen af nye teknologier medfører en forøget konkurrencekraft. Hvis "den nyeste forureningsbekæmpende teknologi" blot medfører, at vi får et højere omkostningsniveau end vores internationale konkurrenter, vil ingen ansvarlig virksomhed indføre den.

Kort sagt vil vi gerne være med til en støt reduktion af vores miljømæssige fodaftryk, men kun hvis vi vokser og tjener penge imens.

Vi er endvidere glade for, at Grøn Vækst planen på kvælstofområdet lægger op til en: "markedsbaseret regulering med udgangspunkt i et system med omsættelige kvælstofkvoter". Det er en ide vi selv har været med til at bringe frem, fordi det er den billigste måde at opfylde givne N-reduktionsmål på. Den bringer kvælstoffet derhen, hvor er størst værditilvækst pr. kg kvælstof, og det er jo netop bl.a. inden for akvakultursektoren.

Vi deltager gerne i den konkrete udmøntning af dette princip, og vil gøre gældende at vores "startkvote" skal være 2.400 tons kvælstof, og at de omkostninger, der påføres erhvervet, skal tilbageføres til erhvervet f.eks. via yderligere investeringsstøtte og støtte til markedsføring.

Alt i alt er regeringens grønne plan et godt oplæg til diskussionen om et moderne Danmark, der fortsat afkobler sin (forhåbentlig solide) økonomiske vækst fra miljøpåvirkningen.