Der er udsigt til havet

Den nationale akvakulturstrategi ser ud til at åbne op for havbrug uden for de kystnære vandplanzoner og uden krav til kvælstofudledningen.

Det er i givet fald et stort fremskridt for vort fine erhverv. Havbrug er det bærende element i den stærke kundestyrede udvikling af produktionen af store laksefisk verden over.

Det er helt forståeligt, i det havbrug af store laksefisk er så tæt på den ideelle form for animalsk produktion, som det i virkelighedens verden er muligt at komme.

Ikke nok med, at havbrug har en overlegen driftsøkonomi. Klimamæssigt er havbrug perfekte, idet de bruger vedvarende energi fra havstrømme til at tilføre iltrigt vand af høj kvalitet til fiskene, og til at sprede og fortynde fiskenes affaldsstoffer så miljøpåvirkningen minimeres. Dyrevelfærdsmæssigt er forholdene tæt på det ideelle. Ørrederne har masser af plads i de store bure, og har som køer på en indhegnet mark fri udsigt til sine omgivelser, i dette tilfælde det storladne danske hav.

Og med den seneste teknologiske udvikling, med støtte fra GUDP, har det vist sig muligt at placere robuste burtyper i det åbne Storebælt uden at selv en rekordstorm har givet problemer.

Hertil kommer, at den sydlige del af de indre danske farvande, Østersøen er det bedste hav i verden til opdræt af store laksefisk på grund af den rigelige strøm af klart, brakt og køligt vand uden indhold af de lakselus, man døjer med i Norge.

Jeg var forleden til møde i Bruxelles med minister Martin og EU-parlamentsmedlem Kuhn begge fra Mecklenburg-Vorpommern. De var helt på det rene med, at det med Østersøens fine naturgeografiske forhold i mente, var uansvarligt af østersøstaterne at importere laksefisk og dermed eksportere besværet med produktionen til andre lande.

I det videre arbejde med den nationale strategi vil vi arbejde for, at der kan være havbrug i de strømrige dele af de kystnære vandplanzoner, og at kvælstofdiskussionen udsættes til efter 2027. Derved bliver der mulighed for at oprette 40 havbrugszoner og skabe langsigtet ro om vores erhverv, hvilket er en udtrykkelig forudsætning for at vi kan tiltrække kapital, ledelseskapacitet og dygtige og engagerede folk i det hele taget.

Den blå revolution: Mad fra havet

Udgivet som kronik i Børsen 12/10-12. Uddrag af artikel i Scenario, Instituttet for Fremtidsforsknings tidskrift.

Menneskene lever ifølge the Economist i Antropocænet. Det er en utrolig succesfuld æra for klodens liv og mennesker, idet vores viden og teknologi har gjort det muligt at øge jordens bærekraft fra under ti millioner mennesker i jæger-/samlerstadiet til et tocifret milliardantal i nutiden. Og samtidig gjort os mere robuste mod de farer, som naturen kan udsætte os for i form af nye istider, meteorer og supervulkaner.

Siden Malthus udtrykte sit pessimistiske syn på forholdet mellem befolkning og mad, har mange bekymret sig om jordens befolknings ville blive så stor, at den ville begrænse sig selv gennem manglende ressourcer og forurening. Det blev udtrykt i Grænser for Vækst bevægelsen i 70’erne og i klima- og modvækst-bevægelsen her i 2000-tallet.

Indtil nu har den menneskelige iderigdom og foretagsomhed gjort malthusianernes spådomme til skamme, ved at stille større ressourcer til rådighed for menneskets udvikling, end mange havde forventet.

Oceaner, som udgør 71 procent af jordens areal, udnyttes i dag kun i beskeden grad til at forsyne menneskene med mad og energi, og til dato på en primitiv måde. Som udtrykt af Jacques Cousteau:

”We must plant the sea and herd its animals using the sea as farmers instead of hunters. That is what civilization is all about – farming replacing hunting.”

For at forsyne flere mennesker med mere og bedre mad, herunder mere kød, skal fødevareproduktionen mere end fordobles inden for de næste hundrede år. Det kan ske ved at flytte en stor del af produktionen af planter og dyr ud på havet, hvor der er rigelig plads, vand og næringsstoffer, herunder CO₂, til rådighed for produktionen.

Havet spiller allerede via fiskeriet en stor rolle for verdens forsyning af mad. Fiskeriet har i mange år været stagnerende, og vil næppe kunne udvides meget. Derimod er der ikke grænser for udvikling af den globale havbaserede produktion: Marikulturen, som nu er på cirka 35 millioner tons per år til en værdi af 160 milliarder kroner.

Marikulturens største succeshistorie inden for nyere tid er lakseopdrættet. I løbet af de seneste 40 år er opbygget en produktion af cirka 1,5 millioner tons store laksefisk i havbrug, hovedsageligt i Nordeuropa.

Det danske søterritorium er på 105.000 km2, 2,5 gange større end landarealet. På 1 % af dette havareal vil der kunne udvikles en produktion af tang, muslinger og fisk til en værdi af ca. 15 mia. kr/år.

Man er nået længst med fisk, da den animalske produktion er den mest værdifulde og derfor bedst kan bære de tilknyttede omkostninger. Den danske producent af regnbueørred, Musholm, ligger på en stærkt eksponeret lokalitet i den åbne del af Storebælt, og er state-of-the-art mht. teknologi og størrelse: ca. 2.000 tons per år.

Den nye storskala produktion skal ud på det åbne hav, sikres adgang til næringsstoffer fra dybhavet og passes af robotter, hvilket kræver en betydelig satsning på teknologisk udvikling, før det er økonomisk realisabelt.

Hvad med naturen og miljøet?

Havbrug på åbent hav bruger plads, men er ellers overvejende godt for miljøet. Direkte gennem optag og tilbageføring til landjorden af kulstof, kvælstof og fosfor, som er til stede i verdenshavet, men især indirekte gennem fortrængning af landbaseret produktion med dennes tilhørende fodaftryk. For eksempel bruger den landbaserede planteproduktion meget ferskvand. Det koster 1.000 tons ferskvand at producere et tons hvede, men intet ferskvand at producere tang.

En dansk spidskompetence?

I Danmark er vi allerede rigtig dygtige til biologisk produktion og til at arbejde på og med havet. Det er derfor oplagt for danske virksomheder at være med til at udvikle disse store nye produktionsmuligheder med tilhørende kommercielle muligheder for at udnytte nye råvarer og levere opdrætsudstyr: ”Havets mejetærskere”, og forarbejdningsudstyr. GUDP har allerede støttet disse ideer. Det er vi som erhverv glade for og vi ser gerne et partnerskab med samfundet om forskning og udvikling på området. Ligesom vi appellerer til store danske erhvervsvirksomheder og vores kolleger i Landbrug og Fødevarer om at bidrage til udviklingen med deres viden og ressourcer. Vi beder i øvrigt blot politikerne om, at der rettidigt bliver udviklet det nødvendige regelsæt, f.eks. en marin zonelovgivning, således at udviklingen ikke sander til i bureaukrati.

Så skal vi nok opbygge en tocifret milliardomsætning, betalt af glade kunder og uden nogen statsstøtte til produktionen.