Bliv gammel, klog og smuk med fede fisk

Det er vist til overflod, at det er meget sundt at spise fede fisk som ørreder, laks og ål, hvad enten de kommer fra opdræt eller fiskeri.

Det skyldes de gode omega 3 fedtsyrer, som forstærker hjerne og hjerte, men også en række proteiner og mineraler er med til at gøre os sunde, bare vi spiser nok af de fede fisk.

Desværre er der folk derude, der på basis af et følelsesladet had til især opdrættede laksefisk, forsøger at så tvivl om fiskenes kvalitet ved at påstå, at fisk er fyldt med ”miljøgifte” og andet stads. Det er er det rene vrøvl. Både det foder, der bruges til opdrættet, og de opdrættede fisk kontrolleres omhyggeligt af fødevaremyndighederne, og vores fisk overholder til punkt og prikke de fastsatte levnedsmiddelhygiejniske grænseværdier. Det er derfor helt ufarligt at spise opdrættede ørreder og laks, endog i en sådan grad, at de danske fødevaremyndigheder anbefaler folk, der spiser særligt mange fisk især at spise opdrættede fisk, hvor fødevaresikkerheden er størst mulig.

En ting er, at der findes skøre og manipulerende folk derude. Næsten værre er det, at medierne hopper i fælden med samlede ben, som f.eks. når DR2 i strid med væsentlige presseetiske regler (ingen høring af den kritiserede part, ingen check af oplysningernes lødighed) alligevel bringer en fransk udsendelse om fisk, der er fyldt med vrøvl, løgne og fordrejninger.

Vi har gjort ophævelser til Danmarks Radios læserredaktør, og håber at få bragt en berigtigelse eller i det mindste at få vores synspunkter hørt.

Men vi vil gerne appellere til medierne om fremover at gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i problemstillingerne omkring akvakultur, inden man viderekolporterer falske oplysninger

Det er dybt uansvarligt at skræmme folk fra at spise fisk på et falsk grundlag og derved skade folkesundheden. 

Et frisk pust fra Bitz & Frisk

Det var en fornøjelse, at se B&F udsendelsen om lakseopdræt i Norge.

De unge mennesker gik til sagen med åbent sind, nysgerrighed og uden fordomme, og fik alt i alt givet et ganske retvisende billede af opdrætsformen.

Jeg har efter udsendelsen fået nogle kritiske spørgsmål om ”burlaks” og lakselus, som jeg gerne vil besvare, og vil endvidere benytte lejligheden til at nuancere nogle af udsendelsens betragtninger.

Frit svømmende laks

Laks i havbrug går ikke tæt og opdrætsformen kan under ingen omstændigheder sammenlignes med burhøns. Den maksimale tæthed i havbrug er 25 kg / m3 og for økologisk havbrug 10 kg / m3, dvs. fra 1-2,5 % af vandvoluminet er fisk. Når det ser tæt ud på et videobillede, er det fordi fiskens foretrukne adfærd er at gå i stimer og det er der netop rigtig god plads til i et stort netbur.  I Bitz & Frisk blev brugt et eksempel med et netbur på 120 m i omkreds og 30 meter dybt. Det giver et vandvolumen på godt 1100 m3, mere end tusind tons vand, hvilket er et stort volumen at svømme rundt i. Til sammenligning har hver burhøne godt et A4 ark at bevæge sig rundt på.

Endvidere svømmer laksene rundt i frisk strømmende vand af høj kvalitet og kan, som køer på en mark, se frit ud på omgivelserne (har udsigt til havet), og er blot hegnet ind af et fiskenet med store masker.

Lakselus

Lakselus, som kommer til havbrug fra de vilde fiskebestande, er rigtignok et problem. På linje med alle andre former for dyrehold har norske laksehavbrug problemer med parasitter, bakterier og vira. Som nævnt i udsendelsen kan og skal (det er ulovligt ikke at behandle) problemet kontrolleres ved behandling med lusemidler nøjagtig på samme måde, som hvis et barn får lus i en børnehave. Derved begrænses endvidere mulighederne for at smitte vilde fisk, der svømmer forbi.

I øvrigt er en af de gode ting ved dansk havbrug i forhold til norsk, er at vi på grund af lav saltholdighed ikke har problemer med lakselus.

Astaxanthin

Det blev helt korrekt nævnt, at laks skal have det naturlige farvestof Astaxanthin (krebserødt) for at kunne trives, men det kunne godt have været nævnt, at kunderne efterspørger jævnt røde og ikke blege laks.

Vegetarfisk

Det er korrekt, at vi har skåret mængden af marine råvarer (fiskemel og fiskeolie) ned i vores foder og erstattet det med landplanter. Vi er gået fra at bruge 5 kg vildfisk til at lave et kg laks til bruge 1-2 kg. Det er vi med rette blevet rost for af de grønne NGO’er, som gerne vil have fiskeriet aflastet. Men det siger sig selv, at vi derved langsomt men støt ”fortynder” indholdet af de sunde omega3 fedtsyrer. Men vi kan, som vist i udsendelsen, heldigvis stadig anprise vores fisk med et højt indhold af omega3.
Som ansvarligt erhverv er vi i fuld gang med at udvikle alternative råvarekilder, herunder muslinger og tang, som vi selv kan dyrke, til de vigtige proteiner og olier.
Jeg vil gerne anholde, at der skulle være noget odiøst i, at fiskens næringsstoffer kommer fra planter. Det er ganske rigtigt, at vilde laks og ørreder får deres proteiner og dermed aminosyrer fra andre fisk. Men for kvaliteten af den opdrættede fisk er det helt ligegyldigt om de nødvendige aminosyrer kommer fra en plante eller en fisk.
Som et kuriosum kan nævnes, at de vigtige olier produceres af havplanter nemlig af mikroalger. Og de små fisk, som laksen spiser, er kun en slags ”mad- og transportkasse” for omega 3 planteolierne.

Konklusion

Som nævnt i udsendelsen er opdræt af laks og ørreder i havbrug en af de mest bæredygtige måder at skaffe sig fisk på.

Danmark: En havbrugsnation

Det er rigtig svært at pege på en finere fødevareproduktion end opdræt af ørreder i danske havbrug.

Den flotte, store ørred er sund - fyldt med det rigtige omega-3 fedt -, velsmagende og nem at tilberede.

Ørreden produceres med et lavt miljømæssigt fodaftryk. Først og fremmest på grund af en meget god udnyttelse af foderet. Men ligeledes fordi havbrugene placeres på lokaliteter med frisk strømmende vand, som er godt for fiskenes trivsel, og reducerer det lokale fodaftryk til det mindst mulige. Havbrugene støjer ikke, lugter ikke og kan, bortset fra foderskibet, ikke ses på nogle få hundrede meters afstand.

De store fisks velfærd sikres ved meget god plads i de store netkasser, som er: løsdriftsstalde på havet.

Akvakulturudvalget har anerkendt dette, og der er udarbejdet en god aftale mellem Dansk Akvakultur, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund om havbrugenes fremtid.

Alligevel har vore gode kolleger i havbrugene stadig masser af bøvl med at få nye tilladelser. Et nøglepunkt er de 250 tons kvælstof, som havbrugene foreløbig skal bruge for at ”kickstarte” produktionsfremgangen. Vi er enige med de ”grønne” om, at det nødvendige kvælstof skal findes på det samlede N-budget for de indre danske farvande og ikke i det enkelte vandopland og den enkelte kommune. Det burde være en smal sag for vores flittige miljøembedsmænd.

Men jeg vil også appellere til vores politikere og til vores kolleger, der producerer dyr og planter på land.

Kvælstoftilførslen til miljøet er en vigtig begrænsende faktor for fødevareproduktionen på linje med jordarealet. Det er piskende nødvendigt, at landbrugserhvervet i samarbejde med politikerne får flyttet kvælstoffet hen til de mest lønsomme anvendelser. Den omfordeling er ikke anderledes eller mere (eller mindre) vanskelig end at udforme et statsbudget, hvor øget aktivitet på et område skal modsvares af nedskæringer på et andet.

I skrivende stund har nogle af vores havbrugskolleger endog problemer med at finde ud af, hvor de skal sende deres nye iderige projekter, med fangkulturer og det hele, hen. Ikke mit bord, siger alle de involverede myndigheder.

Der er milliardindtægter for Danmark at hente på det stærkt voksende marked for store ørreder. Lad os nu komme i gang.

På havet er der plads

Leder i Akvakulturnyt

Fiskeproduktionen i verden stiger kraftigt med over 5 % om året. Men hvor skal foderet komme fra, spørger både opdrætterne og de interesseorganisationer, der følger vores virke? Bl.a. WWF og Greenpeace peger meget rigtigt på, at fiskeproduktionens (og al anden animalsk produktions) vigtigste økologisk fodaftryk ikke er knyttet til selve produktionen, men derimod til produktionen af foderet, hvad enten det sker ved at fange fisk eller ved at dyrke planker på land.

I det følgende er beskrevet mulighederne for at sikre en stabil forsyning med billigt foder, der produceres under miljømæssigt acceptable omstændigheder.

Business-as-Usual vil være at basere sig på at fiske vilde bestande for at skaffe fiskemel og fiskeolie. Denne mulighed må forventes at aftage i betydning. Forsyningen er varierende, usikker og op ad til begrænset. Desuden er industrifiskeriet udsat for et betydeligt pres fra de grønne NGO'er, som peger på, at industrifiskeriet i mange tilfælde har en negativ virkning på natur og miljø.

Dyrkning af foderplanter på land foregår allerede. I foderet til laksefisk er der nu kulhydrater fra korn, protein fra soja og landplanteolier. De sidste i en grad, så det risikerer at gå ud over det sundhedsmæssigt ønskværdige niveau for omega3 fedtsyrer i fiskene. Dette kan dog muligvis klares i den nære fremtid, i det flere af de stor agrofirmaer er tæt på at være klar med landplanter, der indeholder omega3 olier.

Planteproduktion på land er i konkurrence med andre anvendelser om plads, vand, næringsstoffer etc. Det er derfor interessant at undersøge muligheden for at dyrke foderet på havet.

Vi "Vandbønder" bliver ikke rigtige "Vandmænd" før vi selv kan dyrke vores foder.

Næsten halvdelen af den globale akvakulturproduktion er allerede muslinger og tang. Produktionen foregår især i Sydøstasien, klinet op ad kysten og er meget arbejdsintensiv. Vi kan flytte disse typer produktioner til de danske havområder (med et areal på 110.000 km2), hvis vi kan udvikle automatiserede teknologier til at dyrke tang og muslinger på åbent hav. Dansk Akvakultur vil tage initiativ til et havbrugsteknologisk udviklingsprogram for at fremme denne udvikling.

Danmark har gode styrkepositioner (energi, skibe, biotek) for at kunne deltage aktivt i og blive en stor spiller i den internationale udvikling af Offshore- Havbrug.

Også på dette område er "Danskens Vej til Ros og Magt: Oh Sortladne Hav"

Kvaliteten i højsædet

Fede fisk er sunde. Vi lever længere og bliver smukkere og klogere af at spise mange fede fisk (ørred, ål, makrel, sild). Det skyldes fiskenes indhold af omega-3 fedtsyrer. Der har for nylig været en debat i medierne om forholdet mellem omega-3 fedtsyrer i opdrættede og vilde fisk, hvor der desværre er udbredt den misforståelse at opdrættede fisk skulle have et mindre indhold af omega-3 end vilde fisk. Det er helt forkert. Misforståelsen er opstået, fordi man har sammenlignet en opdrættet mager fisk: Mallen Pangasius med vilde fede fisk.

Magre fisk: torsk, pangasius, tilapia etc. er netop: Magre, dvs. at de indeholder meget lidt fedt og dermed også meget lidt omega-3. Disse fisk er ikke usunde at spise, men har slet ikke de samme aktive sundhedsfremkaldende egenskaber som fede fisk.

Når man sammenligner opdrættede og vilde fede fisk (laks, ørred, ål) er billedet ikke entydigt. Indholdet i vilde fisk varierer utroligt afhængigt af præcis, hvor fisken er fanget, og om der har været nok mad, der hvor den har levet. Indholdet af omega-3 i opdrætsfisk bestemmes af foderet og er derfor væsentligt mere konstant. Det er muligt at finde vilde fisk med både højere og lavere indhold af omega-3 end i opdrætsfisk.

For at gøre en lang historie kort er vi i erhvervet ved at planlægge en kampagne for at fortælle forbrugeren, at dansk producerede ørreder, ål og muslinger allerede indeholder et højt indhold af omega-3. Vi vil dertil gå et skridt videre og sammen med sundhedsmyndigheder og foderleverandørerne arbejde frem mod en deklaration, således at man kan være sikker på, at når forbrugeren spiser en dansk opdrættet ørred eller ål, har den en garanteret sund sammensætning af omega-3 og andre fedtsyrer.

Fisk er ikke bare fisk

Det står til troende, at man bliver smuk og klog og lever længe af at spise mange fede fisk.

Grunden til det er, at fede fisk har et stort indhold af flerumættede fedtsyrer af den særligt gunstige omega-3 type. Disse stoffer forhindrer hjertesygdomme, og de indgår i hjernens kemi, og sikrer at vi tænker klart og hurtigt.

Dansk Akvakultur producerer ørreder og ål som begge er fede fisk. Foruden at de smager rigtig godt, er disse fisk også usædvanlig sunde.

Magre fisk (torsk, pangassius) er bestemt også sunde, men ikke på den samme aktive måde som de fede fisk (ørreder, laks, ål, sild, makrel). Forbrugeren må for vores skyld gerne spise fisk hele ugen, men hvis man ikke har lyst til det, bør man sikre sig at de fisk, man spiser et par gange om ugen i det mindste er fede. Hvis man spiser dansk opdrættede ørreder og ål, får man i tilgift, at de er produceret med den mindst mulige påvirkning af miljøet i forhold til produktioner af de samme arter andre steder i verden.

Lige nu er der en aktuel debat i gang om indholdet af de rigtige (omega-3) fedtstoffer i akvakulturørreder og ål.

Det må med det samme slås fast, at opdrættede ørreder og ål indeholder et højt indhold af de rigtige fedtstoffer. Men det er ligeledes korrekt, at på grund af knaphed på marine råvarer er der sket en ændring i fiskenes kost, så de nu indtager flere planteolier end før. Det er egentlig ikke så tosset endda, fordi dyrkning af planteolier påvirker miljøet mindre end et massivt fiskeri efter marine planteolier, som kommer fra alger i havet og ophobes gennem fødekæden. Men naturligvis er vi nødt til at sikre os at vores fisk er ligeså sunde, som vi lover forbrugeren.

Vi er indstillet på i samarbejde med vores foderleverandører og sundhedsmyndighederne at udvikle en mærkning af vores produkter, som sikrer forbrugeren en aftalt "sundhedskvalitet" af vores ørreder og ål. Det bliver dog ikke gratis, hverken for erhvervet eller forbrugeren: Høj kvalitet koster penge.

På langt sigt vil vi arbejde på at erstatte "fangede" marine råvarer med skaldyr og planter dyrket på havet. F.eks. indeholder blåmuslinger ca. 1 % omega -3 fedtstoffer, og små hurtigtvoksende muslinger, som ikke er egnet til humankonsum, kan derfor med fordel bruges som foder til fisk og andre dyr.