Viser opslag med etiketten Bornholm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bornholm. Vis alle opslag

tirsdag den 25. marts 2014

Havbrug på Bornholm

Den danske vækstplan for akvakultur, som netop er sendt i høring, åbner op for havbrug. Dansk Akvakultur ønsker 40 havbrugszoner ved den åbne kyst i Danmark, heraf 5 ved Bornholm. Bornholm Havbrug A/S har allerede søgt om et pilothavbrug på en af disse lokaliteter, og havbruget forventes at starte her til foråret.
Det giver naturligvis anledning til kommentarer og spørgsmål blandt fra Bent Ernst Nielsen, som fornuftigvis spørger om produktionsmulighederne Bornholm og Østersøen kan sammenlignes med Norge.

Det korte svar er ja. På de fleste centrale områder er forholdene faktisk (meget) bedre ved Bornholm end i Norge.

Men allerførst, hvad er havbrug? Havbrug er brug af havet ligesom jordbrug er brug af jorden og dambrug er brug af damme. Der er derfor ikke noget, der hedder: ”havdambrug”, da der ikke er ”damme” i havet. Havbrug, også kaldet marikultur, har to hovedformer: opdræt af fisk i netbure på havet, og dyrkning af muslinger og tang fæstnet på liner eller net. Havbrug af laks er især kendt fra Norge, som har en produktion på 1,3 mio. tons laks om året. I Danmark har vi nu en produktion på 12.000 tons ørreder pr. i netbure fortrinsvis i den nære kystzone.

BEN har fuldstændig ret i, at Norge har brug for vedvarende erhvervsaktiviteter, der kan erstatte olie- og gasindustrien, når denne engang (om mange år) har udtømt lagrene.

Men det har Danmark også. Havet omkring Danmark er allerede kilde til stor økonomisk aktivitet i form af transport, offshore energi og fiskeri.

Men hvad få er opmærksomme på er, at de 105.000 km2 dansk søterritorium har et meget stort potentiale for produktion af fødevarer. Det er vurderet, at der blot på en procent af dette areal = 1000 km2 kan produceres mad i form af fisk, muslinger og tang til en værdi af 15 milliarder kr. Dette vil kunne afløse presset på landjorden og udnytte, at der på havet er masser af plads, vand og næringsstoffer til rådighed for produktionen.

Det er heller ikke almindelig kendt, at baggrunden for, at der er så gode forhold for landbrugsproduktion og for produktion af laksefisk i Nordeuropa, er Golfstrømmen, som sikrer, at det hverken er for varmt eller for koldt eller for tørt eller for vådt på vore breddegrader.

Den økonomiske videnskab er klar:  international arbejdsdeling er god. I Danmark er vi dygtige til at producere kvalitetsgrise, som vi bytter med gode biler fra Japan. Det bliver begge lande rigere af. Den internationale arbejdsfordeling slår særligt stærkt igennem, når et område har fine naturgeografiske fordele for at kunne specialisere sig i en bestemt for produktion. Det har vi i Nordeuropa og i udsøgt grad i Østersøen, som er verdens bedste hav til produktion af store laksefisk. Østersøen har den rigtige saltholdighed, er ikke for varm om sommeren, er relativt beskyttet mod ekstremvejr, har ingen lakselus og meget lav forekomst af alger, der er giftige for fisk. Den eneste ulempe i forhold til Norge er forekomst af is.

Det er en misforståelse at tro, at dybe norske fjorde, der ligger i læ for vinden, er særligt velegnede til havbrug.

Det er forståeligt, at havbrug startede i beskyttede fjordområder, hvor man kunne placere burene direkte op til kysten og servicere fiskene fra en bådebro fra land. Der er imidlertid mange ulemper forbundet med en sådan produktion og udviklingen går derfor i retning af at flytte og nyplacere havbrug på lokaliteter, der er langt mere eksponerede for bølger, vind og strøm. Det skyldes, at god havbrugsdrift forudsætter en stærk strøm og et frisk vandskifte dels for at sikre en god forsyning af fiskene med ilt og rent vand og motion=god kødkvalitet og dels for at minimere den lokale miljøpåvirkning.

Vandskiftet i en fjord er styret dels af ferskvandstilstrømningen til fjorden dels af tidevand og vind. De dybe Norske fjorde har et relativt dårligt vandskifte både fordi tidevands- og vindpåvirkninger er små og netop fordi de er dybe. Dybden medfører, at det vand, der skal ud og ind af fjorden, skal passere er stort tværsnit, hvilket giver lave strømhastigheder. Endvidere er der større risiko for, at affaldsstoffer fra fiskene ophobes i dybe fjorde, hvor vandskiftet ved bunden er dårligt.

Østersøen har ikke meget tidevand, men til gengæld en stor ferskvandstilstrømning. Netto løber der 500 km3 vand ud af Østersøen gennem de dansk bælte og sunde, hvilket svarer til vandføringen i Ganges floden eller Mississippi. Og vinden presser vand ind og ud af Østersøen i en cyklus på ca. 2-3 dage, således at bruttoudvekslingen omkring Danmark er på 2-3.000 km3 / år. Det giver ophav til en god strøm, hverken for hurtig eller for langsom for fiskene.

Om forurening er der at sige, at det er korrekt, at Østersøen desværre endnu indeholder for mange miljøfremmede stoffer, hvilket medfører, at store vildlaks ikke må spises, da de ophober stofferne via fødekæden. Men dette forhold er ikke noget problem for opdrættet, som kun får kontrolleret og rent foder.
Derimod er Østersøens vandkvalitet i form af salt, temperatur, iltindhold, klarhed og indhold af alger tæt på det ideelle for opdræt af store laksefisk.

Alt taget i betragtning er et derfor uansvarligt, grænsende til det uetiske, ikke at udvikle de havbrug ved Bornholm som vil blive til stor gavn for den internationale økonomi og det globale miljø og klima.

fredag den 15. marts 2013

Kulturhavet

Østersøen er et godt hav til produktion af store laksefisk. Først og fremmest har de centrale dele af Østersøen den helt rigtige saltholdighed således, at fiskene skal bruge mindst mulig energi på at tilføre eller fjerne vand og salt. Desuden er vandet ikke for varmt, der er meget lille risiko for forekomst af giftige alger og lakselus er ikke et problem. Endvidere er Østersøen beskyttet mod det åben oceans vejr-, bølge og tidevandspåvirkninger. På det lavvandede område, Kriegers Flak, er der desuden planlagt en stor havvindmøllepark, som fint vil kunne kombineres med en betydelig produktion af fisk i havbrug. Det hele er ikke ren idyl, da de åbne dele af Østersøen er eksponeret for relativt kraftige bølger, og der er rigeligt koldt om vinteren i forhold til de centrale dele af det golfstrømspåvirkede Norge. Endvidere er Østersøen for brak til produktion af blåmuslinger – dog ikke til dyrkning af værdifulde tangarter.

Alt i alt findes et stort uudnyttet potentiale for produktion af store laksefisk. Efter min opfattelse i flere hundredetusinder tons klassen. Som ville kunne give en tocifret milliardomsætning, tusindvis af arbejdspladser og masser af sunde, velsmagende ørreder og laks til det nordiske køkken. Flere danske kommuner som f.eks. Lolland, som i øvrigt desuden har store ferskvandsressourcer til en landbaseret produktion, Guldborgsund, Vordingborg og ikke mindst Bornholm har her et grundlag for en meget gunstig og tiltrængt erhvervsudvikling.

Det er heldigvis en erkendelse, der har bredt sig i det baltiske samfund, og der er adskillige internationale organer, der nu er gang med at forberede havbrug i Østersøen. Holdningen er stadig noget defensiv, idet man fortsat er rigeligt fikseret i forhold til natur- og miljøpåvirkninger af denne udvikling. Og rigtignok, havbrug i Østersøen vil medføre en øget belastning med næringsstoffer i tusinder af tons klassen. Men hvad så? Denne næringsstrøm vil være marginal i forhold til den eksisterende næringsstofbalance for Østersøen, som for kvælstof er på en halv til en million tons / år. Endvidere er Østersøen i modsætning til, hvad mange tror, ikke noget særligt næringsrigt hav, men har normalt meget klart vand. Iltsvind i Østersøens bundvand er hovedsageligt fremkaldt af hydrografiske forhold, hvor det ferske og lette overfladevand lægger låg på, så ilten ikke kan komme ned til det salte og tunge bundvand. Så uanset menneskelig aktivitet eller ej, vil der altid forekomme iltsvindshændelser i Østersøen.

Det er tiden at gøre op med ideen om, at Østersøen primært skal være et naturreservat. Østersøen er først og fremmest et hav, der i al historisk tid har været med til at fremme menneskenes kulturelle aktiviteter i form af landbrugs- og industriproduktion, beskæftigelse, ind- og udvandring, skibsfart og handel. Et sådant hav skal Østersøen stadig være. Det forhindrer ikke, at der bliver opstillet ambitiøse natur- og miljømål. De skal blot forfølges i en takt, der styres af den økonomiske og teknologiske udvikling, og må ikke spærre for åbenbare fornuftige erhvervsudviklinger. Østersølandene omkranser en unik naturgeografisk ressource og har et internationalt ansvar for at benytte denne til fødevareproduktion, i stedet for at importere fisk, vi selv bedst og mest miljøvenligt kan producere og derved eksportere miljø- og naturproblemer til andre lande.

Dansk Akvakultur vil tage initiativ til sammen med de berørte kommuner og de Baltiske organisationer at få havbrug på dagsordenen i Østersøen. Til gavn for både produktionen og miljøet.