Et frisk pust fra Bitz & Frisk

Det var en fornøjelse, at se B&F udsendelsen om lakseopdræt i Norge.

De unge mennesker gik til sagen med åbent sind, nysgerrighed og uden fordomme, og fik alt i alt givet et ganske retvisende billede af opdrætsformen.

Jeg har efter udsendelsen fået nogle kritiske spørgsmål om ”burlaks” og lakselus, som jeg gerne vil besvare, og vil endvidere benytte lejligheden til at nuancere nogle af udsendelsens betragtninger.

Frit svømmende laks

Laks i havbrug går ikke tæt og opdrætsformen kan under ingen omstændigheder sammenlignes med burhøns. Den maksimale tæthed i havbrug er 25 kg / m3 og for økologisk havbrug 10 kg / m3, dvs. fra 1-2,5 % af vandvoluminet er fisk. Når det ser tæt ud på et videobillede, er det fordi fiskens foretrukne adfærd er at gå i stimer og det er der netop rigtig god plads til i et stort netbur.  I Bitz & Frisk blev brugt et eksempel med et netbur på 120 m i omkreds og 30 meter dybt. Det giver et vandvolumen på godt 1100 m3, mere end tusind tons vand, hvilket er et stort volumen at svømme rundt i. Til sammenligning har hver burhøne godt et A4 ark at bevæge sig rundt på.

Endvidere svømmer laksene rundt i frisk strømmende vand af høj kvalitet og kan, som køer på en mark, se frit ud på omgivelserne (har udsigt til havet), og er blot hegnet ind af et fiskenet med store masker.

Lakselus

Lakselus, som kommer til havbrug fra de vilde fiskebestande, er rigtignok et problem. På linje med alle andre former for dyrehold har norske laksehavbrug problemer med parasitter, bakterier og vira. Som nævnt i udsendelsen kan og skal (det er ulovligt ikke at behandle) problemet kontrolleres ved behandling med lusemidler nøjagtig på samme måde, som hvis et barn får lus i en børnehave. Derved begrænses endvidere mulighederne for at smitte vilde fisk, der svømmer forbi.

I øvrigt er en af de gode ting ved dansk havbrug i forhold til norsk, er at vi på grund af lav saltholdighed ikke har problemer med lakselus.

Astaxanthin

Det blev helt korrekt nævnt, at laks skal have det naturlige farvestof Astaxanthin (krebserødt) for at kunne trives, men det kunne godt have været nævnt, at kunderne efterspørger jævnt røde og ikke blege laks.

Vegetarfisk

Det er korrekt, at vi har skåret mængden af marine råvarer (fiskemel og fiskeolie) ned i vores foder og erstattet det med landplanter. Vi er gået fra at bruge 5 kg vildfisk til at lave et kg laks til bruge 1-2 kg. Det er vi med rette blevet rost for af de grønne NGO’er, som gerne vil have fiskeriet aflastet. Men det siger sig selv, at vi derved langsomt men støt ”fortynder” indholdet af de sunde omega3 fedtsyrer. Men vi kan, som vist i udsendelsen, heldigvis stadig anprise vores fisk med et højt indhold af omega3.
Som ansvarligt erhverv er vi i fuld gang med at udvikle alternative råvarekilder, herunder muslinger og tang, som vi selv kan dyrke, til de vigtige proteiner og olier.
Jeg vil gerne anholde, at der skulle være noget odiøst i, at fiskens næringsstoffer kommer fra planter. Det er ganske rigtigt, at vilde laks og ørreder får deres proteiner og dermed aminosyrer fra andre fisk. Men for kvaliteten af den opdrættede fisk er det helt ligegyldigt om de nødvendige aminosyrer kommer fra en plante eller en fisk.
Som et kuriosum kan nævnes, at de vigtige olier produceres af havplanter nemlig af mikroalger. Og de små fisk, som laksen spiser, er kun en slags ”mad- og transportkasse” for omega 3 planteolierne.

Konklusion

Som nævnt i udsendelsen er opdræt af laks og ørreder i havbrug en af de mest bæredygtige måder at skaffe sig fisk på.

Fisk spiser Fisk

Leder i Akvakulturnyt

Nogle grønne organisationer: WWF og Greenpeace er, med en vis ret, meget optaget af om det foder, vi giver fiskene bliver fremskaffet på en økologisk effektiv måde. Og så sætter de trumf på og siger, at der går 3 til 4 kg våd fisk til at opdrætte et kg ørred, og en offentlighed, der ikke har tid til at sætte sig ind i problemet, synes måske umiddelbart, at det lyder helt forfærdeligt.

Nu er der ikke i grunden noget galt i at fodre fisk, kyllinger og andre husdyr med industrifisk, som der jo alligevel ikke er et marked for til andre anvendelser. Men som erhverv har vi da for lang tid siden erkendt, at vi må gøre os fri af afhængigheden af vilde fisk som foder til vores fisk.

For det første er mængden af ”foderfisk” op ad til begrænset af den naturlige produktion i havet, og der allerede nu for lidt mel og især olie til at forsyne den stærkt voksende produktion af laksefisk. For det andet kan der forventes et stigende pres på industrifiskeriet på grund af dets påvirkning af havmiljøet.

Vores foderleverandører er derfor over en årrække ved en systematisk indsats blevet dygtigere til at erstatte ”foderfiskene” med andre råvarer. Helt på samme måde som vi støt og konsekvent er blevet dygtigere til at udlede mindre stof pr. produceret enhed.

Foderudviklingen er kommet så langt, at vores gode kolleger: Peter Jessen, Biomar, og Viggo Hørlyck, Aller Aqua, har beregnet, at der til moderne ørredfoder maksimalt medgår 1,5 kg våd fisk pr. kg produceret ørred, og at vi hastigt nærmer os forholdet 1:1.

Hvilket er rigtigt langt fra de tal, som NGO’erne fører frem, hvilket vi nok skal fortælle dem.

Over en årrække kan vi imødese, at foderforsyningen bliver helt uafhængig af fangsten af vildfisk, og at vi producerer maden på land og på havet.

Vi skal dog undgå at lave rene ”vegetarfisk”. Godt nok kommer de gode fedtsyrer, som gør vores fisk så utroligt sunde at spise, fra alger i havet. Men det er godt, hvis vi stadig kan fylde olien ind i en pakke, der ”smager” af fisk. Fødevareforskerne fortæller mig, at indpakning betyder noget, og at det langt fra er sikkert, at en ”fiskeoliekapsel” er lige så sund som den samme mængde olie indtaget fra et godt måltid fisk.

En udvikling af havbrug, der kan dyrke råvaren til foderet i form af marine alger, skaldyr og andre organismer, der er billige at dyrke, vil både gøre os uafhængige af det begrænsede fiskeri, og samtidig aflaste landjorden for en areal- og ferskvandskrævende planteproduktion.

Vores erhverv bliver først for alvor et rigtigt ”vandbrug”, når vi på linje med vore kolleger på land, kan dyrke vores foder. I den forbindelse må vi ikke glemme, at 90 % af de fisk, der opdrættes i verden, er planteædere. Vi må have øjnene åbne for, om vi under danske forhold kan opdrætte multer, maller, tilapia eller andre planteædende fisk.