fredag den 16. marts 2012

Hastværk & lastværk


Dansk Akvakultur, har samme med den øvrige fødevareproduktion i Danmark været misreguleret i mange år, hvilke har været til stor skade både for miljøet og produktionen. Det er derfor godt, at akvakulturudvalgets anbefalinger, endelig efter knap to år, har fået sat skred i udformningen af et nyt regelsæt for erhvervet.

Miljøministeren lægger efter sigende stor vægt på, at de 95 dambrug, der mangler godkendelse, hurtigt kan opnå en sådan. Det er et ønske erhvervet deler. Det kræver en god og klar dambrugsbekendtgørelse, men der er efter vores vurdering desværre et stykke vej igen, inden DBG er god nok til at virke efter hensigten. Vi tror, det ville have været klogt at tage endnu nogle diskussions- og forhandlingsrunder med fagfolk, inden man sendte en delvis ufærdig BKG på gaden.

På nogle områder er bekendtgørelsen et stort fremskridt. Det nu klokkeklart, at vi kan gå over på udlederregulering, således at koblingen til foderforbrug og produktion er fjernet. Miljøministeriet har endvidere oplyst, at dambrugerne får alt det kvælstof, som vi har fået stillet i udsigt, og som vi har krav på.
Desværre er DBG uklar, kompliceret og svær at læse, hvilket kan give anledning til mange fortolkninger, og dermed besværlig sagsbehandling. Der er stadig nogle store ”knaster”, hvoraf jeg fremhæve krav til pumpning, impermeable membraner, og ikke det mindst det tossede krav om foderkvotienter, som er totalt misforstået i udlederkravsammenhæng, og som direkte vil hæmme udviklingen af moderne foder med færre uønskede råvarer.

Vi har allerede fået nogle afklaringer fra MiM. Og håber, at vi kan fortsætte i den dur, og enten få bekendtgørelsen udgivet i revideret udgave eller mindste får en hurtig afklaring på de tågede punkter og fjernet de værste knaster.

Vi er helt opmærksomme på, at der kan være et flertal i Folketinget for andre synspunkter end vores. Det er nu ikke vores indtryk. Men hvis det forholder sig sådan, må sagen jo endeligt afgøres af politikere og ikke af miljøadministratorer.

Når vi har et samlet tilfredsstillende resultat for udmøntningen af anbefalingerne, især inklusive kickstarten til havbrugene, vil vi som erhverv naturligvis lægge alle kræfter i en hurtig og smidig indførelse af de nye regler.