At gøre som man siger..

.. er en svær øvelse for mange. Ikke mindst for EU.

Netop hjemkommet fra endnu en fin EU konference om akvakulturen med deltagelse af ministre og kommissæren må jeg konstatere, at EU holder fine skåltaler, medens akvakulturen stagnerer eller ligefrem går tilbage i EU området. Sådan har det været i de seneste 20-30 år.

Men alligevel lægges der op til, at man fortsætter med mere af samme mislykkede politik, nemlig at forhindre lønsomme produktioner med gennemprøvede produktionsmetoder og efterspurgte produkter i at udvikle sig ved at fastholde en fortvivlet ringe miljøregulering samtidig med, at man lægger strategier for og poster milliarder af Euro i forskning, udvikling og investeringer i nicheproduktioner, der er på kanten af at være lønsomme, eller kun lønsomme med tilskud.

Kursen skal lægges om, og det bliver den først, når de europæiske politikere gør sig klart, at det ikke kan lade sig gøre at foretage en stor udvidelse (2-3 dobling) af den europæiske akvakulturproduktion uden, at den tilføres meget mere ”miljømæssigt råderum”, f.eks. i form af kvælstofkvoter, plads til lokaliserings el. lignende.

Dette råderum kan findes på to sammenhængende måder. Dels skal det vurderes, om der lige nu er den rigtige balance mellem EU-vandrammedirektivets miljømæssige hensyn og de overordnede samfundsøkonomiske hensyn til produktion, job og beskæftigelse. Det har aldrig været meningen med VRD, at det reelt skulle medføre en udfasning af europæisk fødevareproduktion til lande med ringere standarder for dyrevelfærd, miljø, natur og klima.

Desuden skal det sikres, at ”det miljømæssige råderum” kanaliseres hen til de sektorer, der giver størst samfundsmæssig gevinst i forhold forbrug af råderummet. Her ligger akvakulturen som bekendt lunt i svinget.
Det er en politisk opgave og politikernes udtrykkelige ansvar at finde disse balancer og fordele råderummet bedst muligt.

Jeg vil gerne appellere til de europæiske politikere og særligt til vores entusiastiske og bestemte kommissær Fr. Maria Damanakis om at tage den opgave på sig.

Hvis den europæiske akvakultur her-og-nu får det nødvendige råderum, og dermed kommer til at tjene penge, skal vi nok kvittere ved at udvikle effektive miljøteknologier, som på langt sigt sikrer, at vi producerer meget større mængder og værdier samtidig med, at vi mindsker vores behov for miljømæssigt råderum.

At pumpe eller ej

En af de meget fine ting ved klassiske dambrug (og ved havbrug) er, at vedvarende energi forsyner fiskene med rent vand og ilt og fjerner og omsætter affaldsstofferne. Det er derfor helt tosset, at den ny dambrugsbekendtgørelse stiller krav om, at vand skal pumpes ind i dambrugene.

Vi er naturligvis enige i akvakulturudvalgets anbefalinger af, at opstemninger ved dambrug skal væk og dermed, at en pumpeløsning i en række tilfælde vil være en nødvendig del af løsningen, men vi er helt uenige i at pumpning i alle tilfælde er den eneste løsning, og da slet ikke en pumpeløsning med tilbagepumpning til indtagspunktet. Det er i øvrigt tankevækkende i denne klimatid at høre, hvor begejstrede miljømyndighederne er for en løsning, der vil øge samfundets energiforbrug med 3,3 mio. kwh og CO2 udledningen med 1850 tons CO2.

Vi har mange praktiske eksempler på gode løsninger, der ikke indebærer pumpning. Vi har derfor foreslået Miljøstyrelsen, at man konkret for hvert enkelt dambrug bruger ”renere teknologiprincippet” og finder den bedste og billigste løsning, der sikrer reel for faunapassage og god vandløbstilstand i øvrigt, og benytter de midler, der allerede er afsat på finansloven til at gennemføre løsningerne.

Miljømyndighederne har befriende ærligt anerkendt at pumpeløsningen er indført for at forsøge at begrænse de erstatningsretlige konsekvenser af Tågelundsagen. Vi synes det ville være bedre for alle parter at finde en praktisk og mindelig løsning på opstemningssagen, frem for et langstrakt og opslidende forløb i taksaktionskommissioner og retssale.

Desværre er der i visse kredse en alt eller intet opfattelse af problemstillingen, hvor man ønsker ”høj økologisk tilstand” = uberørt natur i vandløbene i og ved dambrugene. Det er i modstrid med de generelle EU krav til miljømål, som er ”god økologisk tilstand” = tæt på naturtilstanden. I vandplanerne er ”tæt på” defineret omtrent som et firs procent niveau. Det er helt givet, at der kan findes gode løsninger ved alle dambrug, der ændrer vandløbets tilstand og faunapassagen med mindre end 20 % i forhold til naturtilstanden, og som i mange tilfælde ikke indebærer pumpning.

Lad os bruge vores fælles viden og kreativitet til at finde disse ”gode nok” løsninger. Så de penge, samfundet sparer, kan bruges på andre områder med større nytteværdi og uden et unødigt og miljøbelastende merenergiforbrug.