onsdag den 6. juni 2012

Prisen skal ned


Der er gode grunde til, at vi indfører ny teknologi i vores erhverv. Vi får bygget nye anlæg: modeldambrug, FREA etc. som producerer mere for mindre: mht. arbejdskraft, vand og tab til miljøet.

Desværre er der betydelige omkostninger knyttet til de nye anlæg. Naturligvis i penge, men ligeledes i materialer og energi til bygning og drift. De nye anlæg har bestemt ikke været en dans på roser. Der har været og er desværre nogle af vores kolleger, der har forkøbt sig og har store økonomiske vanskeligheder, ikke mindst fordi miljømyndighederne, både nationalt og kommunalt, ikke har holdt, hvad man har lovet, da man oprindeligt satte modeldambrugsprojekterne i gang, nemlig en fuld foderopskrivning med tilhørende kvælstofudledning.

Det har gjort, at de fleste modeldambrug har kørt med ”tomme stalde” dvs. en produktion, der er fra 10 % helt op til 40 % under det, der var givet løfte om. Og det siger selv, at så tjener man for få penge eller man får ligefrem underskud.

Det er der heldigvis rettet op på i den nye dambrugsbekendtgørelse. Og vi må forvente, at alle dambrugskommunerne nu med øjeblikkelig virkning vil sørge for, at miljøgodkendelsen giver mulighed for fuld kapacitets udnyttelse op til kvælstofloftet. Jeg har lige haft et godt møde med borgmester Arne Sigtenbjerggaard i en af Danmarks store klassiske dambrugskommuner: Vejle, og har god grund til at tro, at vi nu får ordnede forhold i den kommune.

Men selv om dette problem nu burde være løst, må jeg konstatere, at nye dambrug stadig er for dyre. Helt konkret mener jeg, at vi for opdræt af portionsørreder skal ned på en investeringsomkostning på under 15 kr/kg og en merdriftsomkostning på under 1 kr/kg til elektricitet.

Her vil jeg gerne appellere til vores anlægsleverandører inden for og uden for AquaCircle om at tænke nyt. Der bliver anvendt gode, gennemprøvede, men dyre teknologier. Der er brug for nogle teknologiske gennembrud i samarbejde med det teknisk/videnskabelige miljø i videnbranchen. REFA projektet kan vise vejen, men det kræver et tæt samarbejde med praktiske dambrugere og anlægsleverandører.
Vi er klar til at købe, men få nu den pris sat ned.