Den blå revolution: Mad fra havet

Udgivet som kronik i Børsen 12/10-12. Uddrag af artikel i Scenario, Instituttet for Fremtidsforsknings tidskrift.

Menneskene lever ifølge the Economist i Antropocænet. Det er en utrolig succesfuld æra for klodens liv og mennesker, idet vores viden og teknologi har gjort det muligt at øge jordens bærekraft fra under ti millioner mennesker i jæger-/samlerstadiet til et tocifret milliardantal i nutiden. Og samtidig gjort os mere robuste mod de farer, som naturen kan udsætte os for i form af nye istider, meteorer og supervulkaner.

Siden Malthus udtrykte sit pessimistiske syn på forholdet mellem befolkning og mad, har mange bekymret sig om jordens befolknings ville blive så stor, at den ville begrænse sig selv gennem manglende ressourcer og forurening. Det blev udtrykt i Grænser for Vækst bevægelsen i 70’erne og i klima- og modvækst-bevægelsen her i 2000-tallet.

Indtil nu har den menneskelige iderigdom og foretagsomhed gjort malthusianernes spådomme til skamme, ved at stille større ressourcer til rådighed for menneskets udvikling, end mange havde forventet.

Oceaner, som udgør 71 procent af jordens areal, udnyttes i dag kun i beskeden grad til at forsyne menneskene med mad og energi, og til dato på en primitiv måde. Som udtrykt af Jacques Cousteau:

”We must plant the sea and herd its animals using the sea as farmers instead of hunters. That is what civilization is all about – farming replacing hunting.”

For at forsyne flere mennesker med mere og bedre mad, herunder mere kød, skal fødevareproduktionen mere end fordobles inden for de næste hundrede år. Det kan ske ved at flytte en stor del af produktionen af planter og dyr ud på havet, hvor der er rigelig plads, vand og næringsstoffer, herunder CO₂, til rådighed for produktionen.

Havet spiller allerede via fiskeriet en stor rolle for verdens forsyning af mad. Fiskeriet har i mange år været stagnerende, og vil næppe kunne udvides meget. Derimod er der ikke grænser for udvikling af den globale havbaserede produktion: Marikulturen, som nu er på cirka 35 millioner tons per år til en værdi af 160 milliarder kroner.

Marikulturens største succeshistorie inden for nyere tid er lakseopdrættet. I løbet af de seneste 40 år er opbygget en produktion af cirka 1,5 millioner tons store laksefisk i havbrug, hovedsageligt i Nordeuropa.

Det danske søterritorium er på 105.000 km2, 2,5 gange større end landarealet. På 1 % af dette havareal vil der kunne udvikles en produktion af tang, muslinger og fisk til en værdi af ca. 15 mia. kr/år.

Man er nået længst med fisk, da den animalske produktion er den mest værdifulde og derfor bedst kan bære de tilknyttede omkostninger. Den danske producent af regnbueørred, Musholm, ligger på en stærkt eksponeret lokalitet i den åbne del af Storebælt, og er state-of-the-art mht. teknologi og størrelse: ca. 2.000 tons per år.

Den nye storskala produktion skal ud på det åbne hav, sikres adgang til næringsstoffer fra dybhavet og passes af robotter, hvilket kræver en betydelig satsning på teknologisk udvikling, før det er økonomisk realisabelt.

Hvad med naturen og miljøet?

Havbrug på åbent hav bruger plads, men er ellers overvejende godt for miljøet. Direkte gennem optag og tilbageføring til landjorden af kulstof, kvælstof og fosfor, som er til stede i verdenshavet, men især indirekte gennem fortrængning af landbaseret produktion med dennes tilhørende fodaftryk. For eksempel bruger den landbaserede planteproduktion meget ferskvand. Det koster 1.000 tons ferskvand at producere et tons hvede, men intet ferskvand at producere tang.

En dansk spidskompetence?

I Danmark er vi allerede rigtig dygtige til biologisk produktion og til at arbejde på og med havet. Det er derfor oplagt for danske virksomheder at være med til at udvikle disse store nye produktionsmuligheder med tilhørende kommercielle muligheder for at udnytte nye råvarer og levere opdrætsudstyr: ”Havets mejetærskere”, og forarbejdningsudstyr. GUDP har allerede støttet disse ideer. Det er vi som erhverv glade for og vi ser gerne et partnerskab med samfundet om forskning og udvikling på området. Ligesom vi appellerer til store danske erhvervsvirksomheder og vores kolleger i Landbrug og Fødevarer om at bidrage til udviklingen med deres viden og ressourcer. Vi beder i øvrigt blot politikerne om, at der rettidigt bliver udviklet det nødvendige regelsæt, f.eks. en marin zonelovgivning, således at udviklingen ikke sander til i bureaukrati.

Så skal vi nok opbygge en tocifret milliardomsætning, betalt af glade kunder og uden nogen statsstøtte til produktionen.

Havbrug og vindmøller

De indre danske farvande fylder ca. 25.000 km2. Alligevel er der kamp om pladsen. Det er derfor en god ide at undersøge mulighederne for at bruge de begrænsede arealer til flere formål. Dansk Akvakultur deltager i et EU projekt: Mermaid, hvor man netop undersøger mulighederne for at kombinere havbrug af fisk, muslinger og tang med havvindmøller. DONG er med i projektet og vi undersøger sammen først og fremmest Kriegers Flak, som ligger midt i den vestlige Østersø og er en del af den danske, svenske og tyske zone. På denne lokalitet forventes om nogle få år at blive etableret en stor vindmøllepark. Vandet er godt til opdræt af ørreder, med lav saltholdighed og ikke for varmt om sommeren, så vi lægger billet ind på at etablere et eller flere havbrug i samme område.

Den vigtigste grund til at kombinere de to aktiviteter er den forbedrede arealudnyttelse. Der er kun et begrænset antal lokaliteter i indre danske farvande, hvor der er gode forhold for havbrug og for vindmøller. Hvis det ene udelukker det andet, vil der være endnu færre muligheder. De foreløbige vurderinger tyder på, at vindmøller og havbrug til fisk godt kan sameksistere. Havbrugene fylder kun lidt i forhold til arealet af vindmølleparken, og placeret korrekt vil de ikke kunne udgøre en risiko for kabelføringer eller genere vedligeholdelsen. Tværtimod kan der være en mulighed for at udgifter til transport og vedligeholdelsesplatforme kan deles mellem de to interessenter. Ikke store beløb, men lidt har også ret.

Muslinger og tang er lidt mere kompliceret, da disse produktionsformer fylder ligeså meget som vindmølleparken, men Mermaid vil afdække potentialet.

I akvakulturudvalget blev peget på kystzoneplanlægning som et vigtigt redskab til at sikre plads til de nye havbrug. Denne planlægning er, bl.a. på Miljøstyrelsens foranledning, nu gået i gang sammen med vores havbrugere, og der er foreløbigt udpeget fyrre havbrugsområder af en km2 i de indre danske farvande syd for Djursland. Der vil nu, gennem Mermaid, blive foretaget en beregning og vurdering af den hygiejniske sikkerhedsafstand. Havbrugene må ikke placeres så tæt, at smitterisikoen fra det ene havbrug til det andet er for stor, da vi under ingen omstændigheder ønsker at sætte vores høje veterinære standard over styr. Vi må derpå se om der kan blive plads til flere eller færre end de fyrre.

Alle havbrugene foreslås placeret i frisk strømmende vand, hvilket er godt både for fiskene og for miljøet. Både den lokale og regionale miljøpåvirkning fra disse placeringer er så marginal, at vi vil argumentere for at udskyde kvælstofdiskussionen, indtil de andre lande i Østersøregionen får taget deres del af slæbet.

Zoneplanlægning er både på land og på havet svaret på, hvordan man sikrer plads til praktisk lønsom produktion og til natur og miljø. Det er på høje tid, at Danmark får lagt disse planer.