Østersøen er et godt hav til produktion af store laksefisk. Først og fremmest har de centrale dele af Østersøen den helt rigtige saltholdighed således, at fiskene skal bruge mindst mulig energi på at tilføre eller fjerne vand og salt. Desuden er vandet ikke for varmt, der er meget lille risiko for forekomst af giftige alger og lakselus er ikke et problem. Endvidere er Østersøen beskyttet mod det åben oceans vejr-, bølge og tidevandspåvirkninger. På det lavvandede område, Kriegers Flak, er der desuden planlagt en stor havvindmøllepark, som fint vil kunne kombineres med en betydelig produktion af fisk i havbrug. Det hele er ikke ren idyl, da de åbne dele af Østersøen er eksponeret for relativt kraftige bølger, og der er rigeligt koldt om vinteren i forhold til de centrale dele af det golfstrømspåvirkede Norge. Endvidere er Østersøen for brak til produktion af blåmuslinger – dog ikke til dyrkning af værdifulde tangarter.
Alt i alt findes et stort uudnyttet potentiale for produktion af store laksefisk. Efter min opfattelse i flere hundredetusinder tons klassen. Som ville kunne give en tocifret milliardomsætning, tusindvis af arbejdspladser og masser af sunde, velsmagende ørreder og laks til det nordiske køkken. Flere danske kommuner som f.eks. Lolland, som i øvrigt desuden har store ferskvandsressourcer til en landbaseret produktion, Guldborgsund, Vordingborg og ikke mindst Bornholm har her et grundlag for en meget gunstig og tiltrængt erhvervsudvikling.
Det er heldigvis en erkendelse, der har bredt sig i det baltiske samfund, og der er adskillige internationale organer, der nu er gang med at forberede havbrug i Østersøen. Holdningen er stadig noget defensiv, idet man fortsat er rigeligt fikseret i forhold til natur- og miljøpåvirkninger af denne udvikling. Og rigtignok, havbrug i Østersøen vil medføre en øget belastning med næringsstoffer i tusinder af tons klassen. Men hvad så? Denne næringsstrøm vil være marginal i forhold til den eksisterende næringsstofbalance for Østersøen, som for kvælstof er på en halv til en million tons / år. Endvidere er Østersøen i modsætning til, hvad mange tror, ikke noget særligt næringsrigt hav, men har normalt meget klart vand. Iltsvind i Østersøens bundvand er hovedsageligt fremkaldt af hydrografiske forhold, hvor det ferske og lette overfladevand lægger låg på, så ilten ikke kan komme ned til det salte og tunge bundvand. Så uanset menneskelig aktivitet eller ej, vil der altid forekomme iltsvindshændelser i Østersøen.
Det er tiden at gøre op med ideen om, at Østersøen primært skal være et naturreservat. Østersøen er først og fremmest et hav, der i al historisk tid har været med til at fremme menneskenes kulturelle aktiviteter i form af landbrugs- og industriproduktion, beskæftigelse, ind- og udvandring, skibsfart og handel. Et sådant hav skal Østersøen stadig være. Det forhindrer ikke, at der bliver opstillet ambitiøse natur- og miljømål. De skal blot forfølges i en takt, der styres af den økonomiske og teknologiske udvikling, og må ikke spærre for åbenbare fornuftige erhvervsudviklinger. Østersølandene omkranser en unik naturgeografisk ressource og har et internationalt ansvar for at benytte denne til fødevareproduktion, i stedet for at importere fisk, vi selv bedst og mest miljøvenligt kan producere og derved eksportere miljø- og naturproblemer til andre lande.
Dansk Akvakultur vil tage initiativ til sammen med de berørte kommuner og de Baltiske organisationer at få havbrug på dagsordenen i Østersøen. Til gavn for både produktionen og miljøet.
Opslag
