De grønne kan man stole på

Dansk Akvakultur er glade for samarbejdet med Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening. Ikke fordi vi ikke kan blive irriterede på hinanden og skændes så det brager, fordi vi vil noget meget forskelligt. Men fordi det er store og seriøse organisationer, som man kan indgå bindende aftaler med.

Overordnet set har vi med akvakulturudvalgets anbefalinger sammen taget et stort skridt til at skabe bedre rammer både for udvikling af miljøet og for produktionen. Og vi kan se, at Natur- og Landbrugskommissionen har fulgt de gode takter.

Men vi er sat i vej for at fremme forskellige interesser. Dansk Akvakultur arbejder legitimt og naturligt for et større råderum til akvakulturen. På samme måde arbejder DSF & DN lige så legitimt og naturligt for et større råderum til naturen & miljøet. At blive irriteret over dette, er lige så nytteløst som at blive irriteret på en kunde, der vil give for lidt for fiskene, eller på en foderleverandør, der vil have for meget for sit foder. Der er kun en vej, at forhandle sig til en løsning, som er god for begge parter.

Men hvorfor anker de grønne så nogen af vores sager, selv om vi selv mener, de lever op til anbefalingerne?

Det er det gode grunde til. Anbefalingerne er ikke et juridisk bindende dokument, der afklarer alle detaljer i alle konkrete sager. Anbefalingerne er et fælles aftalepapir, som sætter en overordnet ramme for den videre udvikling af vort erhverv. Anbefalingerne skal først og fremmest udmøntes via ændringer i rammevilkårene, og her halter det fortsat. Lad mig nævne vandplaner, de syv knaster, havbrugszoner m.m. Derfor er det er helt legitimt, at der kan være forskellige fortolkninger af indholdet i fx en konkret miljøgodkendelse.

Desuden er det indlysende, at hvis der ikke har været en forhandling med de grønne om den konkrete miljøgodkendelse, står man helt frit til at påklage, ligesom vi heller ikke holder os tilbage.

Jeg vil derfor opfordre vores medlemmer til konkret at forhandle kommende nye typer miljøgodkendelser med DSF & DN. Hvis man ikke kan blive enige, må sagen gå sin gang. Men hvis man bliver enige, bliver sagen ikke påklaget af nogen af parterne. Og det har vi nu en del eksempler med Fole dambrug, Agersø Havbrug og Musholms nye pilothavbrug langt ude i Storebælt, og der er flere lignende aftaler på vej.

På overfladen ser der ude til at være markante interessekonflikter. Men jeg er ikke sikker på, at det stikker så dybt. Jeg kender ikke nogen dambrugere eller havbrugere, som ikke værdsætter en flot natur og et godt miljø. Og jeg kender heller ikke nogen medlemmer af DSF & DN, som ikke er glade for at spise fisk, skaldyr og tang dyrket med stadig mere skånsomme produktionsmetoder.

Så lad os nu få løst problemerne i et fortsat godt samarbejde.

Spildevand & biologisk produktion

I forbindelse med Jacob Bregnballes og min kronik i Ingeniøren om opdræt af laksefisk er den gamle traver, om at udledningen fra havbrug svarer til mange personers spildevand, dukket op igen.

Norsk TV har f.eks. i en udsendelse fra 2010 sammenlignet udledningerne fra de norske havbrug med spildevandet fra nordmændene.

Lad os se på kvælstoffet. De norske havbrug producerede i 2013 ca. 1.3 mio. tons laks og udledte ca. 50.000 tons kvælstof. En personækvivalent for kvælstof er knap 5 kg/person/år. Så umiddelbart set svarer udledningen til godt 10 mio. personers spildevand, og det er jo en del.

Kæden hopper af, når man bekvemt glemmer, at for at der kan komme noget ud af den ene ende af en person, må der nødvendigvis puttes noget ind i den anden ende. I Danmark producerer vi mad til 15 mio. mennesker med et kvælstoftab fra produktionen på godt 250.000 tons. Det svarer til knap 20 kg N / person. Hertil kommer, at vi skal bruge energi til varme, transport etc., som er ansvarlig for en udledning på i runde tal yderligere 5 kg N/person. Her er der ikke taget hensyn til, at vi importerer en mængde energikrævende materielle produkter bl.a. fra Kina, som er meget mindre energi- og miljøeffektive end os
.
Så en komplet person ækvivalent er derfor nærmere 5(spildevand)+20(mad)+5(energi) = 30 kg N/person.

Det bringes os ned under to mio. personer, hvilket er mere håndterligt, men stadig en del.

Et dansk nøgletal for laksespisning er  ca.  5 kg/person/år. Dvs. at nordmændene producerer laks til 260 mio. mennesker, og så er de knap to mio. jo straks et meget mere overskueligt tal. Hertil kommer, at menneskespildevand er stærkt uhygiejnisk og fyldt med tungmetaller og miljøfremmede stoffer, hvorimod det der kommer ud af laksene i et fiskebur, er det samme, som vilde fisk præsterer.

Så sammenligningen med menneskespildevand er useriøs og politisk propaganda fra folk, der af usaglige grunde ikke bryder sig om lakseopdræt.

Nej, sandheden om opdræt af laksefisk er, at det er en af verdens mest miljøeffektive animalske produktioner, målt ved ressourceforbrug, vandforbrug og udledningen pr. produceret enhed. Det er anerkendt af forskningsverdenen og af de grønne NGO’er. Og det skyldes simpelthen, at fisk er vekselvarme dyr og lever i vand, og derfor ikke bruger meget energi til at holde sig varme og holde sig oprejst. Så fiskenes foderudnyttelse, og udskillelse af affaldsstoffer er derfor meget bedre end for pattedyr.

De fleste norske havbrug ligge endvidere på lokaliteter tæt på åbent hav, hvor de naturlige stofstrømme er størrelsesordener over den direkte udledning fra havbrugene og miljøpåvirkningen derfor er marginal. I den udstrækning laksene fodres med andre fisk fanget i havet, er der oven i købet tale om en nettofjernelse af næringsstoffer fra havet. Op til 50.000 tons kvælstof og ikke mindst 5.000 tons fosfor, som alle ved er en begrænset ressource.

Jo flere laks og ørreder, der bliver opdrættet og spist, des bedre går det for miljø & ressourcer.