Grundlaget for en god menneskelig tilværelse er den primære
biologiske produktion. Den giver os mad på bordet og tøj på kroppen. Den skaber
afledt industri (bryggerier, sukkerfabrikker, NOVO etc.) og frisætter
menneskene til at leve det ”gode liv”. I det meste af menneskenes historie har vi
brugt hovedparten af vores arbejdstid på at skaffe os det ”daglige brød”. Nu
har vi grund af primærproduktionens store succes, især i et land som Danmark, mulighed
for at bruge en stor del af vores indkomst på fritid og underholdning.
Desværre har den biologiske produktions massive succes haft
den effekt, at brede kredse i det danske samfund nu mener, at man kan undvære
primærproduktionen og blot leve af ånd alene, og at andre lande må tage
besværet på sig med primærproduktionens forbrug af areal, energi og beslag af naturråderum.
Det er naturligvis helt forkert set og en af de vigtigste grunde til, at vi har
problemer i Danmark med at beskæftige et bredt udsnit af befolkningen. Og er i øvrigt
uansvarligt og skadeligt for den globale natur.
Videnskabsministeriet er for tiden ved at indsamle gode
innovationsideer. Den såkaldte INNO + proces. Her har man hæftet sig ved, at
”sekundærproduktionen” i vores erhverv (foder, udstyr) nu fylder mere end
primærproduktionen, og vil gerne yderligere fremme denne. Det er er der
i-og-for-sig ikke noget forkert i, blot må man ikke tage initiativer til at
gøre livet vanskeligt for den primære produktion ved at forsøge at presse
udviklingen i retning af urentable produktionsmetoder, blot fordi man lader sig
fiksere af marginale problemer med udledning af næringsstoffer.
Der var ikke en fiskefoderproduktion i Danmark, hvis ikke
der havde været en dansk ørredproduktion. Og hvis rammevilkårene for dambrug og
havbrug bliver umulige, forsvinder vores fortrinlige foderproducenter til andre
lande. Udstyr- og anlægsproduktion er ligeledes meget afhængig af den danske
produktion. I modsætning til hvad nogle (i Miljøministeriet) tror, har den
danske udvikling af recirkulationsteknologi meget lidt med miljø at gøre –
tværtimod er udviklingen gået alt for langsomt på grund af dårlig
miljøregulering - men skyldes et oprindeligt behov for at spare på varmen i
åleanlæg og for at sætter rammer for lån af vand fra vandløbene, som trods alt ikke
har ubegrænset vandføring.
Og den helt afgørende forudsætning for foder- og udstyrsproducenternes
succes er laksehavbrugenes udvikling i Norge, Chile etc. fra næsten ingenting i
1970’erne til 2. mio. tons/år = 60. mia. kr. nu. I det hovedparten af foder- og udstyrsomsætningen
kommer fra salg af foder til laks og fra produktion af anlæg til laksesmolt.
Havbrugene har gjort det muligt at producere store laksefisk
billigt, med et meget lavt energiforbrug, i strømmende, klart saltvand, med
marginal miljøpåvirkning og med god plads til fiskene, og derved skabt et
produkt, som forbrugerne gerne vil købe i store og stigende mængder.
Hovedparten af den fremtidige produktionsudvikling for store
laksefisk kommer til at ske i havbrug. Hvis vi skal være med i Danmark på foder
og udstyrssiden kræver det, at vi får mulighed for at udvikle det store
potentiale i de åbne danske kystområder og i det åbne Østersø (og senere
Nordsøen). Så bliver der danske udviklingsmuligheder og jobs til alle i branchen.
Opslag
