Akvakulturens vækstpakke

Netop i dag ser vi, at vores gode kolleger i svineproduktionen må afskedige mange mennesker på deres slagterier, ikke fordi de ikke kan sælge svinene til gode priser, men fordi de ikke kan få råvarer nok.
En af grundene er en langsommelig og unødigt restriktivt miljøregulering og miljøsagsbehandling.
Vi har nøjagtig de samme problemer i akvakulturen.
I en situation, hvor der er stort behov for at få væksten i samfundet op i fart igen forekommer det absurd, at fødevareproduktionen, som er en af Danmarks vigtigste eksportindustrier, lægges hindringer i vejen.
Skattekommissionens forslag om afgifter på fødevareproduktion er et godt eksempel. Den rare Carsten Koch ved åbenbart intet om fødevareproduktionens internationale konkurrenceforhold og forstår ikke, at grønne afgifter på fødevareproduktionen i Danmark skader verdens samlede velfærd og klima ved at flytte produktionen til lande, der er mindre effektive både økologisk og økonomisk. Med til historien hører, at dansk fødevareproduktion er ekstremt effektiv mht. arbejdskraft, derfor får man meget lidt gavn af nedsat indkomstskat.
En produktionsmedarbejder på et havbrug laver 1000 tons ørreder om året til en værdi af 30 millioner kr. Det er mere end selv højt gagerede medarbejdere i videnservice erhvervet kan klare.
For vores erhverv er effekten af de grønne afgifter beregnet til at koste 11 millioner om året, hvilket svarer til ca. 25 % af vores nettoresultat i perioden 04-06. Det er ikke så slemt som vores kolleger i drivhusgartneriet, hvor afgifterne er dobbelt så store som nettoindkomsten! Men det er slemt nok. Hertil kommer forslaget om beskæring af støtteordningerne, som vi har brug for, hvis vi skal omlægge vores produktion til bedre miljøforhold uden at slå erhvervet ihjel imens.
Så hvad med at starte vækstpakken ved at lade være med at pålægge fødevareproduktionen byrder, der direkte ødelægger væksten?
I akvakulturen findes uudnyttet produktionskapacitet, idet de tilladte foderkvoter ikke passer med anlæggenes reelle produktionskapacitet. Alene i de nye miljøeffektive modeldambrug er der er en uudnyttet produktionskapacitet på mere end 10 % svarende til ca. 1500 tons fisk, som kan eksporteres. Vi har med samfundets hjælp investeret flere hundrede millioner i nye dambrug. Så er det jo lidt molboagtigt ikke at udnytte kapaciteten fuldt ud.
Vi mener denne kapacitet skal udnyttes til grænsen så hurtigt som muligt. Ganske vist vil det medføre end vis forøgelse af f.eks. kvælstofudledningen, men denne vil stadig holde sig langt inden for den samlede ramme for erhvervet som er 2.400 tons N/år.
Dette tiltag vil ikke koste samfundet i krone i form af "bankpakker" el lign. Men vil tværtimod give umiddelbare indtægter og beskæftigelse. Og det vil ruste erhvervet bedre til den teknologiske udvikling, der skal til for at gøre akvakulturen endnu mere miljøeffektiv.
Vi går ind for grøn vækst. Men den må ikke være så grøn, at der ikke kommer nogen vækst.

På havet er der plads

Leder i Akvakulturnyt

Fiskeproduktionen i verden stiger kraftigt med over 5 % om året. Men hvor skal foderet komme fra, spørger både opdrætterne og de interesseorganisationer, der følger vores virke? Bl.a. WWF og Greenpeace peger meget rigtigt på, at fiskeproduktionens (og al anden animalsk produktions) vigtigste økologisk fodaftryk ikke er knyttet til selve produktionen, men derimod til produktionen af foderet, hvad enten det sker ved at fange fisk eller ved at dyrke planker på land.

I det følgende er beskrevet mulighederne for at sikre en stabil forsyning med billigt foder, der produceres under miljømæssigt acceptable omstændigheder.

Business-as-Usual vil være at basere sig på at fiske vilde bestande for at skaffe fiskemel og fiskeolie. Denne mulighed må forventes at aftage i betydning. Forsyningen er varierende, usikker og op ad til begrænset. Desuden er industrifiskeriet udsat for et betydeligt pres fra de grønne NGO'er, som peger på, at industrifiskeriet i mange tilfælde har en negativ virkning på natur og miljø.

Dyrkning af foderplanter på land foregår allerede. I foderet til laksefisk er der nu kulhydrater fra korn, protein fra soja og landplanteolier. De sidste i en grad, så det risikerer at gå ud over det sundhedsmæssigt ønskværdige niveau for omega3 fedtsyrer i fiskene. Dette kan dog muligvis klares i den nære fremtid, i det flere af de stor agrofirmaer er tæt på at være klar med landplanter, der indeholder omega3 olier.

Planteproduktion på land er i konkurrence med andre anvendelser om plads, vand, næringsstoffer etc. Det er derfor interessant at undersøge muligheden for at dyrke foderet på havet.

Vi "Vandbønder" bliver ikke rigtige "Vandmænd" før vi selv kan dyrke vores foder.

Næsten halvdelen af den globale akvakulturproduktion er allerede muslinger og tang. Produktionen foregår især i Sydøstasien, klinet op ad kysten og er meget arbejdsintensiv. Vi kan flytte disse typer produktioner til de danske havområder (med et areal på 110.000 km2), hvis vi kan udvikle automatiserede teknologier til at dyrke tang og muslinger på åbent hav. Dansk Akvakultur vil tage initiativ til et havbrugsteknologisk udviklingsprogram for at fremme denne udvikling.

Danmark har gode styrkepositioner (energi, skibe, biotek) for at kunne deltage aktivt i og blive en stor spiller i den internationale udvikling af Offshore- Havbrug.

Også på dette område er "Danskens Vej til Ros og Magt: Oh Sortladne Hav"

Slip kræfterne løs

Leder i Akvakulturnyt

Vi er i fuld gang med at klargøre vores tanker om en ny "bekendtgørelse for landbaserede akvakultursystemer", som vi håber, at myndighederne kan have klar inden sommer.

Vi beder om at blive reguleret ved hjælp af udlederkrav og miljøeffekter, og ikke med alle mulige andre detaljerede og bureaukratiske tiltag, som foderkvoter og produktion. Hvis vi bliver det, vil vi kunne overholde de miljømål, vi aftaler med samfundet samtidig med, at vi opfylder markedets behov for gode, sunde fisk.

Vi må desværre konstatere, at vores erhverv har været overreguleret, ja for ikke at sige direkte misreguleret i mange år. Allerede i firserne blev den rensningsteknologi udviklet, der ligger til grund for, at vi nu i nogle af "modeldambrugene" (vi må have et bedre navn, forslag udbedes) kan reducere vandindtag med 13 gange og den samlede belastning med stoffer med mere end 90 %.

Nogle af vores fremsynede medlemmer gik allerede på dette tidspunkt i gang med at undersøge mulighederne for at recirkulere og rense mere, men det blev stoppet af en "kommando-og-kontrol" tankegang, som sagde, at al hele den forbedrede rensning "skulle komme miljøet til gode". Det siger sig selv, at hvis der ikke er en gevinst til dambrugeren i form af øget produktion og indtægt, men kun udgifter ved en omlægning, er der ikke noget incitament for at lægge om.

Denne forfejlede politik har været skadelig for både miljøet og erhvervet.

Vi skal have en miljøregulering som opmuntrer til at producer mere, og belønner de dambrugere, som kan gøre det lidt bedre. Vi skal slippe kræfterne løs, så skal vore medlemmer nok finde på de rigtige tekniske løsninger, især hvis miljøreguleringen beskæftiger sig lidt som muligt med tekniske detaljer, BAT etc. og så meget som muligt med at fastholdelse af aftalte miljømål.

Vi er indstillet at indgå en frivillig overenskomst med samfundet om disse forhold f.eks. i det nationale akvakulturudvalg. Vi har noteret, at der er en vis skepsis i samfundet overfor frivillige aftaler med fødevareproduktionen, nogle gange fra de samme kredse, som er meget imod tvangsægteskaber. Det forekommer at være et indlysende demokratisk princip, at den frivillige overenskomst (det brede forlig etc.) er det bedste grundlag for holdbare løsninger. De forudsætter naturligvis at overenskomsten giver klare fordele for begge parter.

En miljøregulering, der slipper kræfterne løs, vil give gevinst for både erhvervet og miljøet. Lad os få den så hurtigt som muligt.

I den bedste af alle verdener….

…Ville fisk aldrig blive syge, og vi ville ikke være nødt til at bruge medicin og hjælpestoffer for at helbrede fiskene.

Vi lever ikke i den bedste af alle verdener. Vi lever i den virkelige verden, hvor folk og fæ bliver syge, og hvor vi vælger det mindre onde: at medicinrester kommer ud i naturen frem for det store onde, hvor onkel Anders dør af lungebetændelse, hvis han ikke får penicillin.

Som alle andre dyreproducenter kommer vi ud for, at vores fisk bliver syge. Vi har ikke andet valg end at behandle fiskene, det kræver dyreværnsloven, men vi gør det selvfølgelig også for vores pengepungs skyld.

Enkelte dårligt informerede dele af vores omgivelser, synes at tro, at vi anvender medicin- & hjælpestoffer for vores fornøjelses skyld. Det er naturligvis noget sludder. Det koster mange penge og er utroligt besværligt at bruge medicin- og hjælpestoffer, så vi gør alt, hvad vi kan for at reducere forbruget mest muligt, men som sidste udvej er vi nødt til helbrede fiskene.

I mange år har vi arbejdet på at reducere M&H anvendelsen ved at blive dygtigere til at passe fiskene, ved at udvikle nye anlægstyper, ved at finde bedre og mere skånsomme stoffer og ved at støtte vaccinations- og avlsprogrammer. Det tapper os for mange ressourcer, men det er besværet værd både for driften og naturen.

Vi har endnu ikke fundet ideelle løsninger. Som bekendt har vi for nylig konstateret, at den måde vi bruger formalin på i en række tilfælde ikke opfylder vandkvalitetskravene i vandløbene. Vi har derfor straks diskuteret situationen i erhvervet og nået til den beslutning, at vi i samarbejde med myndighederne og over en periode vil udfase formalin de steder, hvor det kan erstattes med andre mindre belastende stoffer, og samtidig sikre, at vandkvalitetskravene kan overholdes i de tilfælde, hvor vi en periode stadig er nødt til at bruge formalin.

Vi har i princippet ikke noget imod, at Danmark stræber mod et højt sikkerhedsniveau på dette område. Vi er blot nødt til at gøre opmærksom på, at ørredproduktionen i Danmark både, hvad angår miljøeffektivitet, sundhed & fødevaresikkerhed hører til de allerbedste i verden. Hvis vi ikke kan konkurrere, fordi miljøkravene bliver for restriktive i Danmark, betyder det jo ikke, at ørredproduktionen stopper. Det medfører blot, at produktionen flytter til andre lande, med meget dårligere standarder således, at produktionens samlede fodaftryk på miljøet øges!

Vi vil gerne opfordre de mange velmenende aktører, som gerne vil ”hjælpe” os med at blive dygtigere på miljøområdet, til at lægge pres på EU etc. for at få nogle fælles internationale standarder på området. Og meget gerne sammen med os at fortælle den Europæiske forbruger, at hvis man køber dansk producerede ørreder, muslinger og ål får man de sikreste, sundeste og meste miljøvenlige produkter i hele verden.

Kvaliteten i højsædet

Fede fisk er sunde. Vi lever længere og bliver smukkere og klogere af at spise mange fede fisk (ørred, ål, makrel, sild). Det skyldes fiskenes indhold af omega-3 fedtsyrer. Der har for nylig været en debat i medierne om forholdet mellem omega-3 fedtsyrer i opdrættede og vilde fisk, hvor der desværre er udbredt den misforståelse at opdrættede fisk skulle have et mindre indhold af omega-3 end vilde fisk. Det er helt forkert. Misforståelsen er opstået, fordi man har sammenlignet en opdrættet mager fisk: Mallen Pangasius med vilde fede fisk.

Magre fisk: torsk, pangasius, tilapia etc. er netop: Magre, dvs. at de indeholder meget lidt fedt og dermed også meget lidt omega-3. Disse fisk er ikke usunde at spise, men har slet ikke de samme aktive sundhedsfremkaldende egenskaber som fede fisk.

Når man sammenligner opdrættede og vilde fede fisk (laks, ørred, ål) er billedet ikke entydigt. Indholdet i vilde fisk varierer utroligt afhængigt af præcis, hvor fisken er fanget, og om der har været nok mad, der hvor den har levet. Indholdet af omega-3 i opdrætsfisk bestemmes af foderet og er derfor væsentligt mere konstant. Det er muligt at finde vilde fisk med både højere og lavere indhold af omega-3 end i opdrætsfisk.

For at gøre en lang historie kort er vi i erhvervet ved at planlægge en kampagne for at fortælle forbrugeren, at dansk producerede ørreder, ål og muslinger allerede indeholder et højt indhold af omega-3. Vi vil dertil gå et skridt videre og sammen med sundhedsmyndigheder og foderleverandørerne arbejde frem mod en deklaration, således at man kan være sikker på, at når forbrugeren spiser en dansk opdrættet ørred eller ål, har den en garanteret sund sammensætning af omega-3 og andre fedtsyrer.

Investeringer i fremtidens akvakultur

Investeringslysten i Dansk Akvakulturs fremtid er heldigvis stor. Sammen med vores kolleger i fiskeriet har vi sendt en del flere ansøgninger til Fiskerifonden end der umiddelbart er penge til. Det kræver, at vi gør os klart hvilke anbefalinger om prioritering vi vil give FødevareErhverv og ministeren, der suverænt prioriterer, hvordan midlerne skal bruges. Vi har drøftet anbefalingerne på møder i bestyrelse og brancheudvalg.

For at tage de rigtige skridt på de korte bane, skal vi gøre os tanker om den lange bane. Udgangspunktet er her regeringens handlingsplan som bl.a. siger, at vi skal fordoble produktionen på land fra 30 til 60.000 tons/år inden for en kort årrække, som vi har vedtaget er 2015.

Vi har vurderet at det vil være muligt at øge salget i denne takt, men heller ikke mere. Vi skønner, at fordelingen af kapaciteten i 2015 vil være ca. 20% til klassiske & specialdambrug, 35 % til Model I, 35% til Model III og 10 % til FREA-typen.

Den samlede investering til hele planen inklusive havbrug etc. skønnes til mellem 1.5 og 2 mia. kr. Vi vil i vores aftale med samfundet bede om 30 % støtte til disse investeringer, halvdelen fra Danmark og halvdelen fra EU.

Vi har drøftet investeringerne med Fødevareerhverv og bedt om følgende grundlag for prioriteringen:

1. Udbygningen af kapaciteten må ikke ske hurtigere end salget kan følge med
2. Omkostningen ved etablering skal vægtes på lige fod med miljø. Det trækker i retning af flere relativt billige Model I dambrug og færre relativt dyre ”FREA-typer”.
3. Jo større investering, jo større krav skal der stilles til dokumentation af projektets gennemførlighed

Vores ønsker går på kort sigt ud skaffe midler nok til at give 30 % tilskud til alle de nu ansøgte og prioriterede projekter plus VHS planen. Det kræver, at vi indregner midler både fra denne runde og næste runde i februar. Vi ved dog ikke i skrivende stund, om Fødevareerhverv vil følge vores anbefaling, og vi ved heller ikke om der vil være penge nok til at imødekomme alle ansøgninger.

På længere sigt ved vi på grund af usikkerhed om finanslov etc. ikke hvor meget der bliver at gøre med, men vi vil som sagt forhandle med det udgangspunkt, at vi skal have 30% tilskud til at gennemføre hele planen, og især vil vi så vidt muligt gerne indgå en langsigtet aftale med samfundet, så vi kan få ro om denne problemstilling.

Aldrig mere Egtvedsyge….

På et meget uheldigt tidspunkt, nemlig dagen før foreningens arrangement om modeldambrug den 3. oktober, blev der på Nielsby dambrug i få fisk fundet symptomer, som kan være forenelig med VHS-infektion. Dermed var dambruget officielt under mistanke for at være inficeret med en anmeldepligtig husdyr sygdom. De veterinære regler er klare i en sådan sag, og forlanger at færdsel til og fra anlægget minimeres, indtil der er fundet en endelig bekræftelse/afkræftelse på om, der reelt er VHS på dambruget. På denne baggrund var der naturligvis ikke andet at gøre end at aflyse arrangementet. Det havde været endnu mere uheldigt, hvis VHS mistanken var opstået dagen efter, at rigtig mange gæster havde besøgt dambruget med risiko for at videreføre en smitte. Dette giver os lejlighed til at overveje om det overhovedet er risikoen værd at holde større ”åbent hus” arrangementer af denne art på dambrug?

Vi kunne måske godt have holdt arrangementet et andet sted, men vi syntes ikke det var betimeligt at holde festtaler på et tidspunkt, hvor et muligt sygdomsudbrud er undervejs. En dybt alvorlig situation for enhver fiskeopdrætter.

Situationen giver mig anledning til at resumere, hvor vi står med VHS planen. Den er sendt til EU og forventes godkendt inden for et par måneder. Vi forventer at få en aftale med fødevareministeriet om en reservation 55 millioner kr. til planen, bl.a. til erstatning for nedslagtning. Vi har dog lovet fødevareministeren at lave en risikoanalyse for at komme lidt nærmere på at afsætte det rigtige beløb.

I onsdags mødtes vi i havbrugsudvalget og Niels Jørgen Olesen og Henrik Korsholm redegjorde klart og fyldestgørende for VHS situationen. Det var nyt for mig, at VHS er en marin virus, som oprindeligt blev overført med vådfoder til Egtved. Men det gør det mere sandsynligt, at få den helt fjernet fra de ferske vandområder. Det er samtidig åbenbart, at der er en stor risiko forbundet ved at flytte fisk fra saltvand til ferskvand. Havbrugernes ønsker om at evt. at lave avlsarbejde med ørreder fra saltvand, kan dog imødekommes ved at flytte desinficerede æg til et landanlæg.

Vi er allerede langt i retning af at reducere udbrud af VHS i Danmark. Med støtte fra fiskerifonden og med udelt opmærksomhed fra foreningens side kan vi forhåbentlig nå det sidste stykke.