Nye rammer for produktion af økologiske fisk

EU har nu gjort de fælles europæiske regler klar for produktion af økologiske fisk & skaldyr. Det er rigtig fint, at der nu er fælles regler for, hvordan denne produktion skal foregå. Den ny forordning, som afløser det eksisterende danske regelsæt 1. juli 2010, kan findes på foreningens hjemmeside og kollega Villy Larsen bistår gerne med at udlægge teksten.

Et par vigtige punkter er:

1. At biomassen højst må være 25 kg/m3 i dambrug og 10 kg/m3 i havbrug, hvilket er til at leve med.
   
2. At produktionen kun må foregå i anlæg, der udleder til recipient.
   
3. At der ikke må bruges farve. Dog således, at Astaxanthin godt må bruges i det omfang fiskene har et ernæringsmæssigt behov. Økologiske ørreder kan derfor godt blive lyserøde, ligesom deres vilde søskende i naturen.
   

Formanden for vores økologiudvalg, Christian Jørgensen, vurderer at disse regler gør det lønsomt, at producere økologiske ørreder til priser, der er realistiske i forhold til vores mål om, at ca. 10 % af vores produktion skal være økologisk.

Vi kan konstatere, at selv ikke meget idealistiske økologiske forbrugere vil betale hvad som helst for deres fisk, og at der er stor prisfølsomhed for økologiske varer. Derfor er det godt, at fiskene kan produceres til rimelige priser.

En del kolleger overvejer at lægge om til økologisk produktion, og det vil være en god ide, hvis disse kolleger henvender sig til økologiudvalget, for at få råd om hvordan man bærer sig ad, og for at sikre en støt og markedsstyret udvikling af produktionen.

Det er ganske fortrinligt, at nogle forbrugergrupper stiller bestemte og klare krav til, hvordan fiskene skal produceres. Hvis disse forbrugere vil betale omkostningerne ved andre produktionsformer, kan de få det som de vil.

For god ordens skyld vil jeg dog gerne fremhæve, at alle fisk, der produceres i dansk akvakultur, det være sig fisk i gennemstrømning, i recirkulation, som økologiske fisk eller i havbrug opdrættes under hensyn til gældende internationale regler for dyrevelfærd, medicinering, vandkvalitet etc.

Så den forbruger, der køber Toyota modellerne af vores fisk & skaldyr i stedet for Mercedes versionen, kan være sikker på, at der er taget skyldigt hensyn til velfærd, sundhed og miljø.

Frem med kunsthåndværkerne

I en tid med, hvor priserne på portionsørreder er helt nede på 14,50 kr., er det ikke nogen dans på roser at levere til det marked. Den største del af vore dambrugsproduktion er portionsørreder, og der er ikke noget at sige til, at det kniber med humøret hos nogle af dambrugerne.

I denne vanskelige økonomiske situation er vi tilbøjelig til at glemme, at vi har en "kunsthåndværkssektor" i akvakulturen, som ikke har problemer med at sælge fisk til gode priser og højt dækningsbidrag.

Kunsthåndværkerne producerer fisk til put-and-take, fisk i særlige størrelser og kvaliteter, æg & yngel, økologiske fisk og andre ørredarter & hybrider: bækørred, brødding (en hybrid af kildeørred og rødding) etc. Produktionen i denne sektor er på ca. 3.000 tons/år, 10 % af dambrugsvoluminet og sikkert omkring 20 % af bundlinjen.

Vi har brug for, at vise kunsthåndværkerne meget større opmærksomhed, og bl.a. i vores fremtidige strategiarbejde sikre, at denne sektor kan dække efterspørgslen. Vi sender nu ansøgninger til "Innovationssystemet" om støtte til udvikling af kunsthåndværket, og vil ligeledes tage andre initiativer for at give sektoren et ordentligt skub fremad. I den forbindelse er vi opmærksomme på, at det er meget svært at være en lille portionsørredproducent i en verden, hvor en benhård international konkurrence favoriserer storproduktion. Nogle af de mindre producenter kunne måske overveje at lægge produktionen om til "kunsthåndværk", og vi vil opfordre til, at medlemmer, der ønsker en sådan omlægning, henvender sig til vores gode konsulent, Villy Larsen.

Kunsthåndværkernes kælen for en særlig høj kvalitet på slutproduktet forudsætter ofte frisk strømmende vand i traditionelle dambrugssystemer. I arbejdet i det nationale akvakulturudvalg, som nu er kommet godt i gang, vil vi arbejde for at der bliver afsat plads til kunsthåndværkerne. Det vil givetvis være nødvendigt, at nogle af disse dambrugstyper indfører rensning ved udløbet, men det tror vi vil være økonomisk overkommeligt, og de nødvendige investeringer bør kunne udløse fiskerifondsstøtte.

Alle fødevareproduktioner skal kunne gå på to ben: producere stabelvarer til et massemarked, og producere højværdiprodukter til kræsne forbrugere. De to produktionsformer er afhængige af hinanden. Kunsthåndværkerne afhænger af det samlede erhvervs styrke for at kunne udvikle sig, og portionsørredproducenterne har brug for kunsthåndværkerne som innovationsværksted for nye produkter og markeder.

Lad os i fællesskab i erhvervet og i godt samarbejde med det øvrige samfund udvikle begge sektorer.

EU og akvakulturen

EU har en plan, og vil gerne fremme akvakulturen. Det er jo sympatisk. Desværre er planen forsigtig og defensiv og tager ikke for fat i hovedproblemet, som er, at EU's akvakultur produktion er stagneret på et niveau på ca. 1.3 millioner tons/år gennem en årrække på grund af miljømæssig misregulering. I samme periode har Norge øget lakseproduktionen fra ingenting til ¾ million tons om året. EU' produktion er på 2,6 kg/pr. Person pr. år. Verdensgennemsnittet er ca. 10 kg. EU skal firdoble produktionen for at være med. Europa inklusive Norge er verdensmestre i laksefisk produktion, og kunne med de rette rammebetingelser forøge sit forspring markant.

EU's strategi lyser langt væk af, at man betragter "bæredygtighed", som mere centralt end produktionsvækst. Nu er "bæredygtighed" et gummibegreb, som det er svært at få greb om, og som efter min opfattelse er helt ubrugeligt til praktisk miljøforvaltning. Ofte bliver det fortolket, som om en given aktivitet ikke må medføre en forøget miljøbelastning eller en miljøbelastning overhovedet.

Sagen er imidlertid, at alle fødevareproduktioner sætter et stort fodaftryk på miljøet, og at det er umuligt at øge den Europæiske akvakulturproduktion hurtigt og betydeligt uden, at der, i det mindste midlertidigt, sker en væsentlig forøgelse af produktionens fodaftryk. Selv et såkaldt 0-emissions dambrug, som mange efterspørger, vil belaste miljøet med forbrug af energi, og plads og ressourcer til fremskaffelse af foder.

Kære toppolitikere i EU & Danmark. Så sig det dog til den Europæiske befolkning. Er der noget, der gør folk trætte af politik, er det de evindelige forsøg på at "lade som om", at man kan få både stærkt forøget produktion og meget forbedret miljø lige her og nu uden urimeligt store samfundsøkonomiske omkostninger.

På verdensbasis skal vi frem til at forsyne en befolkning af 10 milliarder af forhåbentlig velhavende mennesker med stigende mængder varierede, sunde og velsmagende fødevarer. Hvis disse fødevarer skal produceres her på jorden, og ikke på månen, vil det medføre et stigende fodaftryk, i det mindste i en periode.

Hvad vi fødevareproducenter kan gøre og allerede gør, er at formindske fodaftrykket i form af plads, ferskvand, energiforbrug og hjælpestoffer pr. produceret enhed støt og roligt i takt med de teknologiske muligheder. I Danmark er vi helt i front på dette område, og de kræfter, der presser på, for at flytte fødevareproduktionen væk fra Danmark skader derfor både den globale økonomi og det globale miljø.

Samfundet kan indføre en miljøregulering, der fremmer denne "afkobling" af produktion og belastning, og som giver incitament for at lægge om til produktionsformer, der formindsker fodaftrykket.

EU herunder Danmark må her og nu på linje med Norge umiddelbart sørge for, at akvakulturen, som er en af de mest miljøeffektive former for fødevareproduktion, får de nødvendige tilladelser til betydelige produktionsudvidelser, naturligvis inden for samfundsmæssigt acceptable rammer. I Dansk Akvakulturs plan for Grøn Vækst er vist, hvordan det kan gøres.

Velkommen til ”Grøn Vækst” planen

Så kom den længe ventede Grøn Vækst plan. Der står nogle pæne ting om erhvervet. Bl.a. hedder det, at "Regeringen ønsker også at understøtte Grøn Vækst blandt dambrug og havbrug" og endvidere, at der skal være en "enstrenget og mere enkel miljøregulering".

Nu må vi i det nationale akvakulturvalg i gang med at udmønte de gode hensigter i praksis sammen med myndighederne og de relevante interesseorganisationer.

I den udstrækning den ny "grønne vækstplan" kan opfylde handlingsplanen om produktionsvækst op til 115.000 tons/år og inden for de fastlagte miljømæssige rammer, som er et maksimalt kvælstoftab på 2.400 tons/år og en 40 % reduktion af udledningen pr. produceret kg fisk, er vores erhverv naturligvis indstillet på at udvise den nødvendige smidighed for at finde gode konkrete løsninger.

Vi har hæftet os ved, at Grøn Vækst planen siger, at vi skal "lægge den nyeste forureningsbekæmpende teknologi til grund for reguleringen."

Vores erhverv er et moderne erhverv, som ved, at konstant teknologisk innovation er en afgørende forudsætning for at sikre lønsomhed og miljøeffektivitet i en verden præget af stærk global konkurrence. Vi bruger med god hjælp fra samfundet mange midler på at forbedre vores produktion og på at reducere vores aftryk på omgivelserne. Og forudsat, at vi får de rigtige rammebetingelser, især på miljøområdet, vil vi gerne være fremme i skoene og som nogen af de første i verden fortsat indføre de nyeste dambrugs- og havbrugsteknologier.

Imidlertid er det helt afgørende, at indførelsen af nye teknologier medfører en forøget konkurrencekraft. Hvis "den nyeste forureningsbekæmpende teknologi" blot medfører, at vi får et højere omkostningsniveau end vores internationale konkurrenter, vil ingen ansvarlig virksomhed indføre den.

Kort sagt vil vi gerne være med til en støt reduktion af vores miljømæssige fodaftryk, men kun hvis vi vokser og tjener penge imens.

Vi er endvidere glade for, at Grøn Vækst planen på kvælstofområdet lægger op til en: "markedsbaseret regulering med udgangspunkt i et system med omsættelige kvælstofkvoter". Det er en ide vi selv har været med til at bringe frem, fordi det er den billigste måde at opfylde givne N-reduktionsmål på. Den bringer kvælstoffet derhen, hvor er størst værditilvækst pr. kg kvælstof, og det er jo netop bl.a. inden for akvakultursektoren.

Vi deltager gerne i den konkrete udmøntning af dette princip, og vil gøre gældende at vores "startkvote" skal være 2.400 tons kvælstof, og at de omkostninger, der påføres erhvervet, skal tilbageføres til erhvervet f.eks. via yderligere investeringsstøtte og støtte til markedsføring.

Alt i alt er regeringens grønne plan et godt oplæg til diskussionen om et moderne Danmark, der fortsat afkobler sin (forhåbentlig solide) økonomiske vækst fra miljøpåvirkningen.

Hvor kommer pengene fra?

Politikerne vil gerne, men pengeinstitutterne vil ikke

Vi har en aftale med samfundet om, at vi i fællesskab skal udvikle vores erhverv og øge produktionen og lønsomheden samtidig med miljøeffektiviteten. I aftalen indgår, at samfundet skal støtte vores investering og vores udvikling og innovation via den europæiske fiskerifond (EFF). Det har samfundet i høj grad imødekommet ved gennem de sidste to ansøgningsrunder at have bevilget ca. 65 millioner i 25 % investeringstilskud og yderligere end rum sum penge kr. til udviklingsprojekter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi mener, at beslutningsprocessen omkring investeringsstøtte ikke er godt nok funderet, når det angår vurdering af forretningsgrundlaget for akvakulturprojekter. Ligeledes har vi sagt til fødevareministeriet og miljøministeriet, at det ikke nytter noget at vægte miljøforhold så højt, at økonomien ikke kan hænge sammen.

Konkret vil vi gerne have vægtet model I & (miljø)ombygninger på eksisterende dambrug på lige fod med Model3 anlæg. Om FREA vil vi gerne se en vellykket gennemførelse af et projekt inden vi tager stilling til, hvordan denne teknologi fremtidigt skal prioriteres.

Vi har udarbejdet et forslag til ændringer i beslutningsprocessen og til nye prioriteringer. Og har fået løfte om at det vil blive behandlet således, at evt. ændringer kan træde i kraft i 2010, når den næste del af EFF puljen bliver bevilget.

Det er jo alt sammen meget godt, men det ser ud til, at vi har glemt at tage misteltenen i ed. Finanskrisen har fået pengeinstitutterne til at smække kassen i, og i skrivende stund er det mig bekendt kun meget få, om nogen akvakulturprojekter, der har fået endeligt finansieringstilsagn. Og vi har eksempler på pengeinstitutter, der decideret "ikke vil investere i akvakultur".

Det burde være uacceptabelt for en sektor, der har fået en kolossal hjælp fra skatteyderne for at kunne låne penge ud med henblik på at holde samfundsøkonomien i gang, at man siger nej til gode, velfunderede projekter fra folk, der har penge på kistebunden, og som overlevet og tjent penge i mange år i en omskiftelig og udfordrende branche.

Vi vil på foreningens vegne tage kontakt til nogle centrale pengeinstitutter for at drøfte situationen, ligesom vi vil opfordre fødevareministeren til at gøre klart for pengeinstitutterne, at skatteydernes penge ikke skal bruges til at lukke huller i slunkne bankkasser, men skal ud og arbejde bl.a. i seriøse akvakulturprojekter.

Skal maden laves på månen?

Leder i Akvakulturnyt

Danskerne er med rette optaget af fødevareproduktionens vilkår. Man vil gerne spise sunde velsmagende fødevarer, som er produceret under miljømæssigt forsvarlige omstændigheder og med skyldig hensyn til dyrenes velfærd.

Desværre er der ret mange danskere, der ikke ved, at Danmark på de fleste områder er førende både, når det drejer sig om at producere billigt og at producere godt. Derfor er der stærke kræfter, der arbejder for at fødevareproduktionen skal reduceres i Danmark eller evt. helt væk. Som om problemerne ved fødevareproduktionen forsvandt, hvis den blev flyttet til Brasilien eller Vietnam. Måske til Månen? Men det vil blive dyrt.

Sagen er, at en reduktion i fødevareproduktionen i Danmark ville forringe den globale velfærd.

Produktionen vil blive dyrere i middel, fordi vi producerer meget økonomisk effektivt i Danmark. En dansk svinefarmer bruger et kg foder mindre for at producere et kg svin end konkurrenterne, og i dansk ørredproduktion nærmer vi os rask et kg industrifisk til at opfodre et kg ørred med. Vi er endvidere ekstremt konkurrencedygtige på den anvendte arbejdskraft. I et moderne dambrug kan en fiskemester passe 500 tons fisk og i et havbrug 1000 tons fisk. Det slår indtjeningen pr. medarbejder selv i videnindustrien, og det er i grunden ikke så mærkeligt, fordi moderne animalsk produktion, i modsætning til manges opfattelse, er videnbaseret og højteknologisk.

En flytning af fødevareproduktionen til andre lande vil endvidere forringe det globale miljø. Behovet for mad forsvinder ikke, fordi vi holder med produktionen i Danmark, og vil blot blive produceret under ringere miljømæssige forhold. Både dansk landbrug og dansk "vandbrug" (akvakultur) er helt i front, når det gælder miljømæssig effektivitet målt på hårde parametre som arealforbrug, vanding og tab af næringsstoffer. Vores kolleger på land har reduceret kvælstoftabet med næsten 50 % siden 70'erne. Vores del af fødevareproduktionen udleder nu kun en tredjedel af det kvælstof og en tiende del af det organisk stof, vi gjorde for 30 år siden. Og med de nye typer dambrug er vi ved at reducere vandindtaget med en faktor 10.

I vores plan for Grøn Vækst har vi lagt os tæt op af Handlingsplanen for Fiskeri- og Akvakultur, hvor samfundet ønsker, at vi skal tredoble produktionen inden for en ramme af 2.400 tons kvælstof og med en reduktion i udledningen pr. produceret kg på 40 %.

Disse produktions- og miljømæssige mål kan vi godt opfylde. Men vi er nødt til at slå fast, at der hverken er økonomi eller teknologi til stede for at forcere den miljømæssige udvikling hurtigere, end det vi har angivet.

Konsekvensen af et overdrevet miljømæssigt pres på danske fødevareproducenter vil blot være, at maden bliver produceret dyrere og dårligere i andre lande.

Kort sagt nytter det ikke noget, at "Grøn Vækst" bliver så grøn, at der ikke er nogen vækst.

En kæmpe forlader akvakulturen

Knud P. Brockdorff, en af dansk akvakulturs helt store personligheder, er for nylig død efter længere tids sygdom.

Jeg har haft fornøjelsen at kende Knud siden sidst i 70'erne. Han var en af dansk akvakulturs store pionerer og startede først, med egne midler tjent i tekstilbranchen, et havbrug i Storstrømmen med gode råd fra en anden af dansk fiskeopdræts store skikkelser: Knud Larsen.

Knud Brockdorff fortalte mig i malende vendinger, hvordan han stod i en varm sensommernat ved sit havbrug i Storstrømmen, og så på hvordan temperaturen steg, ilten sank og fiskene fik det dårligere og dårligere, uden at han kunne gøre noget. Hvis ikke der var kommet et gunstigt vejrskift med blæsevejr og kulde ville Knud have mistet hele sin investering og været færdig med havbrug.

Heldigvis kom det rigtige vejrskifte og Knud kunne fortsætte og fik opbygget en fin forretning med sin havbrugsproduktion, som han senere solgte for en god pris til dygtige nye kræfter.

Knud var hele sit liv iderig og kreativ og satte nye ting i gang. Allerede i de tidligere 80'ere havde han planer om et indpumpningsanlæg ved Fornæs ved Grenå med store ovale tanke og med den på daværende tidspunkt næsten science fiction-agtige store produktionskapacitet på 500 tons ørreder / år!

Projektet blev som mange andre gode ideer stoppet af Miljøets Mørkemænd, som troede, at man kunne løse vandmiljøets problemer ved at stoppe fiskeproduktion i Danmark, og som fik indført den misregulering af vores erhverv, som vi stadig døjer med.

Knud nød stor tillid blandt sine kolleger i havbrugserhvervet og var i en periode formand for havbrugerne.

Som typisk iværksætter skulle Knud videre, og valgte at arbejde med recirkuleret fiskeopdræt især for ål. Sammen med flere andre var han med til at starte åleopdræt i Danmark. I begyndelsen med opvarmet vand, men det blev hurtigt klart, at det var økonomisk umuligt at opvarme vand til god åletemperatur i gennemstrømning, og Knud blev derfor meget optaget af de forsøg, der på det tidspunkt foregik på VKI med recirkulation af vand for at spare varme.

Knud så straks mulighederne i dette og startede InterAqua, han satte hurtig en standard med et nøgle færdig koncept, med egen tank design mm. Med tiden udviklede han sin "Moving Bed" teknologi, som han ville erobre verdensmarkedet for recirkulationsopdræt med.

Som iværksætter tog han også risici, og måtte af og til ændre lidt i virksomheds strukturen, men hans ideer og iværksætterånd kører i dag videre i det nuværende InterAqua Advance, som nu er en vigtig spiller på det internationale marked for recirkulationsanlæg.

Den tid, der er gået godt kommer jo ikke dårligt tilbage, og jeg mindes stadig, hvordan Knud fejrede sin 60' års fødselsdag i Hamburg med en god middag, revy og høj cigarføring.

I det hele taget var Knud en livsnyder, som tog det sure med det søde, og var en konstant inspiration for sine omgivelser.

Jeg er glad for at have kendt Knud. Leve hans minde.