Er der også noget, der hedder ”blå vækst”?

Grøn vækst har vi alle efterhånden hørt om, men blå vækst, hvad er nu det for noget?

Det træffer sig således, at vi sammen med vores øvrige gode kolleger i fiskeerhvervet, har henvendt os til fødevareminister Eva Kjer Hansen, for at bl.a. at bede om fuld hjemtagning af EU-midler og andre gode ting.

Fødevareministeren svarede som sædvanligt venligt og imødekommende på vores henvendelse, men sluttede af med at bede om en samlet "Blå Vækst" strategi for hele fiske- og skaldyrserhvervet.

I Dansk Akvakultur synes vi umiddelbart det lyder som en god ide. Vi har meget til fælles med de øvrige fiskeerhverv. Vi vil gerne i fællesskab fremme forbruget af vores sunde og velsmagende produkter, og i opdrættet bruger vi både fiskemel og fiskeolie som en del af foderet til vores fisk.

Vi synes i høj grad, at vi allerede har leveret vores sektors bidrag til samlet blå vækst plan gennem vores egen "grøn vækst" plan, men vi vil meget gerne arbejde sammen med de andre "fiskesektorer" for at få udarbejdet en blå vækst plan for hele erhvervet.

Der er naturligvis nogle udfordringer knyttet til en sådan fælles planlægning. Det er ikke nogen hemmelighed, at fiskerne ikke er alt for begejstrede for den stadig større betydning opdrættet har for det samlede udbud af fisk og skaldyr, og føler, at vi udsætter dem for en besværlig konkurrence. Vi synes heller ikke det er særligt sjovt, når nogle fiskere med en rygmarvsrefleks går imod havbrug, som er en af de meste miljøeffektive former for animalsk produktion overhovedet og en hovedhjørnesten i vores strategi.

Men det får nu være, vi har så mange fælles interesser og det er så vigtigt for os at stå sammen, at vi ubetinget må følge ministerens opfordring til at udarbejde en fælles blå vækst strategi.

Jeg ser to vigtige grundpiller i en sådan strategi.

For det første må det være det samlede erhvervs opgave at forsyne verdens forbrugere med sunde og velsmagende fisk, skaldyr og tang. Disse produkter skal hentes der, hvor det er erhvervsmæssigt mest lønsomt, uanset om det er opdræt eller fiskeri, og produktionen/fiskeriet skal ske inden for samfundsmæssigt acceptable rammer.

For det andet skal vi hjælpe hinanden med at erobre havet, som er en fremtidens platform for fødevareproduktion. På havet er der masser af plads, ingen mangel på vand, næringsstoffer og kulstof og ved at fortsætte udviklingen af fødevareproduktionen på havet, kan vi mindske den samlede fødevareproduktions "fodaftryk" betydeligt.

Vi har haft nogen drøftelser med de andre "fiskesektorer" om disse forhold og håber snart at kunne komme i gang med en konkret udformning af en "blå vækst" strategi.

 

 

 

 

 

 

Det er smagen, der gør det

I Viggo Hesels interessante bog om "Dansk ørrederhverv gennem 100 år" fortælles, at de første danske dambrugsørreder blev sendt på det Københavnske marked i 1905, og derefter "og da de små ørreder til og med sommetider smagte af mudder, var de usælgelige".

Selvom vi nu skriver 2009, må vi desværre stadigvæk konstatere, at der er problemer med afsmag i nogle af vores fisk. Det må høre op nu, og jeg vil gerne gøre en af Dansk Akvakulturs store skikkelser, Magister Fredericksens ord fra 1905, til mine egne: "Det københavnske marked (det globale marked, min tilføjelse) kan ikke en gang til tåle at blive belemret med en sekunda kvalitet."

Vi har således periodisk haft problemer med afsmag i fisk, men der er ikke tvivl om, at den øgede forekomst af recirkulation har forstærket problemet, da der kommer mindre rent vand ind i dambrugene til at fortynde afsmagstofferne.

Vi har imidlertid også vidst i 100 år, hvad man skal gøre ved problemet. De leveringsklare fisk skal holdes i rene damme med frisk vand længe nok til, at afsmagen er skyllet ud. Og naturligvis skal alle led i kæden, inklusive slagteriet opbevare fiskene korrekt lige inden slagtning.

Vores gode fagkyndige kollega Niels Henrik Henriksen har sammen med N.O.G. Jørgensen forsøgt at identificere de særlige problemer ved bl.a. modeldambrugene og har lavet en kogebog for, hvordan fiskene fra dambrug med afsmagsproblemer skal behandles inden de udleveres til salg. Foruden fortynding skal væggene i leveringsbassinerne holdes pinligt rene for begroning. Foreningen har sendt denne kogebog ud til alle dambrugere, så alle ved, hvad der skal gøres. Alle gør det bare ikke.

Det er uacceptabel situation for hele erhvervet. I princippet er kvaliteten og kvalitetskontrollen et anliggende mellem leverandørerne og aftagerne, men jeg må desværre konstatere, at der indtil nu er taget for løst på problemet.

På mødet for brancheudvalget for eksportører og fabrikker forleden er der derfor med bestyrelsens opbakning taget den klare beslutning, at kvalitetskravene til smag skal overholdes, og at fisk med afsmag fremover ikke kan sendes på markedet.

Vi har således nu en god, om end dyr og besværlig løsning, til at sikre kvaliteten af vores fisk, inden de når ud til forbrugeren. Samtidig vil vi igangsætte en række forsknings- og udviklingstiltag for at komme kilden til problemet, dannelsen af de afsmagende stoffer i dambrugene, til livs. Fra vores kolleger, åleopdrætterne, ved vi, at det er vigtigt at undgå slamophobninger og stillestående vand. Vi håber yderligere at kunne belyse og forebygge problemet og dermed helt undgå en fordyrende efterbehandling.

Vi har opnået store drifts- og miljømæssige fordele ved at omlægge dele af vores produktion til mere recirkulation. Men også ulemper: afsmag og andre sygdomsforløb er nogle af dem.

Der vil altid opstå utilsigtede bivirkninger, når man laver store forandringer. Men lad det til slut være en opfordring til Miljøstyrelsen, om at nøjes med at forhandle de miljømæssige rammer med os, og blande sig uden om vores produktionsforhold. Erhvervet ved selv bedst, hvordan og hvor hurtigt produktionen omlægges, således at de utilsigtede bivirkninger formindskes mest muligt.

Nye rammer for produktion af økologiske fisk

EU har nu gjort de fælles europæiske regler klar for produktion af økologiske fisk & skaldyr. Det er rigtig fint, at der nu er fælles regler for, hvordan denne produktion skal foregå. Den ny forordning, som afløser det eksisterende danske regelsæt 1. juli 2010, kan findes på foreningens hjemmeside og kollega Villy Larsen bistår gerne med at udlægge teksten.

Et par vigtige punkter er:

1. At biomassen højst må være 25 kg/m3 i dambrug og 10 kg/m3 i havbrug, hvilket er til at leve med.
   
2. At produktionen kun må foregå i anlæg, der udleder til recipient.
   
3. At der ikke må bruges farve. Dog således, at Astaxanthin godt må bruges i det omfang fiskene har et ernæringsmæssigt behov. Økologiske ørreder kan derfor godt blive lyserøde, ligesom deres vilde søskende i naturen.
   

Formanden for vores økologiudvalg, Christian Jørgensen, vurderer at disse regler gør det lønsomt, at producere økologiske ørreder til priser, der er realistiske i forhold til vores mål om, at ca. 10 % af vores produktion skal være økologisk.

Vi kan konstatere, at selv ikke meget idealistiske økologiske forbrugere vil betale hvad som helst for deres fisk, og at der er stor prisfølsomhed for økologiske varer. Derfor er det godt, at fiskene kan produceres til rimelige priser.

En del kolleger overvejer at lægge om til økologisk produktion, og det vil være en god ide, hvis disse kolleger henvender sig til økologiudvalget, for at få råd om hvordan man bærer sig ad, og for at sikre en støt og markedsstyret udvikling af produktionen.

Det er ganske fortrinligt, at nogle forbrugergrupper stiller bestemte og klare krav til, hvordan fiskene skal produceres. Hvis disse forbrugere vil betale omkostningerne ved andre produktionsformer, kan de få det som de vil.

For god ordens skyld vil jeg dog gerne fremhæve, at alle fisk, der produceres i dansk akvakultur, det være sig fisk i gennemstrømning, i recirkulation, som økologiske fisk eller i havbrug opdrættes under hensyn til gældende internationale regler for dyrevelfærd, medicinering, vandkvalitet etc.

Så den forbruger, der køber Toyota modellerne af vores fisk & skaldyr i stedet for Mercedes versionen, kan være sikker på, at der er taget skyldigt hensyn til velfærd, sundhed og miljø.

Frem med kunsthåndværkerne

I en tid med, hvor priserne på portionsørreder er helt nede på 14,50 kr., er det ikke nogen dans på roser at levere til det marked. Den største del af vore dambrugsproduktion er portionsørreder, og der er ikke noget at sige til, at det kniber med humøret hos nogle af dambrugerne.

I denne vanskelige økonomiske situation er vi tilbøjelig til at glemme, at vi har en "kunsthåndværkssektor" i akvakulturen, som ikke har problemer med at sælge fisk til gode priser og højt dækningsbidrag.

Kunsthåndværkerne producerer fisk til put-and-take, fisk i særlige størrelser og kvaliteter, æg & yngel, økologiske fisk og andre ørredarter & hybrider: bækørred, brødding (en hybrid af kildeørred og rødding) etc. Produktionen i denne sektor er på ca. 3.000 tons/år, 10 % af dambrugsvoluminet og sikkert omkring 20 % af bundlinjen.

Vi har brug for, at vise kunsthåndværkerne meget større opmærksomhed, og bl.a. i vores fremtidige strategiarbejde sikre, at denne sektor kan dække efterspørgslen. Vi sender nu ansøgninger til "Innovationssystemet" om støtte til udvikling af kunsthåndværket, og vil ligeledes tage andre initiativer for at give sektoren et ordentligt skub fremad. I den forbindelse er vi opmærksomme på, at det er meget svært at være en lille portionsørredproducent i en verden, hvor en benhård international konkurrence favoriserer storproduktion. Nogle af de mindre producenter kunne måske overveje at lægge produktionen om til "kunsthåndværk", og vi vil opfordre til, at medlemmer, der ønsker en sådan omlægning, henvender sig til vores gode konsulent, Villy Larsen.

Kunsthåndværkernes kælen for en særlig høj kvalitet på slutproduktet forudsætter ofte frisk strømmende vand i traditionelle dambrugssystemer. I arbejdet i det nationale akvakulturudvalg, som nu er kommet godt i gang, vil vi arbejde for at der bliver afsat plads til kunsthåndværkerne. Det vil givetvis være nødvendigt, at nogle af disse dambrugstyper indfører rensning ved udløbet, men det tror vi vil være økonomisk overkommeligt, og de nødvendige investeringer bør kunne udløse fiskerifondsstøtte.

Alle fødevareproduktioner skal kunne gå på to ben: producere stabelvarer til et massemarked, og producere højværdiprodukter til kræsne forbrugere. De to produktionsformer er afhængige af hinanden. Kunsthåndværkerne afhænger af det samlede erhvervs styrke for at kunne udvikle sig, og portionsørredproducenterne har brug for kunsthåndværkerne som innovationsværksted for nye produkter og markeder.

Lad os i fællesskab i erhvervet og i godt samarbejde med det øvrige samfund udvikle begge sektorer.

EU og akvakulturen

EU har en plan, og vil gerne fremme akvakulturen. Det er jo sympatisk. Desværre er planen forsigtig og defensiv og tager ikke for fat i hovedproblemet, som er, at EU's akvakultur produktion er stagneret på et niveau på ca. 1.3 millioner tons/år gennem en årrække på grund af miljømæssig misregulering. I samme periode har Norge øget lakseproduktionen fra ingenting til ¾ million tons om året. EU' produktion er på 2,6 kg/pr. Person pr. år. Verdensgennemsnittet er ca. 10 kg. EU skal firdoble produktionen for at være med. Europa inklusive Norge er verdensmestre i laksefisk produktion, og kunne med de rette rammebetingelser forøge sit forspring markant.

EU's strategi lyser langt væk af, at man betragter "bæredygtighed", som mere centralt end produktionsvækst. Nu er "bæredygtighed" et gummibegreb, som det er svært at få greb om, og som efter min opfattelse er helt ubrugeligt til praktisk miljøforvaltning. Ofte bliver det fortolket, som om en given aktivitet ikke må medføre en forøget miljøbelastning eller en miljøbelastning overhovedet.

Sagen er imidlertid, at alle fødevareproduktioner sætter et stort fodaftryk på miljøet, og at det er umuligt at øge den Europæiske akvakulturproduktion hurtigt og betydeligt uden, at der, i det mindste midlertidigt, sker en væsentlig forøgelse af produktionens fodaftryk. Selv et såkaldt 0-emissions dambrug, som mange efterspørger, vil belaste miljøet med forbrug af energi, og plads og ressourcer til fremskaffelse af foder.

Kære toppolitikere i EU & Danmark. Så sig det dog til den Europæiske befolkning. Er der noget, der gør folk trætte af politik, er det de evindelige forsøg på at "lade som om", at man kan få både stærkt forøget produktion og meget forbedret miljø lige her og nu uden urimeligt store samfundsøkonomiske omkostninger.

På verdensbasis skal vi frem til at forsyne en befolkning af 10 milliarder af forhåbentlig velhavende mennesker med stigende mængder varierede, sunde og velsmagende fødevarer. Hvis disse fødevarer skal produceres her på jorden, og ikke på månen, vil det medføre et stigende fodaftryk, i det mindste i en periode.

Hvad vi fødevareproducenter kan gøre og allerede gør, er at formindske fodaftrykket i form af plads, ferskvand, energiforbrug og hjælpestoffer pr. produceret enhed støt og roligt i takt med de teknologiske muligheder. I Danmark er vi helt i front på dette område, og de kræfter, der presser på, for at flytte fødevareproduktionen væk fra Danmark skader derfor både den globale økonomi og det globale miljø.

Samfundet kan indføre en miljøregulering, der fremmer denne "afkobling" af produktion og belastning, og som giver incitament for at lægge om til produktionsformer, der formindsker fodaftrykket.

EU herunder Danmark må her og nu på linje med Norge umiddelbart sørge for, at akvakulturen, som er en af de mest miljøeffektive former for fødevareproduktion, får de nødvendige tilladelser til betydelige produktionsudvidelser, naturligvis inden for samfundsmæssigt acceptable rammer. I Dansk Akvakulturs plan for Grøn Vækst er vist, hvordan det kan gøres.

Velkommen til ”Grøn Vækst” planen

Så kom den længe ventede Grøn Vækst plan. Der står nogle pæne ting om erhvervet. Bl.a. hedder det, at "Regeringen ønsker også at understøtte Grøn Vækst blandt dambrug og havbrug" og endvidere, at der skal være en "enstrenget og mere enkel miljøregulering".

Nu må vi i det nationale akvakulturvalg i gang med at udmønte de gode hensigter i praksis sammen med myndighederne og de relevante interesseorganisationer.

I den udstrækning den ny "grønne vækstplan" kan opfylde handlingsplanen om produktionsvækst op til 115.000 tons/år og inden for de fastlagte miljømæssige rammer, som er et maksimalt kvælstoftab på 2.400 tons/år og en 40 % reduktion af udledningen pr. produceret kg fisk, er vores erhverv naturligvis indstillet på at udvise den nødvendige smidighed for at finde gode konkrete løsninger.

Vi har hæftet os ved, at Grøn Vækst planen siger, at vi skal "lægge den nyeste forureningsbekæmpende teknologi til grund for reguleringen."

Vores erhverv er et moderne erhverv, som ved, at konstant teknologisk innovation er en afgørende forudsætning for at sikre lønsomhed og miljøeffektivitet i en verden præget af stærk global konkurrence. Vi bruger med god hjælp fra samfundet mange midler på at forbedre vores produktion og på at reducere vores aftryk på omgivelserne. Og forudsat, at vi får de rigtige rammebetingelser, især på miljøområdet, vil vi gerne være fremme i skoene og som nogen af de første i verden fortsat indføre de nyeste dambrugs- og havbrugsteknologier.

Imidlertid er det helt afgørende, at indførelsen af nye teknologier medfører en forøget konkurrencekraft. Hvis "den nyeste forureningsbekæmpende teknologi" blot medfører, at vi får et højere omkostningsniveau end vores internationale konkurrenter, vil ingen ansvarlig virksomhed indføre den.

Kort sagt vil vi gerne være med til en støt reduktion af vores miljømæssige fodaftryk, men kun hvis vi vokser og tjener penge imens.

Vi er endvidere glade for, at Grøn Vækst planen på kvælstofområdet lægger op til en: "markedsbaseret regulering med udgangspunkt i et system med omsættelige kvælstofkvoter". Det er en ide vi selv har været med til at bringe frem, fordi det er den billigste måde at opfylde givne N-reduktionsmål på. Den bringer kvælstoffet derhen, hvor er størst værditilvækst pr. kg kvælstof, og det er jo netop bl.a. inden for akvakultursektoren.

Vi deltager gerne i den konkrete udmøntning af dette princip, og vil gøre gældende at vores "startkvote" skal være 2.400 tons kvælstof, og at de omkostninger, der påføres erhvervet, skal tilbageføres til erhvervet f.eks. via yderligere investeringsstøtte og støtte til markedsføring.

Alt i alt er regeringens grønne plan et godt oplæg til diskussionen om et moderne Danmark, der fortsat afkobler sin (forhåbentlig solide) økonomiske vækst fra miljøpåvirkningen.

Hvor kommer pengene fra?

Politikerne vil gerne, men pengeinstitutterne vil ikke

Vi har en aftale med samfundet om, at vi i fællesskab skal udvikle vores erhverv og øge produktionen og lønsomheden samtidig med miljøeffektiviteten. I aftalen indgår, at samfundet skal støtte vores investering og vores udvikling og innovation via den europæiske fiskerifond (EFF). Det har samfundet i høj grad imødekommet ved gennem de sidste to ansøgningsrunder at have bevilget ca. 65 millioner i 25 % investeringstilskud og yderligere end rum sum penge kr. til udviklingsprojekter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi mener, at beslutningsprocessen omkring investeringsstøtte ikke er godt nok funderet, når det angår vurdering af forretningsgrundlaget for akvakulturprojekter. Ligeledes har vi sagt til fødevareministeriet og miljøministeriet, at det ikke nytter noget at vægte miljøforhold så højt, at økonomien ikke kan hænge sammen.

Konkret vil vi gerne have vægtet model I & (miljø)ombygninger på eksisterende dambrug på lige fod med Model3 anlæg. Om FREA vil vi gerne se en vellykket gennemførelse af et projekt inden vi tager stilling til, hvordan denne teknologi fremtidigt skal prioriteres.

Vi har udarbejdet et forslag til ændringer i beslutningsprocessen og til nye prioriteringer. Og har fået løfte om at det vil blive behandlet således, at evt. ændringer kan træde i kraft i 2010, når den næste del af EFF puljen bliver bevilget.

Det er jo alt sammen meget godt, men det ser ud til, at vi har glemt at tage misteltenen i ed. Finanskrisen har fået pengeinstitutterne til at smække kassen i, og i skrivende stund er det mig bekendt kun meget få, om nogen akvakulturprojekter, der har fået endeligt finansieringstilsagn. Og vi har eksempler på pengeinstitutter, der decideret "ikke vil investere i akvakultur".

Det burde være uacceptabelt for en sektor, der har fået en kolossal hjælp fra skatteyderne for at kunne låne penge ud med henblik på at holde samfundsøkonomien i gang, at man siger nej til gode, velfunderede projekter fra folk, der har penge på kistebunden, og som overlevet og tjent penge i mange år i en omskiftelig og udfordrende branche.

Vi vil på foreningens vegne tage kontakt til nogle centrale pengeinstitutter for at drøfte situationen, ligesom vi vil opfordre fødevareministeren til at gøre klart for pengeinstitutterne, at skatteydernes penge ikke skal bruges til at lukke huller i slunkne bankkasser, men skal ud og arbejde bl.a. i seriøse akvakulturprojekter.