Hvad vil EU med akvakulturen?

Debatindlæg i Fiskerbladet

Der skrives og tales meget om akvakulturen i Europa. Men det bliver ved snakken.

I min leder i Dansk Akvakulturs nyhedsbrev fra juni 2009 beskrev jeg, hvordan den europæiske akvakultur (minus Norge) stagnerer, mens verden omkring os kører rask af sted.

Den europæiske syge skyldes, at man ikke har fået ordentlig greb om natur- og miljøforvaltningen. Alt for mange har en forkert forestilling om, at hele Europa kan udlægges som naturområder eller som museumslandskaber for forældet fødevareproduktion uden, at det går ud over den materielle produktion. Det er naturligvis umuligt, og derfor ser vi nu en reel udfasning af fødevareproduktionen til andre dele af verden. Indtil nu er vi gået glip af stigningen og har tabt markedsandele. Hvis EU ikke snart lægger stilen om, vil vi se en direkte tilbagegang i produktionen.

Problemet kan løses ved at acceptere, at det ikke kan lade gøre at foretage en dramatisk udvidelse af en fødevareproduktion som akvakulturen uden, at det medfører et forøget fodaftryk på naturen og miljøet. Hvis man vil undgå en samlet forøgelse af fodaftrykket må man omfordele fra de samfundssektorer, der giver et lavt udbytte pr. ”fodaftryksenhed” til de sektorer, herunder akvakulturen, som giver et højt udbytte.

I flere lande, bl.a. Danmark er akvakulturen detailreguleret med input i form af foderkvoter, hvilket er direkte skadeligt for både produktion og miljø. I stedet skal der, som anbefalet af det danske akvakulturudvalg, gennemføres en regulering af outputtet ved hjælp af udlederkrav og kvælstofkvoter, således at god indsats for miljøet belønnes.

EU forsøger at lappe på problemerne ved støtteordninger. Erhvervsstøtteordninger er noget skidt. På fødevareområdet er støtteordninger dårlige både for forbrugeren, producenten, miljøet og udviklingslandene. Inden for akvakulturen har vi i starten haft gavn af FIUF-tilskudsordningen, som støtte til omlægning til større og mere miljøeffektive dambrug. På de seneste har ”det bedre været det godes fjende”, idet en stor del af støttemidlerne har været bundet i projekter, med ”begrænset jordforbindelse”, og som ikke har kunnet finansieres.  Andre mere solide projekter med finansieringen på plads er derfor ikke gennemført. På det seneste har støtteordningen kostet Dansk Akvakultur en produktionsudvidelse på ca. 10 procent.

Hvis vi absolut skal have den slags støtteordninger er det oplagt forvridende, at der i nogle lande kan opnås op til 60 % støtte til anlæg og ligeledes støtte til opbygning af fiskebestand, medens vi i DK kun kan få 25-40 procent. Ideen med EU er frie og lige konkurrencevilkår. Det opfyldes ikke på dette område.

EU tillader endvidere Tyrkiet at eksportere ørreder til EU-området, selv om gives et direkte tilskud på produktionen på ca. 20 procent, hvilket jo er med til at holde ørredprisen nede på et alt for lavt niveau. EU skulle interessere sig mere for sit kerneansvar: det frie og lige marked, i stedet for at bekymre sig om den danske toldkontrol.

Der er heldigvis bevægelse på den danske akvakulturscene, og stor opbakning hos et bredt politisk flertal for at akvakulturen skal ud over stepperne.

Når denne gode udvikling kommer rigtigt i gang, kan vi fornøje os med at fortælle resten af EU, hvordan man skal gøre.

---

Danmark: En havbrugsnation

Det er rigtig svært at pege på en finere fødevareproduktion end opdræt af ørreder i danske havbrug.

Den flotte, store ørred er sund - fyldt med det rigtige omega-3 fedt -, velsmagende og nem at tilberede.

Ørreden produceres med et lavt miljømæssigt fodaftryk. Først og fremmest på grund af en meget god udnyttelse af foderet. Men ligeledes fordi havbrugene placeres på lokaliteter med frisk strømmende vand, som er godt for fiskenes trivsel, og reducerer det lokale fodaftryk til det mindst mulige. Havbrugene støjer ikke, lugter ikke og kan, bortset fra foderskibet, ikke ses på nogle få hundrede meters afstand.

De store fisks velfærd sikres ved meget god plads i de store netkasser, som er: løsdriftsstalde på havet.

Akvakulturudvalget har anerkendt dette, og der er udarbejdet en god aftale mellem Dansk Akvakultur, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund om havbrugenes fremtid.

Alligevel har vore gode kolleger i havbrugene stadig masser af bøvl med at få nye tilladelser. Et nøglepunkt er de 250 tons kvælstof, som havbrugene foreløbig skal bruge for at ”kickstarte” produktionsfremgangen. Vi er enige med de ”grønne” om, at det nødvendige kvælstof skal findes på det samlede N-budget for de indre danske farvande og ikke i det enkelte vandopland og den enkelte kommune. Det burde være en smal sag for vores flittige miljøembedsmænd.

Men jeg vil også appellere til vores politikere og til vores kolleger, der producerer dyr og planter på land.

Kvælstoftilførslen til miljøet er en vigtig begrænsende faktor for fødevareproduktionen på linje med jordarealet. Det er piskende nødvendigt, at landbrugserhvervet i samarbejde med politikerne får flyttet kvælstoffet hen til de mest lønsomme anvendelser. Den omfordeling er ikke anderledes eller mere (eller mindre) vanskelig end at udforme et statsbudget, hvor øget aktivitet på et område skal modsvares af nedskæringer på et andet.

I skrivende stund har nogle af vores havbrugskolleger endog problemer med at finde ud af, hvor de skal sende deres nye iderige projekter, med fangkulturer og det hele, hen. Ikke mit bord, siger alle de involverede myndigheder.

Der er milliardindtægter for Danmark at hente på det stærkt voksende marked for store ørreder. Lad os nu komme i gang.

Dansk Akvakultur 2010-2011

Formandens beretning til generalforsamlingen i Herning 28 april 2011.


Akvakulturudvalget

Akvakulturudvalget afsluttede sit arbejde rettidigt og med et godt resultat i maj 2010. I kender alle anbefalingerne. Hvis de gennemføres politisk, giver de et godt grundlag for den ansvarlige vækst i produktion og lønsomhed, vi har et fælles ønske med samfundet om.

Men hvordan går det med den politiske behandling?

I sidste års beretning nævnte jeg om den politiske behandling at:

I forhold til den ”hast” hvormed det politiske system, og især administrationen normalt handler går der nemt mindst et år med det.

Det har desværre vist sig at holde stik. Idet den politiske behandling stadig ikke er gennemført.

Det er ikke på grund af manglende god vilje hos politikerne. Anbefalingerne er blevet modtaget godt af politikerne i begge sider af folketingssalen. Vi har haft mange møder - senest et foretræde i fødevareudvalget - med politikerne, som er meget hjælpsomme for at fremme processen.

Vi kan imidlertid se, at arbejdet går langsomt i ”maskinrummet”. Det skyldes efter min opfattelse, dels bureaukratisk inerti: Store ændringer skaber stor modstand. Dels et velment ønske om stor sikkerhed for miljøet.

Dette udtrykkes ved, at nogle miljøembedsmænd stadig fastholder kravet om, at de vil godkende og bestemme, hvordan vi bygger og driver vores dambrug. Det er lodret imod aftalen i akvakulturudvalget, som siger, at vores produktions miljøforhold overvejende skal styres af udledningskrav og udledningsmålinger.

Vi forsøger nu, på teknikermøder og på anden vis at overbevise de skeptiske miljøembedsmænd, om at det vi foreslår, bl.a. alkontrol, vil give større sikkerhed for miljøet, end indretningskrav til dambrug. Et selv nok så godt bygget dambrug, kan give dårlige resultater på miljøområdet, hvis det ikke drives korrekt. Detaljerede indretningskrav hæmmer ydermere indførelse af ny og bedre teknologi til skade for både miljø og erhverv, og det er ikke særligt progressivt, hvis nye løsninger skal godkendes i Strandgade, før de kan bringes i anvendelse. 

På det seneste har vi set god vilje fra ”Miljøværket” og tempoet med anbefalingerne er gået i vejret. Det har vi kvitteret for ved at acceptere, at den midlertidige model3dambrugsbekendtgørelse sendes ud nu, selv om den indeholder (detaljerede) indretningskrav. Det gode ved den nye bekendtgørelse er, at den slår fast, at model3dambrugene skal have den N-kvote, der oprindeligt blev forudsat, da de blev bygget.

Det er aftalt, at en samlet bekendtgørelse for dambrug skal være klar til sommer. Den skal afløse den midlertidige bekendtgørelse for modeldambrug type 3 og den noget bedagede dambrugsbekendtgørelse, og vi vil, forhåbentlig med hjælp fra et bredt flertal i Folketinget, gøre hvad vi kan, for at den bliver så enkel som mulig og ikke kommer til at indeholde unødige indretningskrav.

På den seneste er en ”sort hest” dukket op igen, nemlig et ønske om, at dambrug slet ikke må tage vand ind fra vandløbene, men kun grundvand. Det er helt uacceptabelt for erhvervet, og imod akvakulturudvalgets anbefalinger, hvor der blot angives, at der skal sikres ”reel fri faunapassage”, hvilket ikke forhindrer, at der fortsat tages vand ind fra vandløbene.

Kvælstofproblematikken har ikke fundet en endelig løsning, hvilket især er relevant for havbrugene. Vi skal dog nok finde en udvej på dette med hjælp fra vores gode venner i Landbrug & Fødevarer. Især i betragtning af vandplanerne næppe kan overleve høringssvarenes sønderlemmende faglige og
økonomiske kritik.

Så for vore gode havbrugskolleger gælder det nu om at fortsætte med at søge nye tilladelser i en tid med rigtig gode priser på store laksefisk.

Produktionsstrategi

Vi har som lovet på sidste GF brugt året til at opdatere vores produktionsstrategi. Det var været nyttige og positive overvejelser, som dog har stået i skyggen af, at vore rammevilkår på miljøområdet stadig ikke tillader vækst.

Vi må konstatere, at vi stadig ikke har kunnet kan finde en slagkraftig foreningsløsning på de afsætningsmæssige forhold. Min personlige vurdering er, at her må ”kræfternes frie spil” råde, og så kan foreningen hjælpe med konkurrenceforvridende forhold, som f.eks. ørrederne fra Tyrkiet.

Med hensyn til investeringsstøtte forhandler vi nu med DFE om at ændre tilskudskriterierne, så der lægges mere vægt på produktionsøkonomi, og gerne med et tilskudsloft, så et enkelt eller nogle få meget store projekter ikke kan båndlægge midlerne i urimelig lang tid.

Forsknings- og udviklingsindsatsen er der kommet rigtig godt styr på. Vi har blandt andet haft nogle gode drøftelser med GUDP, som vi vil høre mere om i dag. Og vi er i gang med Videnskabsministeriet, som på det seneste har været hjælpsom med at bevilge et stort beløb til udvikling af forbedrede rensningsteknologier.

Øvrige produktioner

Det har ikke været nogen dans på roser at være åleproducenter og skaldyrsfolk.

Åleopdrætterne er udsat for en ensidig hetz fra især Greenpeace, som ikke vil forstå, at åleopdræt med tilhørende udsætning er gavnligt for ålens overlevelse. Heldigvis er der stadig nogle supermarkeder, der har ål på programmet.

Og muslingedyrkerne har haft meget svære afsætningsforhold og kommer desværre ind i 2011 i en stærkt slanket udgave.

Til slut

Til slut vil jeg takke bestyrelsen, medlemmerne, branchegrupperne, sekretariatet og bestyrelsen for et fortsat interessant og udfordrende samarbejde i det forløbne år.

Vandplanerne og kvælstoffet

Vandrammedirektivet og vandplanerne er et behjertet forsøg fra EU’s side på at få styr på de Europæiske vandmiljøforhold.

Desværre indføres vandplanerne i Danmark på en måde, der med sikkerhed er skadeligt for produktionen af planter og dyr, og ligeledes skadeligt for miljøet, fordi man lægger ensidig vægt på kvælstof som årsag til problemerne.

Kvælstof er uomtvisteligt den vigtigste begrænsende faktor for primærproduktionen i de danske marine områder. Men selv om kvælstofudledningen er reduceret meget igennem mange år, står virkningen på iltsvind og sigtdybde ikke mål med anstrengelserne. Der er andre faktorer på spil:

1. Ændringer i vejr og klima påvirker vandmiljøet.
2. ”Frem og tilbage er ikke lige langt”. Det kan være meget besværligt og tage meget langt tid at komme tilbage til noget, der ligner den oprindelige tilstand, ved kun at ”dreje på kvælstofknappen”, og man kommer helt sikkert ikke tilbage af samme vej.
3. Fysiske ændringer af de marine områder ved inddæmninger, fjernelse af sten og trawlfiskeri har fuldt så stor indflydelse på den økologiske tilstand som N-tilførslen.
4. Andre danske kilder til kvælstof. Fra energi og trafik i Danmark udledes 150.000 tons NOx til luften. Det svarer rundt regnet til 50.000 tons N / år. Hvorfor skal de ikke indgå i den samlede plan for N-reduktion?
5. Fra udlandet. I det hele taget importeres store mængder kvælstof ind- og ud af Danmarks luftrum. Det samme er tilfældet i de marine vandområder. Det er klart, at jo tættere man kommer på kysten jo mere ”fylder” det danske bidrag i billedet, men ude i det åbne Bælthav og Kattegat er Danmarks indflydelse begrænset.  

Den kontante konsekvens af disse forhold er, at selv om vi i morgen fjerner alle danske N-udledninger fuldstændigt vil vi ikke opnå god økologisk kvalitet i de danske marine områder, før vi har genoprettet den biologiske og fysiske struktur og før andre lande har reduceret deres N-udledninger ned til det forudsatte niveau.

Det betyder naturligvis ikke, at vi skal lade stå til, blot at der er god tid til at finde de rigtige løsninger, som baseres på en aftale med samfundet om miljømål, miljøforvaltning, virkemidler og en implementeringstakt, der fastholder konkurrenceevnen.

Ved den ene hånd…

…Hvad den anden gør?


Vi kender alle historien om, hvordan en mislykket miljøregulering har spændt ben for udviklingen af vores herlige erhverv, og hvor svært det i mange år har været at få opbakning og finansiel støtte til en øget produktion af sunde og velsmagende fisk.

Men ikke alle kender historien om, at i samme periode har Danida brugt hundredvis af millioner kroner på at opbygge en produktion af Pangasius i Vietnam, under forhold, der miljømæssigt set er under al kritik.

Lad mig med det samme slå fast, at en udviklingshjælp, der hjælper fattige mennesker til at skaffe sig et udkomme ved at producere fisk, ikke er så tosset endda. Og som et erhverv, der eksporterer 90 % af vores produktion, må vi acceptere, at andre lande kan eksportere til os.

Jeg synes heller ikke, vi skal klandre Pangasius som sådan. Det er en god og robust fisk, som er billig at producere, især fordi den er vegetar. Den er ikke i samme markedssegment som vores laksefisk, der er fyldt med de gode omega-3 fedtsyrer og som har en selvstændig kraftig og god smag. Det er dog naturligvis irriterende for os og vore kolleger i fiskeriet, at Pangasius ind imellem er blevet markedsført direkte vildledende, som indeholdende meget omega-3.

Men alligevel har Danida båret sig tosset ad.

For de første skulle man fra starten have sikret sig, at indførelsen af miljøkrav til akvakulturen i Danmark og Vietnam blev koordineret således, at Vietnam ikke fik en urimelig konkurrencemæssig fordel ved, at man i realiteten har tilladt ”miljødumping”. Dette er et klart eksempel på manglende samarbejde mellem forskellige ministerier.

For det andet har der ikke været reel deltagelse i projekterne fra det danske akvakulturerhverv, herunder primærproducenter, foderfirmaer og udstyrsleverandørerne organiseret i AquaCircle. Mig bekendt er det nogle forskere fra Århus Universitet, der helt isoleret fra den centrale danske akvakultur know-how, har tiltaget sig rollen som vigtige rådgivere for Danida.

Det danske professionelle akvakulturerhverv kunne have sikret et solidt fagligt grundlag for hjælpen. Endvidere kunne denne deltagelse have åbnet for en stribe af fælles dansk-vietnamesiske forretningsmuligheder.

Det er ikke for sent endnu, og vi vil henvende os til Danida, for at tilbyde vores viden og samarbejde.

Forskning for fiskene…

…og ikke for forskerne. Samfundet støtter venligt forskning-, udvikling og innovation om akvakultur. Det er vi glade for. Især efter at Fødevareministeriet for nogle få år siden tog initiativ til at udarbejde en strategi på området med opbakning fra erhvervet og vidensektoren.

Strategien har været brugt af Fødevareerhverv i forbindelse udviklingsansøgninger. Det har betydet en målretning af ansøgningerne til det erhvervet har brug for og med en meget mindre spildprocent.

Strategien er ved at blive opdateret i denne tid bl.a. med nye emner om skaldyr og tang. Det er Fødevareministeriet, der forestår opdateringen, men vi modtager meget gerne synspunkter og ideer i tilknytning til denne opdatering.

I den forbindelse vil jeg gerne opmærksom på, at der er etableret et universitetsværk af forskere, der interesserer sig for og har erfaring i akvakulturforskning. Det er en god ide at følge dette netværk, hvis man ønsker at arbejde på området. DTU, som er det største universitet inden for akvakulturen, har endvidere taget initiativ til at oprette en akvakultur kontaktudvalg, som skal koordinere indsatsen på DTU. Det er vi tilfredse med, da vi som et lille erhverv ikke har mulighed for at følge med i hvad der sker på alle DTU’s og andre universiteters institutter.

I det hele taget ser vi gerne en større samling på tropperne, ved at akvakulturforskningen samles på så få enheder som muligt. Vi lægger os her i kølvandet på Landbrug & Fødevarer, som forsøger at samle hele den danske fødevareforskning. Vi forstår samfundets behov for at bruge forskningspengene så godt som muligt, og medvirker gerne til at den anvendte forskning effektiviseres og strømlines.

Vi skal nu have bredt strategien ud, og har allerede aftalt med GUDP , at man vil bruge strategien. Og håber ligeledes, at Miljøministeriet, som i øvrigt har igangsat nogle rigtig gode projekter, Forskningsministeriet og  Energiministeriet vil lade sig vejlede.

Mit råd til forskere og virksomheder, der vil søge om penge til projekter, er, at man sætter sig ind i strategien, koordinerer med andre, så man undgår ”dyb tallerken” problemet, og henvender sig til DA om opbakning til ansøgningen. Det er ikke altid vi kan støtte en ansøgning, men vi ser gerne, at man respekterer dette.

Der er mange emner erhvervet er meget enige om er vigtige. Der er ingen grund til at spilde gode strategiske forskningsmidler på irrelevante projekter.

Kan miljøembedsmænd drive dambrug?

Mange miljøembedsmænd vil meget gerne blande sig i hvordan vi bygger, indretter og driver vores dambrug. De siger, at de gør det for miljøets skyld og nogle er oven i købet så ”venlige” at sige, at de gør det for vores skyld.

Vi er glade for den store interesse for dambrugsdrift, men det undrer os, at embedsmænd, som givet vis er dygtige til at lave miljømål og miljøtilsyn, føler sig kaldet til at fortælle professionelle dambrugere, hvordan man producerer fisk.

Vi synes embedsmændene skal holde sig til det, de er gode til. Så skal vi nok klare det, vi er gode til.

Akvakulturudvalgets anbefaling er klar: Dambrug skal reguleres med udledninger. Så kan det ikke nytte noget, at man nu prøver på at lave bekendtgørelser, hvor man bibeholder det meste af den mislykkede bureaukratiske detailregulering suppleret med endnu skrappere krav til målinger af udledninger.

Det er den værste af alle verdener.

Vi har selv lavet et omhyggeligt udkast til en bekendtgørelse for alle dambrug, der vil reguleres på udledninger. Det er enkelt, klart og giver en betydelig større sikkerhed for miljøet end den eksisterende regulering.

Vi har hørt på indvendinger til vores forslag fra miljøembedsmænd i stat og kommuner. De fleste er misforståelser eller udtryk for uvidenhed, men de berettigede indvendinger kan vi sagtens imødekomme. F.eks. skal alle projekter om ny- eller ombygning af et dambrug naturligvis bilægges en komplet miljøteknisk beskrivelse af indretning og drift. Hvis denne beskrivelse er lavet af en professionel entreprenør eller rådgiver burde det være tilstrækkeligt til at give godkendelse. I tvivlstilfælde kan kommunen i givet fald henvende sig til Fødevareministeriets HelpDesk.

Vidtgående forandringer vækker altid modstand. Til modstandere af at følge akvakulturudvalgets anbefalinger i denne sag til punkt og prikke kan jeg kun sige:

Hvordan synes I selv, at de seneste 20 års miljøregulering af dambrugene har fungeret?