At gøre som man siger..

.. er en svær øvelse for mange. Ikke mindst for EU.

Netop hjemkommet fra endnu en fin EU konference om akvakulturen med deltagelse af ministre og kommissæren må jeg konstatere, at EU holder fine skåltaler, medens akvakulturen stagnerer eller ligefrem går tilbage i EU området. Sådan har det været i de seneste 20-30 år.

Men alligevel lægges der op til, at man fortsætter med mere af samme mislykkede politik, nemlig at forhindre lønsomme produktioner med gennemprøvede produktionsmetoder og efterspurgte produkter i at udvikle sig ved at fastholde en fortvivlet ringe miljøregulering samtidig med, at man lægger strategier for og poster milliarder af Euro i forskning, udvikling og investeringer i nicheproduktioner, der er på kanten af at være lønsomme, eller kun lønsomme med tilskud.

Kursen skal lægges om, og det bliver den først, når de europæiske politikere gør sig klart, at det ikke kan lade sig gøre at foretage en stor udvidelse (2-3 dobling) af den europæiske akvakulturproduktion uden, at den tilføres meget mere ”miljømæssigt råderum”, f.eks. i form af kvælstofkvoter, plads til lokaliserings el. lignende.

Dette råderum kan findes på to sammenhængende måder. Dels skal det vurderes, om der lige nu er den rigtige balance mellem EU-vandrammedirektivets miljømæssige hensyn og de overordnede samfundsøkonomiske hensyn til produktion, job og beskæftigelse. Det har aldrig været meningen med VRD, at det reelt skulle medføre en udfasning af europæisk fødevareproduktion til lande med ringere standarder for dyrevelfærd, miljø, natur og klima.

Desuden skal det sikres, at ”det miljømæssige råderum” kanaliseres hen til de sektorer, der giver størst samfundsmæssig gevinst i forhold forbrug af råderummet. Her ligger akvakulturen som bekendt lunt i svinget.
Det er en politisk opgave og politikernes udtrykkelige ansvar at finde disse balancer og fordele råderummet bedst muligt.

Jeg vil gerne appellere til de europæiske politikere og særligt til vores entusiastiske og bestemte kommissær Fr. Maria Damanakis om at tage den opgave på sig.

Hvis den europæiske akvakultur her-og-nu får det nødvendige råderum, og dermed kommer til at tjene penge, skal vi nok kvittere ved at udvikle effektive miljøteknologier, som på langt sigt sikrer, at vi producerer meget større mængder og værdier samtidig med, at vi mindsker vores behov for miljømæssigt råderum.

At pumpe eller ej

En af de meget fine ting ved klassiske dambrug (og ved havbrug) er, at vedvarende energi forsyner fiskene med rent vand og ilt og fjerner og omsætter affaldsstofferne. Det er derfor helt tosset, at den ny dambrugsbekendtgørelse stiller krav om, at vand skal pumpes ind i dambrugene.

Vi er naturligvis enige i akvakulturudvalgets anbefalinger af, at opstemninger ved dambrug skal væk og dermed, at en pumpeløsning i en række tilfælde vil være en nødvendig del af løsningen, men vi er helt uenige i at pumpning i alle tilfælde er den eneste løsning, og da slet ikke en pumpeløsning med tilbagepumpning til indtagspunktet. Det er i øvrigt tankevækkende i denne klimatid at høre, hvor begejstrede miljømyndighederne er for en løsning, der vil øge samfundets energiforbrug med 3,3 mio. kwh og CO2 udledningen med 1850 tons CO2.

Vi har mange praktiske eksempler på gode løsninger, der ikke indebærer pumpning. Vi har derfor foreslået Miljøstyrelsen, at man konkret for hvert enkelt dambrug bruger ”renere teknologiprincippet” og finder den bedste og billigste løsning, der sikrer reel for faunapassage og god vandløbstilstand i øvrigt, og benytter de midler, der allerede er afsat på finansloven til at gennemføre løsningerne.

Miljømyndighederne har befriende ærligt anerkendt at pumpeløsningen er indført for at forsøge at begrænse de erstatningsretlige konsekvenser af Tågelundsagen. Vi synes det ville være bedre for alle parter at finde en praktisk og mindelig løsning på opstemningssagen, frem for et langstrakt og opslidende forløb i taksaktionskommissioner og retssale.

Desværre er der i visse kredse en alt eller intet opfattelse af problemstillingen, hvor man ønsker ”høj økologisk tilstand” = uberørt natur i vandløbene i og ved dambrugene. Det er i modstrid med de generelle EU krav til miljømål, som er ”god økologisk tilstand” = tæt på naturtilstanden. I vandplanerne er ”tæt på” defineret omtrent som et firs procent niveau. Det er helt givet, at der kan findes gode løsninger ved alle dambrug, der ændrer vandløbets tilstand og faunapassagen med mindre end 20 % i forhold til naturtilstanden, og som i mange tilfælde ikke indebærer pumpning.

Lad os bruge vores fælles viden og kreativitet til at finde disse ”gode nok” løsninger. Så de penge, samfundet sparer, kan bruges på andre områder med større nytteværdi og uden et unødigt og miljøbelastende merenergiforbrug.

Hastværk & lastværk

Dansk Akvakultur, har samme med den øvrige fødevareproduktion i Danmark været misreguleret i mange år, hvilke har været til stor skade både for miljøet og produktionen. Det er derfor godt, at akvakulturudvalgets anbefalinger, endelig efter knap to år, har fået sat skred i udformningen af et nyt regelsæt for erhvervet.

Miljøministeren lægger efter sigende stor vægt på, at de 95 dambrug, der mangler godkendelse, hurtigt kan opnå en sådan. Det er et ønske erhvervet deler. Det kræver en god og klar dambrugsbekendtgørelse, men der er efter vores vurdering desværre et stykke vej igen, inden DBG er god nok til at virke efter hensigten. Vi tror, det ville have været klogt at tage endnu nogle diskussions- og forhandlingsrunder med fagfolk, inden man sendte en delvis ufærdig BKG på gaden.

På nogle områder er bekendtgørelsen et stort fremskridt. Det nu klokkeklart, at vi kan gå over på udlederregulering, således at koblingen til foderforbrug og produktion er fjernet. Miljøministeriet har endvidere oplyst, at dambrugerne får alt det kvælstof, som vi har fået stillet i udsigt, og som vi har krav på.
Desværre er DBG uklar, kompliceret og svær at læse, hvilket kan give anledning til mange fortolkninger, og dermed besværlig sagsbehandling. Der er stadig nogle store ”knaster”, hvoraf jeg fremhæve krav til pumpning, impermeable membraner, og ikke det mindst det tossede krav om foderkvotienter, som er totalt misforstået i udlederkravsammenhæng, og som direkte vil hæmme udviklingen af moderne foder med færre uønskede råvarer.

Vi har allerede fået nogle afklaringer fra MiM. Og håber, at vi kan fortsætte i den dur, og enten få bekendtgørelsen udgivet i revideret udgave eller mindste får en hurtig afklaring på de tågede punkter og fjernet de værste knaster.

Vi er helt opmærksomme på, at der kan være et flertal i Folketinget for andre synspunkter end vores. Det er nu ikke vores indtryk. Men hvis det forholder sig sådan, må sagen jo endeligt afgøres af politikere og ikke af miljøadministratorer.

Når vi har et samlet tilfredsstillende resultat for udmøntningen af anbefalingerne, især inklusive kickstarten til havbrugene, vil vi som erhverv naturligvis lægge alle kræfter i en hurtig og smidig indførelse af de nye regler.

Nu kommer de ”grønne” ørreder

Kunderne efterspørger i stigende grad produkter med et lavere miljø-, natur- og klimamæssigt ”fodaftryk”. I Dansk Akvakultur er vi så heldige, at alt det vi producerer allerede ligger i den pæne ende af fødevareproduktionen, hvad angår det grønne. Vores ørreder har et lavt tab af kvælstof pr. produceret værdienhed, både fordi prisen er relativ høj i forhold til de flere andre animalske produkter, og fordi fisk har en høj foderudnyttelse, da fisk er vekselvarme dyr, som svømmer rundt i et tyngdefrit miljø. Vores åleopdræt er i gang med at løse ålens gåde, og muslingeopdræt og tangdyrkning fjerner næringsstoffer fra miljøet.

Vi er derfor glade for den anerkendelse, der nu er opnået i samarbejde med Verdensnaturfonden om WWF- certificering af ørredproduktionen. Vi har taget initiativ til at sætte certificeringsprocessen i gang, i håbet om at det store arbejde og de mange investeringer, vi har lagt at udvikle ørredproduktionen i en mere miljøeffektiv retning, kan bære frugt ved at give os bedre adgang til markedet.

Det certificeringsgrundlag, der nu er opnået kan stort set alle danske ørredproducenter opfylde, men langt fra alle vor konkurrenter. Vi mangler dog stadig at få den endelige certificering. Det sker nu i samarbejde med ASC (Aquaculture Stewardship Council), og vi håber, at vi hurtigst muligt kan opnå certifikatet.

Det vil være rigeligt optimistisk at tro, at et certifikat straks kan give os bedre priser. Forbrugerne er meget glade for at tale om ”det grønne”, men ikke altid helt så glade for at betale for det.

Men vi forventer da at kunne komme ind på de hylderne hos de mange supermarkeder og institutioner, der oplyser, at grøn indkøbspolitik er vigtig for dem. I det mindste bør vi kunne erstatte produktioner fra lande, der overhovedet ikke stiller miljømæssige krav til deres ørredproduktion, og som oven i købet giver statslig produktionsstøtte.

Vi satser på, at især de danske supermarkedskæder og danske NGO’er vil hjælpe os helhjertet i denne sag. Så kan vi opnå det indtjeningsgrundlag, der gør det muligt for os  at investere i ny miljøteknologi og produktion af mange flere ”grønne” ørreder.

Store forventninger

Dansk Akvakultur har et godt tilbud til samfundet. Over en kortere årrække vil vi øge produktionen af fisk skaldyr og tang til 180.000 tons / år til en værdi af 4 mia. kr/år. Det meste går til eksport, og desuden kan vi oprette 2.000 godt lønnede arbejdspladser i udkantsdanmark. Det hele kan foregå inden for samfundsfastlagte miljømål.

Det kræver, at politikerne lever op til akvakulturudvalget anbefalinger, som tildeler erhvervet den absolut nødvendige mængde kvælstof og frafalder den nuværende kommando/kontrol regulering til fordel for udlederkrav.

Det er desværre ikke nogen simpel sag, især synes det at være tungt for miljøministeriets embedsmænd at værdsætte, hvad det er, man har skrevet under på i Akvakulturudvalget.

Det skal ikke forhindre mig i at starte 2012 i en god ånd. Jeg tror, det vil lykkes for alle gode kræfter at få gennemført akvakulturudvalgets anbefalinger.
Det er vigtigt, at erhvervet som helhed og hvert enkelt af vore medlemmer tænker disse meget positive konsekvenser igennem. Det er meget ”jysk” at være lidt småpessimistisk og tænke, at det kan da ikke passe, at situationen for Dansk Akvakultur pludselig bliver (meget) bedre.

Men det kan, og det skal passe. Og så får vi travlt med mange spændende ting.

Æg- og yngelfolket skal firedoble produktionen, bl.a. skal der bruges mere end 10.000 sættefisk til havbrug som skal være klar i april måned hvert år.

Hvis vi kommer til at ligne udviklingen i det internationale lakseopdræt opstår der nogle få meget store firmaer, som omsætter i milliardklassen. De kan ikke ledes alene af vores formidable ejer/ledere, som er vant til at tage alle vigtige beslutninger selv, og derfor risikerer at blive flaskehalse. Vi skal både bruge kapitalindskud til hurtig vækst – måske skal nogle af jer børsnoteres - og mere professionel ledelse på direktørgangene og i bestyrelserne.

Hver enkelt af vores virksomheder må tænke denne udfordrende situation igennem og række ud til omgivelserne for at komme de gode muligheder i møde.

I ønskes alle et positivt 2012.

Bekæmpelse af Egtvedsyge

I en tid, hvor vi som erhverv irriteres grænseløst over, at miljøministeriet ikke kan finde ud af loyalt at følge akvakulturudvalgets anbefalinger, og hvor priserne for vores sunde og velsmagende fisk presses af EU’s manglende vilje og evne til at stoppe Tyrkiets og Norges dumpingagtige adfærd, kan det være svært at finde noget at glæde sig over.

Men nu er det jul – en glædens tid – og vi er i den glade situation, at det ser ud til, at det er lykkedes at bekæmpe Egtvedsygen.

Det er lykkedes gennem en stor og god fælles indsats fra erhvervet, fødevaremyndighederne, EU og politikerne, og det skal vi kvittere for.

Den danske fiskeveterinære forskning har skabt det faglige grundlag for, at vi kunne udføre et effektivt bekæmpelsesprogram. Vi skal i det hele taget være meget glade for, at Danmark har høje veterinære standarder og et enestående effektivt veterinært beredskab. Det giver os nogle omkostninger, bl.a. i forbindelse med standarder for spildevand fra slagterier, og sætter bånd på ”fiskenes frie bevægelighed”. Men de ulemper er til at leve med for at fastholde det gode ry, Danmark har på det veterinære område, og give os eksportmuligheder for vores fødevarer, som er bedre end de fleste andre lande.

Vi ser derfor med nogen bekymring på det stormvejr som DTU veterinærinstituttet er inde i på grund af økonomiske forhold. Vi håber, at der i samarbejde mellem DTU, fødevareministeriet og erhvervene, kan findes løsninger, der vedligeholder det høje veterinære beredskab. Vi vil i den forbindelse pege på, at det forekommer urationelt, at der vedligeholdes fiskepatologisk forskning og undervisning både på DTU & KU, og vi vil opfordre de to institutioner til at indlede forhandlinger om en fusion af området.

Lad mig slutte med at ønske vores medlemmer og vores mange venner af dansk akvakultur en glædelig jul og et godt nytår med et fromt ønske om, at 2012 bliver det år, hvor ”akvakulturens kræfter endelig slippes løs” til gavn for produktion og miljø.

Nye dambrug i støbeskeen

Jeg er netop kommet opmuntret hjem efter at have deltaget i DanAqua messen i Ålborg.

Jeg tror, der et tøbrud på vej, efter den mere end tyve år lange vinter vores fine erhverv har været igennem på grund af misreguleringen med foderkvoter.

Der er strukturmidler på vej fra NaturErhvervstyrelsen til en samlet investering i nye dambrug på ca. 150 millioner. Hvis alle disse projekter bliver gennemført svarer det til en produktion på mere end 5.000 tons ørreder. Endvidere har en del model 3 dambrug søgt godkendelse på basis af den nye model 3 dambrugsbekendtgørelse, hvilket ligeledes vil give anledning til en betydelig produktionsforøgelse.

Jeg hører også på ”vandrørene”, at en del små og mellemstore dambrug ønsker at bygge om på grundlag af den kommende samlede dambrugsbekendtgørelse, hvor vi forventer, at indretningskrav bortfalder mod at dambrugets udledning måles ved alkontrol. Det er min opfattelse, at de fleste dambrug vil have fordel af at overgå til udlederkrav og alkontrol, og at man ikke skal være bange for de tekniske problemer i den forbindelse.  Ombygning til en højere rensegrad og indretning af let målbare vandindtag og -udløb koster penge. Det er naturligvis op til den enkelte dambrugers konkrete vurdering, om gevinsten ved de nye frihedsgrader til at kunne producere så meget man vil og på sig egen måde opvejer disse omkostninger. Men det tror jeg det vil gøre i rigtig mange tilfælde.

De nye toner har allerede sat en hurtig og dygtig dambrugsteknologisk udvikling i gang. Der er dog stadig en vis tendens til at opfinde den ”dybe tallerken”. Og jeg synes ikke, at den viden erhvervet har indsamlet om de nye dambrugstypers muligheder og problemer, endnu i tilstrækkelig grad bruges ved design af de nyeste dambrug.

Her vil jeg gerne opfordre bygherrerne til at kontakte ”tærskeholdet”, som vi brugte i DAMTEK projektet inden de afslutter kontrakter med entreprenører. Ligesom jeg vil opfordre AquaCircles anlægsleverandører, med deres store viden om recirkulationsteknologi, til at interessere sig mere for det danske dambrugsmarked, hvor der i de kommende år skal investeres for et milliardbeløb. Det er i vore dage ingen kunst at lave dyre anlæg til dyre fisk. Den virkelige udfordring er at lave anlæg, der kan producere fisk til konkurrencedygtig priser.

Vore dages akvakultur er videntung højteknologi både på land og på havet. Der er meget ny viden på vej. Men lad os først og fremmest sikre os, at vi bruger den viden, vi allerede har, fuldt ud.