Fisk er ikke bare fisk

Det står til troende, at man bliver smuk og klog og lever længe af at spise mange fede fisk.

Grunden til det er, at fede fisk har et stort indhold af flerumættede fedtsyrer af den særligt gunstige omega-3 type. Disse stoffer forhindrer hjertesygdomme, og de indgår i hjernens kemi, og sikrer at vi tænker klart og hurtigt.

Dansk Akvakultur producerer ørreder og ål som begge er fede fisk. Foruden at de smager rigtig godt, er disse fisk også usædvanlig sunde.

Magre fisk (torsk, pangassius) er bestemt også sunde, men ikke på den samme aktive måde som de fede fisk (ørreder, laks, ål, sild, makrel). Forbrugeren må for vores skyld gerne spise fisk hele ugen, men hvis man ikke har lyst til det, bør man sikre sig at de fisk, man spiser et par gange om ugen i det mindste er fede. Hvis man spiser dansk opdrættede ørreder og ål, får man i tilgift, at de er produceret med den mindst mulige påvirkning af miljøet i forhold til produktioner af de samme arter andre steder i verden.

Lige nu er der en aktuel debat i gang om indholdet af de rigtige (omega-3) fedtstoffer i akvakulturørreder og ål.

Det må med det samme slås fast, at opdrættede ørreder og ål indeholder et højt indhold af de rigtige fedtstoffer. Men det er ligeledes korrekt, at på grund af knaphed på marine råvarer er der sket en ændring i fiskenes kost, så de nu indtager flere planteolier end før. Det er egentlig ikke så tosset endda, fordi dyrkning af planteolier påvirker miljøet mindre end et massivt fiskeri efter marine planteolier, som kommer fra alger i havet og ophobes gennem fødekæden. Men naturligvis er vi nødt til at sikre os at vores fisk er ligeså sunde, som vi lover forbrugeren.

Vi er indstillet på i samarbejde med vores foderleverandører og sundhedsmyndighederne at udvikle en mærkning af vores produkter, som sikrer forbrugeren en aftalt "sundhedskvalitet" af vores ørreder og ål. Det bliver dog ikke gratis, hverken for erhvervet eller forbrugeren: Høj kvalitet koster penge.

På langt sigt vil vi arbejde på at erstatte "fangede" marine råvarer med skaldyr og planter dyrket på havet. F.eks. indeholder blåmuslinger ca. 1 % omega -3 fedtstoffer, og små hurtigtvoksende muslinger, som ikke er egnet til humankonsum, kan derfor med fordel bruges som foder til fisk og andre dyr.

Stjernegod investering i grøn vækst

Leder i Akvakulturnyt

Fiskerifonden har støttet omlægningen af vores erhverv i en mere miljøeffektiv retning. Det har været en stor succes. Der er nu godkendt en produktionskapacitet i Model dambrug på 11.000 tons foder og der er yderligere 4.000 tons foder undervejs. Dvs. at ca. halvdelen af vores produktion til en produktionsværdi af over en kvart milliard/år er under omlægning til at indtage væsentligt mindre vand og udlede væsentligt færre kg organisk stof og kvælstof.

Det må siges at være ”godt gået”. Det hele er opnået for en investering fra fiskerifonden på i runde tal 100 millioner, hvor af det halve kommer fra EU. I runde tal har det danske samfund fået 50 kr i øget og grønnere omsætning for hver investeret dansk krone. Jeg tror det bliver svært at finde andre tiltag, der har skabt så gode resultater på en så overbevisende billig og hurtig måde.

Vi er derfor en kende skuffede over, at ”finansdrengene” nu er ude efter fiskerifonden, og vil spare omkring 40 % om året på fonden. Vi arbejder sammen med vore kolleger i fiskeriet for at overbevise politikerne om, at det vil koste produktion og miljø at spare på fiskerifonden. Det vil jo være en næsten absurd situation, hvis der er et ønske i erhvervet om en hurtig omlægning, og at man så på grund af pengemangel må sige nej til at støtte kvalificerede modeldambrugsprojekter.

Bestyrelsen mødtes med vores fødevareminister, Eva Kjer Hansen, den 8. september og drøftede med hende, naturligvis i første omgang at fastholde fiskerifondens midler, men i givet fald at kunne fremskynde samfundets investeringer i sektoren. Vi er jo ikke interesseret i at være på støtten i evig tid, men vil gerne lave en hurtig og effektiv omlægning, når muligheden er der.

På forsknings- og udviklingsområdet er ålereproduktionsprojektet et godt eksempel på, at fondens midler har været med til at skabe resultater, der både vækker opsigt i den internationale forskningsverden og ikke mindst er yderst relevante for åleopdrætserhvervet.

Vores politikere siger, at vi i Danmark skal leve af at producere grønt og udvikle og bruge viden. Så må de også belønne det erhverv, der følger opfordringen.

Fisk spiser Fisk

Leder i Akvakulturnyt

Nogle grønne organisationer: WWF og Greenpeace er, med en vis ret, meget optaget af om det foder, vi giver fiskene bliver fremskaffet på en økologisk effektiv måde. Og så sætter de trumf på og siger, at der går 3 til 4 kg våd fisk til at opdrætte et kg ørred, og en offentlighed, der ikke har tid til at sætte sig ind i problemet, synes måske umiddelbart, at det lyder helt forfærdeligt.

Nu er der ikke i grunden noget galt i at fodre fisk, kyllinger og andre husdyr med industrifisk, som der jo alligevel ikke er et marked for til andre anvendelser. Men som erhverv har vi da for lang tid siden erkendt, at vi må gøre os fri af afhængigheden af vilde fisk som foder til vores fisk.

For det første er mængden af ”foderfisk” op ad til begrænset af den naturlige produktion i havet, og der allerede nu for lidt mel og især olie til at forsyne den stærkt voksende produktion af laksefisk. For det andet kan der forventes et stigende pres på industrifiskeriet på grund af dets påvirkning af havmiljøet.

Vores foderleverandører er derfor over en årrække ved en systematisk indsats blevet dygtigere til at erstatte ”foderfiskene” med andre råvarer. Helt på samme måde som vi støt og konsekvent er blevet dygtigere til at udlede mindre stof pr. produceret enhed.

Foderudviklingen er kommet så langt, at vores gode kolleger: Peter Jessen, Biomar, og Viggo Hørlyck, Aller Aqua, har beregnet, at der til moderne ørredfoder maksimalt medgår 1,5 kg våd fisk pr. kg produceret ørred, og at vi hastigt nærmer os forholdet 1:1.

Hvilket er rigtigt langt fra de tal, som NGO’erne fører frem, hvilket vi nok skal fortælle dem.

Over en årrække kan vi imødese, at foderforsyningen bliver helt uafhængig af fangsten af vildfisk, og at vi producerer maden på land og på havet.

Vi skal dog undgå at lave rene ”vegetarfisk”. Godt nok kommer de gode fedtsyrer, som gør vores fisk så utroligt sunde at spise, fra alger i havet. Men det er godt, hvis vi stadig kan fylde olien ind i en pakke, der ”smager” af fisk. Fødevareforskerne fortæller mig, at indpakning betyder noget, og at det langt fra er sikkert, at en ”fiskeoliekapsel” er lige så sund som den samme mængde olie indtaget fra et godt måltid fisk.

En udvikling af havbrug, der kan dyrke råvaren til foderet i form af marine alger, skaldyr og andre organismer, der er billige at dyrke, vil både gøre os uafhængige af det begrænsede fiskeri, og samtidig aflaste landjorden for en areal- og ferskvandskrævende planteproduktion.

Vores erhverv bliver først for alvor et rigtigt ”vandbrug”, når vi på linje med vore kolleger på land, kan dyrke vores foder. I den forbindelse må vi ikke glemme, at 90 % af de fisk, der opdrættes i verden, er planteædere. Vi må have øjnene åbne for, om vi under danske forhold kan opdrætte multer, maller, tilapia eller andre planteædende fisk.

På støtten....

Regeringen har fået en uheldig start på finanslov 2009 ved at foreslå, at der spares 60 millioner om året = ca. 33 % på den Europæiske Fiskerifond, som støtter investeringer og udvikling inden for fiskeri & akvakultur. Jeg har med det samme været ude i medierne og gøre vrøvl på Dansk Akvakulturs vegne. Det er jo et svært indhug i vores støttemuligheder og vil uundgåeligt forsinke vores muligheder for at opfylde den handlingsplan for akvakulturproduktionen, som regeringen selv har udarbejdet.

Jeg er dog allerede blevet drillet af nogen af mine venner, som siger: ”Du har jo altid sagt, at akvakulturen ikke får ret meget i støtte, så I må da sagtens kunne undvære den klat penge?”

OK. Den sved. Selvfølgelig kan jeg godt lire alle de samme argumenter af, som alle andre erhverv på støtten bruger: at de på lang sigt sagtens kan undvære støtten, og at det nærmest er skadeligt for erhvervet at modtage støtte, men desværre kan vi ikke undvære støtten lige nu, fordi alle vores konkurrenter får.

Det er jo en del af sandheden, og alle sidder som bekendt og venter på alle, som de nyligt kuldsejlede WTO forhandlinger om fødevaresektoren udmærket illustrerer.

Jeg er overbevist om, at det danske akvakulturerhverv godt kan undvære statsstøtte, hvis vi fik det danske samfund til at udforme en moderne ubureaukratisk miljøregulering baseret på udlederkrav og miljøeffekter således at vi kunne øge produktionen i takt med forbrugernes behov. Vi er internationalt førende producenter af ørreder og ål både med hensyn til kvalitet, produktionsomkostninger og lav påvirkning af miljøet, og med de rigtige rammebetingelser kan vi konkurrere med alle i verden.

Når jeg alligevel med god samvittighed tager i mod støtten, som i det mindste ikke skal forringes, men gerne forøges væsentligt, er det fordi jeg betragter støtten som en slags tabt arbejdstjeneste eller erstatning for tort og svie. I en periode på næsten 20 år er vi blevet udsat for en miljøregulering uden proportioner, som har medført at vores produktion stagnerer i en tid, hvor den globale akvakulturproduktion stiger med næsten 10 % om året. Både vores erhverv og det danske samfund er dermed gået glip af en samlet omsætning i denne periode på rundt regnet 20 milliarder. Hvis vi havde omsat de penge kunne vi udmærket selv fuldt ud have finansieret vores investeringer og vores Forsknings-, Udviklings- og Innovationsindsats.

For at føje spot til skade har denne elendige miljøregulering efter min opfattelse bevirket, at erhvervets miljøpåvirkning nu er større, end den ville have været, hvis erhvervet havde fået lov at folde sig ud på basis af et tidssvarende miljøreguleringssystem. Så ville erhvervet have haft incitament til at investere i miljøforbedrende tiltag, og produktionsforøgelsen ville have betalt omkostningerne til denne udvikling.

Vækst i produktion/økonomi og forbedret miljø er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Lige efter år 2000 blev igangsat nogle konstruktive processer, hvor myndigheder og grønne organisationer i fællesskab med erhvervet forsøger at få udformet en moderne miljøregulering.

Men indtil denne proces for alvor har give resultater og indtil vi har indhentet det efterslæb, som samfundet uden reel grund har påført os, bør fiskerifonden etc. øge sin hjælp til akvakulturen, så dansk akvakultur hurtigst muligt igen kan komme på omgangshøjde med den globale udvikling på området.

B...Ordet må kasseres

Jeg er godt træt af ordet: "Bæredygtig". Da jeg underviste miljøingeniører i Thailand på Asian Instute of Technology forbød jeg dem at bruge S...ordet (Sustainable), og det var de unge mennesker ret glade for. De kom fra fattige lande i Asien, hvor folk døde som fluer af drikkevand fyldt med lort og af indendørs røg fra afbrændt komøg. I nogle af landsbyerne gik folk rundt i en stadig bimmelim på grund af kronisk cyanidforgiftning fra dårligt renset maniok. De unge ingeniørers prioriteter var klare: få en god uddannelse, tjen mange penge og løs de akutte livstruende forureningsproblemer. Der var ikke plads til udflydende og uklare buzzwords.

B... ordet er en blød og varm og venlig kliche, som betyder helt forskellige ting for forskellige mennesker. Der findes rigtig mange og derved reelt ingen definitioner, på hvad B... er og begrebet er ikke operationelt dvs. praktisk anvendeligt i natur- og miljøforvaltningen i den virkelige verden.

I B... verdenen taler man om Hård og Blød bæredygtighed. I den hårde form er det forudsat, at vi efterlader jorden i uændret stand til vores efterkommere. Det lyder jo umiddelbart tilforladeligt, men er grundlæggende noget vrøvl. For det første skulle vi da gerne efterlade vores efterkommere et bedre liv:) Med dernæst er begrebet en absurditet. Lad os tage olien som eksempel. Der er ingen tvivl om, at vi år for år bruger af en endelig mængde, og derfor efterlader mindre olie til vores efterkommere. Hvis vi ikke må det, skal vi helt holde op med at bruge af olien, men hvis vi gør det, er olien jo ingen ting værd!

I den virkelige verden bruger vi, iøvrigt er i overensstemmelse med blød B..., af "naturkapitalen": skove, olie, mineraler etc., og investerer i andre aktiver: samfundets infrastruktur, uddannelse, viden og teknologi, som er meget mere værd end en passiv naturkapital. Hen af vejen finder vi så ud af at erstatte knappe ressourcer med mindre knappe. Jern i stedet for flint, sol & vind i stedet for olie & kul, sand i stedet for kobber osv, hvilket gør os stadig materielt rigere og uafhængige af naturens begrænsninger.

Der findes alligevel mennesker og organisationer, der er i ramme alvor stadig prædiker den "økologiske dommedag", påstår, at den måde vi nu lever på ikke er B... , og hævder, at ulandene ikke kan få ligeså god eller bedre materiel levestandard end en rar madglad dansker uden at jorden går under.

Det er simpelthen noget sludder. Menneskene historie er et langt vedvarende bevis på, at der er ikke er naturgivne begrænsninger for vores udfoldelser. Vi er nu blevet 6 milliarder, om alle sagtens kunne leve og spise godt, hvis det ikke var for ondskab og dumhed i form af denne verdens "Mugaber". Og der er heller intet i vejen for, at vi kan formere os til de 10 milliarder som FN's middel prognose siger, og at disse 10 milliarder kan leve materielt bedre end en dansker gør i dag.

Energi er nøglen til at løse alle materielle problemer. Lige nu bruger menneskene 1/8000 af den solenergi der rammer jorden (og tænk, på hvor meget der ikke rammer jorden!). Så der er rigeligt plads til en stor udvidelse af energiforbruget baseret på vedvarende energi. Menneskelig snilde i form af ny viden og teknologi og god organisation af samfundet kan fortsat løse de problemer, vi måtte have med knappe ressourcer.

Men hvis vi ikke kan bruge B...ordet, hvad så? Vi skal være konkrete. Vi skal ind og se på vores aktiviteters detaljerede og specifikke fodaftryk på naturen & miljøet, og så må vi oplyse klart om dette og gerne udgiftsføre natur- og miljøbelastningen, når vi laver samfundsmæssige analyser af aktiviteten. I akvakulturerhvervet er vi så heldige, at vi f.eks. har en høj værditilvækst pr. udledt kg kvælstof i forhold til andre måder at producere kød på. Og med den nye "modeldambrugsteknologi" er det lykkedes os yderligere næsten at fordoble værditilvæksten.

Vi skal ligeledes se i øjnene, at der ikke findes nogen menneskelige aktiviteter, der ikke påvirker naturen & miljøet. Absolutte krav om nul-påvirkning kan ikke opfyldes. Hvad vi kan gøre er at opstille mål for det natur- og miljømæssige råderum, som menneskelige aktiviteter skal holde sig inden for, og så ved ny teknologi sikre, at vores produktion kan holde sig inden for det råderum.

Endelig er det ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget og omvendt! Et traditionelt dambrug leder mere kvælstof ud end et modeldambrug, men bruger til gengæld vedvarende energi til at flytte vand og stof. Et økologisk jordbrug bruger mindre N / Ha, men bruger til gengæld meget mere plads, som derved går fra den uberørte natur. En tomat dyrket i Danmark bruger godt nok ingen energi til transport, men til gengæld mange gange mere energi til opvarmning etc. end en spansk tomat.

Det er derfor vanskeligt, for ikke at sige umuligt at give klare råd til forbrugerne, om hvad det er bedst for miljøet og naturen at sætte tænderne i. Den enkleste løsning vil nok være at lægge internationale afgifter på de vigtigste faktorer i fødevareproduktionens fodaftryk, og så lade et frit marked føre produktionen der hen, hvor naturen og miljøet er mest robust.

Dambrug 2.0

Forsøgene med modeldambrug; Dambrug 2.0, er nu afsluttet og rapporteret med et godt resultat. I middel har modeldambrug 3 gruppen lånt tretten gange mindre vand end gennemstrømningsdambrug (Dambrug 1.0) og har udledt den halve mængde kvælstof. Det er godt gået, og er en stor hjælp på vejen til at opfylde vores produktions- og miljømål. Vi har fået en del god presseomtale og mere er på vej.

De af vores kolleger, som har været ”forsøgskaniner” i projektet fortjener rigtig stor ros. Det var modigt og fremsynet at give sig i kast med så store investeringer på et ret usikkert grundlag. Nu gælder det om, at de virksomheder, der har taget risikoen ved udviklingen også kan høste en gevinst i form af foderopskrivninger og en mere enkel miljøregulering.

Miljøstyrelsen har nedsat en ”teknisk arbejdsgruppe” som skal analysere og vurdere resultaterne fra forsøgene. Den er kommet godt fra start og vil stræbe mod, at dambrugene kan reguleres med udlederkrav. Gruppen skal bl.a. se på, hvordan man enkelt og effektivt kan måle på udløbene fra dambrugene i form af en kombination af vandføringsvægtet prøvetagning og kontinuerte målinger af vandføring, temperatur, ilt etc. Gruppen skal dog ikke beskæftige sig med hvor meget råderum der er for N & P i de enkelte vandløb. Det vil vi søge løst i anden sammenhæng, f.eks. i et ”Akvakulturudvalg”, idet der fra alle parter er udtrykt ønske om at finde en helhedsløsning på dambrugenes miljøregulering både hvad angår miljømæssigt råderum og lovgivningen.

Gruppen skal arbejde indtil udgangen af 2009, så derfor er der brug for en løsning af de akutte problemer for modeldambrugerne. Foreningen arbejder med en tanke om at søge en midlertidig tilladelse til at udnytte produktionskapaciteten på modeldambrugene fuldt ud dog med max udledning på 20 kg N pr. tons fisk.

Det vil være muligt at komme videre endnu med at begrænse kvælstofudledningen ved denitrifikation og bedre slambehandling. På vandsiden ser det dog ud til blive temperaturreguleringer, der bliver den største begrænsning for at nedsætte vandmængden yderligere. Der kan bl.a. af den grund være værd at overveje at etablere ”skygge” på anlæggene.

Nu er Dambrug 2.0 ikke en patentløsning på alle problemer. Der er fisketyper, der bedst produceres i Dambrug 1.0 og forsøgene har ikke kørt længe nok til at afgøre om, der kan komme særlige problemer med sygdomme etc. Erhvervet skal fastholde en situation, hvor der er mangfoldighed af forskellige måder at producere fisk på. Men ligesom vi hele tiden støt forsøger at mindske produktionsomkostningerne må vi ligeledes være indstillet på konstant at forbedre vores miljøeffektivitet.

Den første leder i Akvakulturnyt

I min første leder i akvakulturnyt vil først jeg gerne takke den afgående formand, Jacob Bregnballe, for et stort arbejde for Dansk Akvakultur, og for at føre en sober "valgkamp". Jeg vil desuden gerne sige tak for den opbakning mange har vist mig både op til valget og i den første tid som ny formand.

Det er tydeligt for mange, at dialogen mellem medlemmerne og foreningens tillidsmænd i brancheudvalg og bestyrelser skal forbedres. Jeg har aftalt med den nyvalgte formand for Brancheudvalget for Dambrug, Peter Holm, at vi vil gøre en indsats for at kontakte og besøge enkeltmedlemmer og grupper af medlemmer, ligesom telefon og e-mail altid står åbne for henvendelser om ting, vi kan hjælpe med. Især vil vi gerne høre, om vi kan hjælpe med forholdet til myndighederne, som desværre i nogle tilfælde er kørt fast.

For et par uger siden sendte foreningen et brev til jer om et ”serviceeftersyn”, hvor foreningens konsulneter vil komme rundt og besøge de medlemmer, der har brug for det. Det var især møntet på muligheder for tilskud til miljøforbedringer, men kan samtidig ses som en anledning til at få diskuteret, hvad I i øvrigt har på hjerte.

Det er ikke nogen nem tid at være fiskeopdrætter i. Den bureaukratiske regulering gør det næsten umuligt at få lov at lave fisk, og den hårde internationale konkurrence gør det svært at sælge fiskene til gode priser, samtidig med at foderpriserne stiger.

Bestyrelsen er fuldt opmærksom på disse forhold og vil gøre noget ved det. Der er især 4 punkter, hvor vi vil sætte ind:

1. Vi har brug for en plan for produktions- og miljømål, som vi kan tale os til enighed med samfundet, herunder myndigheder og NGO’er om. Denne plan er under udarbejdelse, og viser, at vi på den lange bane vil kunne opfylde alle samfundets miljømål, og alligevel producere de fisk markedet efterspørger. På kort falder vores miljøbelastning målt ved alle indikatorer, undtagen kvælstof, som vi i en periode må have love at udlede mere af.
2. Salget af fisk skal der gøres noget ved. Der er ikke nogen nemme løsninger. Men jeg regner med at bestyrelsen på sit næste møde vil nedsætte et struktur / afsætningsudvalg med deltagelse af gode folk både inden for og uden for branchen. MIP systemet er allerede under fuld behandling i EU og vi vil nok hæve retorikken noget i en forbindelse.
3. VHS planen er god, men der mangler akut et ” veterinært slagteri” og det skal der gerne hurtigt findes en løsning på.
4. Vi har en god strategi for forskning og udvikling. Den skal gøres lidt skarpere og prioriteres bedre i forhold til vores produktions- og miljømål. Der er en del (men ikke ubegrænsede) midler til rådighed, og det vigtigt at vi for hver krone brugt på FU får mest muligt tilbage i form af produktionstilvækst og overskud.

Til slut opfordrer jeg igen til at I henvender jer direkte til mig eller Peter Holm, hvis der nogen synspunkter I gerne vil af med eller problemer I vil have taget op.