Kvaliteten i højsædet

Fede fisk er sunde. Vi lever længere og bliver smukkere og klogere af at spise mange fede fisk (ørred, ål, makrel, sild). Det skyldes fiskenes indhold af omega-3 fedtsyrer. Der har for nylig været en debat i medierne om forholdet mellem omega-3 fedtsyrer i opdrættede og vilde fisk, hvor der desværre er udbredt den misforståelse at opdrættede fisk skulle have et mindre indhold af omega-3 end vilde fisk. Det er helt forkert. Misforståelsen er opstået, fordi man har sammenlignet en opdrættet mager fisk: Mallen Pangasius med vilde fede fisk.

Magre fisk: torsk, pangasius, tilapia etc. er netop: Magre, dvs. at de indeholder meget lidt fedt og dermed også meget lidt omega-3. Disse fisk er ikke usunde at spise, men har slet ikke de samme aktive sundhedsfremkaldende egenskaber som fede fisk.

Når man sammenligner opdrættede og vilde fede fisk (laks, ørred, ål) er billedet ikke entydigt. Indholdet i vilde fisk varierer utroligt afhængigt af præcis, hvor fisken er fanget, og om der har været nok mad, der hvor den har levet. Indholdet af omega-3 i opdrætsfisk bestemmes af foderet og er derfor væsentligt mere konstant. Det er muligt at finde vilde fisk med både højere og lavere indhold af omega-3 end i opdrætsfisk.

For at gøre en lang historie kort er vi i erhvervet ved at planlægge en kampagne for at fortælle forbrugeren, at dansk producerede ørreder, ål og muslinger allerede indeholder et højt indhold af omega-3. Vi vil dertil gå et skridt videre og sammen med sundhedsmyndigheder og foderleverandørerne arbejde frem mod en deklaration, således at man kan være sikker på, at når forbrugeren spiser en dansk opdrættet ørred eller ål, har den en garanteret sund sammensætning af omega-3 og andre fedtsyrer.

Investeringer i fremtidens akvakultur

Investeringslysten i Dansk Akvakulturs fremtid er heldigvis stor. Sammen med vores kolleger i fiskeriet har vi sendt en del flere ansøgninger til Fiskerifonden end der umiddelbart er penge til. Det kræver, at vi gør os klart hvilke anbefalinger om prioritering vi vil give FødevareErhverv og ministeren, der suverænt prioriterer, hvordan midlerne skal bruges. Vi har drøftet anbefalingerne på møder i bestyrelse og brancheudvalg.

For at tage de rigtige skridt på de korte bane, skal vi gøre os tanker om den lange bane. Udgangspunktet er her regeringens handlingsplan som bl.a. siger, at vi skal fordoble produktionen på land fra 30 til 60.000 tons/år inden for en kort årrække, som vi har vedtaget er 2015.

Vi har vurderet at det vil være muligt at øge salget i denne takt, men heller ikke mere. Vi skønner, at fordelingen af kapaciteten i 2015 vil være ca. 20% til klassiske & specialdambrug, 35 % til Model I, 35% til Model III og 10 % til FREA-typen.

Den samlede investering til hele planen inklusive havbrug etc. skønnes til mellem 1.5 og 2 mia. kr. Vi vil i vores aftale med samfundet bede om 30 % støtte til disse investeringer, halvdelen fra Danmark og halvdelen fra EU.

Vi har drøftet investeringerne med Fødevareerhverv og bedt om følgende grundlag for prioriteringen:

1. Udbygningen af kapaciteten må ikke ske hurtigere end salget kan følge med
2. Omkostningen ved etablering skal vægtes på lige fod med miljø. Det trækker i retning af flere relativt billige Model I dambrug og færre relativt dyre ”FREA-typer”.
3. Jo større investering, jo større krav skal der stilles til dokumentation af projektets gennemførlighed

Vores ønsker går på kort sigt ud skaffe midler nok til at give 30 % tilskud til alle de nu ansøgte og prioriterede projekter plus VHS planen. Det kræver, at vi indregner midler både fra denne runde og næste runde i februar. Vi ved dog ikke i skrivende stund, om Fødevareerhverv vil følge vores anbefaling, og vi ved heller ikke om der vil være penge nok til at imødekomme alle ansøgninger.

På længere sigt ved vi på grund af usikkerhed om finanslov etc. ikke hvor meget der bliver at gøre med, men vi vil som sagt forhandle med det udgangspunkt, at vi skal have 30% tilskud til at gennemføre hele planen, og især vil vi så vidt muligt gerne indgå en langsigtet aftale med samfundet, så vi kan få ro om denne problemstilling.

Aldrig mere Egtvedsyge….

På et meget uheldigt tidspunkt, nemlig dagen før foreningens arrangement om modeldambrug den 3. oktober, blev der på Nielsby dambrug i få fisk fundet symptomer, som kan være forenelig med VHS-infektion. Dermed var dambruget officielt under mistanke for at være inficeret med en anmeldepligtig husdyr sygdom. De veterinære regler er klare i en sådan sag, og forlanger at færdsel til og fra anlægget minimeres, indtil der er fundet en endelig bekræftelse/afkræftelse på om, der reelt er VHS på dambruget. På denne baggrund var der naturligvis ikke andet at gøre end at aflyse arrangementet. Det havde været endnu mere uheldigt, hvis VHS mistanken var opstået dagen efter, at rigtig mange gæster havde besøgt dambruget med risiko for at videreføre en smitte. Dette giver os lejlighed til at overveje om det overhovedet er risikoen værd at holde større ”åbent hus” arrangementer af denne art på dambrug?

Vi kunne måske godt have holdt arrangementet et andet sted, men vi syntes ikke det var betimeligt at holde festtaler på et tidspunkt, hvor et muligt sygdomsudbrud er undervejs. En dybt alvorlig situation for enhver fiskeopdrætter.

Situationen giver mig anledning til at resumere, hvor vi står med VHS planen. Den er sendt til EU og forventes godkendt inden for et par måneder. Vi forventer at få en aftale med fødevareministeriet om en reservation 55 millioner kr. til planen, bl.a. til erstatning for nedslagtning. Vi har dog lovet fødevareministeren at lave en risikoanalyse for at komme lidt nærmere på at afsætte det rigtige beløb.

I onsdags mødtes vi i havbrugsudvalget og Niels Jørgen Olesen og Henrik Korsholm redegjorde klart og fyldestgørende for VHS situationen. Det var nyt for mig, at VHS er en marin virus, som oprindeligt blev overført med vådfoder til Egtved. Men det gør det mere sandsynligt, at få den helt fjernet fra de ferske vandområder. Det er samtidig åbenbart, at der er en stor risiko forbundet ved at flytte fisk fra saltvand til ferskvand. Havbrugernes ønsker om at evt. at lave avlsarbejde med ørreder fra saltvand, kan dog imødekommes ved at flytte desinficerede æg til et landanlæg.

Vi er allerede langt i retning af at reducere udbrud af VHS i Danmark. Med støtte fra fiskerifonden og med udelt opmærksomhed fra foreningens side kan vi forhåbentlig nå det sidste stykke.

Fisk er ikke bare fisk

Det står til troende, at man bliver smuk og klog og lever længe af at spise mange fede fisk.

Grunden til det er, at fede fisk har et stort indhold af flerumættede fedtsyrer af den særligt gunstige omega-3 type. Disse stoffer forhindrer hjertesygdomme, og de indgår i hjernens kemi, og sikrer at vi tænker klart og hurtigt.

Dansk Akvakultur producerer ørreder og ål som begge er fede fisk. Foruden at de smager rigtig godt, er disse fisk også usædvanlig sunde.

Magre fisk (torsk, pangassius) er bestemt også sunde, men ikke på den samme aktive måde som de fede fisk (ørreder, laks, ål, sild, makrel). Forbrugeren må for vores skyld gerne spise fisk hele ugen, men hvis man ikke har lyst til det, bør man sikre sig at de fisk, man spiser et par gange om ugen i det mindste er fede. Hvis man spiser dansk opdrættede ørreder og ål, får man i tilgift, at de er produceret med den mindst mulige påvirkning af miljøet i forhold til produktioner af de samme arter andre steder i verden.

Lige nu er der en aktuel debat i gang om indholdet af de rigtige (omega-3) fedtstoffer i akvakulturørreder og ål.

Det må med det samme slås fast, at opdrættede ørreder og ål indeholder et højt indhold af de rigtige fedtstoffer. Men det er ligeledes korrekt, at på grund af knaphed på marine råvarer er der sket en ændring i fiskenes kost, så de nu indtager flere planteolier end før. Det er egentlig ikke så tosset endda, fordi dyrkning af planteolier påvirker miljøet mindre end et massivt fiskeri efter marine planteolier, som kommer fra alger i havet og ophobes gennem fødekæden. Men naturligvis er vi nødt til at sikre os at vores fisk er ligeså sunde, som vi lover forbrugeren.

Vi er indstillet på i samarbejde med vores foderleverandører og sundhedsmyndighederne at udvikle en mærkning af vores produkter, som sikrer forbrugeren en aftalt "sundhedskvalitet" af vores ørreder og ål. Det bliver dog ikke gratis, hverken for erhvervet eller forbrugeren: Høj kvalitet koster penge.

På langt sigt vil vi arbejde på at erstatte "fangede" marine råvarer med skaldyr og planter dyrket på havet. F.eks. indeholder blåmuslinger ca. 1 % omega -3 fedtstoffer, og små hurtigtvoksende muslinger, som ikke er egnet til humankonsum, kan derfor med fordel bruges som foder til fisk og andre dyr.

Stjernegod investering i grøn vækst

Leder i Akvakulturnyt

Fiskerifonden har støttet omlægningen af vores erhverv i en mere miljøeffektiv retning. Det har været en stor succes. Der er nu godkendt en produktionskapacitet i Model dambrug på 11.000 tons foder og der er yderligere 4.000 tons foder undervejs. Dvs. at ca. halvdelen af vores produktion til en produktionsværdi af over en kvart milliard/år er under omlægning til at indtage væsentligt mindre vand og udlede væsentligt færre kg organisk stof og kvælstof.

Det må siges at være ”godt gået”. Det hele er opnået for en investering fra fiskerifonden på i runde tal 100 millioner, hvor af det halve kommer fra EU. I runde tal har det danske samfund fået 50 kr i øget og grønnere omsætning for hver investeret dansk krone. Jeg tror det bliver svært at finde andre tiltag, der har skabt så gode resultater på en så overbevisende billig og hurtig måde.

Vi er derfor en kende skuffede over, at ”finansdrengene” nu er ude efter fiskerifonden, og vil spare omkring 40 % om året på fonden. Vi arbejder sammen med vore kolleger i fiskeriet for at overbevise politikerne om, at det vil koste produktion og miljø at spare på fiskerifonden. Det vil jo være en næsten absurd situation, hvis der er et ønske i erhvervet om en hurtig omlægning, og at man så på grund af pengemangel må sige nej til at støtte kvalificerede modeldambrugsprojekter.

Bestyrelsen mødtes med vores fødevareminister, Eva Kjer Hansen, den 8. september og drøftede med hende, naturligvis i første omgang at fastholde fiskerifondens midler, men i givet fald at kunne fremskynde samfundets investeringer i sektoren. Vi er jo ikke interesseret i at være på støtten i evig tid, men vil gerne lave en hurtig og effektiv omlægning, når muligheden er der.

På forsknings- og udviklingsområdet er ålereproduktionsprojektet et godt eksempel på, at fondens midler har været med til at skabe resultater, der både vækker opsigt i den internationale forskningsverden og ikke mindst er yderst relevante for åleopdrætserhvervet.

Vores politikere siger, at vi i Danmark skal leve af at producere grønt og udvikle og bruge viden. Så må de også belønne det erhverv, der følger opfordringen.

Fisk spiser Fisk

Leder i Akvakulturnyt

Nogle grønne organisationer: WWF og Greenpeace er, med en vis ret, meget optaget af om det foder, vi giver fiskene bliver fremskaffet på en økologisk effektiv måde. Og så sætter de trumf på og siger, at der går 3 til 4 kg våd fisk til at opdrætte et kg ørred, og en offentlighed, der ikke har tid til at sætte sig ind i problemet, synes måske umiddelbart, at det lyder helt forfærdeligt.

Nu er der ikke i grunden noget galt i at fodre fisk, kyllinger og andre husdyr med industrifisk, som der jo alligevel ikke er et marked for til andre anvendelser. Men som erhverv har vi da for lang tid siden erkendt, at vi må gøre os fri af afhængigheden af vilde fisk som foder til vores fisk.

For det første er mængden af ”foderfisk” op ad til begrænset af den naturlige produktion i havet, og der allerede nu for lidt mel og især olie til at forsyne den stærkt voksende produktion af laksefisk. For det andet kan der forventes et stigende pres på industrifiskeriet på grund af dets påvirkning af havmiljøet.

Vores foderleverandører er derfor over en årrække ved en systematisk indsats blevet dygtigere til at erstatte ”foderfiskene” med andre råvarer. Helt på samme måde som vi støt og konsekvent er blevet dygtigere til at udlede mindre stof pr. produceret enhed.

Foderudviklingen er kommet så langt, at vores gode kolleger: Peter Jessen, Biomar, og Viggo Hørlyck, Aller Aqua, har beregnet, at der til moderne ørredfoder maksimalt medgår 1,5 kg våd fisk pr. kg produceret ørred, og at vi hastigt nærmer os forholdet 1:1.

Hvilket er rigtigt langt fra de tal, som NGO’erne fører frem, hvilket vi nok skal fortælle dem.

Over en årrække kan vi imødese, at foderforsyningen bliver helt uafhængig af fangsten af vildfisk, og at vi producerer maden på land og på havet.

Vi skal dog undgå at lave rene ”vegetarfisk”. Godt nok kommer de gode fedtsyrer, som gør vores fisk så utroligt sunde at spise, fra alger i havet. Men det er godt, hvis vi stadig kan fylde olien ind i en pakke, der ”smager” af fisk. Fødevareforskerne fortæller mig, at indpakning betyder noget, og at det langt fra er sikkert, at en ”fiskeoliekapsel” er lige så sund som den samme mængde olie indtaget fra et godt måltid fisk.

En udvikling af havbrug, der kan dyrke råvaren til foderet i form af marine alger, skaldyr og andre organismer, der er billige at dyrke, vil både gøre os uafhængige af det begrænsede fiskeri, og samtidig aflaste landjorden for en areal- og ferskvandskrævende planteproduktion.

Vores erhverv bliver først for alvor et rigtigt ”vandbrug”, når vi på linje med vore kolleger på land, kan dyrke vores foder. I den forbindelse må vi ikke glemme, at 90 % af de fisk, der opdrættes i verden, er planteædere. Vi må have øjnene åbne for, om vi under danske forhold kan opdrætte multer, maller, tilapia eller andre planteædende fisk.

På støtten....

Regeringen har fået en uheldig start på finanslov 2009 ved at foreslå, at der spares 60 millioner om året = ca. 33 % på den Europæiske Fiskerifond, som støtter investeringer og udvikling inden for fiskeri & akvakultur. Jeg har med det samme været ude i medierne og gøre vrøvl på Dansk Akvakulturs vegne. Det er jo et svært indhug i vores støttemuligheder og vil uundgåeligt forsinke vores muligheder for at opfylde den handlingsplan for akvakulturproduktionen, som regeringen selv har udarbejdet.

Jeg er dog allerede blevet drillet af nogen af mine venner, som siger: ”Du har jo altid sagt, at akvakulturen ikke får ret meget i støtte, så I må da sagtens kunne undvære den klat penge?”

OK. Den sved. Selvfølgelig kan jeg godt lire alle de samme argumenter af, som alle andre erhverv på støtten bruger: at de på lang sigt sagtens kan undvære støtten, og at det nærmest er skadeligt for erhvervet at modtage støtte, men desværre kan vi ikke undvære støtten lige nu, fordi alle vores konkurrenter får.

Det er jo en del af sandheden, og alle sidder som bekendt og venter på alle, som de nyligt kuldsejlede WTO forhandlinger om fødevaresektoren udmærket illustrerer.

Jeg er overbevist om, at det danske akvakulturerhverv godt kan undvære statsstøtte, hvis vi fik det danske samfund til at udforme en moderne ubureaukratisk miljøregulering baseret på udlederkrav og miljøeffekter således at vi kunne øge produktionen i takt med forbrugernes behov. Vi er internationalt førende producenter af ørreder og ål både med hensyn til kvalitet, produktionsomkostninger og lav påvirkning af miljøet, og med de rigtige rammebetingelser kan vi konkurrere med alle i verden.

Når jeg alligevel med god samvittighed tager i mod støtten, som i det mindste ikke skal forringes, men gerne forøges væsentligt, er det fordi jeg betragter støtten som en slags tabt arbejdstjeneste eller erstatning for tort og svie. I en periode på næsten 20 år er vi blevet udsat for en miljøregulering uden proportioner, som har medført at vores produktion stagnerer i en tid, hvor den globale akvakulturproduktion stiger med næsten 10 % om året. Både vores erhverv og det danske samfund er dermed gået glip af en samlet omsætning i denne periode på rundt regnet 20 milliarder. Hvis vi havde omsat de penge kunne vi udmærket selv fuldt ud have finansieret vores investeringer og vores Forsknings-, Udviklings- og Innovationsindsats.

For at føje spot til skade har denne elendige miljøregulering efter min opfattelse bevirket, at erhvervets miljøpåvirkning nu er større, end den ville have været, hvis erhvervet havde fået lov at folde sig ud på basis af et tidssvarende miljøreguleringssystem. Så ville erhvervet have haft incitament til at investere i miljøforbedrende tiltag, og produktionsforøgelsen ville have betalt omkostningerne til denne udvikling.

Vækst i produktion/økonomi og forbedret miljø er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Lige efter år 2000 blev igangsat nogle konstruktive processer, hvor myndigheder og grønne organisationer i fællesskab med erhvervet forsøger at få udformet en moderne miljøregulering.

Men indtil denne proces for alvor har give resultater og indtil vi har indhentet det efterslæb, som samfundet uden reel grund har påført os, bør fiskerifonden etc. øge sin hjælp til akvakulturen, så dansk akvakultur hurtigst muligt igen kan komme på omgangshøjde med den globale udvikling på området.