På støtten…

Erhvervsstøtteordninger lyder godt, men virker skidt. De internationale støtteordninger for fødevareproduktionen straffer effektive producenter, fordyrer maden, skader miljøet og udviklingslandene. Alligevel er de meget svære at komme af med, fordi mange lande finder det politisk opportunt at støtte hobbylandbrug på bjergskrænter og i andre naturområder i stedet for at fritage skatteyderne for denne overflødige byrde.

EU’s støtteordninger til akvakulturen har vi været glade for, idet de har mildnet omkostningerne til nye produktionsformer med mindre vandindtag og mindre udledning af organisk, kvælstof og fosfor pr. produceret mængde, ligesom de har givet en meget værdifuldt bidrag til erhvervets forskning, udvikling og innovation.

På det seneste har støtteordningerne imidlertid været til begrænset nytte for erhvervet bl.a. på grund af at midlerne af forskellige årsager har været bundet i lang tid. Vi håber, at fødevareministeriet vil følge vores forslag om fremover at sikre en lødig forretningsmæssig vurdering af alle projekter, og om at støtten tildeles i forhold til vores erhvervsudviklingsstrategi, som der jo er bred politisk opbakning til og som forudsætter balanceret udvikling af alle sektorer: klassiske dambrug, modeldambrug og FREA anlæg, havbrug, skaldyr og ål etc.

Men endnu mere ærgerligt er det, at ”venten på støtten” har fået en del seriøse investorer til at udsætte gode projekter, hvilket har medført, at vores samlede produktion nu er mindre end den ville have været, hvis der ikke havde været en støtteordning.

I en situation hvor alle vores konkurrenter kan få støtte – i en del EU lande oven i købet højere støtte end i DK – kan vi ikke bare frasige os støtten, men det er afgørende at støtten administreres således, at den reelt bidrager til at opfylde samfundets og Dansk Akvakulturs fælles mål for fremtiden. 

En Ommer....

Miljøklagenævnets afgørelse i Fole dambrug sagen er gået os imod.

Nævnet har med sin afgørelse fjernet hele grundlaget for modeldambrugsordningen.

Det er dybt betænkeligt, at Miljøklagenævnet går imod et bredt politisk flertals klare melding om, at modeldambrug skal fremmes ved at belønne de dambrugere, der har investeret store beløb i moderne anlæg, der formindsker vandindtag og organisk stofudledning med 90 % og halverer næringsstofudledningen.

Vi vil bede om, at miljøklagenævnet genoptager sagen, da vi mener at kunne påvise en række konkrete faglige fejl i grundlaget for afgørelsen, at vigtige rapporter om modeldambrug enten ikke er læst eller er selektivt fejlciteret og at der i denne sag i modsætning til alle andre nyere akvakultursager ikke har været en akvakultursagkyndig med i afgørelsen.

Fremover skulle problemet gerne blive løst ved, at Miljøministeriet snarest får udarbejdet en ny og klar dambrugsbekendtgørelse baseret på akvakulturudvalgets anbefalinger.

Endvidere slås miljø- og naturklagenævnet nu sammen under en ny ledelse. I den forbindelse skal nedsættes en ekspertgruppe, som skal rådgive om arbejde i nævnet. Vil vi her gøre gældende, at det er ubetinget nødvendigt, at de indkaldte sagkyndige har et sagligt og faglig forhold til vores erhverv, og reelt ved hvad de taler om.

Denne afgørelse er klart en ommer. Vi håber at slippe for den slags fremover.

I udkanten af hvad?

Mange vil gerne gøre noget for de egne, hvor udviklingen er gået i stå og unge mennesker udvandrer fra i bundter.

Motorveje, udflytning af statslige arbejdspladser og etablering af lokale forskningsinstitutioner er kun et plaster på såret, og næppe til langsigtet nytte. Det er en fejl at tro, at fordi man ”tvangsflytter” forskere til en bestemt lokalitet, opstår der nye erhverv. Tværtimod, hvis man etablerer erhvervsvirksomheder, som vokser og tjener penge, skal forskerne nok holde sig til.

Der er således brug for at etablere reel produktions- og erhvervsvirksomhed, som bygger på de særlige naturgeografiske styrker, der findes i områderne langt fra de store byer.

Fødevareproduktionen, herunder akvakultur, er en oplagt kandidat til dette og bør gives meget bedre vilkår i yderområderne i form af en effektiv miljøforvaltning og iagttagelse af det faktum, at Nordsøen og Skagerrak er meget robuste vandområder, som kan modtage og omsætte store  mængder næringsstoffer uden skade for miljøet, og hvor der på sigt er masser af plads til at dyrke mad, foder og råvarer til kemi- og medicinalindustrien.  Ligeledes skal planlovgivningen og planprocessen forenkles således at små fodfejl i processen, som f.eks. for Saltvandsdambruget ved Hirtshals og FREA anlægget ved Kærhede ikke trækker tiden ud i årevis.

Akvakulturudvalget har, som en af løsningerne på dette problem foreslået, at der i hver kommune laves en lokaliseringsplan for dambrug og havbrug. Når de egnede områder er screenet og udpeget, og de overordnede miljøforhold vurderet, bør det højest tage 3 måneder at give en tilladelse, især hvis kommunerne arbejder sammen om at opbygge den nødvendige rutinerede ekspertise.

Ringkøbing-Skjern kommune har for lang tid siden gjort sit benarbejde i denne sag, og har lavet en god plan. Vesthimmerlands kommune har igangsat screeningsprocessen og på initiativ af det Nordjyske fiskerinetværk er en akvakulturplanproces sat i gang i det Nordjyske område.

Dansk Akvakultur vil gerne opfordre de øvrige regioner og godt egnede akvakulturkommuner til at komme i gang med planlægningen af akvakulturen.

I har pladsen, vi har ideerne og investorerne. Lad os skabe vækst og beskæftigelse sammen.

Den nye art i Dansk Akvakultur er: Ørreden!

Mange af Dansk Akvakulturs velmenende iagttagere synes, at vi "bare" skal producere nogle nye fiskearter, som holder en meget høj markedspris, er meget billige at fodre og som ikke forurener.

En sådan "superfisk" findes desværre ikke i virkelighedens verden, og det skyldes jo noget så banalt som loven om udbud og efterspørgsel, som dikterer, at prisen på en fødevare inden for et givet segment i det lange løb vil blive fastlagt på grundlag af produktionsomkostningerne hos de mest effektive producenter af den mest produktionsegnede art.

På landjorden har markedet for længst sorteret i de forhåndenværende titusinder af dyrearter således, at hele verdens landbaserede animalske produktion nu er baseret på kun 4 arter: kyllinger, grise, køer og får.

Billedet er ikke helt så entydigt når det gælder akvakulturfisk, men alligevel tegner sig et billede af tre grupper:

• Neutraltsmagende vegetarfisk især karper, men også tilapia og pangasius med en produktionspris på ca. 5 kr/kg og et marked på ca. 30 mio. tons pr. år.
  
• Velsmagende laksefisk med højt indhold af omega3 med en produktionspris på 15 til 20 kr/kg og et marked på 2 mio. tons / år
  
• "Luksusfisk" som pighvarre med en produktionspris på 40 til 50 kr/kg og et lille marked på omkring 100.000 tons/år.
  

 

Der er ikke noget i vejen med at lave "luksusfisk", men da det i sagens natur er et meget lille marked, kan vi ikke basere hele det danske akvakulturerhverv på en så begrænset niche. Vi skal placere os tungt i laksefisksegmentet og udnytte, at vi allerede er en af verdens førende ørredproducenter. Et vigtigt mål for dansk akvakultur er at blive verdens største erhvervsklynge for ørredopdræt.

Det forhindrer ikke mangfoldighed. Vores "kunsthåndværkere" er allerede ved at gøre det samme med ørreden som landbruget gør med landdyrene, nemlig at skabe mange forskellige typer produkter inden for den samme art.

Fremtidens vigtigste art for dansk fiskeopdræt er ørreden, men måske i andre størrelser, typer og med andre smags- og ernæringsegenskaber end dem vi kender i dag.

Store udviklingsmuligheder i Nordjylland

Dette er mit indlæg til den nordjyske visionskonference om akvakultur den 8/9.

Region Nordjylland har gode traditioner for at arbejde på fjord, kyst og hav for skaffe udkomme til sine indbyggere. Med akvakulturudvalgets anbefalinger er der skabt et grundlag for en moderne miljøadministration af akvakulturerhvervet, som kan gavne både produktionen og miljøet. Dette kan skabe yderligere store udviklingsmuligheder i region Nordjylland.

I oplandet til Limfjorden findes allerede en betydelig produktion af ørreder i dambrug på 6.000 tons år til en værdi af 120 millioner og med 60 mennesker ansat direkte i primærproduktionen. Denne produktion vil kunne flerdobles ved anvendelse af de nye vandbesparende dambrugsteknologier med høj rensningsgrad. På Limfjorden er etableret en produktion af muslinger, og mulighederne for at udvide det med tangdyrkning er under vurdering. Både fiskeriet og opdrættet fjerner næringsstoffer fra Fjorden er derfor virkemidler til at opnå vandrammedirektivets miljømål.

I Vesterhav-Skagerrak oplandet er produktionen nu begrænset, men der er et potentiale for at bygge anlæg til produktion af ørreder i saltvand ved de store nordjyske havne. Ikke mindst fordi de vand- og næringsstofmængder, der strømmer nordpå langs den vestjyske kyst er så kolossale, at selv en meget stor udledning fra dam- og havbrug kun vil have marginal lokal betydning. Et godt bud ville være 15.000 tons ørreder fordelt på de store havne. Med dagens konkurrencedygtige miljøteknologi svarer det til 300 tons kvælstof, som regionen må finde plads til, hvis planen skal lykkes.

I selve Nordsøen er det ikke med dagens teknologi muligt at placere havbrug til opdræt af fisk og skaldyr og dyrkning af tang. Dansk Akvakultur har sammen med række danske virksomheder og organisationer taget initiativ til at fremme en udvikling af robuste og mekaniserede teknologier, som gør det lønsomt at "dyrke havet". Hvis det lykkes, er det kun det stærkt stigende internationale marked bl.a. for laksefisk til en værdi af 60 mia. kr., der sætter grænser for de danske og nordjyske erhvervsudviklingsmuligheder.

Spis tang og bliv glad

Tang er godt for sjælen. Det forøger madglæden ved at tilbyde variation af smagsoplevelser og tekstur. Det indeholder mange gode stoffer bl.a. omega 3 fedt, som holder hjernen i gang ved at sikre tilstrækkelig meget "fedt mellem ørerne", forøger levetiden og forskønner udseendet. Det er derfor godt, at danskerne nu spiser mere og mere tang, og at vi som erhverv har taget tangdyrkning på programmet.

Der er mange gode grunde til at dyrke tang.

Tangdyrkning foregår på havet, hvor der er plads, vand, og næringsstoffer i rigelige mængder og hele tangplanten kan udnyttes som føde til mennesker.

Der er ligeledes muligheder for at tang kan udvikles til råvare for produktionen af fiskefoder. Vi ved alle, at foderforsyningen er akvakulturens akilleshæl. Så længe vi ikke selv har styr på vores produktion af foder i modsætning til vores kolleger på land, men er afhængige en ustabil og begrænset forsyning af råvarer fra fiskeriet, kommer vi i klemme i forhold til andre animalske produktioner, idet vores foderpriser stiger uden, at det nødvendigvis resulterer i stigende priser på vores produkter. Dansk Akvakultur vil tage initiativ til at fortsætte og forstærke udviklingen med at erstatte "fangede" marine råvarer med dyrkede råvarer gerne i samarbejde med landbruget, som har vidst hvordan man gør i tusinder af år.

Tangdyrkning som "fangkulturer" er et vigtig element i anbefalingerne fra akvakulturudvalget og kan sammen med skaldyrsopdræt medvirke til på sigt at gøre havbrugene kvælstofneutrale.

Det er desværre også oppe i tiden at bruge tang til energiproduktion. Det er en total misforståelse. Den bygger bl.a. på en fejlagtig opfattelse af at tang vokser hurtigere end andre planter. Det er ikke tilfældet, idet planteproduktion på friland og på havet er op ad til begrænset at mængden af lys. En stor produktion pr. arealenhed forudsætter kunstigt lys, og dermed et større energiinput end output. Hele tangplanten kan som nævnt spises af mennesker, så at bruge tang til energiformål svarer til at brænde korn, dvs. 1. generations bioenergi, en ide som er direkte utiltalende, og som bl.a. EU for lang tid siden har forkastet.

Tang kan dog godt få betydning for samfundets energiforhold, idet der er et potentiale for at tang kan dyrkes med et mindre energiinput end planter på land.

Flere af vore initiativrige havbrugere og skaldyrsopdrættere er allerede i gang på området. Der importeres for ca. 30 millioner kr. tang / år til Danmark til spiseformål. Ikke et kæmpebeløb, men nok til at sætte et par gode virksomheder i gang.

Godt held med tangspisning og tangdyrkning og fortsat god sommer.

Nu til noget helt andet

Vi har i de sidste mange år talt miljø og medicin & hjælpestoffer og spærringer og vandindvinding og kvælstof, så det efterhånden hænger os alle langt ud af halsen.

Nu er det tid til at sætte en ny dagsorden. Nu handler det om at producere flere velsmagende og sunde fisk og muslinger, og minsandten også tang, så vi kan opfylde forbrugernes ønsker og samtidig tjene, gerne mange, penge til gavn for os selv og dermed også til gavn for hele det danske samfund.

Jeg ved godt at, vi ikke er helt færdige med miljømyndighederne endnu, og at de få fundamentalister, der er tilbage, stadig forsøger at stikke en kæp en hjulet. Men jeg mærker tydeligt, at mange gode og konstruktive kræfter i det miljøministerielle system kvitterer for, at vi i fællesskab har anbefalet en rigtig miljøregulering, som belønner dambrug og havbrug for at gøre godt for miljøet. Så jeg er sikker på, at vi i den nære fremtid får lov at spille på en bane, hvor det er alene er kunderne, der bestemmer, hvor mange fisk vi skal producere.

Men bemærk så, at i denne situation er det ingen andre end dig: ejer/lederen af dambruget og havbruget, der har det fulde ansvar for at din virksomhed trives.

Jeg vil derfor opfordre dig til at bruge sommeren til at fundere over, hvordan du og din virksomhed skal handle i denne nye virkelighed.

Allerede i august begynder arbejdet med at udforme de nye strategier for fremtidens danske akvakultur. Dit bidrag er nødvendigt og velkomment, og vi glæder os til at modtage det.

Dansk Akvakultur har bragt sig i en international førerposition, da vi er det første land i verden, der har indgået en forpligtende aftale med samfundet om erhvervets fremtid. Det skal vi forstå at udnytte på bedste vis ved at producere fortsat større værdier med stadig stigende miljøeffektivitet, og dermed kvittere for den tillid, samfundet har vist os.