Nordmænd & Landmænd

Det har været et forrygende 2010 for Norsk fiskeopdræt, med en rekordeksport på mere end 30 Mia. NOK. Det har også ”dryppet på degnen”, idet danske havbrugere har kunnet sælge store ørreder til relativt gode priser.

Der er dog skyer i horisonten for Norsk havbrug. Erhvervet har haft så stor betydning for norsk økonomi, at man i lang tid har kunnet affærdige de grønne interessers modstand mod laksefarme. Nu er modstanden imidlertid blevet stærkere og nået op på miljøministerniveau. Vi har fået henvendelser fra Norge om vores arbejde med akvakulturudvalget, og norsk havbrugsnæring er i en fase, hvor man er ved at erkende, at man ikke kan slå sig igennem den grønne modstand, men skal forhandle sig frem på basis af solide facts og argumenter.

Den umiddelbare betydning er nok, at det ikke bliver problemløst at udvide produktionen af laks og ørred i Norge i de næste par år. Især ikke når man tager i betragtning, at der er ved at være mangel på traditionelt relativt beskyttede lokaliteter. Der er derfor en god chance for, at et gunstigt prisniveau kan holdes nogle år endnu.

Det betyder forhåbentlig også, at nordmændene er blevet klar over ”træerne ikke vokser ind i himlen” og derfor vil være mere interesseret i at samarbejde med Danmark bl.a. om opdrætsteknologi og Off-Shore havbrug. Ved opstartmødet til vores Havbrugsteknologiske indsats: ”Blue Revolution” fik vi besøg af bl.a. Arne Fredheim, som bestemt var positiv over for denne mulighed. Hvis vi kan løse problemerne med placering af havbrug i den åbne Nordsø, har Danmark et stort produktions potentiale.

Generelt er dansk landbrugssektor en af den stærkeste i verden, idet vi udgør verdens tredjestørste fødevareklynge. Hvis det lykkes at engagere et dansk landbrug, som jo evner at producere og sælge store mængder fødevarer af høj kvalitet, i akvakulturen, vil vi kunne matche Norge på en ligeværdig måde. Nordeuropa har på grund af Golfstrømmen enestående naturgeografiske forudsætninger for at fortsat at kunne dominere den internationale produktion af store laksefisk, gerne gennem etablering af et godt samarbejde mellem Norge & Danmark.

Blind høne…

…kan osse finde guldkorn.

Jeg er som mange andre meget lidt begejstret for SF’s forsøg på at ”udvælge vinderbrancher”.

Men jeg synes, det er dårlig kultur at skyde planen ned bare fordi, den kommer fra SF. Det er centralt, at drøfte hvilke mekanismer, der kan sikre at danskerne har noget at leve af i fremtiden, og det er godt at alle parter melder sig ind i en erhvervsstrategisk debat.

Jeg var som repræsentant for Dansk Akvakultur, og som vandspecialist, inviteret med til SF’s minikonference om vandteknologi på Christiansborg. Jeg tog med glæde imod invitationen, som var et godt initiativ, og jeg vil ønske, at andre politiske partier på samme måde ville række ud til omgivelserne for at forsøge at blive klogere.

Jeg har nu set udspillet på vandområdet, og selv om SF har peget på et par ”guldkorn” er jeg desværre ikke imponeret over det samlede udspil, som kan risikere at skade samfundet mere end det gavner.

Rigtigt udformet er det guldkorn at ændre udbudsreglerne, så man konkurrerer på ideer og resultater, i stedet for kunpå pris, og at etablere et Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP, så sektoren får lige forskningsvilkår med andre brancher

Det, der støder mig mest, er det skingre misforhold, der er mellem SF’ generelle økonomiske politik med lighedsmageri, høje skatter og afgifter og manglende forståelse for løn & konkurrenceevne, som vil jage arbejdspladserne endnu hurtigere ud af Danmark, og det at udvælge et antal ”darling områder”, som SF godt kan lide, og som skal have lidt håndører flyttet over fra andre erhverv.

Det er også pinligt, at høre konkrete industrier inden for vand-, miljø og vind, der forventer at komme yderligere på støtten, dukke frem og tale for deres ”syge moster”.

Jeg gjorde klart på konferencen, at Dansk Akvakultur ikke vil yderligere på støtten. Vi vil helst af med den på europæisk niveau, så vi kan få fair konkurrencevilkår. Og at vi bare har et stort ønske nemlig at få en tidssvarende miljøforvaltning, der belønner god indsats for miljøet, i stedet for den eksisterende misregulering, der medfører store omkostninger både for produktion og miljø. Dette ønske, er ikke kommet med i SF’s oplæg, selv om det er helt gratis at gennemføre.

SF’ valg af indsatsområder: en række ”bedemandserhverv” (at leve af andres ulykke) og argumentationen bag viser, hvor farligt det er, at lade politikere komme i nærheden af at ”Vælge Vinder(sektorer)”.

Det er sandsynligt, at ”bedemandserhvervene” vil vokse, måske endda i en periode stærkere end verdensøkonomien, men disse erhverv udgør kun en lille del af det globale bruttonationalprodukt. Og andre erhvervssektorer, hvoraf nogle er slet ikke er kendt i dag, vil ligeledes vokse, sandsynligvis meget stærkere. Derfor er der ingen grund til at støtte bedemandserhverv mere eller mindre end andre.

Bedemandserhvervene er i høj grad infrastrukturudvikling, som har sin grænse, når vandforsyningen er etableret, renseanlægget bygget og solfangeren lagt på taget, og så vil væksten stoppe brat og blive afløst af vedligeholdelse.

SF fremhæver, at OECD peger på de samme sektorer. Det er jo netop det, der gør en ensidig satsning farlig. Hele verden løber i samme vej. Det ligner en miniputkamp, hvor alene ungerne løber efter bolden, men de, der ikke løber samme vej, ender med at score. Eller det svarer til at købe en aktie, der er steget så meget, at selv ens taxachauffør anbefaler den, hvorefter den falder med et brag.

SF’s forslag er baseret på et neomalthusiansk:  ”den økologisk dommedag er nær” og ”Grænser for Vækst” verdenssyn. Ressourcerne løber ud, miljøet ødelægges og jorden koger, med mindre vise politikere griber ind og kommanderer os til at ”spæge vort kød” og øger vores skatter for at redde jorden.

Man skænker ikke det forhold en tanke, at alle denne type ”dommedagsprofetier”, hver gang bliver ynkeligt falsificeret ved, at kortvarige mangel- og miljøproblemer på basis af frie menneskers valg og et frit marked skaber den teknologiske udvikling, der giver os flere og billigere ressourcer og bedre miljø, end vi havde før.

Ideen om vandmangel på en klode, hvor trefjerdedele er dækket af hav, er i det hele taget det rene nonsens.

Det er ingen i den professionelle vandbranche, der tror på ”vandkrige”, eller at vandmangelproblemer med selv dobbelt så mange mennesker på vor klode, ikke kan løses ved god vandforvaltning. Hvilket indebærer tre simple tiltag. Reduktion af vandspild, dyrkning af fødevarer, hvor der er vand, og ikke i ørkener, og afsaltning af havvand til andet vandforbrug end til fødevarer.

Selv efter denne kritik, vil jeg til slut igen kvittere for SF, at melder ud med noget konkret. Der er brugbare elementer i udspillet, og det er godt at række ud til samfundet. Men det bliver først virkelig interessant, hvis SF viser, at man forstår at lytte til og rette ind efter andre synspunkter, selv om de er stik imod ens forudfattede meninger. 

På støtten…

Erhvervsstøtteordninger lyder godt, men virker skidt. De internationale støtteordninger for fødevareproduktionen straffer effektive producenter, fordyrer maden, skader miljøet og udviklingslandene. Alligevel er de meget svære at komme af med, fordi mange lande finder det politisk opportunt at støtte hobbylandbrug på bjergskrænter og i andre naturområder i stedet for at fritage skatteyderne for denne overflødige byrde.

EU’s støtteordninger til akvakulturen har vi været glade for, idet de har mildnet omkostningerne til nye produktionsformer med mindre vandindtag og mindre udledning af organisk, kvælstof og fosfor pr. produceret mængde, ligesom de har givet en meget værdifuldt bidrag til erhvervets forskning, udvikling og innovation.

På det seneste har støtteordningerne imidlertid været til begrænset nytte for erhvervet bl.a. på grund af at midlerne af forskellige årsager har været bundet i lang tid. Vi håber, at fødevareministeriet vil følge vores forslag om fremover at sikre en lødig forretningsmæssig vurdering af alle projekter, og om at støtten tildeles i forhold til vores erhvervsudviklingsstrategi, som der jo er bred politisk opbakning til og som forudsætter balanceret udvikling af alle sektorer: klassiske dambrug, modeldambrug og FREA anlæg, havbrug, skaldyr og ål etc.

Men endnu mere ærgerligt er det, at ”venten på støtten” har fået en del seriøse investorer til at udsætte gode projekter, hvilket har medført, at vores samlede produktion nu er mindre end den ville have været, hvis der ikke havde været en støtteordning.

I en situation hvor alle vores konkurrenter kan få støtte – i en del EU lande oven i købet højere støtte end i DK – kan vi ikke bare frasige os støtten, men det er afgørende at støtten administreres således, at den reelt bidrager til at opfylde samfundets og Dansk Akvakulturs fælles mål for fremtiden. 

En Ommer....

Miljøklagenævnets afgørelse i Fole dambrug sagen er gået os imod.

Nævnet har med sin afgørelse fjernet hele grundlaget for modeldambrugsordningen.

Det er dybt betænkeligt, at Miljøklagenævnet går imod et bredt politisk flertals klare melding om, at modeldambrug skal fremmes ved at belønne de dambrugere, der har investeret store beløb i moderne anlæg, der formindsker vandindtag og organisk stofudledning med 90 % og halverer næringsstofudledningen.

Vi vil bede om, at miljøklagenævnet genoptager sagen, da vi mener at kunne påvise en række konkrete faglige fejl i grundlaget for afgørelsen, at vigtige rapporter om modeldambrug enten ikke er læst eller er selektivt fejlciteret og at der i denne sag i modsætning til alle andre nyere akvakultursager ikke har været en akvakultursagkyndig med i afgørelsen.

Fremover skulle problemet gerne blive løst ved, at Miljøministeriet snarest får udarbejdet en ny og klar dambrugsbekendtgørelse baseret på akvakulturudvalgets anbefalinger.

Endvidere slås miljø- og naturklagenævnet nu sammen under en ny ledelse. I den forbindelse skal nedsættes en ekspertgruppe, som skal rådgive om arbejde i nævnet. Vil vi her gøre gældende, at det er ubetinget nødvendigt, at de indkaldte sagkyndige har et sagligt og faglig forhold til vores erhverv, og reelt ved hvad de taler om.

Denne afgørelse er klart en ommer. Vi håber at slippe for den slags fremover.

I udkanten af hvad?

Mange vil gerne gøre noget for de egne, hvor udviklingen er gået i stå og unge mennesker udvandrer fra i bundter.

Motorveje, udflytning af statslige arbejdspladser og etablering af lokale forskningsinstitutioner er kun et plaster på såret, og næppe til langsigtet nytte. Det er en fejl at tro, at fordi man ”tvangsflytter” forskere til en bestemt lokalitet, opstår der nye erhverv. Tværtimod, hvis man etablerer erhvervsvirksomheder, som vokser og tjener penge, skal forskerne nok holde sig til.

Der er således brug for at etablere reel produktions- og erhvervsvirksomhed, som bygger på de særlige naturgeografiske styrker, der findes i områderne langt fra de store byer.

Fødevareproduktionen, herunder akvakultur, er en oplagt kandidat til dette og bør gives meget bedre vilkår i yderområderne i form af en effektiv miljøforvaltning og iagttagelse af det faktum, at Nordsøen og Skagerrak er meget robuste vandområder, som kan modtage og omsætte store  mængder næringsstoffer uden skade for miljøet, og hvor der på sigt er masser af plads til at dyrke mad, foder og råvarer til kemi- og medicinalindustrien.  Ligeledes skal planlovgivningen og planprocessen forenkles således at små fodfejl i processen, som f.eks. for Saltvandsdambruget ved Hirtshals og FREA anlægget ved Kærhede ikke trækker tiden ud i årevis.

Akvakulturudvalget har, som en af løsningerne på dette problem foreslået, at der i hver kommune laves en lokaliseringsplan for dambrug og havbrug. Når de egnede områder er screenet og udpeget, og de overordnede miljøforhold vurderet, bør det højest tage 3 måneder at give en tilladelse, især hvis kommunerne arbejder sammen om at opbygge den nødvendige rutinerede ekspertise.

Ringkøbing-Skjern kommune har for lang tid siden gjort sit benarbejde i denne sag, og har lavet en god plan. Vesthimmerlands kommune har igangsat screeningsprocessen og på initiativ af det Nordjyske fiskerinetværk er en akvakulturplanproces sat i gang i det Nordjyske område.

Dansk Akvakultur vil gerne opfordre de øvrige regioner og godt egnede akvakulturkommuner til at komme i gang med planlægningen af akvakulturen.

I har pladsen, vi har ideerne og investorerne. Lad os skabe vækst og beskæftigelse sammen.

Den nye art i Dansk Akvakultur er: Ørreden!

Mange af Dansk Akvakulturs velmenende iagttagere synes, at vi "bare" skal producere nogle nye fiskearter, som holder en meget høj markedspris, er meget billige at fodre og som ikke forurener.

En sådan "superfisk" findes desværre ikke i virkelighedens verden, og det skyldes jo noget så banalt som loven om udbud og efterspørgsel, som dikterer, at prisen på en fødevare inden for et givet segment i det lange løb vil blive fastlagt på grundlag af produktionsomkostningerne hos de mest effektive producenter af den mest produktionsegnede art.

På landjorden har markedet for længst sorteret i de forhåndenværende titusinder af dyrearter således, at hele verdens landbaserede animalske produktion nu er baseret på kun 4 arter: kyllinger, grise, køer og får.

Billedet er ikke helt så entydigt når det gælder akvakulturfisk, men alligevel tegner sig et billede af tre grupper:

• Neutraltsmagende vegetarfisk især karper, men også tilapia og pangasius med en produktionspris på ca. 5 kr/kg og et marked på ca. 30 mio. tons pr. år.
  
• Velsmagende laksefisk med højt indhold af omega3 med en produktionspris på 15 til 20 kr/kg og et marked på 2 mio. tons / år
  
• "Luksusfisk" som pighvarre med en produktionspris på 40 til 50 kr/kg og et lille marked på omkring 100.000 tons/år.
  

 

Der er ikke noget i vejen med at lave "luksusfisk", men da det i sagens natur er et meget lille marked, kan vi ikke basere hele det danske akvakulturerhverv på en så begrænset niche. Vi skal placere os tungt i laksefisksegmentet og udnytte, at vi allerede er en af verdens førende ørredproducenter. Et vigtigt mål for dansk akvakultur er at blive verdens største erhvervsklynge for ørredopdræt.

Det forhindrer ikke mangfoldighed. Vores "kunsthåndværkere" er allerede ved at gøre det samme med ørreden som landbruget gør med landdyrene, nemlig at skabe mange forskellige typer produkter inden for den samme art.

Fremtidens vigtigste art for dansk fiskeopdræt er ørreden, men måske i andre størrelser, typer og med andre smags- og ernæringsegenskaber end dem vi kender i dag.

Store udviklingsmuligheder i Nordjylland

Dette er mit indlæg til den nordjyske visionskonference om akvakultur den 8/9.

Region Nordjylland har gode traditioner for at arbejde på fjord, kyst og hav for skaffe udkomme til sine indbyggere. Med akvakulturudvalgets anbefalinger er der skabt et grundlag for en moderne miljøadministration af akvakulturerhvervet, som kan gavne både produktionen og miljøet. Dette kan skabe yderligere store udviklingsmuligheder i region Nordjylland.

I oplandet til Limfjorden findes allerede en betydelig produktion af ørreder i dambrug på 6.000 tons år til en værdi af 120 millioner og med 60 mennesker ansat direkte i primærproduktionen. Denne produktion vil kunne flerdobles ved anvendelse af de nye vandbesparende dambrugsteknologier med høj rensningsgrad. På Limfjorden er etableret en produktion af muslinger, og mulighederne for at udvide det med tangdyrkning er under vurdering. Både fiskeriet og opdrættet fjerner næringsstoffer fra Fjorden er derfor virkemidler til at opnå vandrammedirektivets miljømål.

I Vesterhav-Skagerrak oplandet er produktionen nu begrænset, men der er et potentiale for at bygge anlæg til produktion af ørreder i saltvand ved de store nordjyske havne. Ikke mindst fordi de vand- og næringsstofmængder, der strømmer nordpå langs den vestjyske kyst er så kolossale, at selv en meget stor udledning fra dam- og havbrug kun vil have marginal lokal betydning. Et godt bud ville være 15.000 tons ørreder fordelt på de store havne. Med dagens konkurrencedygtige miljøteknologi svarer det til 300 tons kvælstof, som regionen må finde plads til, hvis planen skal lykkes.

I selve Nordsøen er det ikke med dagens teknologi muligt at placere havbrug til opdræt af fisk og skaldyr og dyrkning af tang. Dansk Akvakultur har sammen med række danske virksomheder og organisationer taget initiativ til at fremme en udvikling af robuste og mekaniserede teknologier, som gør det lønsomt at "dyrke havet". Hvis det lykkes, er det kun det stærkt stigende internationale marked bl.a. for laksefisk til en værdi af 60 mia. kr., der sætter grænser for de danske og nordjyske erhvervsudviklingsmuligheder.