Ved den ene hånd…

…Hvad den anden gør?


Vi kender alle historien om, hvordan en mislykket miljøregulering har spændt ben for udviklingen af vores herlige erhverv, og hvor svært det i mange år har været at få opbakning og finansiel støtte til en øget produktion af sunde og velsmagende fisk.

Men ikke alle kender historien om, at i samme periode har Danida brugt hundredvis af millioner kroner på at opbygge en produktion af Pangasius i Vietnam, under forhold, der miljømæssigt set er under al kritik.

Lad mig med det samme slå fast, at en udviklingshjælp, der hjælper fattige mennesker til at skaffe sig et udkomme ved at producere fisk, ikke er så tosset endda. Og som et erhverv, der eksporterer 90 % af vores produktion, må vi acceptere, at andre lande kan eksportere til os.

Jeg synes heller ikke, vi skal klandre Pangasius som sådan. Det er en god og robust fisk, som er billig at producere, især fordi den er vegetar. Den er ikke i samme markedssegment som vores laksefisk, der er fyldt med de gode omega-3 fedtsyrer og som har en selvstændig kraftig og god smag. Det er dog naturligvis irriterende for os og vore kolleger i fiskeriet, at Pangasius ind imellem er blevet markedsført direkte vildledende, som indeholdende meget omega-3.

Men alligevel har Danida båret sig tosset ad.

For de første skulle man fra starten have sikret sig, at indførelsen af miljøkrav til akvakulturen i Danmark og Vietnam blev koordineret således, at Vietnam ikke fik en urimelig konkurrencemæssig fordel ved, at man i realiteten har tilladt ”miljødumping”. Dette er et klart eksempel på manglende samarbejde mellem forskellige ministerier.

For det andet har der ikke været reel deltagelse i projekterne fra det danske akvakulturerhverv, herunder primærproducenter, foderfirmaer og udstyrsleverandørerne organiseret i AquaCircle. Mig bekendt er det nogle forskere fra Århus Universitet, der helt isoleret fra den centrale danske akvakultur know-how, har tiltaget sig rollen som vigtige rådgivere for Danida.

Det danske professionelle akvakulturerhverv kunne have sikret et solidt fagligt grundlag for hjælpen. Endvidere kunne denne deltagelse have åbnet for en stribe af fælles dansk-vietnamesiske forretningsmuligheder.

Det er ikke for sent endnu, og vi vil henvende os til Danida, for at tilbyde vores viden og samarbejde.

Forskning for fiskene…

…og ikke for forskerne. Samfundet støtter venligt forskning-, udvikling og innovation om akvakultur. Det er vi glade for. Især efter at Fødevareministeriet for nogle få år siden tog initiativ til at udarbejde en strategi på området med opbakning fra erhvervet og vidensektoren.

Strategien har været brugt af Fødevareerhverv i forbindelse udviklingsansøgninger. Det har betydet en målretning af ansøgningerne til det erhvervet har brug for og med en meget mindre spildprocent.

Strategien er ved at blive opdateret i denne tid bl.a. med nye emner om skaldyr og tang. Det er Fødevareministeriet, der forestår opdateringen, men vi modtager meget gerne synspunkter og ideer i tilknytning til denne opdatering.

I den forbindelse vil jeg gerne opmærksom på, at der er etableret et universitetsværk af forskere, der interesserer sig for og har erfaring i akvakulturforskning. Det er en god ide at følge dette netværk, hvis man ønsker at arbejde på området. DTU, som er det største universitet inden for akvakulturen, har endvidere taget initiativ til at oprette en akvakultur kontaktudvalg, som skal koordinere indsatsen på DTU. Det er vi tilfredse med, da vi som et lille erhverv ikke har mulighed for at følge med i hvad der sker på alle DTU’s og andre universiteters institutter.

I det hele taget ser vi gerne en større samling på tropperne, ved at akvakulturforskningen samles på så få enheder som muligt. Vi lægger os her i kølvandet på Landbrug & Fødevarer, som forsøger at samle hele den danske fødevareforskning. Vi forstår samfundets behov for at bruge forskningspengene så godt som muligt, og medvirker gerne til at den anvendte forskning effektiviseres og strømlines.

Vi skal nu have bredt strategien ud, og har allerede aftalt med GUDP , at man vil bruge strategien. Og håber ligeledes, at Miljøministeriet, som i øvrigt har igangsat nogle rigtig gode projekter, Forskningsministeriet og  Energiministeriet vil lade sig vejlede.

Mit råd til forskere og virksomheder, der vil søge om penge til projekter, er, at man sætter sig ind i strategien, koordinerer med andre, så man undgår ”dyb tallerken” problemet, og henvender sig til DA om opbakning til ansøgningen. Det er ikke altid vi kan støtte en ansøgning, men vi ser gerne, at man respekterer dette.

Der er mange emner erhvervet er meget enige om er vigtige. Der er ingen grund til at spilde gode strategiske forskningsmidler på irrelevante projekter.

Kan miljøembedsmænd drive dambrug?

Mange miljøembedsmænd vil meget gerne blande sig i hvordan vi bygger, indretter og driver vores dambrug. De siger, at de gør det for miljøets skyld og nogle er oven i købet så ”venlige” at sige, at de gør det for vores skyld.

Vi er glade for den store interesse for dambrugsdrift, men det undrer os, at embedsmænd, som givet vis er dygtige til at lave miljømål og miljøtilsyn, føler sig kaldet til at fortælle professionelle dambrugere, hvordan man producerer fisk.

Vi synes embedsmændene skal holde sig til det, de er gode til. Så skal vi nok klare det, vi er gode til.

Akvakulturudvalgets anbefaling er klar: Dambrug skal reguleres med udledninger. Så kan det ikke nytte noget, at man nu prøver på at lave bekendtgørelser, hvor man bibeholder det meste af den mislykkede bureaukratiske detailregulering suppleret med endnu skrappere krav til målinger af udledninger.

Det er den værste af alle verdener.

Vi har selv lavet et omhyggeligt udkast til en bekendtgørelse for alle dambrug, der vil reguleres på udledninger. Det er enkelt, klart og giver en betydelig større sikkerhed for miljøet end den eksisterende regulering.

Vi har hørt på indvendinger til vores forslag fra miljøembedsmænd i stat og kommuner. De fleste er misforståelser eller udtryk for uvidenhed, men de berettigede indvendinger kan vi sagtens imødekomme. F.eks. skal alle projekter om ny- eller ombygning af et dambrug naturligvis bilægges en komplet miljøteknisk beskrivelse af indretning og drift. Hvis denne beskrivelse er lavet af en professionel entreprenør eller rådgiver burde det være tilstrækkeligt til at give godkendelse. I tvivlstilfælde kan kommunen i givet fald henvende sig til Fødevareministeriets HelpDesk.

Vidtgående forandringer vækker altid modstand. Til modstandere af at følge akvakulturudvalgets anbefalinger i denne sag til punkt og prikke kan jeg kun sige:

Hvordan synes I selv, at de seneste 20 års miljøregulering af dambrugene har fungeret?

Nordmænd & Landmænd

Det har været et forrygende 2010 for Norsk fiskeopdræt, med en rekordeksport på mere end 30 Mia. NOK. Det har også ”dryppet på degnen”, idet danske havbrugere har kunnet sælge store ørreder til relativt gode priser.

Der er dog skyer i horisonten for Norsk havbrug. Erhvervet har haft så stor betydning for norsk økonomi, at man i lang tid har kunnet affærdige de grønne interessers modstand mod laksefarme. Nu er modstanden imidlertid blevet stærkere og nået op på miljøministerniveau. Vi har fået henvendelser fra Norge om vores arbejde med akvakulturudvalget, og norsk havbrugsnæring er i en fase, hvor man er ved at erkende, at man ikke kan slå sig igennem den grønne modstand, men skal forhandle sig frem på basis af solide facts og argumenter.

Den umiddelbare betydning er nok, at det ikke bliver problemløst at udvide produktionen af laks og ørred i Norge i de næste par år. Især ikke når man tager i betragtning, at der er ved at være mangel på traditionelt relativt beskyttede lokaliteter. Der er derfor en god chance for, at et gunstigt prisniveau kan holdes nogle år endnu.

Det betyder forhåbentlig også, at nordmændene er blevet klar over ”træerne ikke vokser ind i himlen” og derfor vil være mere interesseret i at samarbejde med Danmark bl.a. om opdrætsteknologi og Off-Shore havbrug. Ved opstartmødet til vores Havbrugsteknologiske indsats: ”Blue Revolution” fik vi besøg af bl.a. Arne Fredheim, som bestemt var positiv over for denne mulighed. Hvis vi kan løse problemerne med placering af havbrug i den åbne Nordsø, har Danmark et stort produktions potentiale.

Generelt er dansk landbrugssektor en af den stærkeste i verden, idet vi udgør verdens tredjestørste fødevareklynge. Hvis det lykkes at engagere et dansk landbrug, som jo evner at producere og sælge store mængder fødevarer af høj kvalitet, i akvakulturen, vil vi kunne matche Norge på en ligeværdig måde. Nordeuropa har på grund af Golfstrømmen enestående naturgeografiske forudsætninger for at fortsat at kunne dominere den internationale produktion af store laksefisk, gerne gennem etablering af et godt samarbejde mellem Norge & Danmark.

Blind høne…

…kan osse finde guldkorn.

Jeg er som mange andre meget lidt begejstret for SF’s forsøg på at ”udvælge vinderbrancher”.

Men jeg synes, det er dårlig kultur at skyde planen ned bare fordi, den kommer fra SF. Det er centralt, at drøfte hvilke mekanismer, der kan sikre at danskerne har noget at leve af i fremtiden, og det er godt at alle parter melder sig ind i en erhvervsstrategisk debat.

Jeg var som repræsentant for Dansk Akvakultur, og som vandspecialist, inviteret med til SF’s minikonference om vandteknologi på Christiansborg. Jeg tog med glæde imod invitationen, som var et godt initiativ, og jeg vil ønske, at andre politiske partier på samme måde ville række ud til omgivelserne for at forsøge at blive klogere.

Jeg har nu set udspillet på vandområdet, og selv om SF har peget på et par ”guldkorn” er jeg desværre ikke imponeret over det samlede udspil, som kan risikere at skade samfundet mere end det gavner.

Rigtigt udformet er det guldkorn at ændre udbudsreglerne, så man konkurrerer på ideer og resultater, i stedet for kunpå pris, og at etablere et Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP, så sektoren får lige forskningsvilkår med andre brancher

Det, der støder mig mest, er det skingre misforhold, der er mellem SF’ generelle økonomiske politik med lighedsmageri, høje skatter og afgifter og manglende forståelse for løn & konkurrenceevne, som vil jage arbejdspladserne endnu hurtigere ud af Danmark, og det at udvælge et antal ”darling områder”, som SF godt kan lide, og som skal have lidt håndører flyttet over fra andre erhverv.

Det er også pinligt, at høre konkrete industrier inden for vand-, miljø og vind, der forventer at komme yderligere på støtten, dukke frem og tale for deres ”syge moster”.

Jeg gjorde klart på konferencen, at Dansk Akvakultur ikke vil yderligere på støtten. Vi vil helst af med den på europæisk niveau, så vi kan få fair konkurrencevilkår. Og at vi bare har et stort ønske nemlig at få en tidssvarende miljøforvaltning, der belønner god indsats for miljøet, i stedet for den eksisterende misregulering, der medfører store omkostninger både for produktion og miljø. Dette ønske, er ikke kommet med i SF’s oplæg, selv om det er helt gratis at gennemføre.

SF’ valg af indsatsområder: en række ”bedemandserhverv” (at leve af andres ulykke) og argumentationen bag viser, hvor farligt det er, at lade politikere komme i nærheden af at ”Vælge Vinder(sektorer)”.

Det er sandsynligt, at ”bedemandserhvervene” vil vokse, måske endda i en periode stærkere end verdensøkonomien, men disse erhverv udgør kun en lille del af det globale bruttonationalprodukt. Og andre erhvervssektorer, hvoraf nogle er slet ikke er kendt i dag, vil ligeledes vokse, sandsynligvis meget stærkere. Derfor er der ingen grund til at støtte bedemandserhverv mere eller mindre end andre.

Bedemandserhvervene er i høj grad infrastrukturudvikling, som har sin grænse, når vandforsyningen er etableret, renseanlægget bygget og solfangeren lagt på taget, og så vil væksten stoppe brat og blive afløst af vedligeholdelse.

SF fremhæver, at OECD peger på de samme sektorer. Det er jo netop det, der gør en ensidig satsning farlig. Hele verden løber i samme vej. Det ligner en miniputkamp, hvor alene ungerne løber efter bolden, men de, der ikke løber samme vej, ender med at score. Eller det svarer til at købe en aktie, der er steget så meget, at selv ens taxachauffør anbefaler den, hvorefter den falder med et brag.

SF’s forslag er baseret på et neomalthusiansk:  ”den økologisk dommedag er nær” og ”Grænser for Vækst” verdenssyn. Ressourcerne løber ud, miljøet ødelægges og jorden koger, med mindre vise politikere griber ind og kommanderer os til at ”spæge vort kød” og øger vores skatter for at redde jorden.

Man skænker ikke det forhold en tanke, at alle denne type ”dommedagsprofetier”, hver gang bliver ynkeligt falsificeret ved, at kortvarige mangel- og miljøproblemer på basis af frie menneskers valg og et frit marked skaber den teknologiske udvikling, der giver os flere og billigere ressourcer og bedre miljø, end vi havde før.

Ideen om vandmangel på en klode, hvor trefjerdedele er dækket af hav, er i det hele taget det rene nonsens.

Det er ingen i den professionelle vandbranche, der tror på ”vandkrige”, eller at vandmangelproblemer med selv dobbelt så mange mennesker på vor klode, ikke kan løses ved god vandforvaltning. Hvilket indebærer tre simple tiltag. Reduktion af vandspild, dyrkning af fødevarer, hvor der er vand, og ikke i ørkener, og afsaltning af havvand til andet vandforbrug end til fødevarer.

Selv efter denne kritik, vil jeg til slut igen kvittere for SF, at melder ud med noget konkret. Der er brugbare elementer i udspillet, og det er godt at række ud til samfundet. Men det bliver først virkelig interessant, hvis SF viser, at man forstår at lytte til og rette ind efter andre synspunkter, selv om de er stik imod ens forudfattede meninger. 

På støtten…

Erhvervsstøtteordninger lyder godt, men virker skidt. De internationale støtteordninger for fødevareproduktionen straffer effektive producenter, fordyrer maden, skader miljøet og udviklingslandene. Alligevel er de meget svære at komme af med, fordi mange lande finder det politisk opportunt at støtte hobbylandbrug på bjergskrænter og i andre naturområder i stedet for at fritage skatteyderne for denne overflødige byrde.

EU’s støtteordninger til akvakulturen har vi været glade for, idet de har mildnet omkostningerne til nye produktionsformer med mindre vandindtag og mindre udledning af organisk, kvælstof og fosfor pr. produceret mængde, ligesom de har givet en meget værdifuldt bidrag til erhvervets forskning, udvikling og innovation.

På det seneste har støtteordningerne imidlertid været til begrænset nytte for erhvervet bl.a. på grund af at midlerne af forskellige årsager har været bundet i lang tid. Vi håber, at fødevareministeriet vil følge vores forslag om fremover at sikre en lødig forretningsmæssig vurdering af alle projekter, og om at støtten tildeles i forhold til vores erhvervsudviklingsstrategi, som der jo er bred politisk opbakning til og som forudsætter balanceret udvikling af alle sektorer: klassiske dambrug, modeldambrug og FREA anlæg, havbrug, skaldyr og ål etc.

Men endnu mere ærgerligt er det, at ”venten på støtten” har fået en del seriøse investorer til at udsætte gode projekter, hvilket har medført, at vores samlede produktion nu er mindre end den ville have været, hvis der ikke havde været en støtteordning.

I en situation hvor alle vores konkurrenter kan få støtte – i en del EU lande oven i købet højere støtte end i DK – kan vi ikke bare frasige os støtten, men det er afgørende at støtten administreres således, at den reelt bidrager til at opfylde samfundets og Dansk Akvakulturs fælles mål for fremtiden. 

En Ommer....

Miljøklagenævnets afgørelse i Fole dambrug sagen er gået os imod.

Nævnet har med sin afgørelse fjernet hele grundlaget for modeldambrugsordningen.

Det er dybt betænkeligt, at Miljøklagenævnet går imod et bredt politisk flertals klare melding om, at modeldambrug skal fremmes ved at belønne de dambrugere, der har investeret store beløb i moderne anlæg, der formindsker vandindtag og organisk stofudledning med 90 % og halverer næringsstofudledningen.

Vi vil bede om, at miljøklagenævnet genoptager sagen, da vi mener at kunne påvise en række konkrete faglige fejl i grundlaget for afgørelsen, at vigtige rapporter om modeldambrug enten ikke er læst eller er selektivt fejlciteret og at der i denne sag i modsætning til alle andre nyere akvakultursager ikke har været en akvakultursagkyndig med i afgørelsen.

Fremover skulle problemet gerne blive løst ved, at Miljøministeriet snarest får udarbejdet en ny og klar dambrugsbekendtgørelse baseret på akvakulturudvalgets anbefalinger.

Endvidere slås miljø- og naturklagenævnet nu sammen under en ny ledelse. I den forbindelse skal nedsættes en ekspertgruppe, som skal rådgive om arbejde i nævnet. Vil vi her gøre gældende, at det er ubetinget nødvendigt, at de indkaldte sagkyndige har et sagligt og faglig forhold til vores erhverv, og reelt ved hvad de taler om.

Denne afgørelse er klart en ommer. Vi håber at slippe for den slags fremover.