mandag den 9. maj 2011

Dansk Akvakultur 2010-2011

Formandens beretning til generalforsamlingen i Herning 28 april 2011.


Akvakulturudvalget

Akvakulturudvalget afsluttede sit arbejde rettidigt og med et godt resultat i maj 2010. I kender alle anbefalingerne. Hvis de gennemføres politisk, giver de et godt grundlag for den ansvarlige vækst i produktion og lønsomhed, vi har et fælles ønske med samfundet om.

Men hvordan går det med den politiske behandling?

I sidste års beretning nævnte jeg om den politiske behandling at:

I forhold til den ”hast” hvormed det politiske system, og især administrationen normalt handler går der nemt mindst et år med det.

Det har desværre vist sig at holde stik. Idet den politiske behandling stadig ikke er gennemført.

Det er ikke på grund af manglende god vilje hos politikerne. Anbefalingerne er blevet modtaget godt af politikerne i begge sider af folketingssalen. Vi har haft mange møder - senest et foretræde i fødevareudvalget - med politikerne, som er meget hjælpsomme for at fremme processen.

Vi kan imidlertid se, at arbejdet går langsomt i ”maskinrummet”. Det skyldes efter min opfattelse, dels bureaukratisk inerti: Store ændringer skaber stor modstand. Dels et velment ønske om stor sikkerhed for miljøet.
Dette udtrykkes ved, at nogle miljøembedsmænd stadig fastholder kravet om, at de vil godkende og bestemme, hvordan vi bygger og driver vores dambrug. Det er lodret imod aftalen i akvakulturudvalget, som siger, at vores produktions miljøforhold overvejende skal styres af udledningskrav og udledningsmålinger.
Vi forsøger nu, på teknikermøder og på anden vis at overbevise de skeptiske miljøembedsmænd, om at det vi foreslår, bl.a. alkontrol, vil give større sikkerhed for miljøet, end indretningskrav til dambrug. Et selv nok så godt bygget dambrug, kan give dårlige resultater på miljøområdet, hvis det ikke drives korrekt. Detaljerede indretningskrav hæmmer ydermere indførelse af ny og bedre teknologi til skade for både miljø og erhverv, og det er ikke særligt progressivt, hvis nye løsninger skal godkendes i Strandgade, før de kan bringes i anvendelse. 
På det seneste har vi set god vilje fra ”Miljøværket” og tempoet med anbefalingerne er gået i vejret. Det har vi kvitteret for ved at acceptere, at den midlertidige model3dambrugsbekendtgørelse sendes ud nu, selv om den indeholder (detaljerede) indretningskrav. Det gode ved den nye bekendtgørelse er, at den slår fast, at model3dambrugene skal have den N-kvote, der oprindeligt blev forudsat, da de blev bygget.
Det er aftalt, at en samlet bekendtgørelse for dambrug skal være klar til sommer. Den skal afløse den midlertidige bekendtgørelse for modeldambrug type 3 og den noget bedagede dambrugsbekendtgørelse, og vi vil, forhåbentlig med hjælp fra et bredt flertal i Folketinget, gøre hvad vi kan, for at den bliver så enkel som mulig og ikke kommer til at indeholde unødige indretningskrav.
På den seneste er en ”sort hest” dukket op igen, nemlig et ønske om, at dambrug slet ikke må tage vand ind fra vandløbene, men kun grundvand. Det er helt uacceptabelt for erhvervet, og imod akvakulturudvalgets anbefalinger, hvor der blot angives, at der skal sikres ”reel fri faunapassage”, hvilket ikke forhindrer, at der fortsat tages vand ind fra vandløbene.
Kvælstofproblematikken har ikke fundet en endelig løsning, hvilket især er relevant for havbrugene. Vi skal dog nok finde en udvej på dette med hjælp fra vores gode venner i Landbrug & Fødevarer. Især i betragtning af vandplanerne næppe kan overleve høringssvarenes sønderlemmende faglige og
økonomiske kritik.
Så for vore gode havbrugskolleger gælder det nu om at fortsætte med at søge nye tilladelser i en tid med rigtig gode priser på store laksefisk.

Produktionsstrategi


Vi har som lovet på sidste GF brugt året til at opdatere vores produktionsstrategi. Det var været nyttige og positive overvejelser, som dog har stået i skyggen af, at vore rammevilkår på miljøområdet stadig ikke tillader vækst.
Vi må konstatere, at vi stadig ikke har kunnet kan finde en slagkraftig foreningsløsning på de afsætningsmæssige forhold. Min personlige vurdering er, at her må ”kræfternes frie spil” råde, og så kan foreningen hjælpe med konkurrenceforvridende forhold, som f.eks. ørrederne fra Tyrkiet.
Med hensyn til investeringsstøtte forhandler vi nu med DFE om at ændre tilskudskriterierne, så der lægges mere vægt på produktionsøkonomi, og gerne med et tilskudsloft, så et enkelt eller nogle få meget store projekter ikke kan båndlægge midlerne i urimelig lang tid.
Forsknings- og udviklingsindsatsen er der kommet rigtig godt styr på. Vi har blandt andet haft nogle gode drøftelser med GUDP, som vi vil høre mere om i dag. Og vi er i gang med Videnskabsministeriet, som på det seneste har været hjælpsom med at bevilge et stort beløb til udvikling af forbedrede rensningsteknologier.
Øvrige produktioner
Det har ikke været nogen dans på roser at være åleproducenter og skaldyrsfolk.
Åleopdrætterne er udsat for en ensidig hetz fra især Greenpeace, som ikke vil forstå, at åleopdræt med tilhørende udsætning er gavnligt for ålens overlevelse. Heldigvis er der stadig nogle supermarkeder, der har ål på programmet.
Og muslingedyrkerne har haft meget svære afsætningsforhold og kommer desværre ind i 2011 i en stærkt slanket udgave.
Til slut
Til slut vil jeg takke bestyrelsen, medlemmerne, branchegrupperne, sekretariatet og bestyrelsen for et fortsat interessant og udfordrende samarbejde i det forløbne år.

fredag den 15. april 2011

Vandplanerne og kvælstoffet

Vandrammedirektivet og vandplanerne er et behjertet forsøg fra EU’s side på at få styr på de Europæiske vandmiljøforhold.

Desværre indføres vandplanerne i Danmark på en måde, der med sikkerhed er skadeligt for produktionen af planter og dyr, og ligeledes skadeligt for miljøet, fordi man lægger ensidig vægt på kvælstof som årsag til problemerne.
Kvælstof er uomtvisteligt den vigtigste begrænsende faktor for primærproduktionen i de danske marine områder. Men selv om kvælstofudledningen er reduceret meget igennem mange år, står virkningen på iltsvind og sigtdybde ikke mål med anstrengelserne. Der er andre faktorer på spil:
  1. Ændringer i vejr og klima påvirker vandmiljøet.
  2. ”Frem og tilbage er ikke lige langt”. Det kan være meget besværligt og tage meget langt tid at komme tilbage til noget, der ligner den oprindelige tilstand, ved kun at ”dreje på kvælstofknappen”, og man kommer helt sikkert ikke tilbage af samme vej.
  3. Fysiske ændringer af de marine områder ved inddæmninger, fjernelse af sten og trawlfiskeri har fuldt så stor indflydelse på den økologiske tilstand som N-tilførslen.
  4. Andre danske kilder til kvælstof. Fra energi og trafik i Danmark udledes 150.000 tons NOx til luften. Det svarer rundt regnet til 50.000 tons N / år. Hvorfor skal de ikke indgå i den samlede plan for N-reduktion?
  5. Fra udlandet. I det hele taget importeres store mængder kvælstof ind- og ud af Danmarks luftrum. Det samme er tilfældet i de marine vandområder. Det er klart, at jo tættere man kommer på kysten jo mere ”fylder” det danske bidrag i billedet, men ude i det åbne Bælthav og Kattegat er Danmarks indflydelse begrænset.  
Den kontante konsekvens af disse forhold er, at selv om vi i morgen fjerner alle danske N-udledninger fuldstændigt vil vi ikke opnå god økologisk kvalitet i de danske marine områder, før vi har genoprettet den biologiske og fysiske struktur og før andre lande har reduceret deres N-udledninger ned til det forudsatte niveau.
Det betyder naturligvis ikke, at vi skal lade stå til, blot at der er god tid til at finde de rigtige løsninger, som baseres på en aftale med samfundet om miljømål, miljøforvaltning, virkemidler og en implementeringstakt, der fastholder konkurrenceevnen.

mandag den 21. marts 2011

Ved den ene hånd…

…Hvad den anden gør?


Vi kender alle historien om, hvordan en mislykket miljøregulering har spændt ben for udviklingen af vores herlige erhverv, og hvor svært det i mange år har været at få opbakning og finansiel støtte til en øget produktion af sunde og velsmagende fisk.

Men ikke alle kender historien om, at i samme periode har Danida brugt hundredvis af millioner kroner på at opbygge en produktion af Pangasius i Vietnam, under forhold, der miljømæssigt set er under al kritik.

Lad mig med det samme slå fast, at en udviklingshjælp, der hjælper fattige mennesker til at skaffe sig et udkomme ved at producere fisk, ikke er så tosset endda. Og som et erhverv, der eksporterer 90 % af vores produktion, må vi acceptere, at andre lande kan eksportere til os.

Jeg synes heller ikke, vi skal klandre Pangasius som sådan. Det er en god og robust fisk, som er billig at producere, især fordi den er vegetar. Den er ikke i samme markedssegment som vores laksefisk, der er fyldt med de gode omega-3 fedtsyrer og som har en selvstændig kraftig og god smag. Det er dog naturligvis irriterende for os og vore kolleger i fiskeriet, at Pangasius ind imellem er blevet markedsført direkte vildledende, som indeholdende meget omega-3.

Men alligevel har Danida båret sig tosset ad.

For de første skulle man fra starten have sikret sig, at indførelsen af miljøkrav til akvakulturen i Danmark og Vietnam blev koordineret således, at Vietnam ikke fik en urimelig konkurrencemæssig fordel ved, at man i realiteten har tilladt ”miljødumping”. Dette er et klart eksempel på manglende samarbejde mellem forskellige ministerier.

For det andet har der ikke været reel deltagelse i projekterne fra det danske akvakulturerhverv, herunder primærproducenter, foderfirmaer og udstyrsleverandørerne organiseret i AquaCircle. Mig bekendt er det nogle forskere fra Århus Universitet, der helt isoleret fra den centrale danske akvakultur know-how, har tiltaget sig rollen som vigtige rådgivere for Danida.

Det danske professionelle akvakulturerhverv kunne have sikret et solidt fagligt grundlag for hjælpen. Endvidere kunne denne deltagelse have åbnet for en stribe af fælles dansk-vietnamesiske forretningsmuligheder.

Det er ikke for sent endnu, og vi vil henvende os til Danida, for at tilbyde vores viden og samarbejde.

torsdag den 10. marts 2011

Forskning for fiskene…

…og ikke for forskerne. Samfundet støtter venligt forskning-, udvikling og innovation om akvakultur. Det er vi glade for. Især efter at Fødevareministeriet for nogle få år siden tog initiativ til at udarbejde en strategi på området med opbakning fra erhvervet og vidensektoren.
Strategien har været brugt af Fødevareerhverv i forbindelse udviklingsansøgninger. Det har betydet en målretning af ansøgningerne til det erhvervet har brug for og med en meget mindre spildprocent.
Strategien er ved at blive opdateret i denne tid bl.a. med nye emner om skaldyr og tang. Det er Fødevareministeriet, der forestår opdateringen, men vi modtager meget gerne synspunkter og ideer i tilknytning til denne opdatering.
I den forbindelse vil jeg gerne opmærksom på, at der er etableret et universitetsværk af forskere, der interesserer sig for og har erfaring i akvakulturforskning. Det er en god ide at følge dette netværk, hvis man ønsker at arbejde på området. DTU, som er det største universitet inden for akvakulturen, har endvidere taget initiativ til at oprette en akvakultur kontaktudvalg, som skal koordinere indsatsen på DTU. Det er vi tilfredse med, da vi som et lille erhverv ikke har mulighed for at følge med i hvad der sker på alle DTU’s og andre universiteters institutter.
I det hele taget ser vi gerne en større samling på tropperne, ved at akvakulturforskningen samles på så få enheder som muligt. Vi lægger os her i kølvandet på Landbrug & Fødevarer, som forsøger at samle hele den danske fødevareforskning. Vi forstår samfundets behov for at bruge forskningspengene så godt som muligt, og medvirker gerne til at den anvendte forskning effektiviseres og strømlines.
Vi skal nu have bredt strategien ud, og har allerede aftalt med GUDP , at man vil bruge strategien. Og håber ligeledes, at Miljøministeriet, som i øvrigt har igangsat nogle rigtig gode projekter, Forskningsministeriet og  Energiministeriet vil lade sig vejlede.
Mit råd til forskere og virksomheder, der vil søge om penge til projekter, er, at man sætter sig ind i strategien, koordinerer med andre, så man undgår ”dyb tallerken” problemet, og henvender sig til DA om opbakning til ansøgningen. Det er ikke altid vi kan støtte en ansøgning, men vi ser gerne, at man respekterer dette.
Der er mange emner erhvervet er meget enige om er vigtige. Der er ingen grund til at spilde gode strategiske forskningsmidler på irrelevante projekter.

mandag den 7. marts 2011

Kan miljøembedsmænd drive dambrug?

Mange miljøembedsmænd vil meget gerne blande sig i hvordan vi bygger, indretter og driver vores dambrug. De siger, at de gør det for miljøets skyld og nogle er oven i købet så ”venlige” at sige, at de gør det for vores skyld.
Vi er glade for den store interesse for dambrugsdrift, men det undrer os, at embedsmænd, som givet vis er dygtige til at lave miljømål og miljøtilsyn, føler sig kaldet til at fortælle professionelle dambrugere, hvordan man producerer fisk.
Vi synes embedsmændene skal holde sig til det, de er gode til. Så skal vi nok klare det, vi er gode til.
Akvakulturudvalgets anbefaling er klar: Dambrug skal reguleres med udledninger. Så kan det ikke nytte noget, at man nu prøver på at lave bekendtgørelser, hvor man bibeholder det meste af den mislykkede bureaukratiske detailregulering suppleret med endnu skrappere krav til målinger af udledninger.
Det er den værste af alle verdener.
Vi har selv lavet et omhyggeligt udkast til en bekendtgørelse for alle dambrug, der vil reguleres på udledninger. Det er enkelt, klart og giver en betydelig større sikkerhed for miljøet end den eksisterende regulering.
Vi har hørt på indvendinger til vores forslag fra miljøembedsmænd i stat og kommuner. De fleste er misforståelser eller udtryk for uvidenhed, men de berettigede indvendinger kan vi sagtens imødekomme. F.eks. skal alle projekter om ny- eller ombygning af et dambrug naturligvis bilægges en komplet miljøteknisk beskrivelse af indretning og drift. Hvis denne beskrivelse er lavet af en professionel entreprenør eller rådgiver burde det være tilstrækkeligt til at give godkendelse. I tvivlstilfælde kan kommunen i givet fald henvende sig til Fødevareministeriets HelpDesk.
Vidtgående forandringer vækker altid modstand. Til modstandere af at følge akvakulturudvalgets anbefalinger i denne sag til punkt og prikke kan jeg kun sige:
Hvordan synes I selv, at de seneste 20 års miljøregulering af dambrugene har fungeret?

torsdag den 3. februar 2011

Nordmænd & Landmænd

Det har været et forrygende 2010 for Norsk fiskeopdræt, med en rekordeksport på mere end 30 Mia. NOK. Det har også ”dryppet på degnen”, idet danske havbrugere har kunnet sælge store ørreder til relativt gode priser.
Der er dog skyer i horisonten for Norsk havbrug. Erhvervet har haft så stor betydning for norsk økonomi, at man i lang tid har kunnet affærdige de grønne interessers modstand mod laksefarme. Nu er modstanden imidlertid blevet stærkere og nået op på miljøministerniveau. Vi har fået henvendelser fra Norge om vores arbejde med akvakulturudvalget, og norsk havbrugsnæring er i en fase, hvor man er ved at erkende, at man ikke kan slå sig igennem den grønne modstand, men skal forhandle sig frem på basis af solide facts og argumenter.
Den umiddelbare betydning er nok, at det ikke bliver problemløst at udvide produktionen af laks og ørred i Norge i de næste par år. Især ikke når man tager i betragtning, at der er ved at være mangel på traditionelt relativt beskyttede lokaliteter. Der er derfor en god chance for, at et gunstigt prisniveau kan holdes nogle år endnu.
Det betyder forhåbentlig også, at nordmændene er blevet klar over ”træerne ikke vokser ind i himlen” og derfor vil være mere interesseret i at samarbejde med Danmark bl.a. om opdrætsteknologi og Off-Shore havbrug. Ved opstartmødet til vores Havbrugsteknologiske indsats: ”Blue Revolution” fik vi besøg af bl.a. Arne Fredheim, som bestemt var positiv over for denne mulighed. Hvis vi kan løse problemerne med placering af havbrug i den åbne Nordsø, har Danmark et stort produktions potentiale.
Generelt er dansk landbrugssektor en af den stærkeste i verden, idet vi udgør verdens tredjestørste fødevareklynge. Hvis det lykkes at engagere et dansk landbrug, som jo evner at producere og sælge store mængder fødevarer af høj kvalitet, i akvakulturen, vil vi kunne matche Norge på en ligeværdig måde. Nordeuropa har på grund af Golfstrømmen enestående naturgeografiske forudsætninger for at fortsat at kunne dominere den internationale produktion af store laksefisk, gerne gennem etablering af et godt samarbejde mellem Norge & Danmark.

tirsdag den 1. februar 2011

Blind høne…

…kan osse finde guldkorn.
Jeg er som mange andre meget lidt begejstret for SF’s forsøg på at ”udvælge vinderbrancher”.
Men jeg synes, det er dårlig kultur at skyde planen ned bare fordi, den kommer fra SF. Det er centralt, at drøfte hvilke mekanismer, der kan sikre at danskerne har noget at leve af i fremtiden, og det er godt at alle parter melder sig ind i en erhvervsstrategisk debat.
Jeg var som repræsentant for Dansk Akvakultur, og som vandspecialist, inviteret med til SF’s minikonference om vandteknologi på Christiansborg. Jeg tog med glæde imod invitationen, som var et godt initiativ, og jeg vil ønske, at andre politiske partier på samme måde ville række ud til omgivelserne for at forsøge at blive klogere.
Jeg har nu set udspillet på vandområdet, og selv om SF har peget på et par ”guldkorn” er jeg desværre ikke imponeret over det samlede udspil, som kan risikere at skade samfundet mere end det gavner.
Rigtigt udformet er det guldkorn at ændre udbudsreglerne, så man konkurrerer på ideer og resultater, i stedet for kunpå pris, og at etablere et Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP, så sektoren får lige forskningsvilkår med andre brancher
Det, der støder mig mest, er det skingre misforhold, der er mellem SF’ generelle økonomiske politik med lighedsmageri, høje skatter og afgifter og manglende forståelse for løn & konkurrenceevne, som vil jage arbejdspladserne endnu hurtigere ud af Danmark, og det at udvælge et antal ”darling områder”, som SF godt kan lide, og som skal have lidt håndører flyttet over fra andre erhverv.
Det er også pinligt, at høre konkrete industrier inden for vand-, miljø og vind, der forventer at komme yderligere på støtten, dukke frem og tale for deres ”syge moster”.
Jeg gjorde klart på konferencen, at Dansk Akvakultur ikke vil yderligere på støtten. Vi vil helst af med den på europæisk niveau, så vi kan få fair konkurrencevilkår. Og at vi bare har et stort ønske nemlig at få en tidssvarende miljøforvaltning, der belønner god indsats for miljøet, i stedet for den eksisterende misregulering, der medfører store omkostninger både for produktion og miljø. Dette ønske, er ikke kommet med i SF’s oplæg, selv om det er helt gratis at gennemføre.
SF’ valg af indsatsområder: en række ”bedemandserhverv” (at leve af andres ulykke) og argumentationen bag viser, hvor farligt det er, at lade politikere komme i nærheden af at ”Vælge Vinder(sektorer)”.
Det er sandsynligt, at ”bedemandserhvervene” vil vokse, måske endda i en periode stærkere end verdensøkonomien, men disse erhverv udgør kun en lille del af det globale bruttonationalprodukt. Og andre erhvervssektorer, hvoraf nogle er slet ikke er kendt i dag, vil ligeledes vokse, sandsynligvis meget stærkere. Derfor er der ingen grund til at støtte bedemandserhverv mere eller mindre end andre.
Bedemandserhvervene er i høj grad infrastrukturudvikling, som har sin grænse, når vandforsyningen er etableret, renseanlægget bygget og solfangeren lagt på taget, og så vil væksten stoppe brat og blive afløst af vedligeholdelse.
SF fremhæver, at OECD peger på de samme sektorer. Det er jo netop det, der gør en ensidig satsning farlig. Hele verden løber i samme vej. Det ligner en miniputkamp, hvor alene ungerne løber efter bolden, men de, der ikke løber samme vej, ender med at score. Eller det svarer til at købe en aktie, der er steget så meget, at selv ens taxachauffør anbefaler den, hvorefter den falder med et brag.
SF’s forslag er baseret på et neomalthusiansk:  ”den økologisk dommedag er nær” og ”Grænser for Vækst” verdenssyn. Ressourcerne løber ud, miljøet ødelægges og jorden koger, med mindre vise politikere griber ind og kommanderer os til at ”spæge vort kød” og øger vores skatter for at redde jorden.
Man skænker ikke det forhold en tanke, at alle denne type ”dommedagsprofetier”, hver gang bliver ynkeligt falsificeret ved, at kortvarige mangel- og miljøproblemer på basis af frie menneskers valg og et frit marked skaber den teknologiske udvikling, der giver os flere og billigere ressourcer og bedre miljø, end vi havde før.
Ideen om vandmangel på en klode, hvor trefjerdedele er dækket af hav, er i det hele taget det rene nonsens.
Det er ingen i den professionelle vandbranche, der tror på ”vandkrige”, eller at vandmangelproblemer med selv dobbelt så mange mennesker på vor klode, ikke kan løses ved god vandforvaltning. Hvilket indebærer tre simple tiltag. Reduktion af vandspild, dyrkning af fødevarer, hvor der er vand, og ikke i ørkener, og afsaltning af havvand til andet vandforbrug end til fødevarer.
Selv efter denne kritik, vil jeg til slut igen kvittere for SF, at melder ud med noget konkret. Der er brugbare elementer i udspillet, og det er godt at række ud til samfundet. Men det bliver først virkelig interessant, hvis SF viser, at man forstår at lytte til og rette ind efter andre synspunkter, selv om de er stik imod ens forudfattede meninger.