Tag jer nu sammen

Jeg har meddelt bestyrelsen i Dansk Akvakultur og brancheudvalget for dambrug, at jeg efter seks år som formand ikke ønsker at genopstille til generalforsamlingen den 28. april.

Jeg kvitterer for, at en nye nationale akvakulturstrategi åbner op for havbrug og hvis den i øvrigt giver det nødvendige miljømæssige råderum til produktionen på land og på havet, er der en lysende fremtid for vores fine erhverv.

Det var været bekymrende at iagttage den defaitisme, som har præget mange i erhvervet. Men det er i grunden nemt at forstå. Igennem 25 år har erhvervet gjort en kæmpeindsats og brugt hundredevis af millioner af kroner på at forbedre sine miljøforhold, men har kun fået utak og ligefrem bank som svar fra samfundet, men absolut ingen belønning, idet produktionen i dag er på samme niveau som for 25 år siden, medens vores marked er steget med 7 % om året.

Vores fantasiløse bureaukrater har med deres overimplementering af EU’s direktiver og den mislykkede kommando- og detailregulering forhindret den danske biologiske produktion i at udvikle sig ved at forbyde produktionsudvidelser og ved at stille detailkrav til produktionen, der er realiteten gør den ulønsom, som vi har set for mange af vores modeldambrug.

Jeg vil gerne rette en sidste appel til politikerne. Tager jeg nu sammen og fortæl miljøbureaukraterne, hvor skabet skal stå.

Vi skal have en dansk miljøpolitik, der lader kunderne bestemme, hvad, hvor meget og hvordan, der produceres. Det kræver i en periode et forøget miljømæssigt råderum bl.a. i form af kvælstofudledning til robuste vandområder, hvor miljøpåvirkningen er helt marginal. Nogle af de mange penge, der kommer ud af det, kan pløjes tilbage til udvikling af miljøteknologi og målrettede, synlige miljøforbedringer i form af naturskov, stenrev, vådområder og fjernelse af opstemninger.

Slut med den uansvarlige import af fisk og tilhørende eksport af jobs og miljøudfordringer.

Havbrug på Bornholm

Den danske vækstplan for akvakultur, som netop er sendt i høring, åbner op for havbrug. Dansk Akvakultur ønsker 40 havbrugszoner ved den åbne kyst i Danmark, heraf 5 ved Bornholm. Bornholm Havbrug A/S har allerede søgt om et pilothavbrug på en af disse lokaliteter, og havbruget forventes at starte her til foråret.
Det giver naturligvis anledning til kommentarer og spørgsmål blandt fra Bent Ernst Nielsen, som fornuftigvis spørger om produktionsmulighederne Bornholm og Østersøen kan sammenlignes med Norge.

Det korte svar er ja. På de fleste centrale områder er forholdene faktisk (meget) bedre ved Bornholm end i Norge.

Men allerførst, hvad er havbrug? Havbrug er brug af havet ligesom jordbrug er brug af jorden og dambrug er brug af damme. Der er derfor ikke noget, der hedder: ”havdambrug”, da der ikke er ”damme” i havet. Havbrug, også kaldet marikultur, har to hovedformer: opdræt af fisk i netbure på havet, og dyrkning af muslinger og tang fæstnet på liner eller net. Havbrug af laks er især kendt fra Norge, som har en produktion på 1,3 mio. tons laks om året. I Danmark har vi nu en produktion på 12.000 tons ørreder pr. i netbure fortrinsvis i den nære kystzone.

BEN har fuldstændig ret i, at Norge har brug for vedvarende erhvervsaktiviteter, der kan erstatte olie- og gasindustrien, når denne engang (om mange år) har udtømt lagrene.

Men det har Danmark også. Havet omkring Danmark er allerede kilde til stor økonomisk aktivitet i form af transport, offshore energi og fiskeri.

Men hvad få er opmærksomme på er, at de 105.000 km2 dansk søterritorium har et meget stort potentiale for produktion af fødevarer. Det er vurderet, at der blot på en procent af dette areal = 1000 km2 kan produceres mad i form af fisk, muslinger og tang til en værdi af 15 milliarder kr. Dette vil kunne afløse presset på landjorden og udnytte, at der på havet er masser af plads, vand og næringsstoffer til rådighed for produktionen.

Det er heller ikke almindelig kendt, at baggrunden for, at der er så gode forhold for landbrugsproduktion og for produktion af laksefisk i Nordeuropa, er Golfstrømmen, som sikrer, at det hverken er for varmt eller for koldt eller for tørt eller for vådt på vore breddegrader.

Den økonomiske videnskab er klar:  international arbejdsdeling er god. I Danmark er vi dygtige til at producere kvalitetsgrise, som vi bytter med gode biler fra Japan. Det bliver begge lande rigere af. Den internationale arbejdsfordeling slår særligt stærkt igennem, når et område har fine naturgeografiske fordele for at kunne specialisere sig i en bestemt for produktion. Det har vi i Nordeuropa og i udsøgt grad i Østersøen, som er verdens bedste hav til produktion af store laksefisk. Østersøen har den rigtige saltholdighed, er ikke for varm om sommeren, er relativt beskyttet mod ekstremvejr, har ingen lakselus og meget lav forekomst af alger, der er giftige for fisk. Den eneste ulempe i forhold til Norge er forekomst af is.

Det er en misforståelse at tro, at dybe norske fjorde, der ligger i læ for vinden, er særligt velegnede til havbrug.

Det er forståeligt, at havbrug startede i beskyttede fjordområder, hvor man kunne placere burene direkte op til kysten og servicere fiskene fra en bådebro fra land. Der er imidlertid mange ulemper forbundet med en sådan produktion og udviklingen går derfor i retning af at flytte og nyplacere havbrug på lokaliteter, der er langt mere eksponerede for bølger, vind og strøm. Det skyldes, at god havbrugsdrift forudsætter en stærk strøm og et frisk vandskifte dels for at sikre en god forsyning af fiskene med ilt og rent vand og motion=god kødkvalitet og dels for at minimere den lokale miljøpåvirkning.

Vandskiftet i en fjord er styret dels af ferskvandstilstrømningen til fjorden dels af tidevand og vind. De dybe Norske fjorde har et relativt dårligt vandskifte både fordi tidevands- og vindpåvirkninger er små og netop fordi de er dybe. Dybden medfører, at det vand, der skal ud og ind af fjorden, skal passere er stort tværsnit, hvilket giver lave strømhastigheder. Endvidere er der større risiko for, at affaldsstoffer fra fiskene ophobes i dybe fjorde, hvor vandskiftet ved bunden er dårligt.

Østersøen har ikke meget tidevand, men til gengæld en stor ferskvandstilstrømning. Netto løber der 500 km3 vand ud af Østersøen gennem de dansk bælte og sunde, hvilket svarer til vandføringen i Ganges floden eller Mississippi. Og vinden presser vand ind og ud af Østersøen i en cyklus på ca. 2-3 dage, således at bruttoudvekslingen omkring Danmark er på 2-3.000 km3 / år. Det giver ophav til en god strøm, hverken for hurtig eller for langsom for fiskene.

Om forurening er der at sige, at det er korrekt, at Østersøen desværre endnu indeholder for mange miljøfremmede stoffer, hvilket medfører, at store vildlaks ikke må spises, da de ophober stofferne via fødekæden. Men dette forhold er ikke noget problem for opdrættet, som kun får kontrolleret og rent foder.
Derimod er Østersøens vandkvalitet i form af salt, temperatur, iltindhold, klarhed og indhold af alger tæt på det ideelle for opdræt af store laksefisk.

Alt taget i betragtning er et derfor uansvarligt, grænsende til det uetiske, ikke at udvikle de havbrug ved Bornholm som vil blive til stor gavn for den internationale økonomi og det globale miljø og klima.

Bliv gammel, klog og smuk med fede fisk

Det er vist til overflod, at det er meget sundt at spise fede fisk som ørreder, laks og ål, hvad enten de kommer fra opdræt eller fiskeri.

Det skyldes de gode omega 3 fedtsyrer, som forstærker hjerne og hjerte, men også en række proteiner og mineraler er med til at gøre os sunde, bare vi spiser nok af de fede fisk.

Desværre er der folk derude, der på basis af et følelsesladet had til især opdrættede laksefisk, forsøger at så tvivl om fiskenes kvalitet ved at påstå, at fisk er fyldt med ”miljøgifte” og andet stads. Det er er det rene vrøvl. Både det foder, der bruges til opdrættet, og de opdrættede fisk kontrolleres omhyggeligt af fødevaremyndighederne, og vores fisk overholder til punkt og prikke de fastsatte levnedsmiddelhygiejniske grænseværdier. Det er derfor helt ufarligt at spise opdrættede ørreder og laks, endog i en sådan grad, at de danske fødevaremyndigheder anbefaler folk, der spiser særligt mange fisk især at spise opdrættede fisk, hvor fødevaresikkerheden er størst mulig.

En ting er, at der findes skøre og manipulerende folk derude. Næsten værre er det, at medierne hopper i fælden med samlede ben, som f.eks. når DR2 i strid med væsentlige presseetiske regler (ingen høring af den kritiserede part, ingen check af oplysningernes lødighed) alligevel bringer en fransk udsendelse om fisk, der er fyldt med vrøvl, løgne og fordrejninger.

Vi har gjort ophævelser til Danmarks Radios læserredaktør, og håber at få bragt en berigtigelse eller i det mindste at få vores synspunkter hørt.

Men vi vil gerne appellere til medierne om fremover at gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i problemstillingerne omkring akvakultur, inden man viderekolporterer falske oplysninger

Det er dybt uansvarligt at skræmme folk fra at spise fisk på et falsk grundlag og derved skade folkesundheden. 

Den rigtige vej

Vores udmærkede og nu forhenværende miljøminister Ida Auken sluttede sit virke med en udgangsreplik om at miljø og økonomi hænger uløseligt sammen. Det er så rigtigt, som det er sagt, og jeg vil endda stramme udsagnet og hævde, at en stor produktion og en stærk økonomi er en absolut nødvendig forudsætning for at skabe gode forhold for naturen og miljøet.

Desværre har EU miljøforvaltningen ikke forstået dette simple princip, og har i stedet været baseret på forbud og bureaukratisk detailkontrol.

Det har været ødelæggende for både økonomien og naturen.

Jeg har netop været til møde om Østersøen og akvakultur på Ålandsøerne. Her blev det atter belyst, at den rigide forbudspolitik ikke virker og er dybt skadelig.

Hvis vi havde haft en anden politik, ville vi allerede i dag have haft en produktion på 500.000 tons store laksefisk i havbrug i Østersøen, som er det bedste hav i verden til denne produktionsform. En del af de mange penge, der ville været kommet ind i regionen, kunne have været brugt til en målrettet og kosteffektiv forbedring af naturen og miljøet. Nu har nordmændene fået jobbene og tjent pengene og ikke et tons kvælstof er ledt ud mindre af den grund.

Vi skal ændre kurs nu i EU-Europa. Vores biologiske produktion skal styres af kunderne, og så skal vi bruge nogen af de penge vi tjener til løbende at forbedre vores miljøeffektivitet.

Må jeg opfordre vores spændende nye ministre: Dan Jørgensen og Kirsten Brosbøl til med det samme at gøre op med det rigide bureaukratiske inerti, og i stedet indføre en regulering, der belønner en god indsats for miljøet.

Kun ved at sætte fuld turbo på akvakulturproduktionen, kan der skabes det økonomiske grundlag for, at vores erhverv kan bidrage til at opfylde de smukke målsætninger for natur og miljø.

Ålens gode nytår

Tillykke til ålefolket med den flotte bevilling fra Højteknologifonden. I allerede kommet langt og nu skal det nok lykkes Jer at gå hele vejen til, at åleopdræt bliver et helt selvberoende erhverv.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er er meget kritisk over for videnskabsministeriets holdning til vores erhverv. De har for det meste hældt penge ud til akvakultur projekter med ingen eller meget lille forretningsmæssig relevans, og når det handler om grøn vækst skal det altid være så grønt, at vækst er umulig.

Men i dette tilfælde har HTF ramt plet. Ålen er en fantastisk fisk, som er fuld af god smag, og som kan tilberedes på mange forskellige måder. Når vi forhåbentlig om nogle år kan begynde at avle på den, og undgå problemet med langsom vækst hos størstedelen af bestanden, kan ålen blive en stor akvakulturfisk, som kan være med til igen at bringe Danmark i spidsen for den internationale akvakulturudvikling.

Markedspotentialet for ål til den rigtige pris er kæmpestort, hundredetusindvis af tons, og den kan produceres med teknologier, som danskerne er verdensmestre i.

Jeg vil ikke undlade at sende en hilsen til Greenpeace og de uforstandige supermarkeder, som tror at man kan redde ålen, ved at gøre den ligegyldig for erhverv og befolkning. Vi har gang på gang sandsynliggjort, at åleopdræt er med til at ophjælpe ålebestanden, og at jo flere opdrættede ål, der spises, jo flere sættes der ud i naturen. Alligevel har de primitive grønne kun en streng på buen: forbud & boykot.

Hvad med at belønne det erhverv som under trange omstændigheder og imod stor modstand har holdt det danske åleopdræt i live. Det er helt sikkert, at hvis der ikke havde været et dansk åleopdræt, ville det flotte nye projekt aldrig været blevet til noget, og ålens overlevelse ville have været overladt til de rene tilfældigheder.

I håbet om, at GP nu kaster sig ind i den reelle kamp for at redde ålen, og derfor anbefaler de danske supermarkeder igen at tilbyde forbrugeren masser af ål, vil jeg ønske alle et godt nytår.

Der er udsigt til havet

Den nationale akvakulturstrategi ser ud til at åbne op for havbrug uden for de kystnære vandplanzoner og uden krav til kvælstofudledningen.

Det er i givet fald et stort fremskridt for vort fine erhverv. Havbrug er det bærende element i den stærke kundestyrede udvikling af produktionen af store laksefisk verden over.

Det er helt forståeligt, i det havbrug af store laksefisk er så tæt på den ideelle form for animalsk produktion, som det i virkelighedens verden er muligt at komme.

Ikke nok med, at havbrug har en overlegen driftsøkonomi. Klimamæssigt er havbrug perfekte, idet de bruger vedvarende energi fra havstrømme til at tilføre iltrigt vand af høj kvalitet til fiskene, og til at sprede og fortynde fiskenes affaldsstoffer så miljøpåvirkningen minimeres. Dyrevelfærdsmæssigt er forholdene tæt på det ideelle. Ørrederne har masser af plads i de store bure, og har som køer på en indhegnet mark fri udsigt til sine omgivelser, i dette tilfælde det storladne danske hav.

Og med den seneste teknologiske udvikling, med støtte fra GUDP, har det vist sig muligt at placere robuste burtyper i det åbne Storebælt uden at selv en rekordstorm har givet problemer.

Hertil kommer, at den sydlige del af de indre danske farvande, Østersøen er det bedste hav i verden til opdræt af store laksefisk på grund af den rigelige strøm af klart, brakt og køligt vand uden indhold af de lakselus, man døjer med i Norge.

Jeg var forleden til møde i Bruxelles med minister Martin og EU-parlamentsmedlem Kuhn begge fra Mecklenburg-Vorpommern. De var helt på det rene med, at det med Østersøens fine naturgeografiske forhold i mente, var uansvarligt af østersøstaterne at importere laksefisk og dermed eksportere besværet med produktionen til andre lande.

I det videre arbejde med den nationale strategi vil vi arbejde for, at der kan være havbrug i de strømrige dele af de kystnære vandplanzoner, og at kvælstofdiskussionen udsættes til efter 2027. Derved bliver der mulighed for at oprette 40 havbrugszoner og skabe langsigtet ro om vores erhverv, hvilket er en udtrykkelig forudsætning for at vi kan tiltrække kapital, ledelseskapacitet og dygtige og engagerede folk i det hele taget.

Dødvægtsstøtte

I økonomisprog er ”dødvægtsstøtte” investerings- eller driftsstøtte til produktionen, der ville være sat i gang uden støtte. Det kender vi godt i akvakulturen. Lige som begrebet ”udskydningsstøtte”, som beskriver det fænomen, at folk udsætter deres investeringer, mens de venter – meget længe – på at få bevilget støtte.

Enhver form for produktionsstøtte er af det onde, både for erhverv, forbrugere og for natur & miljø og bør hurtigst muligt fuldstændig afvikles.

Desværre har EU’s mislykkede akvakulturpolitik belemret EU akvakulturen med produktionsstøtte. I stedet for at se i øjnene, at en markedsbaseret udvikling af EU-akvakulturen forudsætter det nødvendige miljømæssige råderum til produktionen, tror man, at man kan betale sig fra problemet ved at give tilskud til ulønsom teknologi. Det er helt forfejlet. Det fordyrer produktionen unødigt og medfører blot, at den udfases til lande uden for Europa.

Udvikling af ny teknologi er en vigtig del af løsningen. Men denne udvikling tager tid og kan ikke kommanderes frem.

Så i stedet for at give produktionsstøtte, skal man lade kunderne bestemme, hvor meget akvakulturen kan producere. Så skal erhvervet nok selv pløje noget af overskuddet tilbage i miljøeffektive teknologier.

Netop i disse måneder arbejder NaturErhvervstyrelsen med det kommende 5-årsprogram for EU-støtte til akvakulturen. Vi synes generelt, at NEST administrerer ordningerne dygtigt og fornuftigt og er lydhøre over for erhvervets synspunkter og vi er i god dialog med NEST om det fremtidige program.

Mit personlige synspunkt om den nye støtteordning er, at man skal droppe den egentlige produktionsstøtte og frem over arbejde med to typer ordninger.

Den ene halvdel af midlerne skal bruges til at kompensere for det ”forbrug af miljømæssigt råderum” som vi nødvendigvis må have for at kunne producere til markedets behov. Det kan f.eks. være fjernelse af stemmeværker, etablering af stenrev, ålegræsudplantning, opkøb af naturskov etc.

Den anden halvdel skal bruges til et AUDP (Akvakultur Udviklings og Demonstrations Program) på samme grundlag som det vellykkede GUDP.

Nej til produktionsstøtte, ja til produktionstilladelser.