Bekæmpelse af Egtvedsyge

I en tid, hvor vi som erhverv irriteres grænseløst over, at miljøministeriet ikke kan finde ud af loyalt at følge akvakulturudvalgets anbefalinger, og hvor priserne for vores sunde og velsmagende fisk presses af EU’s manglende vilje og evne til at stoppe Tyrkiets og Norges dumpingagtige adfærd, kan det være svært at finde noget at glæde sig over.

Men nu er det jul – en glædens tid – og vi er i den glade situation, at det ser ud til, at det er lykkedes at bekæmpe Egtvedsygen.

Det er lykkedes gennem en stor og god fælles indsats fra erhvervet, fødevaremyndighederne, EU og politikerne, og det skal vi kvittere for.

Den danske fiskeveterinære forskning har skabt det faglige grundlag for, at vi kunne udføre et effektivt bekæmpelsesprogram. Vi skal i det hele taget være meget glade for, at Danmark har høje veterinære standarder og et enestående effektivt veterinært beredskab. Det giver os nogle omkostninger, bl.a. i forbindelse med standarder for spildevand fra slagterier, og sætter bånd på ”fiskenes frie bevægelighed”. Men de ulemper er til at leve med for at fastholde det gode ry, Danmark har på det veterinære område, og give os eksportmuligheder for vores fødevarer, som er bedre end de fleste andre lande.

Vi ser derfor med nogen bekymring på det stormvejr som DTU veterinærinstituttet er inde i på grund af økonomiske forhold. Vi håber, at der i samarbejde mellem DTU, fødevareministeriet og erhvervene, kan findes løsninger, der vedligeholder det høje veterinære beredskab. Vi vil i den forbindelse pege på, at det forekommer urationelt, at der vedligeholdes fiskepatologisk forskning og undervisning både på DTU & KU, og vi vil opfordre de to institutioner til at indlede forhandlinger om en fusion af området.

Lad mig slutte med at ønske vores medlemmer og vores mange venner af dansk akvakultur en glædelig jul og et godt nytår med et fromt ønske om, at 2012 bliver det år, hvor ”akvakulturens kræfter endelig slippes løs” til gavn for produktion og miljø.

Nye dambrug i støbeskeen

Jeg er netop kommet opmuntret hjem efter at have deltaget i DanAqua messen i Ålborg.

Jeg tror, der et tøbrud på vej, efter den mere end tyve år lange vinter vores fine erhverv har været igennem på grund af misreguleringen med foderkvoter.

Der er strukturmidler på vej fra NaturErhvervstyrelsen til en samlet investering i nye dambrug på ca. 150 millioner. Hvis alle disse projekter bliver gennemført svarer det til en produktion på mere end 5.000 tons ørreder. Endvidere har en del model 3 dambrug søgt godkendelse på basis af den nye model 3 dambrugsbekendtgørelse, hvilket ligeledes vil give anledning til en betydelig produktionsforøgelse.

Jeg hører også på ”vandrørene”, at en del små og mellemstore dambrug ønsker at bygge om på grundlag af den kommende samlede dambrugsbekendtgørelse, hvor vi forventer, at indretningskrav bortfalder mod at dambrugets udledning måles ved alkontrol. Det er min opfattelse, at de fleste dambrug vil have fordel af at overgå til udlederkrav og alkontrol, og at man ikke skal være bange for de tekniske problemer i den forbindelse.  Ombygning til en højere rensegrad og indretning af let målbare vandindtag og -udløb koster penge. Det er naturligvis op til den enkelte dambrugers konkrete vurdering, om gevinsten ved de nye frihedsgrader til at kunne producere så meget man vil og på sig egen måde opvejer disse omkostninger. Men det tror jeg det vil gøre i rigtig mange tilfælde.

De nye toner har allerede sat en hurtig og dygtig dambrugsteknologisk udvikling i gang. Der er dog stadig en vis tendens til at opfinde den ”dybe tallerken”. Og jeg synes ikke, at den viden erhvervet har indsamlet om de nye dambrugstypers muligheder og problemer, endnu i tilstrækkelig grad bruges ved design af de nyeste dambrug.

Her vil jeg gerne opfordre bygherrerne til at kontakte ”tærskeholdet”, som vi brugte i DAMTEK projektet inden de afslutter kontrakter med entreprenører. Ligesom jeg vil opfordre AquaCircles anlægsleverandører, med deres store viden om recirkulationsteknologi, til at interessere sig mere for det danske dambrugsmarked, hvor der i de kommende år skal investeres for et milliardbeløb. Det er i vore dage ingen kunst at lave dyre anlæg til dyre fisk. Den virkelige udfordring er at lave anlæg, der kan producere fisk til konkurrencedygtig priser.

Vore dages akvakultur er videntung højteknologi både på land og på havet. Der er meget ny viden på vej. Men lad os først og fremmest sikre os, at vi bruger den viden, vi allerede har, fuldt ud.

Dansk Akvakultur vil være med

I sin takketale efter valget inviterede Socialdemokraternes statsministerkandidat, Helle Thorning Schmidt til et bredt samarbejde med hele det danske samfund, herunder erhvervene om at ”være med til” at løse Danmarks store udfordringer.

Dansk Akvakultur tager positivt imod denne invitation og vil gøre, hvad vi kan, for fortsat at spille en konstruktiv rolle.

Med akvakulturudvalgets anbefalinger ligger allerede et godt grundlag for det videre arbejde. Vi ved fra vores sonderinger i Folketinget, at vores erhverv bliver godt modtaget af politikerne, og at der er bred politisk opbakning til anbefalingerne. På akvakulturområdet er det derfor muligt at etablere det brede samarbejde henover midten, som S/SF og de Radikale er gået til valg på.

På det seneste er der kommet godt skred i den praktiske udformning af anbefalingerne, så vi har forhåbning om, at de endelige beslutninger kan tages kort tid efter at en ny regering er tiltrådt.

Der er et par væsentlige udeståender.

Det ene er, at der stadig i nogle kredse er en fastlåst holdning til at dambrug ikke må tage vand ind fra vandløbene, uanset om det har nogen praktisk betydning for miljøet. Der er efter vores opfattelse ingen proportionalitet i at pålægge erhvervet store omkostninger, som ikke giver en reel miljømæssig effekt. Det er meget mere konstruktivt at arbejde videre med det forslag, der lå i den fremsatte finanslov om, at der afsættes midler til at fjerne de opstemninger, der findes ved en række dambrug

Den anden er den kvælstofkvote, der nødvendigvis må afsættes for, at åbent-vand havbrugene kan få deres produktionsudvidelser igennem. Vi er medlem af Landbrug & Fødevarer og forventer, at vi i samarbejde med de øvrige fødevareproducenter kan få løst denne problemstilling.

Akvakulturen er en global højvækstbranche. Vi ønsker ikke særbehandling i form af særlige støtteordninger mv. Vi vil blot gerne have fjernet den møllesten om halsen som den forkerte og bureaukratiske miljøregulering har udgjort.

Så skal vi nok klare os selv og give vores bidrag til den danske økonomi, beskæftigelse, eksport og videnopbygning.

Akvakultur i regionerne

Regionernes fremtid diskuteres flittigt for tiden. Og det er ikke sikkert, vi har regionerne om føje tid. Men nu er de her og de vil heldigvis gerne samarbejde med Dansk Akvakultur om at fremme mulighederne for vores udmærkede erhverv i deres område. Alle regioner har noget forskelligt og interessant at komme med.

Vi er nået længst i samarbejdet med Region Nordjylland. Her vil der til efteråret blive udgivet en Akvakulturplan for Nordjylland, som skitserer de betydelige udviklingsmuligheder omkring Limfjorden og ved de Nordjyske havne. Region Nordjylland har sammen med det øvrige Vestjylland, Nordsøen som et meget robust vandområde, hvor der kan ske en meget stor udvidelse af produktionen med et minimalt miljømæssigt fodaftryk. Måske vil udvikling af ny teknologi på et tidspunkt gøre det muligt at etablere store havbrug i de åbne Nordsø, hvor temperaturforholdene er gunstige for store laksefisk.

Vi har haft indledende drøftelser med den meget vigtige region Midtjylland om en akvakulturplan og en konference om området.

I region Syddanmark ligger mange af vores virksomheder. Desværre er der i (dele af) dette område, især på Fyn, rester af den irrationelle modvilje mod erhvervet, som specielt det gamle Fyns amt stod for med sit uigennemtænkte forbud mod havbrug. Det til trods for, at der i Storebælt på østsiden af Fyn er tre til fire fremragende lokaliteter for havbrug, hvor der kunne opbygges en produktion på 10-15.000 tons fisk til en primærværdi på op mod en halv mia. kr. Vi tror, at både region Syd og de fynske kommuner meget godt kunne bruge disse moderne højteknologiske arbejdspladser med gode lønninger. Og vi vil invitere Region Syd til et samarbejde om sagen.

I Region Sjælland er der allerede mange havbrug, og især i de sydlige og østlige farvande i regionen er der rigtig gode naturgivne forhold for havbrug, ligesom der på Lolland pumpes store mængder ferskvand ud i havet, som lige så godt kunne passere et moderne dambrug. Der har allerede været afholdt en udmærket konference om emnet, og vi håber at kunne komme videre med at udnytte det fine potentiale.

Region Hovedstaden er næppe det sted, hvor vores fisk skal produceres, men gerne der, hvor de skal sælges, og vi håber, at vi kan hjælpe hinanden dermed. Regionskommunen Bornholm har en særlig status, og her er der god plads til nogle store havbrug, som måske kunne producere Østersølaks.

Jeg vil gerne opfordre regionerne og vores medlemmer til at tale sammen om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at fremme vores fortrinlige og moderne erhverv.

Brug GMO - det er godt for menneskene og naturen

GenModificerede Organismer (GMO’er) er et kontroversielt emne, som diskuteres livligt. Lige i disse dage er der muligvis ændringer på vej i EU-reglerne, så det bliver muligt for det enkelte EU-land selv at bestemme, om man vil tillade dyrkning af GMO’er inden for landets grænser.

Danmark skal være på forkanten på dette vigtige område. Den praktiske erfaring fra mange års dyrkning af GMO’er viser, at problemerne er få og små, men at potentialet for gavnlige effekter for produktionen, sundheden, naturen og miljøet er endog overordentlig stort.

Mange grønne organisationer er desværre på dette område stærkt konservative og pr. rygmarv mod alle former for GMO’er. Derved er de med til at fastholde et unødvendigt lavt teknologisk stade på produktionen, og dermed et lavere udbytte = større arealforbrug, lavere kvælstof- og fosforeffektivitet, højere pesticidforbrug og større træk på ferskvandressourcerne end nødvendigt. Dermed har disse grønne ngo’er et tungt ansvar for, at den globale fødevareproduktions ”fodaftryk” bliver unødvendigt stort.

Dansk Akvakulturs politik på området er, at vi skal tage denne teknologi i anvendelse, når samfundet har accepteret den som sikker og acceptabel, og når den konkret kan give forbedringer af produktion og miljø.

Vi har endnu ikke startet denne udvikling, men den ligger lige for. Det første sted, hvor vi kan tænkes at gøre brug af mulighederne, er på fodersiden, hvor der sandsynligvis snart vil opstå et gab mellem råvarepriser på GMO-råvarer og GMO-fri råvarer.  I den situation vil mange fra erhvervet, på linje med hvad andre animalske producenter har gjort i mange år, ønske at skifte til det nye og billigere foder.

På lidt længere sigt er der nogle meget spændende perspektiver. Lad mig nævne, at vores allerstørste råvareproblem: mangel på fiskeolie med omega3 fedtsyrer, er i færd med at blive løst ved at gensplejse planter (raps, soja), der kan producere de rigtige fedtsyrer. I hvede findes der forstadier til astaxanthin, det naturlige farvestof, der gør de store ørreder røde. Og ved hjælp af GMO-teknikker vil det måske blive muligt at udvinde astaxanthin fra hvede dyrket i Danmark.

Det canadiske universitet i Guelph har udviklet en fytase producerende gris: EnviroPig, som dermed er bedre i stand til at udnytte fosforet i foder. Det samme kan man forestille sig for fisk, således at der på en elegant måde kan ske en reduktion af fosforudledningen fra havbrug og dambrug ved kilden. Når det bliver muligt, håber jeg, at de grønne ngo’er stiller det som et BAT-krav.

Potentialet i GMO teknologien er næsten uden grænser, og problemerne er små og overskuelige. Lad os komme i gang i Danmark.

Akvakultur: En global succes

World Fish Center har lige udgivet en god rapport om den globale akvakultur og dens miljømæssige forhold.

Den bekræfter de facts og argumenter, vi har lagt frem om vores erhverv for politikerne og akvakulturudvalget.

1.     Akvakulturen er den hurtigst voksende fødevareproduktion i verden med en vækst på 8,4 % om året siden 1970. Den globale fiskeproduktion ligger nu på ca. 50 millioner tons og forventes at stige til mellem 80 og 120 mio. tons i 2030.

2.     Akvakultur er økologisk konkurrencedygtig med andre former for animalsk produktion. Laksefisk ligger oven i købet særlig godt i feltet når det gælder foderudnyttelse. Danmark er ikke særligt nævnt, men med de seneste års udvikling i mente, er der ingen tvivl om at vi ligger fint i det globale felt.

Vi har hele tiden været klar over dette, men deraf kan vi ikke konkludere, at ”verden kan reddes” bare alle spiser fisk, skaldyr og tang. Folk skal spise, hvad de har lyst til, uden dårlig samvittighed, og vi fødevareproducenter skal nok producere alt det, verdens voksende og stadigt rigere befolkning kan spise. Men det er en god ide, at de ”eksternaliteter”, dvs. miljø & klimapåvirkninger som enhver type fødevareproduktion udøver, bliver lagt på prisen, så alle spiller på samme bane. Og vi skal glæde os over, at vores erhverv vil være godt stillet i denne konkurrence.

Rapporten peger naturligvis ligeledes på det dybt alvorlige problem omkring forsyningsmulighederne med fiskemel og især fiskeolie. Her ligger en oplagt mulighed for vores kolleger på land og på havet at deltage i produktionen af det foder vi skal give vores fisk. En moden fødevareproduktion fanger ikke sit foder, men dyrker det.

Vi skal fortsætte med at bringe det glade budskab ud til beslutningstagerne og offentligheden. Og så håber vi at politikerne fortsat vil hjælpe os med snarest at få aftalt den endelige gennemførelse af akvakulturudvalgets anbefalinger.

Vi er klar ved startsnoren. Skyd nu løbet i gang.

Hvad vil EU med akvakulturen?

Debatindlæg i Fiskerbladet

Der skrives og tales meget om akvakulturen i Europa. Men det bliver ved snakken.

I min leder i Dansk Akvakulturs nyhedsbrev fra juni 2009 beskrev jeg, hvordan den europæiske akvakultur (minus Norge) stagnerer, mens verden omkring os kører rask af sted.

Den europæiske syge skyldes, at man ikke har fået ordentlig greb om natur- og miljøforvaltningen. Alt for mange har en forkert forestilling om, at hele Europa kan udlægges som naturområder eller som museumslandskaber for forældet fødevareproduktion uden, at det går ud over den materielle produktion. Det er naturligvis umuligt, og derfor ser vi nu en reel udfasning af fødevareproduktionen til andre dele af verden. Indtil nu er vi gået glip af stigningen og har tabt markedsandele. Hvis EU ikke snart lægger stilen om, vil vi se en direkte tilbagegang i produktionen.

Problemet kan løses ved at acceptere, at det ikke kan lade gøre at foretage en dramatisk udvidelse af en fødevareproduktion som akvakulturen uden, at det medfører et forøget fodaftryk på naturen og miljøet. Hvis man vil undgå en samlet forøgelse af fodaftrykket må man omfordele fra de samfundssektorer, der giver et lavt udbytte pr. ”fodaftryksenhed” til de sektorer, herunder akvakulturen, som giver et højt udbytte.

I flere lande, bl.a. Danmark er akvakulturen detailreguleret med input i form af foderkvoter, hvilket er direkte skadeligt for både produktion og miljø. I stedet skal der, som anbefalet af det danske akvakulturudvalg, gennemføres en regulering af outputtet ved hjælp af udlederkrav og kvælstofkvoter, således at god indsats for miljøet belønnes.

EU forsøger at lappe på problemerne ved støtteordninger. Erhvervsstøtteordninger er noget skidt. På fødevareområdet er støtteordninger dårlige både for forbrugeren, producenten, miljøet og udviklingslandene. Inden for akvakulturen har vi i starten haft gavn af FIUF-tilskudsordningen, som støtte til omlægning til større og mere miljøeffektive dambrug. På de seneste har ”det bedre været det godes fjende”, idet en stor del af støttemidlerne har været bundet i projekter, med ”begrænset jordforbindelse”, og som ikke har kunnet finansieres.  Andre mere solide projekter med finansieringen på plads er derfor ikke gennemført. På det seneste har støtteordningen kostet Dansk Akvakultur en produktionsudvidelse på ca. 10 procent.

Hvis vi absolut skal have den slags støtteordninger er det oplagt forvridende, at der i nogle lande kan opnås op til 60 % støtte til anlæg og ligeledes støtte til opbygning af fiskebestand, medens vi i DK kun kan få 25-40 procent. Ideen med EU er frie og lige konkurrencevilkår. Det opfyldes ikke på dette område.

EU tillader endvidere Tyrkiet at eksportere ørreder til EU-området, selv om gives et direkte tilskud på produktionen på ca. 20 procent, hvilket jo er med til at holde ørredprisen nede på et alt for lavt niveau. EU skulle interessere sig mere for sit kerneansvar: det frie og lige marked, i stedet for at bekymre sig om den danske toldkontrol.

Der er heldigvis bevægelse på den danske akvakulturscene, og stor opbakning hos et bredt politisk flertal for at akvakulturen skal ud over stepperne.

Når denne gode udvikling kommer rigtigt i gang, kan vi fornøje os med at fortælle resten af EU, hvordan man skal gøre.

---

Danmark: En havbrugsnation

Det er rigtig svært at pege på en finere fødevareproduktion end opdræt af ørreder i danske havbrug.

Den flotte, store ørred er sund - fyldt med det rigtige omega-3 fedt -, velsmagende og nem at tilberede.

Ørreden produceres med et lavt miljømæssigt fodaftryk. Først og fremmest på grund af en meget god udnyttelse af foderet. Men ligeledes fordi havbrugene placeres på lokaliteter med frisk strømmende vand, som er godt for fiskenes trivsel, og reducerer det lokale fodaftryk til det mindst mulige. Havbrugene støjer ikke, lugter ikke og kan, bortset fra foderskibet, ikke ses på nogle få hundrede meters afstand.

De store fisks velfærd sikres ved meget god plads i de store netkasser, som er: løsdriftsstalde på havet.

Akvakulturudvalget har anerkendt dette, og der er udarbejdet en god aftale mellem Dansk Akvakultur, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund om havbrugenes fremtid.

Alligevel har vore gode kolleger i havbrugene stadig masser af bøvl med at få nye tilladelser. Et nøglepunkt er de 250 tons kvælstof, som havbrugene foreløbig skal bruge for at ”kickstarte” produktionsfremgangen. Vi er enige med de ”grønne” om, at det nødvendige kvælstof skal findes på det samlede N-budget for de indre danske farvande og ikke i det enkelte vandopland og den enkelte kommune. Det burde være en smal sag for vores flittige miljøembedsmænd.

Men jeg vil også appellere til vores politikere og til vores kolleger, der producerer dyr og planter på land.

Kvælstoftilførslen til miljøet er en vigtig begrænsende faktor for fødevareproduktionen på linje med jordarealet. Det er piskende nødvendigt, at landbrugserhvervet i samarbejde med politikerne får flyttet kvælstoffet hen til de mest lønsomme anvendelser. Den omfordeling er ikke anderledes eller mere (eller mindre) vanskelig end at udforme et statsbudget, hvor øget aktivitet på et område skal modsvares af nedskæringer på et andet.

I skrivende stund har nogle af vores havbrugskolleger endog problemer med at finde ud af, hvor de skal sende deres nye iderige projekter, med fangkulturer og det hele, hen. Ikke mit bord, siger alle de involverede myndigheder.

Der er milliardindtægter for Danmark at hente på det stærkt voksende marked for store ørreder. Lad os nu komme i gang.

Dansk Akvakultur 2010-2011

Formandens beretning til generalforsamlingen i Herning 28 april 2011.


Akvakulturudvalget

Akvakulturudvalget afsluttede sit arbejde rettidigt og med et godt resultat i maj 2010. I kender alle anbefalingerne. Hvis de gennemføres politisk, giver de et godt grundlag for den ansvarlige vækst i produktion og lønsomhed, vi har et fælles ønske med samfundet om.

Men hvordan går det med den politiske behandling?

I sidste års beretning nævnte jeg om den politiske behandling at:

I forhold til den ”hast” hvormed det politiske system, og især administrationen normalt handler går der nemt mindst et år med det.

Det har desværre vist sig at holde stik. Idet den politiske behandling stadig ikke er gennemført.

Det er ikke på grund af manglende god vilje hos politikerne. Anbefalingerne er blevet modtaget godt af politikerne i begge sider af folketingssalen. Vi har haft mange møder - senest et foretræde i fødevareudvalget - med politikerne, som er meget hjælpsomme for at fremme processen.

Vi kan imidlertid se, at arbejdet går langsomt i ”maskinrummet”. Det skyldes efter min opfattelse, dels bureaukratisk inerti: Store ændringer skaber stor modstand. Dels et velment ønske om stor sikkerhed for miljøet.

Dette udtrykkes ved, at nogle miljøembedsmænd stadig fastholder kravet om, at de vil godkende og bestemme, hvordan vi bygger og driver vores dambrug. Det er lodret imod aftalen i akvakulturudvalget, som siger, at vores produktions miljøforhold overvejende skal styres af udledningskrav og udledningsmålinger.

Vi forsøger nu, på teknikermøder og på anden vis at overbevise de skeptiske miljøembedsmænd, om at det vi foreslår, bl.a. alkontrol, vil give større sikkerhed for miljøet, end indretningskrav til dambrug. Et selv nok så godt bygget dambrug, kan give dårlige resultater på miljøområdet, hvis det ikke drives korrekt. Detaljerede indretningskrav hæmmer ydermere indførelse af ny og bedre teknologi til skade for både miljø og erhverv, og det er ikke særligt progressivt, hvis nye løsninger skal godkendes i Strandgade, før de kan bringes i anvendelse. 

På det seneste har vi set god vilje fra ”Miljøværket” og tempoet med anbefalingerne er gået i vejret. Det har vi kvitteret for ved at acceptere, at den midlertidige model3dambrugsbekendtgørelse sendes ud nu, selv om den indeholder (detaljerede) indretningskrav. Det gode ved den nye bekendtgørelse er, at den slår fast, at model3dambrugene skal have den N-kvote, der oprindeligt blev forudsat, da de blev bygget.

Det er aftalt, at en samlet bekendtgørelse for dambrug skal være klar til sommer. Den skal afløse den midlertidige bekendtgørelse for modeldambrug type 3 og den noget bedagede dambrugsbekendtgørelse, og vi vil, forhåbentlig med hjælp fra et bredt flertal i Folketinget, gøre hvad vi kan, for at den bliver så enkel som mulig og ikke kommer til at indeholde unødige indretningskrav.

På den seneste er en ”sort hest” dukket op igen, nemlig et ønske om, at dambrug slet ikke må tage vand ind fra vandløbene, men kun grundvand. Det er helt uacceptabelt for erhvervet, og imod akvakulturudvalgets anbefalinger, hvor der blot angives, at der skal sikres ”reel fri faunapassage”, hvilket ikke forhindrer, at der fortsat tages vand ind fra vandløbene.

Kvælstofproblematikken har ikke fundet en endelig løsning, hvilket især er relevant for havbrugene. Vi skal dog nok finde en udvej på dette med hjælp fra vores gode venner i Landbrug & Fødevarer. Især i betragtning af vandplanerne næppe kan overleve høringssvarenes sønderlemmende faglige og
økonomiske kritik.

Så for vore gode havbrugskolleger gælder det nu om at fortsætte med at søge nye tilladelser i en tid med rigtig gode priser på store laksefisk.

Produktionsstrategi

Vi har som lovet på sidste GF brugt året til at opdatere vores produktionsstrategi. Det var været nyttige og positive overvejelser, som dog har stået i skyggen af, at vore rammevilkår på miljøområdet stadig ikke tillader vækst.

Vi må konstatere, at vi stadig ikke har kunnet kan finde en slagkraftig foreningsløsning på de afsætningsmæssige forhold. Min personlige vurdering er, at her må ”kræfternes frie spil” råde, og så kan foreningen hjælpe med konkurrenceforvridende forhold, som f.eks. ørrederne fra Tyrkiet.

Med hensyn til investeringsstøtte forhandler vi nu med DFE om at ændre tilskudskriterierne, så der lægges mere vægt på produktionsøkonomi, og gerne med et tilskudsloft, så et enkelt eller nogle få meget store projekter ikke kan båndlægge midlerne i urimelig lang tid.

Forsknings- og udviklingsindsatsen er der kommet rigtig godt styr på. Vi har blandt andet haft nogle gode drøftelser med GUDP, som vi vil høre mere om i dag. Og vi er i gang med Videnskabsministeriet, som på det seneste har været hjælpsom med at bevilge et stort beløb til udvikling af forbedrede rensningsteknologier.

Øvrige produktioner

Det har ikke været nogen dans på roser at være åleproducenter og skaldyrsfolk.

Åleopdrætterne er udsat for en ensidig hetz fra især Greenpeace, som ikke vil forstå, at åleopdræt med tilhørende udsætning er gavnligt for ålens overlevelse. Heldigvis er der stadig nogle supermarkeder, der har ål på programmet.

Og muslingedyrkerne har haft meget svære afsætningsforhold og kommer desværre ind i 2011 i en stærkt slanket udgave.

Til slut

Til slut vil jeg takke bestyrelsen, medlemmerne, branchegrupperne, sekretariatet og bestyrelsen for et fortsat interessant og udfordrende samarbejde i det forløbne år.

Vandplanerne og kvælstoffet

Vandrammedirektivet og vandplanerne er et behjertet forsøg fra EU’s side på at få styr på de Europæiske vandmiljøforhold.

Desværre indføres vandplanerne i Danmark på en måde, der med sikkerhed er skadeligt for produktionen af planter og dyr, og ligeledes skadeligt for miljøet, fordi man lægger ensidig vægt på kvælstof som årsag til problemerne.

Kvælstof er uomtvisteligt den vigtigste begrænsende faktor for primærproduktionen i de danske marine områder. Men selv om kvælstofudledningen er reduceret meget igennem mange år, står virkningen på iltsvind og sigtdybde ikke mål med anstrengelserne. Der er andre faktorer på spil:

1. Ændringer i vejr og klima påvirker vandmiljøet.
2. ”Frem og tilbage er ikke lige langt”. Det kan være meget besværligt og tage meget langt tid at komme tilbage til noget, der ligner den oprindelige tilstand, ved kun at ”dreje på kvælstofknappen”, og man kommer helt sikkert ikke tilbage af samme vej.
3. Fysiske ændringer af de marine områder ved inddæmninger, fjernelse af sten og trawlfiskeri har fuldt så stor indflydelse på den økologiske tilstand som N-tilførslen.
4. Andre danske kilder til kvælstof. Fra energi og trafik i Danmark udledes 150.000 tons NOx til luften. Det svarer rundt regnet til 50.000 tons N / år. Hvorfor skal de ikke indgå i den samlede plan for N-reduktion?
5. Fra udlandet. I det hele taget importeres store mængder kvælstof ind- og ud af Danmarks luftrum. Det samme er tilfældet i de marine vandområder. Det er klart, at jo tættere man kommer på kysten jo mere ”fylder” det danske bidrag i billedet, men ude i det åbne Bælthav og Kattegat er Danmarks indflydelse begrænset.  

Den kontante konsekvens af disse forhold er, at selv om vi i morgen fjerner alle danske N-udledninger fuldstændigt vil vi ikke opnå god økologisk kvalitet i de danske marine områder, før vi har genoprettet den biologiske og fysiske struktur og før andre lande har reduceret deres N-udledninger ned til det forudsatte niveau.

Det betyder naturligvis ikke, at vi skal lade stå til, blot at der er god tid til at finde de rigtige løsninger, som baseres på en aftale med samfundet om miljømål, miljøforvaltning, virkemidler og en implementeringstakt, der fastholder konkurrenceevnen.

Ved den ene hånd…

…Hvad den anden gør?


Vi kender alle historien om, hvordan en mislykket miljøregulering har spændt ben for udviklingen af vores herlige erhverv, og hvor svært det i mange år har været at få opbakning og finansiel støtte til en øget produktion af sunde og velsmagende fisk.

Men ikke alle kender historien om, at i samme periode har Danida brugt hundredvis af millioner kroner på at opbygge en produktion af Pangasius i Vietnam, under forhold, der miljømæssigt set er under al kritik.

Lad mig med det samme slå fast, at en udviklingshjælp, der hjælper fattige mennesker til at skaffe sig et udkomme ved at producere fisk, ikke er så tosset endda. Og som et erhverv, der eksporterer 90 % af vores produktion, må vi acceptere, at andre lande kan eksportere til os.

Jeg synes heller ikke, vi skal klandre Pangasius som sådan. Det er en god og robust fisk, som er billig at producere, især fordi den er vegetar. Den er ikke i samme markedssegment som vores laksefisk, der er fyldt med de gode omega-3 fedtsyrer og som har en selvstændig kraftig og god smag. Det er dog naturligvis irriterende for os og vore kolleger i fiskeriet, at Pangasius ind imellem er blevet markedsført direkte vildledende, som indeholdende meget omega-3.

Men alligevel har Danida båret sig tosset ad.

For de første skulle man fra starten have sikret sig, at indførelsen af miljøkrav til akvakulturen i Danmark og Vietnam blev koordineret således, at Vietnam ikke fik en urimelig konkurrencemæssig fordel ved, at man i realiteten har tilladt ”miljødumping”. Dette er et klart eksempel på manglende samarbejde mellem forskellige ministerier.

For det andet har der ikke været reel deltagelse i projekterne fra det danske akvakulturerhverv, herunder primærproducenter, foderfirmaer og udstyrsleverandørerne organiseret i AquaCircle. Mig bekendt er det nogle forskere fra Århus Universitet, der helt isoleret fra den centrale danske akvakultur know-how, har tiltaget sig rollen som vigtige rådgivere for Danida.

Det danske professionelle akvakulturerhverv kunne have sikret et solidt fagligt grundlag for hjælpen. Endvidere kunne denne deltagelse have åbnet for en stribe af fælles dansk-vietnamesiske forretningsmuligheder.

Det er ikke for sent endnu, og vi vil henvende os til Danida, for at tilbyde vores viden og samarbejde.

Forskning for fiskene…

…og ikke for forskerne. Samfundet støtter venligt forskning-, udvikling og innovation om akvakultur. Det er vi glade for. Især efter at Fødevareministeriet for nogle få år siden tog initiativ til at udarbejde en strategi på området med opbakning fra erhvervet og vidensektoren.

Strategien har været brugt af Fødevareerhverv i forbindelse udviklingsansøgninger. Det har betydet en målretning af ansøgningerne til det erhvervet har brug for og med en meget mindre spildprocent.

Strategien er ved at blive opdateret i denne tid bl.a. med nye emner om skaldyr og tang. Det er Fødevareministeriet, der forestår opdateringen, men vi modtager meget gerne synspunkter og ideer i tilknytning til denne opdatering.

I den forbindelse vil jeg gerne opmærksom på, at der er etableret et universitetsværk af forskere, der interesserer sig for og har erfaring i akvakulturforskning. Det er en god ide at følge dette netværk, hvis man ønsker at arbejde på området. DTU, som er det største universitet inden for akvakulturen, har endvidere taget initiativ til at oprette en akvakultur kontaktudvalg, som skal koordinere indsatsen på DTU. Det er vi tilfredse med, da vi som et lille erhverv ikke har mulighed for at følge med i hvad der sker på alle DTU’s og andre universiteters institutter.

I det hele taget ser vi gerne en større samling på tropperne, ved at akvakulturforskningen samles på så få enheder som muligt. Vi lægger os her i kølvandet på Landbrug & Fødevarer, som forsøger at samle hele den danske fødevareforskning. Vi forstår samfundets behov for at bruge forskningspengene så godt som muligt, og medvirker gerne til at den anvendte forskning effektiviseres og strømlines.

Vi skal nu have bredt strategien ud, og har allerede aftalt med GUDP , at man vil bruge strategien. Og håber ligeledes, at Miljøministeriet, som i øvrigt har igangsat nogle rigtig gode projekter, Forskningsministeriet og  Energiministeriet vil lade sig vejlede.

Mit råd til forskere og virksomheder, der vil søge om penge til projekter, er, at man sætter sig ind i strategien, koordinerer med andre, så man undgår ”dyb tallerken” problemet, og henvender sig til DA om opbakning til ansøgningen. Det er ikke altid vi kan støtte en ansøgning, men vi ser gerne, at man respekterer dette.

Der er mange emner erhvervet er meget enige om er vigtige. Der er ingen grund til at spilde gode strategiske forskningsmidler på irrelevante projekter.

Kan miljøembedsmænd drive dambrug?

Mange miljøembedsmænd vil meget gerne blande sig i hvordan vi bygger, indretter og driver vores dambrug. De siger, at de gør det for miljøets skyld og nogle er oven i købet så ”venlige” at sige, at de gør det for vores skyld.

Vi er glade for den store interesse for dambrugsdrift, men det undrer os, at embedsmænd, som givet vis er dygtige til at lave miljømål og miljøtilsyn, føler sig kaldet til at fortælle professionelle dambrugere, hvordan man producerer fisk.

Vi synes embedsmændene skal holde sig til det, de er gode til. Så skal vi nok klare det, vi er gode til.

Akvakulturudvalgets anbefaling er klar: Dambrug skal reguleres med udledninger. Så kan det ikke nytte noget, at man nu prøver på at lave bekendtgørelser, hvor man bibeholder det meste af den mislykkede bureaukratiske detailregulering suppleret med endnu skrappere krav til målinger af udledninger.

Det er den værste af alle verdener.

Vi har selv lavet et omhyggeligt udkast til en bekendtgørelse for alle dambrug, der vil reguleres på udledninger. Det er enkelt, klart og giver en betydelig større sikkerhed for miljøet end den eksisterende regulering.

Vi har hørt på indvendinger til vores forslag fra miljøembedsmænd i stat og kommuner. De fleste er misforståelser eller udtryk for uvidenhed, men de berettigede indvendinger kan vi sagtens imødekomme. F.eks. skal alle projekter om ny- eller ombygning af et dambrug naturligvis bilægges en komplet miljøteknisk beskrivelse af indretning og drift. Hvis denne beskrivelse er lavet af en professionel entreprenør eller rådgiver burde det være tilstrækkeligt til at give godkendelse. I tvivlstilfælde kan kommunen i givet fald henvende sig til Fødevareministeriets HelpDesk.

Vidtgående forandringer vækker altid modstand. Til modstandere af at følge akvakulturudvalgets anbefalinger i denne sag til punkt og prikke kan jeg kun sige:

Hvordan synes I selv, at de seneste 20 års miljøregulering af dambrugene har fungeret?

Nordmænd & Landmænd

Det har været et forrygende 2010 for Norsk fiskeopdræt, med en rekordeksport på mere end 30 Mia. NOK. Det har også ”dryppet på degnen”, idet danske havbrugere har kunnet sælge store ørreder til relativt gode priser.

Der er dog skyer i horisonten for Norsk havbrug. Erhvervet har haft så stor betydning for norsk økonomi, at man i lang tid har kunnet affærdige de grønne interessers modstand mod laksefarme. Nu er modstanden imidlertid blevet stærkere og nået op på miljøministerniveau. Vi har fået henvendelser fra Norge om vores arbejde med akvakulturudvalget, og norsk havbrugsnæring er i en fase, hvor man er ved at erkende, at man ikke kan slå sig igennem den grønne modstand, men skal forhandle sig frem på basis af solide facts og argumenter.

Den umiddelbare betydning er nok, at det ikke bliver problemløst at udvide produktionen af laks og ørred i Norge i de næste par år. Især ikke når man tager i betragtning, at der er ved at være mangel på traditionelt relativt beskyttede lokaliteter. Der er derfor en god chance for, at et gunstigt prisniveau kan holdes nogle år endnu.

Det betyder forhåbentlig også, at nordmændene er blevet klar over ”træerne ikke vokser ind i himlen” og derfor vil være mere interesseret i at samarbejde med Danmark bl.a. om opdrætsteknologi og Off-Shore havbrug. Ved opstartmødet til vores Havbrugsteknologiske indsats: ”Blue Revolution” fik vi besøg af bl.a. Arne Fredheim, som bestemt var positiv over for denne mulighed. Hvis vi kan løse problemerne med placering af havbrug i den åbne Nordsø, har Danmark et stort produktions potentiale.

Generelt er dansk landbrugssektor en af den stærkeste i verden, idet vi udgør verdens tredjestørste fødevareklynge. Hvis det lykkes at engagere et dansk landbrug, som jo evner at producere og sælge store mængder fødevarer af høj kvalitet, i akvakulturen, vil vi kunne matche Norge på en ligeværdig måde. Nordeuropa har på grund af Golfstrømmen enestående naturgeografiske forudsætninger for at fortsat at kunne dominere den internationale produktion af store laksefisk, gerne gennem etablering af et godt samarbejde mellem Norge & Danmark.

Blind høne…

…kan osse finde guldkorn.

Jeg er som mange andre meget lidt begejstret for SF’s forsøg på at ”udvælge vinderbrancher”.

Men jeg synes, det er dårlig kultur at skyde planen ned bare fordi, den kommer fra SF. Det er centralt, at drøfte hvilke mekanismer, der kan sikre at danskerne har noget at leve af i fremtiden, og det er godt at alle parter melder sig ind i en erhvervsstrategisk debat.

Jeg var som repræsentant for Dansk Akvakultur, og som vandspecialist, inviteret med til SF’s minikonference om vandteknologi på Christiansborg. Jeg tog med glæde imod invitationen, som var et godt initiativ, og jeg vil ønske, at andre politiske partier på samme måde ville række ud til omgivelserne for at forsøge at blive klogere.

Jeg har nu set udspillet på vandområdet, og selv om SF har peget på et par ”guldkorn” er jeg desværre ikke imponeret over det samlede udspil, som kan risikere at skade samfundet mere end det gavner.

Rigtigt udformet er det guldkorn at ændre udbudsreglerne, så man konkurrerer på ideer og resultater, i stedet for kunpå pris, og at etablere et Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP, så sektoren får lige forskningsvilkår med andre brancher

Det, der støder mig mest, er det skingre misforhold, der er mellem SF’ generelle økonomiske politik med lighedsmageri, høje skatter og afgifter og manglende forståelse for løn & konkurrenceevne, som vil jage arbejdspladserne endnu hurtigere ud af Danmark, og det at udvælge et antal ”darling områder”, som SF godt kan lide, og som skal have lidt håndører flyttet over fra andre erhverv.

Det er også pinligt, at høre konkrete industrier inden for vand-, miljø og vind, der forventer at komme yderligere på støtten, dukke frem og tale for deres ”syge moster”.

Jeg gjorde klart på konferencen, at Dansk Akvakultur ikke vil yderligere på støtten. Vi vil helst af med den på europæisk niveau, så vi kan få fair konkurrencevilkår. Og at vi bare har et stort ønske nemlig at få en tidssvarende miljøforvaltning, der belønner god indsats for miljøet, i stedet for den eksisterende misregulering, der medfører store omkostninger både for produktion og miljø. Dette ønske, er ikke kommet med i SF’s oplæg, selv om det er helt gratis at gennemføre.

SF’ valg af indsatsområder: en række ”bedemandserhverv” (at leve af andres ulykke) og argumentationen bag viser, hvor farligt det er, at lade politikere komme i nærheden af at ”Vælge Vinder(sektorer)”.

Det er sandsynligt, at ”bedemandserhvervene” vil vokse, måske endda i en periode stærkere end verdensøkonomien, men disse erhverv udgør kun en lille del af det globale bruttonationalprodukt. Og andre erhvervssektorer, hvoraf nogle er slet ikke er kendt i dag, vil ligeledes vokse, sandsynligvis meget stærkere. Derfor er der ingen grund til at støtte bedemandserhverv mere eller mindre end andre.

Bedemandserhvervene er i høj grad infrastrukturudvikling, som har sin grænse, når vandforsyningen er etableret, renseanlægget bygget og solfangeren lagt på taget, og så vil væksten stoppe brat og blive afløst af vedligeholdelse.

SF fremhæver, at OECD peger på de samme sektorer. Det er jo netop det, der gør en ensidig satsning farlig. Hele verden løber i samme vej. Det ligner en miniputkamp, hvor alene ungerne løber efter bolden, men de, der ikke løber samme vej, ender med at score. Eller det svarer til at købe en aktie, der er steget så meget, at selv ens taxachauffør anbefaler den, hvorefter den falder med et brag.

SF’s forslag er baseret på et neomalthusiansk:  ”den økologisk dommedag er nær” og ”Grænser for Vækst” verdenssyn. Ressourcerne løber ud, miljøet ødelægges og jorden koger, med mindre vise politikere griber ind og kommanderer os til at ”spæge vort kød” og øger vores skatter for at redde jorden.

Man skænker ikke det forhold en tanke, at alle denne type ”dommedagsprofetier”, hver gang bliver ynkeligt falsificeret ved, at kortvarige mangel- og miljøproblemer på basis af frie menneskers valg og et frit marked skaber den teknologiske udvikling, der giver os flere og billigere ressourcer og bedre miljø, end vi havde før.

Ideen om vandmangel på en klode, hvor trefjerdedele er dækket af hav, er i det hele taget det rene nonsens.

Det er ingen i den professionelle vandbranche, der tror på ”vandkrige”, eller at vandmangelproblemer med selv dobbelt så mange mennesker på vor klode, ikke kan løses ved god vandforvaltning. Hvilket indebærer tre simple tiltag. Reduktion af vandspild, dyrkning af fødevarer, hvor der er vand, og ikke i ørkener, og afsaltning af havvand til andet vandforbrug end til fødevarer.

Selv efter denne kritik, vil jeg til slut igen kvittere for SF, at melder ud med noget konkret. Der er brugbare elementer i udspillet, og det er godt at række ud til samfundet. Men det bliver først virkelig interessant, hvis SF viser, at man forstår at lytte til og rette ind efter andre synspunkter, selv om de er stik imod ens forudfattede meninger. 

På støtten…

Erhvervsstøtteordninger lyder godt, men virker skidt. De internationale støtteordninger for fødevareproduktionen straffer effektive producenter, fordyrer maden, skader miljøet og udviklingslandene. Alligevel er de meget svære at komme af med, fordi mange lande finder det politisk opportunt at støtte hobbylandbrug på bjergskrænter og i andre naturområder i stedet for at fritage skatteyderne for denne overflødige byrde.

EU’s støtteordninger til akvakulturen har vi været glade for, idet de har mildnet omkostningerne til nye produktionsformer med mindre vandindtag og mindre udledning af organisk, kvælstof og fosfor pr. produceret mængde, ligesom de har givet en meget værdifuldt bidrag til erhvervets forskning, udvikling og innovation.

På det seneste har støtteordningerne imidlertid været til begrænset nytte for erhvervet bl.a. på grund af at midlerne af forskellige årsager har været bundet i lang tid. Vi håber, at fødevareministeriet vil følge vores forslag om fremover at sikre en lødig forretningsmæssig vurdering af alle projekter, og om at støtten tildeles i forhold til vores erhvervsudviklingsstrategi, som der jo er bred politisk opbakning til og som forudsætter balanceret udvikling af alle sektorer: klassiske dambrug, modeldambrug og FREA anlæg, havbrug, skaldyr og ål etc.

Men endnu mere ærgerligt er det, at ”venten på støtten” har fået en del seriøse investorer til at udsætte gode projekter, hvilket har medført, at vores samlede produktion nu er mindre end den ville have været, hvis der ikke havde været en støtteordning.

I en situation hvor alle vores konkurrenter kan få støtte – i en del EU lande oven i købet højere støtte end i DK – kan vi ikke bare frasige os støtten, men det er afgørende at støtten administreres således, at den reelt bidrager til at opfylde samfundets og Dansk Akvakulturs fælles mål for fremtiden.