Vi er nået længst i samarbejdet med Region Nordjylland. Her vil der til efteråret blive udgivet en Akvakulturplan for Nordjylland, som skitserer de betydelige udviklingsmuligheder omkring Limfjorden og ved de Nordjyske havne. Region Nordjylland har sammen med det øvrige Vestjylland, Nordsøen som et meget robust vandområde, hvor der kan ske en meget stor udvidelse af produktionen med et minimalt miljømæssigt fodaftryk. Måske vil udvikling af ny teknologi på et tidspunkt gøre det muligt at etablere store havbrug i de åbne Nordsø, hvor temperaturforholdene er gunstige for store laksefisk.
Vi har haft indledende drøftelser med den meget vigtige region Midtjylland om en akvakulturplan og en konference om området.I region Syddanmark ligger mange af vores virksomheder. Desværre er der i (dele af) dette område, især på Fyn, rester af den irrationelle modvilje mod erhvervet, som specielt det gamle Fyns amt stod for med sit uigennemtænkte forbud mod havbrug. Det til trods for, at der i Storebælt på østsiden af Fyn er tre til fire fremragende lokaliteter for havbrug, hvor der kunne opbygges en produktion på 10-15.000 tons fisk til en primærværdi på op mod en halv mia. kr. Vi tror, at både region Syd og de fynske kommuner meget godt kunne bruge disse moderne højteknologiske arbejdspladser med gode lønninger. Og vi vil invitere Region Syd til et samarbejde om sagen.
I Region Sjælland er der allerede mange havbrug, og især i de sydlige og østlige farvande i regionen er der rigtig gode naturgivne forhold for havbrug, ligesom der på Lolland pumpes store mængder ferskvand ud i havet, som lige så godt kunne passere et moderne dambrug. Der har allerede været afholdt en udmærket konference om emnet, og vi håber at kunne komme videre med at udnytte det fine potentiale. Region Hovedstaden er næppe det sted, hvor vores fisk skal produceres, men gerne der, hvor de skal sælges, og vi håber, at vi kan hjælpe hinanden dermed. Regionskommunen Bornholm har en særlig status, og her er der god plads til nogle store havbrug, som måske kunne producere Østersølaks.
Jeg vil gerne opfordre regionerne og vores medlemmer til at tale sammen om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at fremme vores fortrinlige og moderne erhverv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar