1,3 millioner tons

På det nylige FEAP møde i Bruxelles, hvor jeg deltog i gruppen for store laksefisk, oplyste nordmændene, at produktionen af laks og ørreder i 2012 forventes at blive 1,3 millioner tons, hvilket med dagens relativt lave priser svarer til ca. 30 mia. NOK og i et godt år helt op til 50 mia. NOK. Det er selv efter norske forhold rigtige penge.

Og der er ingen grund til at tro, at denne udvikling ikke kan fortsætte i rigtig lang tid endnu. Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, som bliver og rigere og som vil spise flere fisk. Store laksefisk er inden for sin niche et unikt produkt med hensyn til kulinarisk kvalitet, sundhed og pris/udbytte forholdet og efterspørgslen vil fortsætte med at stige mindst op til 10 millioner tons niveauet. Nordmændene meddelte ganske vist, at der i den umiddelbare fremtid og for 2013 ikke forventes nogen stigning, da grænsen for udnyttelsen af koncessionerne er nået, og der forventes ikke givet nye koncessioner i de næste par år. Men mon ikke det går, som det plejer, dvs. en gennemsnitlig stigning på årsbasis på ca. 8 % pr. år. Bare denne stigning er på niveau med hele EU-produktionen af store laksefisk.

Selv dansk landbrug, som nu udgør den tredjestørste fødevareklynge i verden, og omsætter 80 mia. kr. i primærsektoren kan begynde at frygte for sin førerposition, i det mindste så længe vi bliver miljømæssigt misreguleret.

I grunden er der tale om et helt ubegribeligt succesfuldt norsk erhvervseventyr. Vi skal ikke længere tilbage end til 70’erne, før fiskeproduktionen i Norge var mindre end i Danmark, og nye norske havbrugere kom til Danmark for at lære om fiskeopdræt. I modsætning til den grønne sektor og store dele af det klassiske landbrug kan den norske laksefiskproduktion klare sig fint uden statsstøtte. Og sektoren kan blive ved med at producere, så længe der er mennesker på jorden, der skal have mad. Produktionen har som alle andre fødevareproduktioner et miljømæssigt fodaftryk: Lakselus, rømninger af fisk og stofudledninger, men nordmændene har fornuftigvis vurderet, at disse miljøomkostninger er små i forhold til den samfundsmæssige nytteværdi i form af produktion, beskæftigelse og eksport.

Udviklingen i Norge sætter den pinligt ringe situation for EU-akvakulturen i perspektiv. Til trods for evindelige skåltaler og massive støtteordninger sker der absolut intet, idet EU-akvakulturen ikke er steget i de seneste tyve år.

Struan Stevenson, Skotsk EU parlamentsmedlem, fortalte mig i Bruxelles, at europæiske politikere er taget som gidsler af et højtråbende ”grønt” mindretal i parlamentet, som uden hensyn til europæernes behov for job og social tryghed gennemtvinger en visnepolitik for al europæisk fremstillingsvirksomhed med sine krav om ”bæredygtighed”, læs: stop al aktivitet, der påvirker naturen og miljøet den mindste smule.

Det er på tide, at de europæiske politikere træder i karakter og afbalancerer grønne interesser i forhold til andre fuldt så vigtige hensyn. Sæt gang i EU-akvakulturen her-og-nu, så skal vi nok tjene pengene til, at der bliver råd til mange gode ting, herunder bedre natur og miljø.