Akvakultur er bæredygtig

EU har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor man slår et bravt slag for akvakulturen. Man anerkender den pinlige situation, at vi importerer flere og flere fisk fra tredjeland, medens produktionen i Europa har været stagneret i mere end 25 år på grund af misforvaltning af miljøet og overimplementering af EU’s natur- og miljødirektiver. Bl.a. hedder det i skrivelsen:

”Kommissionen støtter en integreret tilgang til fysisk planlægning, der skal være med til at sikre akvakulturbrugere ordentlig adgang til plads og vand og samtidig minimere indvirkningen på miljøet og på andre økonomiske aktiviteter”

Så langt så godt.

EU bruger dog udtrykket ”bæredygtig” i sin meddelelse. Det giver mig anledning til bekymring, da dette begreb ofte fortolkes (forkert) af miljøembedsmænd og grønt godtfolk, som at øget aktivitet ikke må påvirke miljøet og naturen yderligere.

Det er naturligvis noget sludder, idet alle menneskelige aktiviteter påvirker miljøet og naturen, og der kan ikke ske en hurtig og væsentlig forøgelse af nogen former for fødevareproduktion uden, at der i det mindste i en periode sker et øget aftryk.

I min definition betyder bæredygtig, at man holder sit aftryk sig inden for samfundsmæssigt aftalte rammer. Det gør akvakulturen allerede, og vi kan glæde os over, at fiskeopdræt på grund af fiskenes gode foderudnyttelse hører til den pæne ende af den animalske produktion.

Det betyder ikke, at vi mangler ”bæredygtighedsudfordringer”. F.eks. er det nu svært og dyrt at sikre tilstrækkeligt med omega-3 til fiskene og dermed forbrugerne. Men det er vi i fuld gang med at løse sammen med vores kolleger i landbruget på land og ved at dyrke muslinger og tang på havet.

Så dette problem vil ligeledes med tiden skrive sig ind i en lang række af knaphedsproblemer, som giver incitament til udvikling af nye teknologier, der sikrer en billigere og rigeligere forsyning, end vi havde før.

Akvakultur er allerede og bliver ved med at være fuldt bæredygtig.

Er de 7 knaster på vej ud?

Vi har fået at vide fra Miljøstyrelsen, at miljøministeren har godkendt, at dambrugsbekendtgørelsen skal genforhandles med henblik på at få ændret de syv knaster. Og Miljøstyrelsen har allerede arrangeret et møde om sagen med akvakulturudvalgets parter.

Det er en god nyhed, og vi er meget glade for den konstruktive indstilling fra Miljøstyrelsens side. Vi er jo enige med DSF og DN om de 6 af knasterne og mener derfor, at de hurtigt kan falde på plads.

Vi fastholder endvidere, at den syvende knast om pumpning ikke har nogen mening, og at det i øvrigt er fagligt og juridisk uholdbart at forlange pumpeløsning for at sikre reel fri faunapassage og god økologisk kvalitet i vandløbet. Løsningen skal afhænge af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I praksis er der i mange tilfælde bl.a. ved konstruktivt arbejde fra kommuner og vore medlemmer fundet rigtig gode og forskellige løsninger på denne problemstilling.

Vi har meddelt myndighederne tydeligt og med styrke, at den eksisterende dambrugsbekendtgørelse er ubrugelig som grundlag for at sikre vækst og udvikling og modernisering af vores udmærkede erhverv. Og i praksis er der da også kun givet få tilladelser med denne som grundlag.

Det er en nødvendig betingelse for dambrugenes produktions- og miljømæssige fremtid, at de syv knaster inklusive pumpekravet fjernes. Men det er ikke tilstrækkeligt. Det skal ligeledes sikres, at bekendtgørelsens tildeling af kvælstof til dambrugene indbygges tydeligt i vandplanerne, så det er indiskutabelt for alle: kommuner, så vel som natur- & miljøklagenævn, hvilken N-udledning, der skal indgå i hvert enkelt dambrugs tilladelse.

Hvis disse betingelser bliver opfyldt, vil erhvervet lægge alle kræfter i, at der så hurtigt som muligt gennemføres ordnede forhold med gode, klare og enkle miljøtilladelser til alle eksisterende dambrug i Danmark.

Men hvad så længere ude i fremtiden? Det skal være muligt at lave nye dambrug i Danmark. F.eks. ved store robuste hedevandløb, på Lolland med sine markante vandressourcer, sættefisk anlæg tæt ved de nye havbrug og ved nordjyske havne. Det kræver den zoneplanlægning for dambrug, som er aftalt i akvakulturudvalget, og som vi nu er i dialog med flere kommuner om. Det kræver tildeling af mere kvælstof, enten ved allokering fra andre mindre miljøeffektive produktionsformer eller ved accept af, at der godt må udledes mere kvælstof til åbne farvande f.eks. Nordsøen. Og det kræver en ændring af planloven, så dambrug bliver husdyrproduktion og ikke industri.

Formandens beretning: Væksten i højsædet

Landbrug og vandbrug i Denmark?

Den biologiske produktion i Danmark vokser ikke, selv i en situation med et stærkt stigende internationalt marked for fødevarer og pelse af høj kvalitet. Denne sørgelige situation skyldes en mislykket miljøforvaltning med regulering på input i stedet for udledninger og miljømål og en klar overimplementering af EU’s direktiver, således at der ikke er afsat det nødvendige miljømæssige råderum til en udvikling af produktionen.

Det skal være slut nu. Nu skal væksten i højsædet og der skal først og fremmest produceres til markedets behov. Sideløbende kan der arbejdes med at sikre, at produktionen udvikler sig miljømæssigt effektivt inden for rammerne af god lønsomhed.

Akvakulturen har forsøgt at sætte dagsordenen ved sit initiativ med akvakulturudvalget. Vi må konstatere, at her tre år efter, er udvalgets anbefalinger stadig ikke gennemført. Natur- og Landbrugskommissionen er netop udkommet med mange gode anbefalinger i samme retning som akvakulturudvalget. Hvis det går på samme vis, vil der gå fem til ti år inden der (om nogensinde) skabes vækst i den danske produktion.

De danske politikere må nu tage ansvaret på sig. De har i alt for mange år været så travlt optaget af ”grønne ideer”, at de har glemt, at vækst i produktionen og god økonomi er den basale og sunde forudsætning for at gøre noget godt for miljøet og naturen.

Politikerne må derfor med samme lukke op for en produktion efter markedets behov. Det kan ske ved, at der gødes optimalt på robuste jorde og at der her-og-nu gives tilladelser til moderne husdyrbrug på land og vand, som ligger ved robuste vandområder. En del af overskuddet på denne produktion kan derefter anvendes til målrettede og effektive investeringer i natur og miljø.

Dambrug og havbrug

På dambrugsområdet kan vi glæde os over at blive mødt med konstruktiv vilje fra Miljøstyrelsen. Dambrugsbekendtgørelsen bliver nu genforhandlet med henblik på at fjerne de syv knaster, og en ny og duelig dambrugsbekendtgørelse forventes klar til efteråret. Det er dog en udtrykkelig forudsætning for ordnede forhold for dambrugene, at det nødvendige kvælstof råderum indskrives i vandplanerne, og at der findes praktiske løsninger på dambrugenes indtag af vand. Desuden skal der fremover skaffes fysisk og miljømæssig plads til nye dambrug på velegnede lokaliteter.

Vores mål med den ny bekendtgørelse er, at der, inden for de aftalte miljømæssige rammer, skal være plads til alle slags dambrug, både store og små, med mange slags produktioner og med og uden recirkulering, og især skal der være muligheder for, at produktionen kan forandres og fornys hurtigt og effektivt uden indblanding fra myndigheder etc.

Vi kan glæde os over, at nogle af vores kolleger i godt samarbejde med sportsfiskerne har fået tilladelser baseret på den fulde kvælstofkvote. Vi vil her gerne appellere til kommunerne: I behøver ikke vente på vandplaner eller på en ny dambrugsbekendtgørelse for at kunne give dambrugene den nødvendige miljømæssige plads.

Vi kan ligeledes glæde os over, at endnu et år er gået uden tilbagefald for VHS. Men vi må se i øjnene, at vi fremover selv må forsikre os mod sygdom. For at løse ”Tyrkiet” problemerne må vi ligeledes sammen med vores kolleger i det øvrige EU-Europa til lommerne. Derfor stiller vi forslag om en midlertidig kontingentforhøjelse for at få løst disse vigtige forhold.

På havbrugsområdet er der for første gang siden 2002 givet en tilladelse til et nyt havbrug. Godt nok en tidsbegrænset tilladelse på et år nærmest midt ude i Storebælt, men dog et brud med den golde ”for-budspolitik”. Desuden har Agersø Havbrug, efter samarbejde med DN, fået en miljøgodkendelse med uændret produktion, som nu er sendt i høring.

Det afgørende er nu, at politikerne sikrer, at der i 2014 og fremefter kan gives permanente tilladelser til nye havbrug i åbne strømrige farvande. Så må vi sideløbende får udarbejdet havbrugszoneplanen og få ordnede forhold for de eksisterende havbrug inklusive fangkulturer.

Øvrige produktioner

Åleopdrætterne slås stadig med Greenpeace, som åbenbart er mere interesseret i offentlig opmærksomhed end i at løse ålens problemer. Det svært at forstå, at fiskedetailhandlen heller vil lytte til GP end til de europæiske myndigheder inklusive vore fødevareminister, som mener, at de demokratiske besluttede ålehandlingsplaner, bl.a. baseret på udsætning, er gode, og at forbrugerne derfor roligt kan spise ål.

Skaldyr- og tangområdet har sit og slås med, men møder heldigvis positive reaktioner fra forbrugerne. Jeg kan opfordre alle vores havbrugere, hvad enten de producerer fisk, skaldyr eller tang, om at arbejde tættere sammen om at få udviklet produktionen i industriel skala på de rigtige lokaliteter, hvilket er forudsætningen for lønsomhed og for at det kan batte noget på kompensationsområdet.

Til slut

Til slut vil jeg atter i år takke bestyrelsen, medlemmerne, branchegrupperne, sekretariatet og bestyrelsen for et fortsat interessant og udfordrende samarbejde i det forløbne år.