Havbrug og vindmøller

De indre danske farvande fylder ca. 25.000 km2. Alligevel er der kamp om pladsen. Det er derfor en god ide at undersøge mulighederne for at bruge de begrænsede arealer til flere formål. Dansk Akvakultur deltager i et EU projekt: Mermaid, hvor man netop undersøger mulighederne for at kombinere havbrug af fisk, muslinger og tang med havvindmøller. DONG er med i projektet og vi undersøger sammen først og fremmest Kriegers Flak, som ligger midt i den vestlige Østersø og er en del af den danske, svenske og tyske zone. På denne lokalitet forventes om nogle få år at blive etableret en stor vindmøllepark. Vandet er godt til opdræt af ørreder, med lav saltholdighed og ikke for varmt om sommeren, så vi lægger billet ind på at etablere et eller flere havbrug i samme område.

Den vigtigste grund til at kombinere de to aktiviteter er den forbedrede arealudnyttelse. Der er kun et begrænset antal lokaliteter i indre danske farvande, hvor der er gode forhold for havbrug og for vindmøller. Hvis det ene udelukker det andet, vil der være endnu færre muligheder. De foreløbige vurderinger tyder på, at vindmøller og havbrug til fisk godt kan sameksistere. Havbrugene fylder kun lidt i forhold til arealet af vindmølleparken, og placeret korrekt vil de ikke kunne udgøre en risiko for kabelføringer eller genere vedligeholdelsen. Tværtimod kan der være en mulighed for at udgifter til transport og vedligeholdelsesplatforme kan deles mellem de to interessenter. Ikke store beløb, men lidt har også ret.

Muslinger og tang er lidt mere kompliceret, da disse produktionsformer fylder ligeså meget som vindmølleparken, men Mermaid vil afdække potentialet.

I akvakulturudvalget blev peget på kystzoneplanlægning som et vigtigt redskab til at sikre plads til de nye havbrug. Denne planlægning er, bl.a. på Miljøstyrelsens foranledning, nu gået i gang sammen med vores havbrugere, og der er foreløbigt udpeget fyrre havbrugsområder af en km2 i de indre danske farvande syd for Djursland. Der vil nu, gennem Mermaid, blive foretaget en beregning og vurdering af den hygiejniske sikkerhedsafstand. Havbrugene må ikke placeres så tæt, at smitterisikoen fra det ene havbrug til det andet er for stor, da vi under ingen omstændigheder ønsker at sætte vores høje veterinære standard over styr. Vi må derpå se om der kan blive plads til flere eller færre end de fyrre.

Alle havbrugene foreslås placeret i frisk strømmende vand, hvilket er godt både for fiskene og for miljøet. Både den lokale og regionale miljøpåvirkning fra disse placeringer er så marginal, at vi vil argumentere for at udskyde kvælstofdiskussionen, indtil de andre lande i Østersøregionen får taget deres del af slæbet.

Zoneplanlægning er både på land og på havet svaret på, hvordan man sikrer plads til praktisk lønsom produktion og til natur og miljø. Det er på høje tid, at Danmark får lagt disse planer.

Om at sige til og fra

Den danske biologiske produktion af mad og pelse er udsat for en jammerlig dårlig miljøforvaltning. Det viser sig ved, at vores totale andel af verdensmarkedseksporten næsten er halveret siden 1990, og i vores lille del af fødevaresektoren er produktionen stagneret siden 1990. I samme periode er den globale akvakulturproduktion kultur steget med 8 % om året.

Offeromkostningerne ved denne misforvaltning er kolossale. Min vurdering er, at værdien af den danske primærproduktion ville have været dobbelt så stor som nu, og at den danske miljø- og naturtilstand ville have været bedre end nu, hvis vi havde benyttet resultatbaserede forvaltningsmetoder, som er regulering på miljøbelastningen og ikke på fodring, gødskning etc., og derved have belønnet dygtige producenter.

I vores erhverv har vi gjort det rigtige, nemlig indgået en national aftale med de ”grønne” om vores erhvervs fremtid. Men vi kan konstatere, at nu mere end 3 år efter, at akvakulturudvalget afleverede sine anbefalinger, har miljømyndighederne stadig ikke taget sig sammen til at få udmøntet anbefalingerne i praksis.

Når dertil kommer, at hele den biologiske produktion bliver udsat for vandplaner og en randzonelov, der er noget miljøfagligt makværk, f.eks. har ”systemet” tegnet 10 meter randzoner om alle dammene i vores dambrug, er det ikke noget at sige til, at mange mister tålmodigheden og forlanger, at der må siges fra, eller endnu værre opgiver at udvide produktionen i Danmark, stemmer med fødderne og drager til det nærliggende udland.

Desværre er det, ”at sige fra” ikke så simpelt. De etablerede fødevareorganisationer har brugt og bruger alle lovlige midler for at overbevise samfundet om vores berettigelse, men der er rigtig stærke kræfter i samfundet, som ikke vil forstå, at udflytning af den meget miljøeffektive danske biologiske produktion ikke bare er skadeligt for dansk økonomi og beskæftigelse, men ligeledes stærkt skadeligt for den globale natur- og miljøtilstand. Og hvis vi antyder, at vi kan føle os tvunget til at flytte ud, trækker disse typer bare på skuldrene, og siger. ”Godt for det”. Heldigvis er der mange gode kræfter i det politiske system, både inden for og uden for regeringen, der gerne vil hjælpe os. Men det kræver bl.a., at vi som ansvarlige organisationsfolk tager klar afstand fra ulovlige aktionsmidler.

Der er håb endnu for, at den rolige fornuft kan sejre. F.eks. har miljøministeren taget et rigtigt godt initiativ med ”Lykkesholm-vandtopmødet”, som forhåbentlig vil sætte gang i et positivt forløb.

Så, kære havbrugere og dambrugere og gode venner af Dansk Akvakultur, hold fast et stykke tid endnu. Og hjælp med at kæmpe den gode kamp på det lokale niveau. Vi kan stadig få det til lykkes.

Masser af muslinger

Natur- og landbrugskommissionen er kommet godt i gang med at tænke nye tanker. Bl.a. andet peger man på nye virkemidler til forbedring af vandmiljøet som stenrev, tang- og muslingedyrkning.

Det er derfor godt at konstatere, at Dansk Akvakulturs skaldyrsproducenter og havbrugere er i fuld gang med at udvikle og etablere muslingeproduktion i industriel skala i Danmark. I Storebælt og Lillebælt er der allerede installeret en produktionskapacitet på ca. 2.000 tons muslinger/år, hvilket er ca. dobbelt så stor som den samlede dyrkningskapacitet i Limfjorden, og hvilket svarer til knap 20 tons kvælstof / år.

Kapaciteten for muslingeproduktion i den åbne indre og strømrige danske farvande er meget højere end i Limfjorden, hvor den stadigt aftagende næringsstoftilgang løbende vil formindske fødetilgangen og dermed produktionskapaciteten. Derfor er Bælterne og evt. i Læsø rende, at de store nye anlæg forventes etableret.
Økonomien i den industrielle produktion er ikke kendt endnu, men der er gode muligheder for, at produktionen kommer til at give overskud og dermed sikrer, at der kan tjenes penge på at fjerne kvælstof fra havet.

Produktionen i industriel skala sigter ikke i første omgang direkte mod muslinger til ferskkonsum, men mod andre produkter som yngel til videreproduktion f.eks. i bundkulturer, som konserves, råvarer til dyrefoder og til ekstraktion af finkemikalier. Priserne til disse formål vil være lave, men det er tillige omkostningerne til produktionen, så der er gode muligheder for at få regnestykket til at gå op. Hertil kommer, at med lidt snilde kan en del af produktionen sælges til gode ferskkonsumpriser.

Som bosat i hovedstadsregionen må jeg i den forbindelse komme med et hjertesuk over, at det stort set er umuligt at købe dyrkede muslinger i københavnsområdet. De muslinger, man kan købe i supermarkederne er skrabede muslinger af stærkt varierende kvalitet. I nogle tilfælde har jeg været ude for, at en tredjedel af muslingerne er døde, og i bedste fald er der stadig alt for mange af muslingerne, der er for små og har for dårligt kødindhold. Alligevel bliver de solgt så hurtigt, de kan leveres. Der er et potentielt marked i Øresundsregionen for tusindvis af tons gode kødfulde muslinger. Må jeg appellere til vores medlemmer om at forsyne dette marked.

Hvis det går som ”præsten prædiker”, vil mange interessenter, inklusive vores venner i landbruget, ønske at sætte muslingeproduktioner i gang. Jeg vil derfor ligeledes opfordre myndighederne til på linje med Dansk Akvakultur at udvise rettidig omhu, og få udarbejdet de nødvendige regelsæt, inden løbet kører. Vi medvirker gerne til dette i godt samarbejde med de grønne organisationer.

Hvor kommer foderet fra?

Lige nu er det tungt at være fiskeproducent i Danmark. Det er svært at opnå gode priser for fiskene bl.a. på grund af ubillig konkurrence fra Tyrkiet. Samtidig stiger råvarepriserne på foder. Det er en ringe trøst, at sådanne forløb ses jævnligt inden for alle fødevarebrancher og at der er over tid opnås ligevægt mellem produktionsomkostninger og salgspriser.

Spørgsmålet er, hvad vi i Dansk Akvakultur kan gøre for at påvirke prisen på foderråvarer? Her kan vi starte med at erkende, at akvakulturen i modsætning til agrikulturen endnu ikke har udviklet sin egen produktion af foder som grundlag for den animalske produktion. Vi er stadig meget afhængige af fiskede råvarer fra havet, som er ustabile i mængder og pris og opadtil begrænsede i mængde. Og af planter dyrket på land af vores kolleger, landbrugerne. Vores erhverv producerer globalt set ca. fem gange så mange fisk & skaldyr som planter=tang, hvorimod vores kolleger på land producerer ca. femten gange flere planter end dyr. Så vi har langt igen.

Heldigvis er der en god udvikling i gang med tangdyrkning i Danmark, hvor virksomheden Blue Food bl.a. sammen med initiativrige havbrugere opbygger kommercielle produktion af sukkertang, som vil kunne bruges som tilskud til fiskefoder. Aller Aqua har oplyst, at man allerede nu bruger tang som en råvare. Vi kan se, at dyrkningspotentialet i åbne danske farvande er betydeligt, og at titusinder af tons tang vil kunne produceres til internationalt konkurrencedygtige priser.

Så lad os få sat mere turbo på den udvikling.

Prisforskellen på GMO fri råvarer og GMO råvarer stiger støt, og vi bliver på linje med vores kolleger i svinebranchen nødt til at bruge de bedste og billigste råvarer til vores klassiske produktion af fisk. Der er kunder, der helst ser, at vi ikke bruger DMO råvarer, men måske kølnes deres ønske noget, hvis de må betale den stadig stigende prisforskel, som ikke blot skyldes råvaren, men ligeledes, at foderfirmaerne i giver fald må fordoble antallet af produktlinjer.

Dansk Akvakultur vil satse på at bruge de billigste og bedste råvarer til sin hovedproduktion. Kunder, der ønsker sig fisk, der ikke har spist GMO foder, må købe økologiske fisk.

Jeg står gerne på mål for de nuværende og kommende GMO planter, som slår konventionelle planter af banen på alle miljømæssige indikatorer som plads, vand, gødnings- og pesticidforbrug. Denne BAT teknologi er med til at sikre et stadig mindre relativt miljømæssigt fodaftryk fra vores erhverv.
Vi er første herrer i eget hus, når vi kontrollerer vores produktion af foderråvarer.

Vandbrug og landbrug

Vi kender alle landbruget eller agrikulturen. Men ikke alle i Danmark er opmærksom på vandbruget eller akvakulturen, som er opdræt af fisk, skaldyr og tang.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, da landbruget har eksisteret i Danmark i mere end 6000 år. Fra 4000 år før Kristi fødsel og på blot hundrede år gik vi fra jæger/samler-samfundet til bondesamfundet, og på godt og ondt har Danmark aldrig været det samme siden. Til gengæld kan vi ikke blot brødføde os selv, men en befolkning, der er 3 gange større end den danske. Det er godt gjort og noget vi skal være stolte af.

Vandbruget er derimod en ny foreteelse i Danmark. Bortset fra nogle få karpedamme ved munkeklostrene i middelalderen opstod akvakulturen først i Danmark i 1894, hvor det det første egentlige dambrug blev etableret på Hvilestedgård i nærheden af Kolding. Det eksisterer i øvrigt endnu som et veldrevet anlæg især til produktion af specielle ørredtyper til udsætning i vandløb og er fredet af Kulturarvsstyrelsen.

Siden gik det rask fremad og Danmark er nu en af verdens største ørredeksporterende nationer med en produktion af 30.000 tons ørreder på land og 10.000 tons ørreder i havbrug. Sammen med åleopdrættet, hvor danskerne har førertrøjen på for at løse ”ålens gåde”, opdræt af muslinger og begyndende dyrkning af tang, omsætter erhvervet i alt for 1 milliard kr. om året.

Internationalt set er akvakulturen verdens hurtigst voksende fødevareproduktion med en vækst på mere end 8 % om året siden 1970. Halvdelen af de fisk, der spises i verden, stammer fra akvakulturen. Da fiskeriet har en begrænset kapacitet og da verdens mennesker efterspørger stadig flere fisk, skaldyr og tang er det helt sikkert, at der i fremtiden vil ske en meget stor forøgelse af den globale akvakulturproduktion.

I de varme lande opdrættes især planteædende fisk som: Karper, maller og tilapia. På vores kølige breddegrader er det første fremmest fordelagtigt at opdrætte laksefisk, som ørreder og atlantisk laks. Langt den største del af de laks, der nu spises i Danmark, er opdrættet i Norge, som har næsten perfekte naturgivne omstændigheder for lakseopdræt, og nu producerer 1 million tons/ året til en værdi af knap 30 mia. danske kr. /år, samme niveau som hele den danske svineproduktion.

I Danmark er vi særligt gode til at opdrætte ørreder, som derfor er den produktion, som har den bedste fremtid.

Akvakulturen er det ”nye barn i klassen” og bliver derfor uundgåeligt mødt med kritik. F.eks. er mange optaget af, at fiskeopdræt forurener. Det er korrekt, det gør alle fødevareproduktioner, men fiskeproduktion ligger i den rigtig pæne ende, fordi fisk, som vekselvarme dyr har en bedre foderudnyttelse end pattedyr. Dertil kommer, at skrappe danske miljøkrav har medført, at danskopdrættede fisk ligger internationalt helt i top på miljøområdet.

Danmark er ligeledes i front med at skabe miljømæssig balance mellem fiskeproduktion og muslinge- og tangproduktion.

Nogle bekymrer sig endvidere om den kulinariske og sundhedsmæssige kvalitet af akvakultur produkter. Jeg kan berolige med, at der på linje med den danske landbaserede produktion af fødevarer, er tale om en høj og sikker kvalitet. Blandt andet er en af vores store eksportkunder Japan, og det kan kun lade sig gøre, hvis fødevaresikkerheden er helt i top. Men naturligvis er der standardkvaliteter for den normale pengepung og særlige kvaliteter for den udsøgte smag. Vi kan levere et flot udvalg fra vores madkunsthåndværkere som: økologiske fisk & muslinger, guldørreder, bækørreder, brøddinger, ål, sandart og sukkertang.

”Vandbrugerne” er stolte af deres erhverv og vi viser gerne vores moderne og spændende produktion frem for alle interesserede. Vi hører til dem, der i praksis viser, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

Prisen skal ned

Der er gode grunde til, at vi indfører ny teknologi i vores erhverv. Vi får bygget nye anlæg: modeldambrug, FREA etc. som producerer mere for mindre: mht. arbejdskraft, vand og tab til miljøet.

Desværre er der betydelige omkostninger knyttet til de nye anlæg. Naturligvis i penge, men ligeledes i materialer og energi til bygning og drift. De nye anlæg har bestemt ikke været en dans på roser. Der har været og er desværre nogle af vores kolleger, der har forkøbt sig og har store økonomiske vanskeligheder, ikke mindst fordi miljømyndighederne, både nationalt og kommunalt, ikke har holdt, hvad man har lovet, da man oprindeligt satte modeldambrugsprojekterne i gang, nemlig en fuld foderopskrivning med tilhørende kvælstofudledning.

Det har gjort, at de fleste modeldambrug har kørt med ”tomme stalde” dvs. en produktion, der er fra 10 % helt op til 40 % under det, der var givet løfte om. Og det siger selv, at så tjener man for få penge eller man får ligefrem underskud.

Det er der heldigvis rettet op på i den nye dambrugsbekendtgørelse. Og vi må forvente, at alle dambrugskommunerne nu med øjeblikkelig virkning vil sørge for, at miljøgodkendelsen giver mulighed for fuld kapacitets udnyttelse op til kvælstofloftet. Jeg har lige haft et godt møde med borgmester Arne Sigtenbjerggaard i en af Danmarks store klassiske dambrugskommuner: Vejle, og har god grund til at tro, at vi nu får ordnede forhold i den kommune.

Men selv om dette problem nu burde være løst, må jeg konstatere, at nye dambrug stadig er for dyre. Helt konkret mener jeg, at vi for opdræt af portionsørreder skal ned på en investeringsomkostning på under 15 kr/kg og en merdriftsomkostning på under 1 kr/kg til elektricitet.

Her vil jeg gerne appellere til vores anlægsleverandører inden for og uden for AquaCircle om at tænke nyt. Der bliver anvendt gode, gennemprøvede, men dyre teknologier. Der er brug for nogle teknologiske gennembrud i samarbejde med det teknisk/videnskabelige miljø i videnbranchen. REFA projektet kan vise vejen, men det kræver et tæt samarbejde med praktiske dambrugere og anlægsleverandører.
Vi er klar til at købe, men få nu den pris sat ned.

At gøre som man siger..

.. er en svær øvelse for mange. Ikke mindst for EU.

Netop hjemkommet fra endnu en fin EU konference om akvakulturen med deltagelse af ministre og kommissæren må jeg konstatere, at EU holder fine skåltaler, medens akvakulturen stagnerer eller ligefrem går tilbage i EU området. Sådan har det været i de seneste 20-30 år.

Men alligevel lægges der op til, at man fortsætter med mere af samme mislykkede politik, nemlig at forhindre lønsomme produktioner med gennemprøvede produktionsmetoder og efterspurgte produkter i at udvikle sig ved at fastholde en fortvivlet ringe miljøregulering samtidig med, at man lægger strategier for og poster milliarder af Euro i forskning, udvikling og investeringer i nicheproduktioner, der er på kanten af at være lønsomme, eller kun lønsomme med tilskud.

Kursen skal lægges om, og det bliver den først, når de europæiske politikere gør sig klart, at det ikke kan lade sig gøre at foretage en stor udvidelse (2-3 dobling) af den europæiske akvakulturproduktion uden, at den tilføres meget mere ”miljømæssigt råderum”, f.eks. i form af kvælstofkvoter, plads til lokaliserings el. lignende.

Dette råderum kan findes på to sammenhængende måder. Dels skal det vurderes, om der lige nu er den rigtige balance mellem EU-vandrammedirektivets miljømæssige hensyn og de overordnede samfundsøkonomiske hensyn til produktion, job og beskæftigelse. Det har aldrig været meningen med VRD, at det reelt skulle medføre en udfasning af europæisk fødevareproduktion til lande med ringere standarder for dyrevelfærd, miljø, natur og klima.

Desuden skal det sikres, at ”det miljømæssige råderum” kanaliseres hen til de sektorer, der giver størst samfundsmæssig gevinst i forhold forbrug af råderummet. Her ligger akvakulturen som bekendt lunt i svinget.
Det er en politisk opgave og politikernes udtrykkelige ansvar at finde disse balancer og fordele råderummet bedst muligt.

Jeg vil gerne appellere til de europæiske politikere og særligt til vores entusiastiske og bestemte kommissær Fr. Maria Damanakis om at tage den opgave på sig.

Hvis den europæiske akvakultur her-og-nu får det nødvendige råderum, og dermed kommer til at tjene penge, skal vi nok kvittere ved at udvikle effektive miljøteknologier, som på langt sigt sikrer, at vi producerer meget større mængder og værdier samtidig med, at vi mindsker vores behov for miljømæssigt råderum.