Akvakultur er bæredygtig

EU har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor man slår et bravt slag for akvakulturen. Man anerkender den pinlige situation, at vi importerer flere og flere fisk fra tredjeland, medens produktionen i Europa har været stagneret i mere end 25 år på grund af misforvaltning af miljøet og overimplementering af EU’s natur- og miljødirektiver. Bl.a. hedder det i skrivelsen:

”Kommissionen støtter en integreret tilgang til fysisk planlægning, der skal være med til at sikre akvakulturbrugere ordentlig adgang til plads og vand og samtidig minimere indvirkningen på miljøet og på andre økonomiske aktiviteter”

Så langt så godt.

EU bruger dog udtrykket ”bæredygtig” i sin meddelelse. Det giver mig anledning til bekymring, da dette begreb ofte fortolkes (forkert) af miljøembedsmænd og grønt godtfolk, som at øget aktivitet ikke må påvirke miljøet og naturen yderligere.

Det er naturligvis noget sludder, idet alle menneskelige aktiviteter påvirker miljøet og naturen, og der kan ikke ske en hurtig og væsentlig forøgelse af nogen former for fødevareproduktion uden, at der i det mindste i en periode sker et øget aftryk.

I min definition betyder bæredygtig, at man holder sit aftryk sig inden for samfundsmæssigt aftalte rammer. Det gør akvakulturen allerede, og vi kan glæde os over, at fiskeopdræt på grund af fiskenes gode foderudnyttelse hører til den pæne ende af den animalske produktion.

Det betyder ikke, at vi mangler ”bæredygtighedsudfordringer”. F.eks. er det nu svært og dyrt at sikre tilstrækkeligt med omega-3 til fiskene og dermed forbrugerne. Men det er vi i fuld gang med at løse sammen med vores kolleger i landbruget på land og ved at dyrke muslinger og tang på havet.

Så dette problem vil ligeledes med tiden skrive sig ind i en lang række af knaphedsproblemer, som giver incitament til udvikling af nye teknologier, der sikrer en billigere og rigeligere forsyning, end vi havde før.

Akvakultur er allerede og bliver ved med at være fuldt bæredygtig.

Er de 7 knaster på vej ud?

Vi har fået at vide fra Miljøstyrelsen, at miljøministeren har godkendt, at dambrugsbekendtgørelsen skal genforhandles med henblik på at få ændret de syv knaster. Og Miljøstyrelsen har allerede arrangeret et møde om sagen med akvakulturudvalgets parter.

Det er en god nyhed, og vi er meget glade for den konstruktive indstilling fra Miljøstyrelsens side. Vi er jo enige med DSF og DN om de 6 af knasterne og mener derfor, at de hurtigt kan falde på plads.

Vi fastholder endvidere, at den syvende knast om pumpning ikke har nogen mening, og at det i øvrigt er fagligt og juridisk uholdbart at forlange pumpeløsning for at sikre reel fri faunapassage og god økologisk kvalitet i vandløbet. Løsningen skal afhænge af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I praksis er der i mange tilfælde bl.a. ved konstruktivt arbejde fra kommuner og vore medlemmer fundet rigtig gode og forskellige løsninger på denne problemstilling.

Vi har meddelt myndighederne tydeligt og med styrke, at den eksisterende dambrugsbekendtgørelse er ubrugelig som grundlag for at sikre vækst og udvikling og modernisering af vores udmærkede erhverv. Og i praksis er der da også kun givet få tilladelser med denne som grundlag.

Det er en nødvendig betingelse for dambrugenes produktions- og miljømæssige fremtid, at de syv knaster inklusive pumpekravet fjernes. Men det er ikke tilstrækkeligt. Det skal ligeledes sikres, at bekendtgørelsens tildeling af kvælstof til dambrugene indbygges tydeligt i vandplanerne, så det er indiskutabelt for alle: kommuner, så vel som natur- & miljøklagenævn, hvilken N-udledning, der skal indgå i hvert enkelt dambrugs tilladelse.

Hvis disse betingelser bliver opfyldt, vil erhvervet lægge alle kræfter i, at der så hurtigt som muligt gennemføres ordnede forhold med gode, klare og enkle miljøtilladelser til alle eksisterende dambrug i Danmark.

Men hvad så længere ude i fremtiden? Det skal være muligt at lave nye dambrug i Danmark. F.eks. ved store robuste hedevandløb, på Lolland med sine markante vandressourcer, sættefisk anlæg tæt ved de nye havbrug og ved nordjyske havne. Det kræver den zoneplanlægning for dambrug, som er aftalt i akvakulturudvalget, og som vi nu er i dialog med flere kommuner om. Det kræver tildeling af mere kvælstof, enten ved allokering fra andre mindre miljøeffektive produktionsformer eller ved accept af, at der godt må udledes mere kvælstof til åbne farvande f.eks. Nordsøen. Og det kræver en ændring af planloven, så dambrug bliver husdyrproduktion og ikke industri.

Formandens beretning: Væksten i højsædet

Landbrug og vandbrug i Denmark?

Den biologiske produktion i Danmark vokser ikke, selv i en situation med et stærkt stigende internationalt marked for fødevarer og pelse af høj kvalitet. Denne sørgelige situation skyldes en mislykket miljøforvaltning med regulering på input i stedet for udledninger og miljømål og en klar overimplementering af EU’s direktiver, således at der ikke er afsat det nødvendige miljømæssige råderum til en udvikling af produktionen.

Det skal være slut nu. Nu skal væksten i højsædet og der skal først og fremmest produceres til markedets behov. Sideløbende kan der arbejdes med at sikre, at produktionen udvikler sig miljømæssigt effektivt inden for rammerne af god lønsomhed.

Akvakulturen har forsøgt at sætte dagsordenen ved sit initiativ med akvakulturudvalget. Vi må konstatere, at her tre år efter, er udvalgets anbefalinger stadig ikke gennemført. Natur- og Landbrugskommissionen er netop udkommet med mange gode anbefalinger i samme retning som akvakulturudvalget. Hvis det går på samme vis, vil der gå fem til ti år inden der (om nogensinde) skabes vækst i den danske produktion.

De danske politikere må nu tage ansvaret på sig. De har i alt for mange år været så travlt optaget af ”grønne ideer”, at de har glemt, at vækst i produktionen og god økonomi er den basale og sunde forudsætning for at gøre noget godt for miljøet og naturen.

Politikerne må derfor med samme lukke op for en produktion efter markedets behov. Det kan ske ved, at der gødes optimalt på robuste jorde og at der her-og-nu gives tilladelser til moderne husdyrbrug på land og vand, som ligger ved robuste vandområder. En del af overskuddet på denne produktion kan derefter anvendes til målrettede og effektive investeringer i natur og miljø.

Dambrug og havbrug

På dambrugsområdet kan vi glæde os over at blive mødt med konstruktiv vilje fra Miljøstyrelsen. Dambrugsbekendtgørelsen bliver nu genforhandlet med henblik på at fjerne de syv knaster, og en ny og duelig dambrugsbekendtgørelse forventes klar til efteråret. Det er dog en udtrykkelig forudsætning for ordnede forhold for dambrugene, at det nødvendige kvælstof råderum indskrives i vandplanerne, og at der findes praktiske løsninger på dambrugenes indtag af vand. Desuden skal der fremover skaffes fysisk og miljømæssig plads til nye dambrug på velegnede lokaliteter.

Vores mål med den ny bekendtgørelse er, at der, inden for de aftalte miljømæssige rammer, skal være plads til alle slags dambrug, både store og små, med mange slags produktioner og med og uden recirkulering, og især skal der være muligheder for, at produktionen kan forandres og fornys hurtigt og effektivt uden indblanding fra myndigheder etc.

Vi kan glæde os over, at nogle af vores kolleger i godt samarbejde med sportsfiskerne har fået tilladelser baseret på den fulde kvælstofkvote. Vi vil her gerne appellere til kommunerne: I behøver ikke vente på vandplaner eller på en ny dambrugsbekendtgørelse for at kunne give dambrugene den nødvendige miljømæssige plads.

Vi kan ligeledes glæde os over, at endnu et år er gået uden tilbagefald for VHS. Men vi må se i øjnene, at vi fremover selv må forsikre os mod sygdom. For at løse ”Tyrkiet” problemerne må vi ligeledes sammen med vores kolleger i det øvrige EU-Europa til lommerne. Derfor stiller vi forslag om en midlertidig kontingentforhøjelse for at få løst disse vigtige forhold.

På havbrugsområdet er der for første gang siden 2002 givet en tilladelse til et nyt havbrug. Godt nok en tidsbegrænset tilladelse på et år nærmest midt ude i Storebælt, men dog et brud med den golde ”for-budspolitik”. Desuden har Agersø Havbrug, efter samarbejde med DN, fået en miljøgodkendelse med uændret produktion, som nu er sendt i høring.

Det afgørende er nu, at politikerne sikrer, at der i 2014 og fremefter kan gives permanente tilladelser til nye havbrug i åbne strømrige farvande. Så må vi sideløbende får udarbejdet havbrugszoneplanen og få ordnede forhold for de eksisterende havbrug inklusive fangkulturer.

Øvrige produktioner

Åleopdrætterne slås stadig med Greenpeace, som åbenbart er mere interesseret i offentlig opmærksomhed end i at løse ålens problemer. Det svært at forstå, at fiskedetailhandlen heller vil lytte til GP end til de europæiske myndigheder inklusive vore fødevareminister, som mener, at de demokratiske besluttede ålehandlingsplaner, bl.a. baseret på udsætning, er gode, og at forbrugerne derfor roligt kan spise ål.

Skaldyr- og tangområdet har sit og slås med, men møder heldigvis positive reaktioner fra forbrugerne. Jeg kan opfordre alle vores havbrugere, hvad enten de producerer fisk, skaldyr eller tang, om at arbejde tættere sammen om at få udviklet produktionen i industriel skala på de rigtige lokaliteter, hvilket er forudsætningen for lønsomhed og for at det kan batte noget på kompensationsområdet.

Til slut

Til slut vil jeg atter i år takke bestyrelsen, medlemmerne, branchegrupperne, sekretariatet og bestyrelsen for et fortsat interessant og udfordrende samarbejde i det forløbne år.

Kulturhavet

Østersøen er et godt hav til produktion af store laksefisk. Først og fremmest har de centrale dele af Østersøen den helt rigtige saltholdighed således, at fiskene skal bruge mindst mulig energi på at tilføre eller fjerne vand og salt. Desuden er vandet ikke for varmt, der er meget lille risiko for forekomst af giftige alger og lakselus er ikke et problem. Endvidere er Østersøen beskyttet mod det åben oceans vejr-, bølge og tidevandspåvirkninger. På det lavvandede område, Kriegers Flak, er der desuden planlagt en stor havvindmøllepark, som fint vil kunne kombineres med en betydelig produktion af fisk i havbrug. Det hele er ikke ren idyl, da de åbne dele af Østersøen er eksponeret for relativt kraftige bølger, og der er rigeligt koldt om vinteren i forhold til de centrale dele af det golfstrømspåvirkede Norge. Endvidere er Østersøen for brak til produktion af blåmuslinger – dog ikke til dyrkning af værdifulde tangarter.

Alt i alt findes et stort uudnyttet potentiale for produktion af store laksefisk. Efter min opfattelse i flere hundredetusinder tons klassen. Som ville kunne give en tocifret milliardomsætning, tusindvis af arbejdspladser og masser af sunde, velsmagende ørreder og laks til det nordiske køkken. Flere danske kommuner som f.eks. Lolland, som i øvrigt desuden har store ferskvandsressourcer til en landbaseret produktion, Guldborgsund, Vordingborg og ikke mindst Bornholm har her et grundlag for en meget gunstig og tiltrængt erhvervsudvikling.

Det er heldigvis en erkendelse, der har bredt sig i det baltiske samfund, og der er adskillige internationale organer, der nu er gang med at forberede havbrug i Østersøen. Holdningen er stadig noget defensiv, idet man fortsat er rigeligt fikseret i forhold til natur- og miljøpåvirkninger af denne udvikling. Og rigtignok, havbrug i Østersøen vil medføre en øget belastning med næringsstoffer i tusinder af tons klassen. Men hvad så? Denne næringsstrøm vil være marginal i forhold til den eksisterende næringsstofbalance for Østersøen, som for kvælstof er på en halv til en million tons / år. Endvidere er Østersøen i modsætning til, hvad mange tror, ikke noget særligt næringsrigt hav, men har normalt meget klart vand. Iltsvind i Østersøens bundvand er hovedsageligt fremkaldt af hydrografiske forhold, hvor det ferske og lette overfladevand lægger låg på, så ilten ikke kan komme ned til det salte og tunge bundvand. Så uanset menneskelig aktivitet eller ej, vil der altid forekomme iltsvindshændelser i Østersøen.

Det er tiden at gøre op med ideen om, at Østersøen primært skal være et naturreservat. Østersøen er først og fremmest et hav, der i al historisk tid har været med til at fremme menneskenes kulturelle aktiviteter i form af landbrugs- og industriproduktion, beskæftigelse, ind- og udvandring, skibsfart og handel. Et sådant hav skal Østersøen stadig være. Det forhindrer ikke, at der bliver opstillet ambitiøse natur- og miljømål. De skal blot forfølges i en takt, der styres af den økonomiske og teknologiske udvikling, og må ikke spærre for åbenbare fornuftige erhvervsudviklinger. Østersølandene omkranser en unik naturgeografisk ressource og har et internationalt ansvar for at benytte denne til fødevareproduktion, i stedet for at importere fisk, vi selv bedst og mest miljøvenligt kan producere og derved eksportere miljø- og naturproblemer til andre lande.

Dansk Akvakultur vil tage initiativ til sammen med de berørte kommuner og de Baltiske organisationer at få havbrug på dagsordenen i Østersøen. Til gavn for både produktionen og miljøet.

Nye vandplaner

Vandplanerne er kendt ulovlige og sendt tilbage til start. Da de samtidig er fyldt med fejl og er dybt skadelige både for produktionen og naturen og miljøet, er der al mulig grund til at benytte lejligheden til nu at få udarbejdet nogen ordentlige vandplaner, som sikrer, at den danske biologiske produktion mindst kan fastholde sin globale markedsandel og gerne forøge den betydeligt i forhold til, at vi i Danmark har rigtig gode naturgeografiske og kulturelle forudsætninger for denne produktion. Og planerne må gerne være ambitiøse på naturen og miljøets vegne, blot de anvendte virkemidler er kosteffektive og indfasningen sker i en takt, der ikke forringer den biologiske produktions konkurrenceevne.
I vores erhverv er vi, mildt sagt, ikke begejstrede for vandplanprocessen. I perioden indtil vandplanerne kom fik vi at vide, at vi ikke måtte udvide produktionen, fordi der snart kom vandplaner. Da vandplanerne så kom, blev de brugt til at forhindre udvidelse af produktionen.
Igennem akvakulturudvalget er der opnået enighed om, at akvakulturen skal udvikles i Danmark. Så nu må det være slut med indædt bureaukratisk modstand fra visse kredse i miljøministeriet mod denne selvfølgelige situation.
Vi forventer, at akvakulturudvalgets anbefalinger gennemføres til punkt og prikke med det samme. De nye vandplaner skal sikre alle dambrug den aftalte mængde kvælstof og de skal gøre plads til nye dambrugstyper ved havne og andre velegnede lokaliteter. For havbrug skal den eksisterende produktion sikres ved en fastlåsning af den nuværende kvote frem til 2027. Der skal gives en øjeblikkelig kvælstof kickstart, og der skal blandt andet som foreslået af Miljøstyrelsen og EU udarbejdes en havbrugszoneplan, med udlægning af 40 havbrugszoner ”Off-Coast” dvs. i områder med maksimal vandgennemstrømning. Kvælstofudledningen fra disse områder skal ikke indgå i vandplaner og de marine planer før efter udløbet af vandrammedirektivperioden i 2027.
Når dette gennemføres, vil vi i løbet af ganske kort tid kunne forøge vores produktion til stor gavn for det danske samfunds økonomi. Fødevareøkonomisk institut har vurderet, at den fejlagtige miljøforvaltning alene på dambrugsområdet har kostet akvakulturen en manglende produktion på 30.000 tons/år og en nettogevinst over 10 år på 1,5 mia. kr. Beløbet på havbrugssiden er mindst af samme størrelse.
Vi kommer nu med et bud på vores del af vores den kommende danske konkurrenceevnepakke, hvor vi straks udnytter de ”tomme stalde” i dambrugene og laver nye havbrug, således at vi allerede i 2014 kan øge omsætningen med 270 mio. kr. og skabe 120 nye primære arbejdspladser i udkantsområder.
Det er et godt tilbud til samfundet. Så lad os komme i gang med det samme.

Hvad er væsentligt?

Vurdering af Virkninger på Miljøet er en vigtig del af dansk miljølovgivning. Hvis det gennem en VVM-screening vurderes, at et projekt kan få væsentlig indflydelse på miljøet, skal der laves en VVM redegørelse, som beskriver miljøpåvirkningen og hvordan påvirkningen evt. kan begrænses inden for rimelige teknologiske og økonomiske muligheder. Alt dette er i og for sig fornuftigt nok.
Da en VVM koster en del (mange) penge og da den tager tid, op til et år, skal der være en god og håndfast grund til at den gennemføres, nemlig at VVM-screeningen viser, at den forventede miljøpåvirkning er væsentlig.
Her er det desværre, at kæden hopper af. Både miljømyndigheder og Natur- & Miljøklagenævn har i en række sager forlangt VVM’er for projekter, hvor påvirkningen er meget lille.
Det synes som om, at selv den mindste forøgelse af belastningen, selv i en stærkt  begrænset tid og i et meget lille vandområde for nogle er nok til at udløse hele VVM-møllen.
Det gælder åbenbart især, når det drejer sig om dambrug, havbrug og anden biologisk produktion.
Senest har vi erhvervet haft en sag, hvor et et-årigt pilotprojekt for havbrug med en udledning af 10 tons kvælstof i åbent farvand langt fra kysten er vurderet VVM-pligtigt.
Det synes vi er helt urimeligt og forsøger at få lavet om, hvilket forhåbentlig lykkes.
Omkostningerne ved at forsinke sådanne projekter i et år uden god grund er store, idet man jo udskyder den endelige produktion af flere tusinde tons fisk med tilhørende arbejdspladser tilsvarende. Det kan være svært at forstå i en tid, hvor samfundet råber på vækst og jobs.
Man kan til nød undskylde myndighederne med, at ordet væsentligt ikke er præcist defineret i VVM reglerne. Det burde dog alligevel være muligt for dygtige miljøsagsbehandlere at se proportionerne i sagerne.
Men desværre ser vi ofte en overforsigtig holdning til især vores erhverv, og det er derfor nødvendigt at bede politikerne om at definere kriterierne for væsentlighed, så vi kan få sat fuld fart på den udvikling af vores fine erhverv, som de samme politikere gerne holder skåltaler om.

Et lille lyspunkt i en mørk tid

Vi er nu i godt samarbejde med sportsfiskerne, DN og ferskvandsfiskeriforeningen kommet videre med de syv knaster i dambrugsbekendtgørelsen.

Vi har sendt en seks+en redegørelse til Miljøstyrelsen, hvor vi beder om at få lavet om på seks af knasterne. Vi har endnu ikke forhandlet os til rette om knast et, som er pumpekravet. Men efter et godt gennemført ”studie af virkeligheden” hvor sportsfiskerne, DN og myndighederne var ude at se på mangfoldigheden af dambrug, har vi håb om at kunne finde en god løsning på dette problem.

Vi står stadig fuldt og fast bag akvakulturudvalgets anbefalinger om at fjerne spærringer ved dambrug (mod erstatning), og derved være med til at sikre god økologisk kvalitet og reel fri faunapassage ved alle dambrug. Vi vil dog gerne gøre klart disse begreber pr. definition ikke er lig med 100 procents løsninger, men dog absolut tilstrækkelige gode løsninger.

Vi mener, at der i de konkrete sager er mange forskellige typer løsninger og at pumpeløsningen kun er et af flere mulige tiltag. Det har derfor ingen mening og er imod ånden i akvakulturudvalgets anbefalinger at specificere en bestemt indretning i en bekendtgørelse.

Vi foreslår, at der etableres en task-force med repræsentanter for sportsfiskere, myndigheder, eksperter og erhverv, som gennemgår hvert enkelt relevant dambrug, og udpeger praktiske løsninger baseret på en konkret vurdering. Hvis vurderingen foretages af personer med den nødvendige praktiske indsigt vurderer vi, at de samlede omkostninger kan holdes inden for de godt 70 mio. kr., vi har bedt om at blive afsat i staten til formålet.

Med dette lille ”julelys” i et ellers besværligt og mørkt år for danske dambrug ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.