Det primære er produktionen

Grundlaget for en god menneskelig tilværelse er den primære biologiske produktion. Den giver os mad på bordet og tøj på kroppen. Den skaber afledt industri (bryggerier, sukkerfabrikker, NOVO etc.) og frisætter menneskene til at leve det ”gode liv”. I det meste af menneskenes historie har vi brugt hovedparten af vores arbejdstid på at skaffe os det ”daglige brød”. Nu har vi grund af primærproduktionens store succes, især i et land som Danmark, mulighed for at bruge en stor del af vores indkomst på fritid og underholdning.

Desværre har den biologiske produktions massive succes haft den effekt, at brede kredse i det danske samfund nu mener, at man kan undvære primærproduktionen og blot leve af ånd alene, og at andre lande må tage besværet på sig med primærproduktionens forbrug af areal, energi og beslag af naturråderum. Det er naturligvis helt forkert set og en af de vigtigste grunde til, at vi har problemer i Danmark med at beskæftige et bredt udsnit af befolkningen. Og er i øvrigt uansvarligt og skadeligt for den globale natur.

Videnskabsministeriet er for tiden ved at indsamle gode innovationsideer. Den såkaldte INNO + proces. Her har man hæftet sig ved, at ”sekundærproduktionen” i vores erhverv (foder, udstyr) nu fylder mere end primærproduktionen, og vil gerne yderligere fremme denne. Det er er der i-og-for-sig ikke noget forkert i, blot må man ikke tage initiativer til at gøre livet vanskeligt for den primære produktion ved at forsøge at presse udviklingen i retning af urentable produktionsmetoder, blot fordi man lader sig fiksere af marginale problemer med udledning af næringsstoffer.

Der var ikke en fiskefoderproduktion i Danmark, hvis ikke der havde været en dansk ørredproduktion. Og hvis rammevilkårene for dambrug og havbrug bliver umulige, forsvinder vores fortrinlige foderproducenter til andre lande. Udstyr- og anlægsproduktion er ligeledes meget afhængig af den danske produktion. I modsætning til hvad nogle (i Miljøministeriet) tror, har den danske udvikling af recirkulationsteknologi meget lidt med miljø at gøre – tværtimod er udviklingen gået alt for langsomt på grund af dårlig miljøregulering - men skyldes et oprindeligt behov for at spare på varmen i åleanlæg og for at sætter rammer for lån af vand fra vandløbene, som trods alt ikke har ubegrænset vandføring.

Og den helt afgørende forudsætning for foder- og udstyrsproducenternes succes er laksehavbrugenes udvikling i Norge, Chile etc. fra næsten ingenting i 1970’erne til 2. mio. tons/år = 60. mia. kr. nu.  I det hovedparten af foder- og udstyrsomsætningen kommer fra salg af foder til laks og fra produktion af anlæg til laksesmolt.

Havbrugene har gjort det muligt at producere store laksefisk billigt, med et meget lavt energiforbrug, i strømmende, klart saltvand, med marginal miljøpåvirkning og med god plads til fiskene, og derved skabt et produkt, som forbrugerne gerne vil købe i store og stigende mængder.

Hovedparten af den fremtidige produktionsudvikling for store laksefisk kommer til at ske i havbrug. Hvis vi skal være med i Danmark på foder og udstyrssiden kræver det, at vi får mulighed for at udvikle det store potentiale i de åbne danske kystområder og i det åbne Østersø (og senere Nordsøen). Så bliver der danske udviklingsmuligheder og jobs til alle i branchen.

De grønne kan man stole på

Dansk Akvakultur er glade for samarbejdet med Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening. Ikke fordi vi ikke kan blive irriterede på hinanden og skændes så det brager, fordi vi vil noget meget forskelligt. Men fordi det er store og seriøse organisationer, som man kan indgå bindende aftaler med.

Overordnet set har vi med akvakulturudvalgets anbefalinger sammen taget et stort skridt til at skabe bedre rammer både for udvikling af miljøet og for produktionen. Og vi kan se, at Natur- og Landbrugskommissionen har fulgt de gode takter.

Men vi er sat i vej for at fremme forskellige interesser. Dansk Akvakultur arbejder legitimt og naturligt for et større råderum til akvakulturen. På samme måde arbejder DSF & DN lige så legitimt og naturligt for et større råderum til naturen & miljøet. At blive irriteret over dette, er lige så nytteløst som at blive irriteret på en kunde, der vil give for lidt for fiskene, eller på en foderleverandør, der vil have for meget for sit foder. Der er kun en vej, at forhandle sig til en løsning, som er god for begge parter.

Men hvorfor anker de grønne så nogen af vores sager, selv om vi selv mener, de lever op til anbefalingerne?

Det er det gode grunde til. Anbefalingerne er ikke et juridisk bindende dokument, der afklarer alle detaljer i alle konkrete sager. Anbefalingerne er et fælles aftalepapir, som sætter en overordnet ramme for den videre udvikling af vort erhverv. Anbefalingerne skal først og fremmest udmøntes via ændringer i rammevilkårene, og her halter det fortsat. Lad mig nævne vandplaner, de syv knaster, havbrugszoner m.m. Derfor er det er helt legitimt, at der kan være forskellige fortolkninger af indholdet i fx en konkret miljøgodkendelse.

Desuden er det indlysende, at hvis der ikke har været en forhandling med de grønne om den konkrete miljøgodkendelse, står man helt frit til at påklage, ligesom vi heller ikke holder os tilbage.

Jeg vil derfor opfordre vores medlemmer til konkret at forhandle kommende nye typer miljøgodkendelser med DSF & DN. Hvis man ikke kan blive enige, må sagen gå sin gang. Men hvis man bliver enige, bliver sagen ikke påklaget af nogen af parterne. Og det har vi nu en del eksempler med Fole dambrug, Agersø Havbrug og Musholms nye pilothavbrug langt ude i Storebælt, og der er flere lignende aftaler på vej.

På overfladen ser der ude til at være markante interessekonflikter. Men jeg er ikke sikker på, at det stikker så dybt. Jeg kender ikke nogen dambrugere eller havbrugere, som ikke værdsætter en flot natur og et godt miljø. Og jeg kender heller ikke nogen medlemmer af DSF & DN, som ikke er glade for at spise fisk, skaldyr og tang dyrket med stadig mere skånsomme produktionsmetoder.

Så lad os nu få løst problemerne i et fortsat godt samarbejde.

Spildevand & biologisk produktion

I forbindelse med Jacob Bregnballes og min kronik i Ingeniøren om opdræt af laksefisk er den gamle traver, om at udledningen fra havbrug svarer til mange personers spildevand, dukket op igen.

Norsk TV har f.eks. i en udsendelse fra 2010 sammenlignet udledningerne fra de norske havbrug med spildevandet fra nordmændene.

Lad os se på kvælstoffet. De norske havbrug producerede i 2013 ca. 1.3 mio. tons laks og udledte ca. 50.000 tons kvælstof. En personækvivalent for kvælstof er knap 5 kg/person/år. Så umiddelbart set svarer udledningen til godt 10 mio. personers spildevand, og det er jo en del.

Kæden hopper af, når man bekvemt glemmer, at for at der kan komme noget ud af den ene ende af en person, må der nødvendigvis puttes noget ind i den anden ende. I Danmark producerer vi mad til 15 mio. mennesker med et kvælstoftab fra produktionen på godt 250.000 tons. Det svarer til knap 20 kg N / person. Hertil kommer, at vi skal bruge energi til varme, transport etc., som er ansvarlig for en udledning på i runde tal yderligere 5 kg N/person. Her er der ikke taget hensyn til, at vi importerer en mængde energikrævende materielle produkter bl.a. fra Kina, som er meget mindre energi- og miljøeffektive end os
.
Så en komplet person ækvivalent er derfor nærmere 5(spildevand)+20(mad)+5(energi) = 30 kg N/person.

Det bringes os ned under to mio. personer, hvilket er mere håndterligt, men stadig en del.

Et dansk nøgletal for laksespisning er  ca.  5 kg/person/år. Dvs. at nordmændene producerer laks til 260 mio. mennesker, og så er de knap to mio. jo straks et meget mere overskueligt tal. Hertil kommer, at menneskespildevand er stærkt uhygiejnisk og fyldt med tungmetaller og miljøfremmede stoffer, hvorimod det der kommer ud af laksene i et fiskebur, er det samme, som vilde fisk præsterer.

Så sammenligningen med menneskespildevand er useriøs og politisk propaganda fra folk, der af usaglige grunde ikke bryder sig om lakseopdræt.

Nej, sandheden om opdræt af laksefisk er, at det er en af verdens mest miljøeffektive animalske produktioner, målt ved ressourceforbrug, vandforbrug og udledningen pr. produceret enhed. Det er anerkendt af forskningsverdenen og af de grønne NGO’er. Og det skyldes simpelthen, at fisk er vekselvarme dyr og lever i vand, og derfor ikke bruger meget energi til at holde sig varme og holde sig oprejst. Så fiskenes foderudnyttelse, og udskillelse af affaldsstoffer er derfor meget bedre end for pattedyr.

De fleste norske havbrug ligge endvidere på lokaliteter tæt på åbent hav, hvor de naturlige stofstrømme er størrelsesordener over den direkte udledning fra havbrugene og miljøpåvirkningen derfor er marginal. I den udstrækning laksene fodres med andre fisk fanget i havet, er der oven i købet tale om en nettofjernelse af næringsstoffer fra havet. Op til 50.000 tons kvælstof og ikke mindst 5.000 tons fosfor, som alle ved er en begrænset ressource.

Jo flere laks og ørreder, der bliver opdrættet og spist, des bedre går det for miljø & ressourcer.

Akvakultur er bæredygtig

EU har netop udsendt en pressemeddelelse, hvor man slår et bravt slag for akvakulturen. Man anerkender den pinlige situation, at vi importerer flere og flere fisk fra tredjeland, medens produktionen i Europa har været stagneret i mere end 25 år på grund af misforvaltning af miljøet og overimplementering af EU’s natur- og miljødirektiver. Bl.a. hedder det i skrivelsen:

”Kommissionen støtter en integreret tilgang til fysisk planlægning, der skal være med til at sikre akvakulturbrugere ordentlig adgang til plads og vand og samtidig minimere indvirkningen på miljøet og på andre økonomiske aktiviteter”

Så langt så godt.

EU bruger dog udtrykket ”bæredygtig” i sin meddelelse. Det giver mig anledning til bekymring, da dette begreb ofte fortolkes (forkert) af miljøembedsmænd og grønt godtfolk, som at øget aktivitet ikke må påvirke miljøet og naturen yderligere.

Det er naturligvis noget sludder, idet alle menneskelige aktiviteter påvirker miljøet og naturen, og der kan ikke ske en hurtig og væsentlig forøgelse af nogen former for fødevareproduktion uden, at der i det mindste i en periode sker et øget aftryk.

I min definition betyder bæredygtig, at man holder sit aftryk sig inden for samfundsmæssigt aftalte rammer. Det gør akvakulturen allerede, og vi kan glæde os over, at fiskeopdræt på grund af fiskenes gode foderudnyttelse hører til den pæne ende af den animalske produktion.

Det betyder ikke, at vi mangler ”bæredygtighedsudfordringer”. F.eks. er det nu svært og dyrt at sikre tilstrækkeligt med omega-3 til fiskene og dermed forbrugerne. Men det er vi i fuld gang med at løse sammen med vores kolleger i landbruget på land og ved at dyrke muslinger og tang på havet.

Så dette problem vil ligeledes med tiden skrive sig ind i en lang række af knaphedsproblemer, som giver incitament til udvikling af nye teknologier, der sikrer en billigere og rigeligere forsyning, end vi havde før.

Akvakultur er allerede og bliver ved med at være fuldt bæredygtig.

Er de 7 knaster på vej ud?

Vi har fået at vide fra Miljøstyrelsen, at miljøministeren har godkendt, at dambrugsbekendtgørelsen skal genforhandles med henblik på at få ændret de syv knaster. Og Miljøstyrelsen har allerede arrangeret et møde om sagen med akvakulturudvalgets parter.

Det er en god nyhed, og vi er meget glade for den konstruktive indstilling fra Miljøstyrelsens side. Vi er jo enige med DSF og DN om de 6 af knasterne og mener derfor, at de hurtigt kan falde på plads.

Vi fastholder endvidere, at den syvende knast om pumpning ikke har nogen mening, og at det i øvrigt er fagligt og juridisk uholdbart at forlange pumpeløsning for at sikre reel fri faunapassage og god økologisk kvalitet i vandløbet. Løsningen skal afhænge af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I praksis er der i mange tilfælde bl.a. ved konstruktivt arbejde fra kommuner og vore medlemmer fundet rigtig gode og forskellige løsninger på denne problemstilling.

Vi har meddelt myndighederne tydeligt og med styrke, at den eksisterende dambrugsbekendtgørelse er ubrugelig som grundlag for at sikre vækst og udvikling og modernisering af vores udmærkede erhverv. Og i praksis er der da også kun givet få tilladelser med denne som grundlag.

Det er en nødvendig betingelse for dambrugenes produktions- og miljømæssige fremtid, at de syv knaster inklusive pumpekravet fjernes. Men det er ikke tilstrækkeligt. Det skal ligeledes sikres, at bekendtgørelsens tildeling af kvælstof til dambrugene indbygges tydeligt i vandplanerne, så det er indiskutabelt for alle: kommuner, så vel som natur- & miljøklagenævn, hvilken N-udledning, der skal indgå i hvert enkelt dambrugs tilladelse.

Hvis disse betingelser bliver opfyldt, vil erhvervet lægge alle kræfter i, at der så hurtigt som muligt gennemføres ordnede forhold med gode, klare og enkle miljøtilladelser til alle eksisterende dambrug i Danmark.

Men hvad så længere ude i fremtiden? Det skal være muligt at lave nye dambrug i Danmark. F.eks. ved store robuste hedevandløb, på Lolland med sine markante vandressourcer, sættefisk anlæg tæt ved de nye havbrug og ved nordjyske havne. Det kræver den zoneplanlægning for dambrug, som er aftalt i akvakulturudvalget, og som vi nu er i dialog med flere kommuner om. Det kræver tildeling af mere kvælstof, enten ved allokering fra andre mindre miljøeffektive produktionsformer eller ved accept af, at der godt må udledes mere kvælstof til åbne farvande f.eks. Nordsøen. Og det kræver en ændring af planloven, så dambrug bliver husdyrproduktion og ikke industri.

Formandens beretning: Væksten i højsædet

Landbrug og vandbrug i Denmark?

Den biologiske produktion i Danmark vokser ikke, selv i en situation med et stærkt stigende internationalt marked for fødevarer og pelse af høj kvalitet. Denne sørgelige situation skyldes en mislykket miljøforvaltning med regulering på input i stedet for udledninger og miljømål og en klar overimplementering af EU’s direktiver, således at der ikke er afsat det nødvendige miljømæssige råderum til en udvikling af produktionen.

Det skal være slut nu. Nu skal væksten i højsædet og der skal først og fremmest produceres til markedets behov. Sideløbende kan der arbejdes med at sikre, at produktionen udvikler sig miljømæssigt effektivt inden for rammerne af god lønsomhed.

Akvakulturen har forsøgt at sætte dagsordenen ved sit initiativ med akvakulturudvalget. Vi må konstatere, at her tre år efter, er udvalgets anbefalinger stadig ikke gennemført. Natur- og Landbrugskommissionen er netop udkommet med mange gode anbefalinger i samme retning som akvakulturudvalget. Hvis det går på samme vis, vil der gå fem til ti år inden der (om nogensinde) skabes vækst i den danske produktion.

De danske politikere må nu tage ansvaret på sig. De har i alt for mange år været så travlt optaget af ”grønne ideer”, at de har glemt, at vækst i produktionen og god økonomi er den basale og sunde forudsætning for at gøre noget godt for miljøet og naturen.

Politikerne må derfor med samme lukke op for en produktion efter markedets behov. Det kan ske ved, at der gødes optimalt på robuste jorde og at der her-og-nu gives tilladelser til moderne husdyrbrug på land og vand, som ligger ved robuste vandområder. En del af overskuddet på denne produktion kan derefter anvendes til målrettede og effektive investeringer i natur og miljø.

Dambrug og havbrug

På dambrugsområdet kan vi glæde os over at blive mødt med konstruktiv vilje fra Miljøstyrelsen. Dambrugsbekendtgørelsen bliver nu genforhandlet med henblik på at fjerne de syv knaster, og en ny og duelig dambrugsbekendtgørelse forventes klar til efteråret. Det er dog en udtrykkelig forudsætning for ordnede forhold for dambrugene, at det nødvendige kvælstof råderum indskrives i vandplanerne, og at der findes praktiske løsninger på dambrugenes indtag af vand. Desuden skal der fremover skaffes fysisk og miljømæssig plads til nye dambrug på velegnede lokaliteter.

Vores mål med den ny bekendtgørelse er, at der, inden for de aftalte miljømæssige rammer, skal være plads til alle slags dambrug, både store og små, med mange slags produktioner og med og uden recirkulering, og især skal der være muligheder for, at produktionen kan forandres og fornys hurtigt og effektivt uden indblanding fra myndigheder etc.

Vi kan glæde os over, at nogle af vores kolleger i godt samarbejde med sportsfiskerne har fået tilladelser baseret på den fulde kvælstofkvote. Vi vil her gerne appellere til kommunerne: I behøver ikke vente på vandplaner eller på en ny dambrugsbekendtgørelse for at kunne give dambrugene den nødvendige miljømæssige plads.

Vi kan ligeledes glæde os over, at endnu et år er gået uden tilbagefald for VHS. Men vi må se i øjnene, at vi fremover selv må forsikre os mod sygdom. For at løse ”Tyrkiet” problemerne må vi ligeledes sammen med vores kolleger i det øvrige EU-Europa til lommerne. Derfor stiller vi forslag om en midlertidig kontingentforhøjelse for at få løst disse vigtige forhold.

På havbrugsområdet er der for første gang siden 2002 givet en tilladelse til et nyt havbrug. Godt nok en tidsbegrænset tilladelse på et år nærmest midt ude i Storebælt, men dog et brud med den golde ”for-budspolitik”. Desuden har Agersø Havbrug, efter samarbejde med DN, fået en miljøgodkendelse med uændret produktion, som nu er sendt i høring.

Det afgørende er nu, at politikerne sikrer, at der i 2014 og fremefter kan gives permanente tilladelser til nye havbrug i åbne strømrige farvande. Så må vi sideløbende får udarbejdet havbrugszoneplanen og få ordnede forhold for de eksisterende havbrug inklusive fangkulturer.

Øvrige produktioner

Åleopdrætterne slås stadig med Greenpeace, som åbenbart er mere interesseret i offentlig opmærksomhed end i at løse ålens problemer. Det svært at forstå, at fiskedetailhandlen heller vil lytte til GP end til de europæiske myndigheder inklusive vore fødevareminister, som mener, at de demokratiske besluttede ålehandlingsplaner, bl.a. baseret på udsætning, er gode, og at forbrugerne derfor roligt kan spise ål.

Skaldyr- og tangområdet har sit og slås med, men møder heldigvis positive reaktioner fra forbrugerne. Jeg kan opfordre alle vores havbrugere, hvad enten de producerer fisk, skaldyr eller tang, om at arbejde tættere sammen om at få udviklet produktionen i industriel skala på de rigtige lokaliteter, hvilket er forudsætningen for lønsomhed og for at det kan batte noget på kompensationsområdet.

Til slut

Til slut vil jeg atter i år takke bestyrelsen, medlemmerne, branchegrupperne, sekretariatet og bestyrelsen for et fortsat interessant og udfordrende samarbejde i det forløbne år.

Kulturhavet

Østersøen er et godt hav til produktion af store laksefisk. Først og fremmest har de centrale dele af Østersøen den helt rigtige saltholdighed således, at fiskene skal bruge mindst mulig energi på at tilføre eller fjerne vand og salt. Desuden er vandet ikke for varmt, der er meget lille risiko for forekomst af giftige alger og lakselus er ikke et problem. Endvidere er Østersøen beskyttet mod det åben oceans vejr-, bølge og tidevandspåvirkninger. På det lavvandede område, Kriegers Flak, er der desuden planlagt en stor havvindmøllepark, som fint vil kunne kombineres med en betydelig produktion af fisk i havbrug. Det hele er ikke ren idyl, da de åbne dele af Østersøen er eksponeret for relativt kraftige bølger, og der er rigeligt koldt om vinteren i forhold til de centrale dele af det golfstrømspåvirkede Norge. Endvidere er Østersøen for brak til produktion af blåmuslinger – dog ikke til dyrkning af værdifulde tangarter.

Alt i alt findes et stort uudnyttet potentiale for produktion af store laksefisk. Efter min opfattelse i flere hundredetusinder tons klassen. Som ville kunne give en tocifret milliardomsætning, tusindvis af arbejdspladser og masser af sunde, velsmagende ørreder og laks til det nordiske køkken. Flere danske kommuner som f.eks. Lolland, som i øvrigt desuden har store ferskvandsressourcer til en landbaseret produktion, Guldborgsund, Vordingborg og ikke mindst Bornholm har her et grundlag for en meget gunstig og tiltrængt erhvervsudvikling.

Det er heldigvis en erkendelse, der har bredt sig i det baltiske samfund, og der er adskillige internationale organer, der nu er gang med at forberede havbrug i Østersøen. Holdningen er stadig noget defensiv, idet man fortsat er rigeligt fikseret i forhold til natur- og miljøpåvirkninger af denne udvikling. Og rigtignok, havbrug i Østersøen vil medføre en øget belastning med næringsstoffer i tusinder af tons klassen. Men hvad så? Denne næringsstrøm vil være marginal i forhold til den eksisterende næringsstofbalance for Østersøen, som for kvælstof er på en halv til en million tons / år. Endvidere er Østersøen i modsætning til, hvad mange tror, ikke noget særligt næringsrigt hav, men har normalt meget klart vand. Iltsvind i Østersøens bundvand er hovedsageligt fremkaldt af hydrografiske forhold, hvor det ferske og lette overfladevand lægger låg på, så ilten ikke kan komme ned til det salte og tunge bundvand. Så uanset menneskelig aktivitet eller ej, vil der altid forekomme iltsvindshændelser i Østersøen.

Det er tiden at gøre op med ideen om, at Østersøen primært skal være et naturreservat. Østersøen er først og fremmest et hav, der i al historisk tid har været med til at fremme menneskenes kulturelle aktiviteter i form af landbrugs- og industriproduktion, beskæftigelse, ind- og udvandring, skibsfart og handel. Et sådant hav skal Østersøen stadig være. Det forhindrer ikke, at der bliver opstillet ambitiøse natur- og miljømål. De skal blot forfølges i en takt, der styres af den økonomiske og teknologiske udvikling, og må ikke spærre for åbenbare fornuftige erhvervsudviklinger. Østersølandene omkranser en unik naturgeografisk ressource og har et internationalt ansvar for at benytte denne til fødevareproduktion, i stedet for at importere fisk, vi selv bedst og mest miljøvenligt kan producere og derved eksportere miljø- og naturproblemer til andre lande.

Dansk Akvakultur vil tage initiativ til sammen med de berørte kommuner og de Baltiske organisationer at få havbrug på dagsordenen i Østersøen. Til gavn for både produktionen og miljøet.