En julegave til samfundet

Vi har finanskrise og økonomisk krise i hele verden, og det har også ramt vores lille hyggelige land. Vi må naturligvis alle være med til at løse disse problemer.

I Dansk Akvakultur har vi udviklet en vækstpakke, som vi gerne vil give det danske samfund i julegave.

Vi kan øge vores produktion i dambrugene med op til 20 %, svarende til ca. 7.500 tons fisk / år, hvilket vil give et øget årligt dækningsbidrag på ca. 32 millioner kr., samtidig med at vi forbedrer miljøet i vores vandløb.

De lyder som et eventyr, men er rigtigt sandt.

Sagen er, at vi har en uudnyttet produktionskapacitet på ca. 20 % i vores dambrug. Dette tal fremkommer som forskellen mellem den produktion, der er tilladelse til, og den produktion, der er kapacitet (vand, plads) til.

For de klassiske dambrug er der nogle gange en miljømæssig forklaring på denne forskel. For de nye modeldambrug, som nu næsten udgør halvdelen af vores produktion, er det jo lettere absurd, at vi med samfundets støtte (ca. 25 %) i de sidste 5 år har investeret 330 millioner kr. i nye modeldambrug, hvor produktionskapaciteten fortsat ikke udnyttes 100 %

Vi har lavet et regnestykke, der viser, at hvis vi øger produktionen med 20 % på vilkår af, at vi indfører organisk stof fjernelse i de klassiske dambrug, kan vi reducere udledningen af organisk stof med godt 400 tons / år (66 %). Desuden vil vi opnå en formindskelse af fosforudledningen på 12 tons / år (25 %), og reduktion af udledningen af medicin & hjælpestoffer. Til gengæld må der accepteres en øget kvælstofudledning på knap 150 tons / år (24 %) som dog ligger langt inden for den kvote, samfundet har stillet os i udsigt på 2.400 tons N. Hertil kommer en vis forøgelse af energiforbruget, som under alle omstændigheder er nødvendigt for at øge rensningsgraden.

Heller ikke på miljøområdet får man noget for ingenting.

Vi håber, at samfundet vil hjælpe os med at sætte en sådan vækstpakke i gang umiddelbart, f.eks. i form af en midlertidig produktionstilladelse. Når akvakulturudvalget er færdigt med sit arbejde, er der et godt grundlag for en ny akvakultur lovgivning & regulering, som vi derefter vil indrette vores produktionsforhold på.

Jeg håber, at samfundet vil tage godt mod vores julegave. God jul til alle.

Do the Aquaculture Industry Need Research & Development?

Reflections from a Danish Perspective

This is an Op-Ed I was asked to do some years ago for the European Aquaculture Journal, when I was working with DHI Water & Environment. It has current interest because I have been asked by EuroChile to go to Puerto Montt and discuss these matters.

R/D is very important for any industry. However, it is also important, that publicly financed R/D effort is evaluated carefully to see, if it fits the Industry's needs and is conducted in an efficient and timely manner. EU has started the IMPACT FISH project to do just that, and by this note in the EAS journal I would like to present a few points to the IMPACT FISH process seen from a Danish perspective.

When evaluating the R/D effort it is necessary to acknowledge, that the economy of any industry depends on many factors: market, production technology, financing, management, public image, environment and ethics. As we all know, a chain is not stronger than its weakest link, which means that we have to look at the weakest factors of an industry at a given time in its development to further the needs of the industry in the best possible manner. It's my view, that R/D is not at all the weakest link for the aquaculture industry at exactly this stage.

Aquaculture & Environment

A major problem for the aquaculture industry all over the world is a skewed public image based on misleading, disproportionate information about the environmental impacts from the industry. This situation is caused by NGO's and sometimes even public authorities painting a bleak picture of aquaculture production as being particularly damaging to the environment. Sure, as any other food production in the world, aquaculture is impacting the environment. But the fact is, that modern industrialised aquaculture is more ecological efficient measured in land use and nutrient loss, than most traditional types of food production, and it would be very beneficial for the global environment, if large parts of food production were moved from land to water and from fisheries to aquaculture.

In Denmark, this image problem has caused a situation, where only one new significant permit for increased fish production has been given out in about 15 years. The production has consequently stagnated to a level of about 40.000 ton fish/yr, which is a respectable 8 kg pr. capita, compared to the world average of 6. A normal growth in these 15 years would however have increased the production to 100-200.000 tons / yr. and by this misguided restrictiveness; the Danish society has missed an export value corresponding to the value of a Great Belt bridge (about 4 billion Euros).

Sure, the R/D community has been positive part of a development, where the industry through its food companies and its own steady increase in management capabilities have reduced the waste of nitrogen from a kg fish produced with a factor 3 in 30 years.

A negative role is unfortunately being played by the public R/D community using this environmental controversy to exaggerate problems and to ask for funds for "reinventing the wheel". The fact of the matter is that environmental impact R/D for aquaculture is highly redundant. Most of the relative trivial problems related to discharges from fish farms are well known, and good monitoring and modelling tools exist. What is really needed is not R/D for analysing the impacts, but R/D with the aim of reducing them.

The R/D public research community could help much by being outspoken and giving realistic and proportionate information about aquaculture and environment to the public. This would pave the way for an increased aquaculture production, which is beneficial as well for a high quality food supply as for the environment. As of now the aquaculture industry, at least in Denmark, is in a catch 22 situation:

It cannot be allowed to produce more fish because of environmental restrictions, which it cannot afford to solve, because it cannot be allowed to produce more fish.

Two Cultures

Modern industrialized aquaculture is a knowledge intensive industry. Not as some may think, a low technology production, which anybody can do (put some fish in a net or pond, feed them, harvest them and smile all the way to the bank), but on the contrary a high technology, high risk industry with a high added value pr. employee working in the production. For this reason the industry needs a modern attitude to R/D and because of the rapid structural changes in the industry, a rapid professionalization with respect to R/D is fortunately happening

There are however, some cultural attitudes as well among the farmers as among the researchers with makes this transition unnecessarily slow.

The aquaculturists are closely related to their cousins on land: the agriculturalists, and share some of the same attitudes. First of all they don't like academics too much, all farmers know that if his son/daughter is not smart enough to take over the family farm, he/she must stoop to be a clergyman, a doctor or heaven forbid a teacher. So an academic is for an aquaculturist someone, who is sitting at a desk doing very little, taking no risks and earning good money.

Furthermore, the food production community, which calls itself liberal, have for ages been weaned on to public handouts (see the EU CAP situation) and has great difficulties with the concept of financing and thereby controlling its own R/D, like the classical industrial producers have done for a long time. Actually, aquaculture is much less subsidised than agriculture, but this attitude is still present.

The researchers do not help much either. Fundamentally, they do not understand the industry very well, and often they get into an "undertaker" type of business, where production or environment troubles are used as pretext for applying for R/D money, which then are used for business as usual: Many man-months of projects, which may help the researchers to publish more, but not the producers to produce more fish. This goes on to the extent, that we are in Denmark looking at a reverse pyramid, with very few companies and people doing the actual production, and many institutions and individuals getting research grants on behalf of an industry, which can barely survive.

Furthermore, the researchers do not to a sufficient degree understand and respect the practical innovation, which takes place at all aquaculture installations, and without which the farmers could not survive. Sure, it is a good thing to use scientific methods in the development of production methods, and any industry should strive towards that goal, but in the real world, if your fish are dying, you can't do controlled experiments, you have to do something, and you have to do it now.

The existing R/D is furthermore dominated by the traditional biological community and the fish pathologists. Sure these issues are important, but other issues like sociology/image, management, economy, off-shore construction, recirculation technology, IT technology, genetic engineering may be just as important. Particularly, the R/D community is in love with new species, even if it is extremely likely, that the production of aquatic animals will be relying on a few species, exactly like for terrestric animals.

Finally, the research is too far from the real world and too loosely connected to the farmers. In countries, like Norway, where there are more than sufficient funds available for aquaculture research, the projects are inflated to take in too many persons and take much too long time. The real limiting factor for aquaculture research is not money, but good ideas and competent serious researchers, who work in a timely way towards the same goal as the industry, that is to produce fish according to market demands in the most economically and ecologically efficient manner.

Yes, There Is a Future for Aquaculture R/D

The aquaculture industry should, like other modern industries, gradually take full responsibility for and pay its own research in full. It can expect from EU and the national states, that framework conditions are established, which makes it possible for the industry to produce according to market demands, and without giving unfair competitive advantages to farmers in other parts of the world. It should furthermore ask for increased funding for state-of-the art basic research in relevant fields to secure the production of relevant basic knowledge and competent researchers, which can go to well paid jobs in the industry laboratories. In this I see a declining role for public organisations doing applied research and development, which is much better placed in the industry itself.

In the transition period and even after, there is still room for public / private partnerships doing research projects using among other EU funds. It is however extremely important, that the industry is taking the drivers seat as well for initiating as for choosing the right R/D projects.

Aquaculture is a food production industry of the future, and as well the researchers as the industry can gain much from forward looking and innovative research, when the right framework is established.

Skal hele ørredproduktionen op på land?

Nej, den skal ikke, det er umuligt af økonomiske grunde og vil være skidt for miljøet.

Dansk Akvakultur er udsat for fri international konkurrence. De priser, vi får for vores varer, bliver i længden dikteret af de laveste globale produktionsomkostninger. For produktionen af ørreder på land, er udgangspunktet traditionelle gennemstrømningsanlæg, som endvidere er de mest effektive på energiområdet, da de drives med vedvarende energi: vandkraft.

Både akvakulturen og samfundet har imidlertid stor gavn af, at der nu er udviklet teknologier, der kan opdrætte ørreder med mindre ferskvand. Det skyldes, at mængden af "frit" ferskvand er begrænset op ad til, hvilket ligeledes begrænser produktionen op ad til. Samfundet har mange berettigede ønsker til vandløbenes vand og må derfor opstille rammer for, hvor meget af denne ressource forskellige sektorer kan tilegne sig. Hele ressourcen kan ikke fordeles alene til dambrugene, og produktionen i traditionelle gennemstrømningsanlæg har derfor en øvre grænse.

Dette gælder ligeledes internationalt, hvor mangel på ferskvand mange steder er et stort problem.

Udviklingen af recirkulationsteknologien åbner således muligheden for at gøre sig fri af en begrænset vandressource, og producere fisk i ferskvand efter markedets behov. Ulempen er naturligvis forøgede energi- og produktionsomkostninger, som dog i overvejende grad synes at kunne opvejes af produktion i større skala. Vores internationale konkurrenter vil på samme måde blive mødt af begrænsninger af vandressourcer og af krav til miljø, og vi kan derfor imødese, at Danmark med hensyn til landbaseret produktion af portionsørreder kommer til at spille på samme bane som vores konkurrenter og derfor har mulighed for at bevare og måske ligefrem øge lønsomheden i vores produktion.

På havbrugsområdet stiller sagen sig anderledes. Der er ikke begrænsning af vand på havet. I de kystnære områder kan der være pladsproblemer, som kræver en god lokaliseringsplanlægning, og kvælstof er en begrænset ressource, som skal allokeres.

Men samlet set er der rigtig mange gode havbrugslokaliteter i Danmark og internationalt, og derfor vil prisen på store ørreder til konsum og til rogn blive fastlagt af den internationale produktionspris i havbrug, som er og fortsat vil være billigere end alle andre produktionsformer. Hertil kommer, at havet indeholder i praksis ubegrænsede mængder vedvarende energi til at forsyne fiskene med ilt og til at fjerne affaldsstoffer. Havbrug er derfor sammen med gennemstrømningsanlæg på land den produktionsform, der har det absolut laveste CO2 fodaftryk til selve produktionen (udover foderet), nemlig tæt på 0.

I Danmark er der et stadig tættere samarbejde mellem dambrugere og havbrugere. Det skal vi udnytte til finde de økonomisk og miljømæssigt bedste kombinationer af de to opdrætsformer.

Er der også noget, der hedder ”blå vækst”?

Grøn vækst har vi alle efterhånden hørt om, men blå vækst, hvad er nu det for noget?

Det træffer sig således, at vi sammen med vores øvrige gode kolleger i fiskeerhvervet, har henvendt os til fødevareminister Eva Kjer Hansen, for at bl.a. at bede om fuld hjemtagning af EU-midler og andre gode ting.

Fødevareministeren svarede som sædvanligt venligt og imødekommende på vores henvendelse, men sluttede af med at bede om en samlet "Blå Vækst" strategi for hele fiske- og skaldyrserhvervet.

I Dansk Akvakultur synes vi umiddelbart det lyder som en god ide. Vi har meget til fælles med de øvrige fiskeerhverv. Vi vil gerne i fællesskab fremme forbruget af vores sunde og velsmagende produkter, og i opdrættet bruger vi både fiskemel og fiskeolie som en del af foderet til vores fisk.

Vi synes i høj grad, at vi allerede har leveret vores sektors bidrag til samlet blå vækst plan gennem vores egen "grøn vækst" plan, men vi vil meget gerne arbejde sammen med de andre "fiskesektorer" for at få udarbejdet en blå vækst plan for hele erhvervet.

Der er naturligvis nogle udfordringer knyttet til en sådan fælles planlægning. Det er ikke nogen hemmelighed, at fiskerne ikke er alt for begejstrede for den stadig større betydning opdrættet har for det samlede udbud af fisk og skaldyr, og føler, at vi udsætter dem for en besværlig konkurrence. Vi synes heller ikke det er særligt sjovt, når nogle fiskere med en rygmarvsrefleks går imod havbrug, som er en af de meste miljøeffektive former for animalsk produktion overhovedet og en hovedhjørnesten i vores strategi.

Men det får nu være, vi har så mange fælles interesser og det er så vigtigt for os at stå sammen, at vi ubetinget må følge ministerens opfordring til at udarbejde en fælles blå vækst strategi.

Jeg ser to vigtige grundpiller i en sådan strategi.

For det første må det være det samlede erhvervs opgave at forsyne verdens forbrugere med sunde og velsmagende fisk, skaldyr og tang. Disse produkter skal hentes der, hvor det er erhvervsmæssigt mest lønsomt, uanset om det er opdræt eller fiskeri, og produktionen/fiskeriet skal ske inden for samfundsmæssigt acceptable rammer.

For det andet skal vi hjælpe hinanden med at erobre havet, som er en fremtidens platform for fødevareproduktion. På havet er der masser af plads, ingen mangel på vand, næringsstoffer og kulstof og ved at fortsætte udviklingen af fødevareproduktionen på havet, kan vi mindske den samlede fødevareproduktions "fodaftryk" betydeligt.

Vi har haft nogen drøftelser med de andre "fiskesektorer" om disse forhold og håber snart at kunne komme i gang med en konkret udformning af en "blå vækst" strategi.

 

 

 

 

 

 

Det er smagen, der gør det

I Viggo Hesels interessante bog om "Dansk ørrederhverv gennem 100 år" fortælles, at de første danske dambrugsørreder blev sendt på det Københavnske marked i 1905, og derefter "og da de små ørreder til og med sommetider smagte af mudder, var de usælgelige".

Selvom vi nu skriver 2009, må vi desværre stadigvæk konstatere, at der er problemer med afsmag i nogle af vores fisk. Det må høre op nu, og jeg vil gerne gøre en af Dansk Akvakulturs store skikkelser, Magister Fredericksens ord fra 1905, til mine egne: "Det københavnske marked (det globale marked, min tilføjelse) kan ikke en gang til tåle at blive belemret med en sekunda kvalitet."

Vi har således periodisk haft problemer med afsmag i fisk, men der er ikke tvivl om, at den øgede forekomst af recirkulation har forstærket problemet, da der kommer mindre rent vand ind i dambrugene til at fortynde afsmagstofferne.

Vi har imidlertid også vidst i 100 år, hvad man skal gøre ved problemet. De leveringsklare fisk skal holdes i rene damme med frisk vand længe nok til, at afsmagen er skyllet ud. Og naturligvis skal alle led i kæden, inklusive slagteriet opbevare fiskene korrekt lige inden slagtning.

Vores gode fagkyndige kollega Niels Henrik Henriksen har sammen med N.O.G. Jørgensen forsøgt at identificere de særlige problemer ved bl.a. modeldambrugene og har lavet en kogebog for, hvordan fiskene fra dambrug med afsmagsproblemer skal behandles inden de udleveres til salg. Foruden fortynding skal væggene i leveringsbassinerne holdes pinligt rene for begroning. Foreningen har sendt denne kogebog ud til alle dambrugere, så alle ved, hvad der skal gøres. Alle gør det bare ikke.

Det er uacceptabel situation for hele erhvervet. I princippet er kvaliteten og kvalitetskontrollen et anliggende mellem leverandørerne og aftagerne, men jeg må desværre konstatere, at der indtil nu er taget for løst på problemet.

På mødet for brancheudvalget for eksportører og fabrikker forleden er der derfor med bestyrelsens opbakning taget den klare beslutning, at kvalitetskravene til smag skal overholdes, og at fisk med afsmag fremover ikke kan sendes på markedet.

Vi har således nu en god, om end dyr og besværlig løsning, til at sikre kvaliteten af vores fisk, inden de når ud til forbrugeren. Samtidig vil vi igangsætte en række forsknings- og udviklingstiltag for at komme kilden til problemet, dannelsen af de afsmagende stoffer i dambrugene, til livs. Fra vores kolleger, åleopdrætterne, ved vi, at det er vigtigt at undgå slamophobninger og stillestående vand. Vi håber yderligere at kunne belyse og forebygge problemet og dermed helt undgå en fordyrende efterbehandling.

Vi har opnået store drifts- og miljømæssige fordele ved at omlægge dele af vores produktion til mere recirkulation. Men også ulemper: afsmag og andre sygdomsforløb er nogle af dem.

Der vil altid opstå utilsigtede bivirkninger, når man laver store forandringer. Men lad det til slut være en opfordring til Miljøstyrelsen, om at nøjes med at forhandle de miljømæssige rammer med os, og blande sig uden om vores produktionsforhold. Erhvervet ved selv bedst, hvordan og hvor hurtigt produktionen omlægges, således at de utilsigtede bivirkninger formindskes mest muligt.

Nye rammer for produktion af økologiske fisk

EU har nu gjort de fælles europæiske regler klar for produktion af økologiske fisk & skaldyr. Det er rigtig fint, at der nu er fælles regler for, hvordan denne produktion skal foregå. Den ny forordning, som afløser det eksisterende danske regelsæt 1. juli 2010, kan findes på foreningens hjemmeside og kollega Villy Larsen bistår gerne med at udlægge teksten.

Et par vigtige punkter er:

1. At biomassen højst må være 25 kg/m3 i dambrug og 10 kg/m3 i havbrug, hvilket er til at leve med.
   
2. At produktionen kun må foregå i anlæg, der udleder til recipient.
   
3. At der ikke må bruges farve. Dog således, at Astaxanthin godt må bruges i det omfang fiskene har et ernæringsmæssigt behov. Økologiske ørreder kan derfor godt blive lyserøde, ligesom deres vilde søskende i naturen.
   

Formanden for vores økologiudvalg, Christian Jørgensen, vurderer at disse regler gør det lønsomt, at producere økologiske ørreder til priser, der er realistiske i forhold til vores mål om, at ca. 10 % af vores produktion skal være økologisk.

Vi kan konstatere, at selv ikke meget idealistiske økologiske forbrugere vil betale hvad som helst for deres fisk, og at der er stor prisfølsomhed for økologiske varer. Derfor er det godt, at fiskene kan produceres til rimelige priser.

En del kolleger overvejer at lægge om til økologisk produktion, og det vil være en god ide, hvis disse kolleger henvender sig til økologiudvalget, for at få råd om hvordan man bærer sig ad, og for at sikre en støt og markedsstyret udvikling af produktionen.

Det er ganske fortrinligt, at nogle forbrugergrupper stiller bestemte og klare krav til, hvordan fiskene skal produceres. Hvis disse forbrugere vil betale omkostningerne ved andre produktionsformer, kan de få det som de vil.

For god ordens skyld vil jeg dog gerne fremhæve, at alle fisk, der produceres i dansk akvakultur, det være sig fisk i gennemstrømning, i recirkulation, som økologiske fisk eller i havbrug opdrættes under hensyn til gældende internationale regler for dyrevelfærd, medicinering, vandkvalitet etc.

Så den forbruger, der køber Toyota modellerne af vores fisk & skaldyr i stedet for Mercedes versionen, kan være sikker på, at der er taget skyldigt hensyn til velfærd, sundhed og miljø.

Frem med kunsthåndværkerne

I en tid med, hvor priserne på portionsørreder er helt nede på 14,50 kr., er det ikke nogen dans på roser at levere til det marked. Den største del af vore dambrugsproduktion er portionsørreder, og der er ikke noget at sige til, at det kniber med humøret hos nogle af dambrugerne.

I denne vanskelige økonomiske situation er vi tilbøjelig til at glemme, at vi har en "kunsthåndværkssektor" i akvakulturen, som ikke har problemer med at sælge fisk til gode priser og højt dækningsbidrag.

Kunsthåndværkerne producerer fisk til put-and-take, fisk i særlige størrelser og kvaliteter, æg & yngel, økologiske fisk og andre ørredarter & hybrider: bækørred, brødding (en hybrid af kildeørred og rødding) etc. Produktionen i denne sektor er på ca. 3.000 tons/år, 10 % af dambrugsvoluminet og sikkert omkring 20 % af bundlinjen.

Vi har brug for, at vise kunsthåndværkerne meget større opmærksomhed, og bl.a. i vores fremtidige strategiarbejde sikre, at denne sektor kan dække efterspørgslen. Vi sender nu ansøgninger til "Innovationssystemet" om støtte til udvikling af kunsthåndværket, og vil ligeledes tage andre initiativer for at give sektoren et ordentligt skub fremad. I den forbindelse er vi opmærksomme på, at det er meget svært at være en lille portionsørredproducent i en verden, hvor en benhård international konkurrence favoriserer storproduktion. Nogle af de mindre producenter kunne måske overveje at lægge produktionen om til "kunsthåndværk", og vi vil opfordre til, at medlemmer, der ønsker en sådan omlægning, henvender sig til vores gode konsulent, Villy Larsen.

Kunsthåndværkernes kælen for en særlig høj kvalitet på slutproduktet forudsætter ofte frisk strømmende vand i traditionelle dambrugssystemer. I arbejdet i det nationale akvakulturudvalg, som nu er kommet godt i gang, vil vi arbejde for at der bliver afsat plads til kunsthåndværkerne. Det vil givetvis være nødvendigt, at nogle af disse dambrugstyper indfører rensning ved udløbet, men det tror vi vil være økonomisk overkommeligt, og de nødvendige investeringer bør kunne udløse fiskerifondsstøtte.

Alle fødevareproduktioner skal kunne gå på to ben: producere stabelvarer til et massemarked, og producere højværdiprodukter til kræsne forbrugere. De to produktionsformer er afhængige af hinanden. Kunsthåndværkerne afhænger af det samlede erhvervs styrke for at kunne udvikle sig, og portionsørredproducenterne har brug for kunsthåndværkerne som innovationsværksted for nye produkter og markeder.

Lad os i fællesskab i erhvervet og i godt samarbejde med det øvrige samfund udvikle begge sektorer.