Akvakultur i regionerne

Regionernes fremtid diskuteres flittigt for tiden. Og det er ikke sikkert, vi har regionerne om føje tid. Men nu er de her og de vil heldigvis gerne samarbejde med Dansk Akvakultur om at fremme mulighederne for vores udmærkede erhverv i deres område. Alle regioner har noget forskelligt og interessant at komme med.

Vi er nået længst i samarbejdet med Region Nordjylland. Her vil der til efteråret blive udgivet en Akvakulturplan for Nordjylland, som skitserer de betydelige udviklingsmuligheder omkring Limfjorden og ved de Nordjyske havne. Region Nordjylland har sammen med det øvrige Vestjylland, Nordsøen som et meget robust vandområde, hvor der kan ske en meget stor udvidelse af produktionen med et minimalt miljømæssigt fodaftryk. Måske vil udvikling af ny teknologi på et tidspunkt gøre det muligt at etablere store havbrug i de åbne Nordsø, hvor temperaturforholdene er gunstige for store laksefisk.

Vi har haft indledende drøftelser med den meget vigtige region Midtjylland om en akvakulturplan og en konference om området.

I region Syddanmark ligger mange af vores virksomheder. Desværre er der i (dele af) dette område, især på Fyn, rester af den irrationelle modvilje mod erhvervet, som specielt det gamle Fyns amt stod for med sit uigennemtænkte forbud mod havbrug. Det til trods for, at der i Storebælt på østsiden af Fyn er tre til fire fremragende lokaliteter for havbrug, hvor der kunne opbygges en produktion på 10-15.000 tons fisk til en primærværdi på op mod en halv mia. kr. Vi tror, at både region Syd og de fynske kommuner meget godt kunne bruge disse moderne højteknologiske arbejdspladser med gode lønninger. Og vi vil invitere Region Syd til et samarbejde om sagen.

I Region Sjælland er der allerede mange havbrug, og især i de sydlige og østlige farvande i regionen er der rigtig gode naturgivne forhold for havbrug, ligesom der på Lolland pumpes store mængder ferskvand ud i havet, som lige så godt kunne passere et moderne dambrug. Der har allerede været afholdt en udmærket konference om emnet, og vi håber at kunne komme videre med at udnytte det fine potentiale.

Region Hovedstaden er næppe det sted, hvor vores fisk skal produceres, men gerne der, hvor de skal sælges, og vi håber, at vi kan hjælpe hinanden dermed. Regionskommunen Bornholm har en særlig status, og her er der god plads til nogle store havbrug, som måske kunne producere Østersølaks.

Jeg vil gerne opfordre regionerne og vores medlemmer til at tale sammen om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at fremme vores fortrinlige og moderne erhverv.

Brug GMO - det er godt for menneskene og naturen

GenModificerede Organismer (GMO’er) er et kontroversielt emne, som diskuteres livligt. Lige i disse dage er der muligvis ændringer på vej i EU-reglerne, så det bliver muligt for det enkelte EU-land selv at bestemme, om man vil tillade dyrkning af GMO’er inden for landets grænser.

Danmark skal være på forkanten på dette vigtige område. Den praktiske erfaring fra mange års dyrkning af GMO’er viser, at problemerne er få og små, men at potentialet for gavnlige effekter for produktionen, sundheden, naturen og miljøet er endog overordentlig stort.

Mange grønne organisationer er desværre på dette område stærkt konservative og pr. rygmarv mod alle former for GMO’er. Derved er de med til at fastholde et unødvendigt lavt teknologisk stade på produktionen, og dermed et lavere udbytte = større arealforbrug, lavere kvælstof- og fosforeffektivitet, højere pesticidforbrug og større træk på ferskvandressourcerne end nødvendigt. Dermed har disse grønne ngo’er et tungt ansvar for, at den globale fødevareproduktions ”fodaftryk” bliver unødvendigt stort.

Dansk Akvakulturs politik på området er, at vi skal tage denne teknologi i anvendelse, når samfundet har accepteret den som sikker og acceptabel, og når den konkret kan give forbedringer af produktion og miljø.

Vi har endnu ikke startet denne udvikling, men den ligger lige for. Det første sted, hvor vi kan tænkes at gøre brug af mulighederne, er på fodersiden, hvor der sandsynligvis snart vil opstå et gab mellem råvarepriser på GMO-råvarer og GMO-fri råvarer.  I den situation vil mange fra erhvervet, på linje med hvad andre animalske producenter har gjort i mange år, ønske at skifte til det nye og billigere foder.

På lidt længere sigt er der nogle meget spændende perspektiver. Lad mig nævne, at vores allerstørste råvareproblem: mangel på fiskeolie med omega3 fedtsyrer, er i færd med at blive løst ved at gensplejse planter (raps, soja), der kan producere de rigtige fedtsyrer. I hvede findes der forstadier til astaxanthin, det naturlige farvestof, der gør de store ørreder røde. Og ved hjælp af GMO-teknikker vil det måske blive muligt at udvinde astaxanthin fra hvede dyrket i Danmark.

Det canadiske universitet i Guelph har udviklet en fytase producerende gris: EnviroPig, som dermed er bedre i stand til at udnytte fosforet i foder. Det samme kan man forestille sig for fisk, således at der på en elegant måde kan ske en reduktion af fosforudledningen fra havbrug og dambrug ved kilden. Når det bliver muligt, håber jeg, at de grønne ngo’er stiller det som et BAT-krav.

Potentialet i GMO teknologien er næsten uden grænser, og problemerne er små og overskuelige. Lad os komme i gang i Danmark.

Akvakultur: En global succes

World Fish Center har lige udgivet en god rapport om den globale akvakultur og dens miljømæssige forhold.

Den bekræfter de facts og argumenter, vi har lagt frem om vores erhverv for politikerne og akvakulturudvalget.

1.     Akvakulturen er den hurtigst voksende fødevareproduktion i verden med en vækst på 8,4 % om året siden 1970. Den globale fiskeproduktion ligger nu på ca. 50 millioner tons og forventes at stige til mellem 80 og 120 mio. tons i 2030.

2.     Akvakultur er økologisk konkurrencedygtig med andre former for animalsk produktion. Laksefisk ligger oven i købet særlig godt i feltet når det gælder foderudnyttelse. Danmark er ikke særligt nævnt, men med de seneste års udvikling i mente, er der ingen tvivl om at vi ligger fint i det globale felt.

Vi har hele tiden været klar over dette, men deraf kan vi ikke konkludere, at ”verden kan reddes” bare alle spiser fisk, skaldyr og tang. Folk skal spise, hvad de har lyst til, uden dårlig samvittighed, og vi fødevareproducenter skal nok producere alt det, verdens voksende og stadigt rigere befolkning kan spise. Men det er en god ide, at de ”eksternaliteter”, dvs. miljø & klimapåvirkninger som enhver type fødevareproduktion udøver, bliver lagt på prisen, så alle spiller på samme bane. Og vi skal glæde os over, at vores erhverv vil være godt stillet i denne konkurrence.

Rapporten peger naturligvis ligeledes på det dybt alvorlige problem omkring forsyningsmulighederne med fiskemel og især fiskeolie. Her ligger en oplagt mulighed for vores kolleger på land og på havet at deltage i produktionen af det foder vi skal give vores fisk. En moden fødevareproduktion fanger ikke sit foder, men dyrker det.

Vi skal fortsætte med at bringe det glade budskab ud til beslutningstagerne og offentligheden. Og så håber vi at politikerne fortsat vil hjælpe os med snarest at få aftalt den endelige gennemførelse af akvakulturudvalgets anbefalinger.

Vi er klar ved startsnoren. Skyd nu løbet i gang.

Hvad vil EU med akvakulturen?

Debatindlæg i Fiskerbladet

Der skrives og tales meget om akvakulturen i Europa. Men det bliver ved snakken.

I min leder i Dansk Akvakulturs nyhedsbrev fra juni 2009 beskrev jeg, hvordan den europæiske akvakultur (minus Norge) stagnerer, mens verden omkring os kører rask af sted.

Den europæiske syge skyldes, at man ikke har fået ordentlig greb om natur- og miljøforvaltningen. Alt for mange har en forkert forestilling om, at hele Europa kan udlægges som naturområder eller som museumslandskaber for forældet fødevareproduktion uden, at det går ud over den materielle produktion. Det er naturligvis umuligt, og derfor ser vi nu en reel udfasning af fødevareproduktionen til andre dele af verden. Indtil nu er vi gået glip af stigningen og har tabt markedsandele. Hvis EU ikke snart lægger stilen om, vil vi se en direkte tilbagegang i produktionen.

Problemet kan løses ved at acceptere, at det ikke kan lade gøre at foretage en dramatisk udvidelse af en fødevareproduktion som akvakulturen uden, at det medfører et forøget fodaftryk på naturen og miljøet. Hvis man vil undgå en samlet forøgelse af fodaftrykket må man omfordele fra de samfundssektorer, der giver et lavt udbytte pr. ”fodaftryksenhed” til de sektorer, herunder akvakulturen, som giver et højt udbytte.

I flere lande, bl.a. Danmark er akvakulturen detailreguleret med input i form af foderkvoter, hvilket er direkte skadeligt for både produktion og miljø. I stedet skal der, som anbefalet af det danske akvakulturudvalg, gennemføres en regulering af outputtet ved hjælp af udlederkrav og kvælstofkvoter, således at god indsats for miljøet belønnes.

EU forsøger at lappe på problemerne ved støtteordninger. Erhvervsstøtteordninger er noget skidt. På fødevareområdet er støtteordninger dårlige både for forbrugeren, producenten, miljøet og udviklingslandene. Inden for akvakulturen har vi i starten haft gavn af FIUF-tilskudsordningen, som støtte til omlægning til større og mere miljøeffektive dambrug. På de seneste har ”det bedre været det godes fjende”, idet en stor del af støttemidlerne har været bundet i projekter, med ”begrænset jordforbindelse”, og som ikke har kunnet finansieres.  Andre mere solide projekter med finansieringen på plads er derfor ikke gennemført. På det seneste har støtteordningen kostet Dansk Akvakultur en produktionsudvidelse på ca. 10 procent.

Hvis vi absolut skal have den slags støtteordninger er det oplagt forvridende, at der i nogle lande kan opnås op til 60 % støtte til anlæg og ligeledes støtte til opbygning af fiskebestand, medens vi i DK kun kan få 25-40 procent. Ideen med EU er frie og lige konkurrencevilkår. Det opfyldes ikke på dette område.

EU tillader endvidere Tyrkiet at eksportere ørreder til EU-området, selv om gives et direkte tilskud på produktionen på ca. 20 procent, hvilket jo er med til at holde ørredprisen nede på et alt for lavt niveau. EU skulle interessere sig mere for sit kerneansvar: det frie og lige marked, i stedet for at bekymre sig om den danske toldkontrol.

Der er heldigvis bevægelse på den danske akvakulturscene, og stor opbakning hos et bredt politisk flertal for at akvakulturen skal ud over stepperne.

Når denne gode udvikling kommer rigtigt i gang, kan vi fornøje os med at fortælle resten af EU, hvordan man skal gøre.

---

Danmark: En havbrugsnation

Det er rigtig svært at pege på en finere fødevareproduktion end opdræt af ørreder i danske havbrug.

Den flotte, store ørred er sund - fyldt med det rigtige omega-3 fedt -, velsmagende og nem at tilberede.

Ørreden produceres med et lavt miljømæssigt fodaftryk. Først og fremmest på grund af en meget god udnyttelse af foderet. Men ligeledes fordi havbrugene placeres på lokaliteter med frisk strømmende vand, som er godt for fiskenes trivsel, og reducerer det lokale fodaftryk til det mindst mulige. Havbrugene støjer ikke, lugter ikke og kan, bortset fra foderskibet, ikke ses på nogle få hundrede meters afstand.

De store fisks velfærd sikres ved meget god plads i de store netkasser, som er: løsdriftsstalde på havet.

Akvakulturudvalget har anerkendt dette, og der er udarbejdet en god aftale mellem Dansk Akvakultur, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund om havbrugenes fremtid.

Alligevel har vore gode kolleger i havbrugene stadig masser af bøvl med at få nye tilladelser. Et nøglepunkt er de 250 tons kvælstof, som havbrugene foreløbig skal bruge for at ”kickstarte” produktionsfremgangen. Vi er enige med de ”grønne” om, at det nødvendige kvælstof skal findes på det samlede N-budget for de indre danske farvande og ikke i det enkelte vandopland og den enkelte kommune. Det burde være en smal sag for vores flittige miljøembedsmænd.

Men jeg vil også appellere til vores politikere og til vores kolleger, der producerer dyr og planter på land.

Kvælstoftilførslen til miljøet er en vigtig begrænsende faktor for fødevareproduktionen på linje med jordarealet. Det er piskende nødvendigt, at landbrugserhvervet i samarbejde med politikerne får flyttet kvælstoffet hen til de mest lønsomme anvendelser. Den omfordeling er ikke anderledes eller mere (eller mindre) vanskelig end at udforme et statsbudget, hvor øget aktivitet på et område skal modsvares af nedskæringer på et andet.

I skrivende stund har nogle af vores havbrugskolleger endog problemer med at finde ud af, hvor de skal sende deres nye iderige projekter, med fangkulturer og det hele, hen. Ikke mit bord, siger alle de involverede myndigheder.

Der er milliardindtægter for Danmark at hente på det stærkt voksende marked for store ørreder. Lad os nu komme i gang.

Dansk Akvakultur 2010-2011

Formandens beretning til generalforsamlingen i Herning 28 april 2011.


Akvakulturudvalget

Akvakulturudvalget afsluttede sit arbejde rettidigt og med et godt resultat i maj 2010. I kender alle anbefalingerne. Hvis de gennemføres politisk, giver de et godt grundlag for den ansvarlige vækst i produktion og lønsomhed, vi har et fælles ønske med samfundet om.

Men hvordan går det med den politiske behandling?

I sidste års beretning nævnte jeg om den politiske behandling at:

I forhold til den ”hast” hvormed det politiske system, og især administrationen normalt handler går der nemt mindst et år med det.

Det har desværre vist sig at holde stik. Idet den politiske behandling stadig ikke er gennemført.

Det er ikke på grund af manglende god vilje hos politikerne. Anbefalingerne er blevet modtaget godt af politikerne i begge sider af folketingssalen. Vi har haft mange møder - senest et foretræde i fødevareudvalget - med politikerne, som er meget hjælpsomme for at fremme processen.

Vi kan imidlertid se, at arbejdet går langsomt i ”maskinrummet”. Det skyldes efter min opfattelse, dels bureaukratisk inerti: Store ændringer skaber stor modstand. Dels et velment ønske om stor sikkerhed for miljøet.

Dette udtrykkes ved, at nogle miljøembedsmænd stadig fastholder kravet om, at de vil godkende og bestemme, hvordan vi bygger og driver vores dambrug. Det er lodret imod aftalen i akvakulturudvalget, som siger, at vores produktions miljøforhold overvejende skal styres af udledningskrav og udledningsmålinger.

Vi forsøger nu, på teknikermøder og på anden vis at overbevise de skeptiske miljøembedsmænd, om at det vi foreslår, bl.a. alkontrol, vil give større sikkerhed for miljøet, end indretningskrav til dambrug. Et selv nok så godt bygget dambrug, kan give dårlige resultater på miljøområdet, hvis det ikke drives korrekt. Detaljerede indretningskrav hæmmer ydermere indførelse af ny og bedre teknologi til skade for både miljø og erhverv, og det er ikke særligt progressivt, hvis nye løsninger skal godkendes i Strandgade, før de kan bringes i anvendelse. 

På det seneste har vi set god vilje fra ”Miljøværket” og tempoet med anbefalingerne er gået i vejret. Det har vi kvitteret for ved at acceptere, at den midlertidige model3dambrugsbekendtgørelse sendes ud nu, selv om den indeholder (detaljerede) indretningskrav. Det gode ved den nye bekendtgørelse er, at den slår fast, at model3dambrugene skal have den N-kvote, der oprindeligt blev forudsat, da de blev bygget.

Det er aftalt, at en samlet bekendtgørelse for dambrug skal være klar til sommer. Den skal afløse den midlertidige bekendtgørelse for modeldambrug type 3 og den noget bedagede dambrugsbekendtgørelse, og vi vil, forhåbentlig med hjælp fra et bredt flertal i Folketinget, gøre hvad vi kan, for at den bliver så enkel som mulig og ikke kommer til at indeholde unødige indretningskrav.

På den seneste er en ”sort hest” dukket op igen, nemlig et ønske om, at dambrug slet ikke må tage vand ind fra vandløbene, men kun grundvand. Det er helt uacceptabelt for erhvervet, og imod akvakulturudvalgets anbefalinger, hvor der blot angives, at der skal sikres ”reel fri faunapassage”, hvilket ikke forhindrer, at der fortsat tages vand ind fra vandløbene.

Kvælstofproblematikken har ikke fundet en endelig løsning, hvilket især er relevant for havbrugene. Vi skal dog nok finde en udvej på dette med hjælp fra vores gode venner i Landbrug & Fødevarer. Især i betragtning af vandplanerne næppe kan overleve høringssvarenes sønderlemmende faglige og
økonomiske kritik.

Så for vore gode havbrugskolleger gælder det nu om at fortsætte med at søge nye tilladelser i en tid med rigtig gode priser på store laksefisk.

Produktionsstrategi

Vi har som lovet på sidste GF brugt året til at opdatere vores produktionsstrategi. Det var været nyttige og positive overvejelser, som dog har stået i skyggen af, at vore rammevilkår på miljøområdet stadig ikke tillader vækst.

Vi må konstatere, at vi stadig ikke har kunnet kan finde en slagkraftig foreningsløsning på de afsætningsmæssige forhold. Min personlige vurdering er, at her må ”kræfternes frie spil” råde, og så kan foreningen hjælpe med konkurrenceforvridende forhold, som f.eks. ørrederne fra Tyrkiet.

Med hensyn til investeringsstøtte forhandler vi nu med DFE om at ændre tilskudskriterierne, så der lægges mere vægt på produktionsøkonomi, og gerne med et tilskudsloft, så et enkelt eller nogle få meget store projekter ikke kan båndlægge midlerne i urimelig lang tid.

Forsknings- og udviklingsindsatsen er der kommet rigtig godt styr på. Vi har blandt andet haft nogle gode drøftelser med GUDP, som vi vil høre mere om i dag. Og vi er i gang med Videnskabsministeriet, som på det seneste har været hjælpsom med at bevilge et stort beløb til udvikling af forbedrede rensningsteknologier.

Øvrige produktioner

Det har ikke været nogen dans på roser at være åleproducenter og skaldyrsfolk.

Åleopdrætterne er udsat for en ensidig hetz fra især Greenpeace, som ikke vil forstå, at åleopdræt med tilhørende udsætning er gavnligt for ålens overlevelse. Heldigvis er der stadig nogle supermarkeder, der har ål på programmet.

Og muslingedyrkerne har haft meget svære afsætningsforhold og kommer desværre ind i 2011 i en stærkt slanket udgave.

Til slut

Til slut vil jeg takke bestyrelsen, medlemmerne, branchegrupperne, sekretariatet og bestyrelsen for et fortsat interessant og udfordrende samarbejde i det forløbne år.

Vandplanerne og kvælstoffet

Vandrammedirektivet og vandplanerne er et behjertet forsøg fra EU’s side på at få styr på de Europæiske vandmiljøforhold.

Desværre indføres vandplanerne i Danmark på en måde, der med sikkerhed er skadeligt for produktionen af planter og dyr, og ligeledes skadeligt for miljøet, fordi man lægger ensidig vægt på kvælstof som årsag til problemerne.

Kvælstof er uomtvisteligt den vigtigste begrænsende faktor for primærproduktionen i de danske marine områder. Men selv om kvælstofudledningen er reduceret meget igennem mange år, står virkningen på iltsvind og sigtdybde ikke mål med anstrengelserne. Der er andre faktorer på spil:

1. Ændringer i vejr og klima påvirker vandmiljøet.
2. ”Frem og tilbage er ikke lige langt”. Det kan være meget besværligt og tage meget langt tid at komme tilbage til noget, der ligner den oprindelige tilstand, ved kun at ”dreje på kvælstofknappen”, og man kommer helt sikkert ikke tilbage af samme vej.
3. Fysiske ændringer af de marine områder ved inddæmninger, fjernelse af sten og trawlfiskeri har fuldt så stor indflydelse på den økologiske tilstand som N-tilførslen.
4. Andre danske kilder til kvælstof. Fra energi og trafik i Danmark udledes 150.000 tons NOx til luften. Det svarer rundt regnet til 50.000 tons N / år. Hvorfor skal de ikke indgå i den samlede plan for N-reduktion?
5. Fra udlandet. I det hele taget importeres store mængder kvælstof ind- og ud af Danmarks luftrum. Det samme er tilfældet i de marine vandområder. Det er klart, at jo tættere man kommer på kysten jo mere ”fylder” det danske bidrag i billedet, men ude i det åbne Bælthav og Kattegat er Danmarks indflydelse begrænset.  

Den kontante konsekvens af disse forhold er, at selv om vi i morgen fjerner alle danske N-udledninger fuldstændigt vil vi ikke opnå god økologisk kvalitet i de danske marine områder, før vi har genoprettet den biologiske og fysiske struktur og før andre lande har reduceret deres N-udledninger ned til det forudsatte niveau.

Det betyder naturligvis ikke, at vi skal lade stå til, blot at der er god tid til at finde de rigtige løsninger, som baseres på en aftale med samfundet om miljømål, miljøforvaltning, virkemidler og en implementeringstakt, der fastholder konkurrenceevnen.